En ikonoklast

Det var en tidlig morgen i marts i det Herren år 92. Udenfor var den lange Semita Alta allerede fyldt med folk, med købere og sælgere, tilrejsende og gående, for romerne stod så tidligt op, at mange patriciere foretrak at modtage sine klienter ved sekstiden om morgenen. Det var god skik i republikken, som stadig fulgtes af de mere konservative; men med de mere luksuriøse, moderne vaner var fornøjelser og banketter hele natten igennem ikke ualmindeligt. En, som havde lært de nye vaner og stadig fulgte de gamle, kunne opleve at dagene gled over i hinanden og uden et øjebliks søvn gå direkte fra nattens udsvævelser til dagens forretninger og med tungt og smertende hoved kaste sig over de formelle pligter, som udgjorde den Roms herskende klasses liv.

Således var det med Emilius Flaccus den morgen i marts. Han og hans senatorkollega Caius Balbus havde tilbragt natten i et af de drikkelag, som kejser Domitian havde tilkaldt sine udvalgte venner til i det fornemme palads på Palatine. Nu stod de ved indgangen til Flaccus' ejendom, under pomgranaterne, der gav trapperne foran kolonnaden skygge, og sikker på hinandens gennemprøvede diskretion kunne de give luft for den kritik, de havde undertrykt så længe under den triste banket.

”Hvis bare han ville beværte sine gæster!” sagde Balbus, en lille, rødhovedet, kolerisk adelsmand med gulsprængte, arrige øjne. ”Hvad fik vi egentlig? Jeg kan ved min død ikke huske det. Hjejleæg, noget fiskerod, en eller anden fugl og så hans evindelige æbler.”

”Af hvilket,” sagde Flaccus, ”han kun spiste æblerne. Yd ham den retfærdighed at han dog tager mindre, end han giver. I det mindste kan de ikke sige om ham som om Vitellius, at hans mave bragte riget til tiggerstaven.”

”Nej, ej heller hans tørst, hvor stor den end er. Hans skarpe Sabinevin kunne købes for nogle få sestertier pr amfora. Det er dagligvin for kuskene på enhver af landevejens vinstuer. Jeg længtes efter et glas af min egen rige Falernian eller den bløde Coan, som blev tappet det år, da Titus indtog Jerusalem. Er det for sent nu? Kunne vi ikke rense vores smagsløg for den skarpe smag?”

”Nej, kom hellere ind med mig og få en porter før du tager afsted. Min græske læge Stephanos har en sjælden opskrift mod tømmermænd. Hvad! Venter dine klienter dig? Nuvel, vi ses senere i Senatet.”

Patricieren var gået ind i sin gårdhave, lys med sjældne blomster og fuld af eksotiskt fløjtende fugle. Ved hallens indgang stod Lebs, som hans morgenopgave bød ham, en lille nubisk slave med snehvid tunika og en bakke fyldt med glas i den ene hånd, mens den anden holdt en flaske med en tynd, citronfarvet væske. Husets herre havde fyldt et bredmundet glas med en bitter aromatisk drik og skulle lige til at drikke af det, da hans hånd standsede ved en pludselig erkendelse af, at noget var helt galt i hans hus. Det kunne læses i alle øjnene omkring ham: på den skræmte sorte dreng, i gartnerens urolige ansigt, den lille flok almindelige tjenestefolk dystre tavshed og prokuratoren, som var deres chef, som alle var samlet for at hilse deres herre. Lægen Stephanos, læseren Cleios fra Alexandria, hushovmesteren Promus vendte alle blikket bort for at undgå herrens spørgende blik.

”Hvad i Plutos navn er der i vejen med jer alle sammen?” udbrød den undrende senator, hvis natlige drikkelag ikke efterlod ham i et tålmodigt lune. ”Hvorfor står I og glaner sådan? Stephanos, Vacculus, - er der noget galt? Her, Promus, du leder min husholdning. Hvad er det så? Hvorfor ser du mig ikke i øjnene?”

