Gennem sløret

Han var en storskægget, fregnet grænseboer, nedstammet i lige linje fra en slægt af kvægtyve fra Liddesdale. På trods af sin herkomst var han en så solid og gavnlig borger, som man kunne tænke sig: byrådsmedlem i Melrose, sognerådsmedlem og formand for den lokale afdeling af KFUM. Brown var hans navn, og man så det skrevet som "Brown & Handiside" over de store købmandsbutikker i hovedgaden. Hans kone, Maggie Brown, hed Armstrong før hun blev gift, og nedstammede fra en gammel landmandsslægt i det øde Teviothead. Hun var lille, mørklødet og sorthåret med et sært nervøst væsen unormalt for en skotsk kvinde. Man kunne ikke forestille sig en større kontrast end mellem den store rødmossede mand og den lille mørklødede kvinde, men begge havde rod i mulden så lang tid tilbage, som nogens erindring rakte.

En dag, som var deres første bryllupsdag, var de sammen kørt hen for at se udgravningerne af et romersk fort ved Newstead. Det var ikke noget specielt kønt sted. Fra floden Tweeds nordlige bred, der hvor floden danner en løkke, bryder en svag bakke landbrugsjord frem. Hen over den lå arkæologernes grøfter, som her og der afslørede stensætninger som fundamenter for de gamle vægge. Det havde været et stort sted, for lejren udgjorde 50 acres, og fortet 15. Det var gjort meget bekvemt for dem, siden Mr. Brown kendte den landmand, som jorden tilhørte. Under hans vejledning tilbragte de en lang sommeraften med at undersøge grøfterne, hullerne, voldene og det store udvalg af genstande, som ventede på at blive transporteret til Edinburghs oldtidsmuseum. En kvindes bæltespænde var blevet udgravet samme dag, og landmanden var ved at fortælle om det, da hans blik faldt på Mrs. Browns ansigt.

”Deres gode hustru er træt,” sagde han. ”Måske er det bedst, at De hviler Dem lidt, før vi fortsætter.”

Brown så på sin kone. Hun var sandelig meget bleg, og hendes mørke øjne skinnede stift.

”Hvad er der i vejen, Maggie? Jeg har trættet dig. Jeg tror, det er på tide vi tog hjem.”

”Nej, nej, John, lad os fortsætte. Det er vidunderligt! Det er som et eventyrland. Det virker alt sammen så tæt på mig og virkeligt. Hvor længe befandt romerne sig her, Mr. Cunnigham?”

”Et godt stykke tid, frue. Hvis De så køkkenmøddingerne, ville De kunne se, at det har taget lang tid at skabe dem.”

”Og hvorfor rejste de?”

”Tjah, frue, efter alt at regne, så rejste de, fordi de var nødt til det. Beboerne rundt omkring dem kunne ikke længere tolerere dem, så de gik bare hen og brændte fortet ned om ørerne på dem. Man kan se sporene fra ilden på stenen.”

Kvinden gyste lidt. ”En hadsk nat, en grufuld nat” sagde hun. ”Himlen må have været rød den nat, og de grå sten her må også have været røde.”

”Javist, de må have været røde,” sagde hendes mand. ”Det er mærkeligt, Maggie, og det kan være dine ord, der har gjort det, men jeg synes jeg ser det hele omtrent så tydeligt, som jeg har set noget i hele mit liv. Lyset skinnede på vandet.”

”Ja, lyset skinnede i vandet. Og røgen var kvælende. Og alle de vilde skreg.”

Den gamle bonde begyndte at le. ”Fruen bør skrive en historie om det gamle fort” sagde han. ”Jeg har vist det til mange, men har aldrig hørt det fremlagt så klart. Nogle mennesker har den gave.”

De havde slentret langs kanten af bækken, og en grøft åbenbaredes til højre for dem.