Den fedladne hushovmester, hvis tykke ansigt var forvredet og ophidset af angst, lagde sin hånd på ærmet på tyendet ved siden af sig.

”Sergius er ansvarlig for gårdhaven, herre. Det er ham, der må fortælle den forfærdelige ting, som er sket i Deres fravær.”

”Nej, det var Datus, der gjorde det. Bring ham herop og lad ham forklare det selv,” sagde Sergius hulkende.

Patricierens tålmodighed var udløbet. ”Tal straks, din usling!” råbte han vredt. ”Et øjeblik mere og jeg skal trække dig til fangekælderen, hvor du med fødderne og hænderne i lænker hurtigt vil lære at adlyde. Spyt ud, siger jeg, og straks.”

”Det er Venus,” fremstammede manden; ”den græske Venus fra Praxiteles.”

Senatoren stønnede angst og styrtede hen til gårdhavens hjørne, hvor et lille skrin, gemt bag et fortæppe af silke, gemte den værdifulde statue, den største skat i hans samling, måske i hele verden. Han hev fortæppet til side og stod ude af stand til at tale af raseri foran den skamferede gudinde. Den røde, parfumerede lampe, som altid brændte foran hende, var væltet omkuld og knust; alterilden var gået ud, hendes bæger var fejet til side. Men værst af alt – utålelig helligbrøde! - selve hendes smukke, bare krop af glinsende Parthenonmarmor, så hvid og smuk som da de dygtige grækere havde udhugget den 500 år tidligere, var blevet mishandlet på det groveste.

Tre fingre fra den elegante udstrakte hånd var blevet slået af og lå på basen ved siden af hende. Over hendes sarte bryst kunne man se et mørkt mærke, hvor et slag skamfereret marmoren. E milius Flaccus, den fineste og dygtigste kender i Rom, stod gispende og stønnende med hænderne om sin hals, mens han stirrede på det ødelagte mesterstykke. Så vendte han sig med ansigtet forvredet af raseri mod sine slaver; men til hans forbløffelse så de ikke på ham, men vendte sig alle i den dybeste respekt mod indgangen til søjlerækken. Da han vendte sig om, og så hvem der netop var kommet ind i hans hus, forsvandt hans vrede øjeblikkeligt, og han blev så ydmyg som sine tjenestefolk.

Den nyankomne var en mand på 43 år, glatbarberet med et massivt hoved, store indsunkne øjne, en smal skarp næse og en bred tyrenakke, som var kendetegnende for hans slægt. Han var kommet gennem søjlerækken med en skrydende og skrævende gang, som en der går sig på sin egen jord, og nu stod han med hænderne på hofterne og så rundt på de bukkende slaver og til sidst på deres herre med et semi-humoristisk blik i sit røde og brutale ansigt.

” Jamen, Emilius,” sagde han, ”Jeg troede, at dit hus var det bedst styrede i hele Rom. Hvad er der galt her til morgen?”

”Intet kan være galt, nu da Cæsar har begunstiget os med sit besøg,” sagde hofmanden. ”Det er bestemt en glædelig overraskelse, som De har givet mig.”

”Det var bare et indfald,” sagde Domitian. ”Da du og de andre havde forladt mig, var jeg ikke i humør til at sove, og så fik jeg lyst til at trække noget morgenluft ved at komme ned til dig og se den græske Venus, som du så udførligt beskrev mellem pokalerne. Men efter dit og dine tjeneres udtryk at dømme, var det vist et meget dårligt tidspunkt.”

”Nej, min kære herre, sig ikke sådan. Men det er sandt, at jeg havde et problem i samme øjeblik, som De meget velkomment ankom, og dette problem var ved skæbnens gunst den selvsamme skulptur, som De så nådigt har vist interesse for. Der står den, og De kan selv se hvor groft, der er blevet øvet hærværk mod den.”

”Ved Pluto og alle underverdenens guder; hvis det var min, ville nogle af jer svømme med fiskene,” sagde kejseren og så rundt med vrede øjne på de rædselsslagne slaver. ”Du har altid været for eftergivende, Emilius. Det er velkendt, at dine lænker ruster, fordi de ikke bruges. Men det her er bestemt for meget. Lad mig se hvordan du klarer det. Hvem vil du holde ansvarlig?”

”Slaven Sergius er ansvarlig, siden det er hans opgave at passe gårdhaven,” sagde Flaccus. ”Stå frem, Sergius. Hvad har du at sige?”

Den dirrende slave stod frem for sin herre. ”Hvis De tillader, herre, så er ugerningen begået af den kristne Datus.”

”Datus! Hvem er han?”

”Skraldemanden, min herre. Jeg vidste ikke, at han tilhørte dette forfærdelige folk, ellers ville jeg ikke have taget ham ind. Han kom med sin kost for at rense fugleburet. Hans blik faldt på denne Venus og i et nu for han over hende og slog hende to gange med sin trækost. Så kastede vi os over ham og slæbte ham ud. Men ak! Det var for sent, for uslingen havde allerede slået fingrene af gudinden.”

Kejserens smilte grumt, mens patricierens tynde ansigt blev hvidt af raseri.

”Hvor er fyren?” spurgte han.

”I fangekælderen, Deres Excellence, med åget på nakken.”

”Bring ham hid og kald tjenestefolkene sammen.”

Få øjeblikke senere var hele gårdhaven fyldt med den mangeartede flok, som administrerede husholdningen for en stor romersk adelsmand. Der var bogholderen med sin pen bag øret, mundskænken, som prøvesmagte alle fødevarer for at spare sin herre for forgiftning og ved siden af ham hans forgænger, nu næsten en idiot grundet en forgiftet drik fra Canidia tyve år tidligere; vinkyperen hentet blandt sine amforaer; kokken med sin sovseske i hånden; en oppustede butler, som viste gæsterne ind, kammertjeneren, som tildelte dem værelser, opsynsmanden, som holdt ro i huset, tjeneren som dækkede bordet, slagteren, som anrettede maden, optænderen, som tændte ilden, - alle disse og mange flere, dels nysgerrige, dels skrækslagne, kom til Datus' rettergang. Bag dem stod en pludrende og leende flok bestående af Lalages, Marias, Cerusas og Amaryllides fra vaskeriet og syværelserne på tæer og stak deres kønne undrende ansigter frem mellem mændenes skuldre. Gennem denne flok kom to solide vagter slæbende med gerningsmanden mellem sig. Han var en lille, mørk og grov mand med uredt skæg og vilde øjne, som lyste af en stærk indre glød. Hans hænder var bundet på ryggen, og over hans nakke sad det kraftige træåg, som blev brugt på genstridige slaver. Et blodstænk på hans kind viste, at han ikke var kommet uskadt fra den forudgående kamp.

”Er du skraldemanden Datus?” spurgte patricieren.

Manden rettede sig stolt op. ”Ja,” sagde han, ”Jeg er Datus.”

”Ødelagde du min skulptur?”

”Ja, jeg gjorde.”

Der var en ærlig ligefremhed i mandens svar, som aftvang respekt. Hans herres vrede blandedes med nysgerrighed.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han.

”Fordi det var min pligt.”

”Hvorfor var det dog din pligt at ødelægge din herres ejendom?”

”Fordi jeg er kristen.” Hans øjne brændte pludselig i hans mørke ansigt. ”Fordi der ikke er nogen anden gud end den Evige og alle andre er bare bras. Hvad har denne nøgne tøjte at gøre med Ham, for hvem hele firmamentet blot er en dragt og jorden en skammel? Det var i hans tjeneste, at jeg ødelagde din skulptur.”