”Grøften var 14 fod dyb.” sagde bonden. ”Hvad tror De vi gravede op fra bunden af den? Tjah, det var ikke andet end et skelet af en mand med et spyd ved siden. Jeg tror han holdt det, da han døde. Men hvordan kan en mand med et spyd have gravet et 14 fod dybt hul? Han var ikke blevet begravet der, for de brændte altid deres døde. Hvad får De ud af det, frue?”

”Han sprang derned for at slippe fra barbarerne” sagde kvinden.

”Tjah, det er nok muligt, og alle de lærde fra Edinburgh ville ikke kunne give en bedre grund. Jeg ville ønske, at De altid var her, frue, for at løse alle problemerne straks. Se, her er alteret, som vi fandt sidste uge. Der er en inskription på. De fortæller mig, at det er latin, og det siger, at folk i dette fort takker gud for deres sikkerhed.”

De undersøgte den gamle, slidte sten. Der var skåret et stort, dybt "VV" i overfladen. "Hvad står "VV" For?" spurgte Brown.

"Ingen ved det" svarede guiden.

"Valerie Victrix" sagde fruen sagte. Hendes ansigt var så blegt som aldrig før, hendes blik fjernt, som en der kigger ned gennem forgangne århundredes bøjede hvælvinger.

"Hva"be"har"" udbrød manden skarpt.

Hun gav et sæt, som en, der vågner fra sin søvn. "Hvad talte vi om?" spurgte hun.

"Om dette "VV" på stenen."

"Det var utvivlsomt den legion, som rejste alteret."

"Jovist, men du sagde et sært navn."

"Gjorde jeg? Hvor absurd! Hvordan skulle jeg vide, hvad navnet var?"

"Du sagde noget - "Victrix", tror jeg."

"Jeg vil tro, at jeg gættede. Det giver mig den særeste fornemmelse, dette sted, som om jeg ikke er mig selv men en anden."

"Ja, det er et uhyggeligt sted," sagde hendes mand og så sig omkring med et næsten frygtsomt blik i sine store grå øjne. "Jeg har selv samme følelse. Jeg tror, vi bare vil ønske dem en god aften, Mr. Cunningham, og tage tilbage til Melrose, før mørket sætter ind."

Ingen af dem kunne glemme det forunderlige indtryk, de havde fået under deres besøg ved udgravningerne. Det var som om giftige dunster steg fra de fugtige grøfter og trak ind i deres blod. Hele aftenen var de tavse og eftertænksomme, men de bemærkninger, de gav, viste, at det samme var i begges tanker. Brown havde en urolig nat, hvor han havde en sær, relateret drøm, der var så livagtig, at han vågnede rystende og badet i sved, som en skræmt hest. Han forsøgte at forklare sin kone det, da de spiste morgenmad sammen næste dag.

"Det var så klart, Maggie," sagde han. "Intet i hele mit liv har virket klarere end det. Mine hænder føltes, som var de indklistret i blod."

"Fortæl mig om det – fortæl det langsomt." sagde hun.

"Da det begyndte, var jeg ude på en fjeldside. Jeg lå fladt på jorden. Den var ujævn med lyng i tuer. Rundt omkring mig var der kun mørke, men jeg kunne høre mænds vejrtrækning og rumsteren. Der virkede til at være masser til alle sider, men jeg kunne ikke se nogle. Der var sagte klirren fra stål ind i mellem, og så tyssede flere stemmer: "Stille!". Jeg havde en grov kølle i hånden med jernspir for enden. Mit hjerte slog hurtigt, og jeg fornemmede, at vi stod foran noget meget farligt og spændende. På et tidspunkt tabte jeg min kølle, og igen hørte jeg fra alle siger udbrud af "Stille!". Jeg strakte hånden ud, og den ramte foden på en anden mand, som lå foran mig. Der lå andre lige ved mine albuer, men de sagde intet."