Domitian så med et smil på patricieren. ”Du kommer ikke videre med ham,” sagde han. ”De taler ligesådan, når de står foran løverne i arenaen. Hvad argumenter angår, kan ingen filosoffer i Rom knække dem. De nægter at ofre til min ære midt op i mit åbne ansigt. Aldrig har jeg mødt så umulige folk før. Jeg ville gøre kort proces med ham, hvis jeg var dig.”

”Hvad ville Cæsar tilråde?”

”Der er forestillingen i eftermiddag. Jeg viser den nye jagt-leopard frem, som kong Juba har sendt fra Numidien. Denne slave kan give os lidt sjov, når han opdager det sultne dyr sniffer til hans hæle.”

Patricieren overvejede det et øjeblik. Han havde altid handlet som en fader for sine tjenestefolk. Det var afskyeligt for ham at forestille sig, at nogen af dem skulle komme noget til. Måske ville det selv nu være muligt at redde ham, hvis denne underlige fanatiker ville vise anger over, hvad han havde gjort. Det var i hvertfald værd at prøve.

”Din forbrydelse fortjener døden,” sagde han. ”Hvilken grund kan du give mig til, at dette ikke skulle ske dig, siden du ødelagde min statue, som er hundrede gange mere værd end dig?”

Slaven så fast på sin herre. ”Jeg frygter ikke døden,” sagde han. ”Min søster Candida døde i arenaen, og jeg er parat til det samme. Det er sandt, at jeg ødelagde din statue, men jeg kan give dig noget meget mere værdifuldt i stedet. Jeg vil give dig Sandheden og Evangeliet i bytte for det ødelagte afgudsbillede.”

Kejseren grinte. ”Du kommer ingen vegne med ham, Emilius,” sagde han. ”Jeg kender hans slags fra før. Han er parat til at dø; han siger det jo selv. Hvorfor så redde hans liv?”

Men patricieren tøvede stadig. Han ville gøre et sidste forsøg.

”Løs hans bånd,” sagde han til vagterne. ”Tag så åget fra hans nakke. Sådan! Se, Datus, nu har jeg at dig fri for at vise, at jeg stoler på dig. Jeg har intet ønske om at gøre dig ondt, hvis blot du vil indrømme din fejl og dermed være et eksempel for min stab, som er samlet her.”

”Hvordan skal jeg da indrømme min fejl?” spurgte slaven.

”Bøj foran gudinden og trygl hende om tilgivelse for den vold, du har påført hende. Så kan du måske også vinde min tilgivelse.”

”Stil mig da foran hende,” sagde den kristne.

Emilius Flaccus så triumferende på Domitian. Med venlighed og takt formåede han at opnå, hvad kejseren ikke kunne gennem vold. Datus gik hen foran den skamferede Venus. Pludselig med et sæt rev han kniplen ud af hånden på den ene af vagterne og sprang op på sokkelen og lod slagene regne ned over den skønne marmorkvinde. Med et smæld og et bump faldt hendes højre arm til jorden. Endnu et bistert slag og den anden arm fulgte efter. Flaccus hoppede og dansede i gru, mens hans tjenestefolk slæbte den vanvittige billedskæmmer væk fra hans passive offer. Domitians rå latter rungede gennem hallen.

”Nå min ven, hvad mener du så nu?” udbrød han. ”Er du klogere end din kejser? Kan du vitterligt tæmme de kristne med venlighed?”

Emilius Flaccus tørrede sveden af panden. ”Han er Deres, store Cæsar. Gør med ham, hvad De lyster.”

”Sørg for at han er ved gladiatorindgangen i Circus en time før legene begynder,” sagde kejseren. ”Nå, Emilius, det har været en hård nat. Min liguriske gallej venter ved floden. Kom med og køl dig af med en tur til Ostia før statssager kalder dig tilbage til Senatet.”