"Så begyndte vi alle at bevæge os. Hele fjeldsiden så ud, som om den bevægede sig nedad. Der var en flod for foden og en høj, hvælvet træbro. Bagved broen var der mange lys – fakler på en mur. De krybende mænd gled frem mod broen. Der havde ikke været nogen lyd overhovedet, kun dæmpet stilhed. Så hørte man et skrig i mørket, skriget fra en mand som pludselig var blevet stukket i hjertet. Dette ene skrig bredte sig et øjeblik, og så hørte man brølet fra tusinde vilde stemmer. Jeg løb. Alle løb. Et skarpt rødt lys brød igennem og floden fik et orangerødt skær. Nu kunne jeg se mine kammerater. De lignede mere djævle end mennesker, vilde skabninger klædt i huder, med strittende hår og skæg. De var alle vilde af raseri og sprang afsted med åben mund og svingende arme og det røde lys i deres ansigter. Jeg løb også og udgød forbandelser, som de andre. Så hørte jeg træ, der knustes og jeg vidste, at palisaderne var brudt. En høj hvislen for forbi mine ører, og jeg blev klar over, at pile fløj om ørene på mig. Jeg endte ved bunden af et dige, og jeg så en hånd blive rakt ned oppefra. Jeg greb den og blev hevet op på toppen. Vi kiggede ned og så skinnende mænd med hævede spyd. Nogle af vores folk kastede sig ind i spydene. Så fulgte vi andre, og vi dræbte soldaterne før de kunne trække deres spyd ud igen. De råbte højt på et fremmed sprog, men de blev ikke vist nåde. Vi var over dem som en bølge og maste dem ned i mudderet, for de var kun få, og vi var utallige.

Jeg befandt mig mellem nogle bygninger og en af dem stod i brand. Jeg så flammerne slikke gennem taget. Jeg løb videre, og så var jeg alene mellem bygningerne. Nogen løb ind foran mig. Det var en kvinde. Jeg greb hendes arm og drejede hendes kind rundt, så jeg kunne se hende i ildens skær. Hvem tror du det var, Maggie?"

Hans hustru fugtede sine tørre løber. "Det var mig," sagde hun.

Han så overrasket på hende. "Det var godt gættet," sagde han. "Ja, det var nemlig dig. Ikke bare en, der så ud som dig, forstår du. Det var dig – i egen person. Jeg så den samme sjæl i dine skræmte øjne. Du så hvid og køn og vidunderlig ud i flammernes skær. Jeg havde kun en tanke i hovedet – at få dig med mig; at have dig for mig selv i mit eget hjem bag bjergene. Du rev mig i ansigtet med dine negle. Jeg kastede dig over min skulder og prøvede at slippe væk fra lyset af de brændende huse og ud i mørket.

Så skete det, jeg husker bedst af alt. Du ser syg ud, Maggie. Skal jeg stoppe? Min gud. Du har det samme udtryk i ansigtet som sidste nat i min drøm. Du skreg. Han kom løbende i ildskæret. Han var barhovedet; hans hår var sort og krøllet; han havde trukket sværdet blankt, det var kort og bredt, ikke meget mere end en daggert. Han gjorde udfald mod mig, men han snublede og faldt. Jeg holdt dig med den ene hånd og med den anden - "

Hans kone sprang i vejret med et forvredent udtryk.

"Marcus!” skreg hun. "Min smukke Marcus! Åh, din bandit! Din bandit! Bandit!" Der var en klirren af tekopper, da hun faldt bevidstløs om hen over bordet.

De talte aldrig om den sære, enestående begivenhed i deres ægteskab. For et øjeblik var fortidens tæppe gledet til side, og et forunderligt glimt af en glemt eksistens, havde vist sig for dem. Men det gled for igen for aldrig siden at åbne sig. De lever deres vante liv – han i sin butik, hun i sin husholdning – og dog strakte nye og videre horisonter sig svagt for dem efter den sommeraften ved det hensmuldrende romerske fort.