Hunnernes indtog

I midten af det 4. århundrede var den kristne religion en skandale og en skændsel. Tålmodig, ydmyg og lidende i modgang var den blevet selvhævdende, agressiv og krævende i medgang. Hedenskab var endnu ikke uddødt men svandt hurtigt og fandt mest støtte dels blandt de konservative aristokrater i de fremmeste slægter og dels blandt de uoplyste landsbyboere, som hældede til den gamle tro. Mellem disse to yderligheder havde det store flertal af fornuftige mennesker vendt sig fra dyrkelsen af flere guder til en enkelt gud og havde for altid forkastet deres forfædres tro. Men sammen med flergudsdyrkelsens laster havde de også forkastet dens dyder, hvoriblandt man særligt lagde mærke til tolerance og religiøst frisind. De kristnes strenge oprigtighed havde tvunget dem til at undersøge hvert et element af deres egen teologi, men da de ikke havde nogen central autoritet at sammenligne disse definitioner med, varede det ikke længe før hundreder af vantro afarter var fremsat i rivaliserende udlægninger, mens den samme oprigtige overbevisning fik stærkere grupper af opfattelser til som en samvittighedssag at påtvinge deres synspunkt på de svagere og på den måde fylde den østlige verden med forvirring og kontroverser.

Alexandria, Antioch, and Konstantinopel var centre for religionskrige. Også hele nordafrika var oversået med donatisternes stridigheder, som understøttede deres egen fortolkning med piske og med krigsråbet ”Gud være lovet”. Men mindre, lokale stridigheder var intet at sammenligne med katolikkerne store argument og de ariske som delte enhver landsby i to og splittede husholdninger fra hytter til paladser.

To rivaliserende doktriner Homoousian og Homoiousian indebar så mikroskopiske metafysiske forskelle, at det knapt kunne udtrykkes men skilte biskopper og menighed indbyrdes. Teologernes blæk og fanatikernes blod flød i stride strømme på begge sider, og moderate tilhængere af Kristus var bestyrtede over at se, at deres tro var ansvarlig for en så ufredelig tilstand og blodsudgydelse som ingen anden religion i hele verdenshistorien før dem. Mange af de mere oprigtige blandt dem fortrak bestyrtede og skamfulde til den libyske ørken eller til ensomheden under selvfornægtelse og bøn i Pontus for at vente på Kristi anden genopstandelse, som skulle være nært forestående. Selv i ørkenen kunne de ikke undslippe ekkoet af de fjerne stridigheder, og selv eneboerne skulede arrigt i deres huler mod forbipasserende rejsende, som måske kunne være smittet af Athanasius' eller Arius' læresætninger.

Sådan en eremit var Simon Melas, som jeg skriver om. Som trinitar og katolik var han bestyrtet over den grove forfølgelse af arianerne, som kun blev overgået af den samme skændige behandling, som arianerne i deres storhedstid gav deres kristne brødre. Led og ked af hele uenigheden og overbevist om at dommedag var nær, forlod han sit hjem i Konstantinopel og rejste så langt væk som gothernes bosættelser i Dacien på den anden side af floden Don, hvor han ledte efter et sted, hvor han kunne slippe for de endeløse tvister. På sin rejse mod nordøst krydsede han en flod, vi nu kalder Dnepr og fandt der en stræbende klippeforhøjning på den enorme slette; han dannede en hule tæt på toppen og forberedte sig på at ende sin tilværelse i selvfornægtelse og meditation. Der var fisk i floden, landet myldrede med vildt, og der var en overflod af vilde frugter, så han åndelige øvelser ikke skulle forstyrres for meget i jagt på føde til hans kropslige hylster.

I sit fjerne eksil forventede han at finde total ensomhed, men håbet var forgæves. Indenfor en uge efter sin ankomst udforskede han i et øjebliks anfald af verdslig nysgerrighed den høje klippes omgivelser. På sin vej op til en kløft, som var besat med oliventræer og myrter, stødte han på en hule i hvis indgang der sad en gammel, hvidskægget. skrøbelig mand, en eremit ligesom han selv. Den fremmede havde været alene så længe, at han næsten havde glemt talens brug, men da ordene til sidst flød mere jævnt, var han i stand til at overbringe den information, at hans navn var Paul fra Nicopolis, at han var græker, og at også han var draget ud i ørkenen for at redde sin sjæl og flygte fra vantroens smitte. ”Lidet anede jeg, broder Simon”, sagde han, ”at jeg nogensinde skulle finde nogen anden, som var draget så langt ud i samme hellige ærinde. I alle disse år, og der har været så mange, at jeg ikke kan tælle dem, har jeg aldrig set et menneske med undtagelse af en eller anden omvandrende hyrde langt ude på steppen der”. Fra hvor de sad bredte den enorme steppe sig skinnende med sit bølgende græs ubrudt som havet mod den østlige horisont. Simon Melas kiggede nysgerrigt ud over den.

”Fortæl mig, broder Paul” sagde han, ”Du har levet her så længe – hvad er der på den anden side af den steppe?”.

Den gamle mand rystede på hovedet. ”Der er ikke noget på den anden side af steppen,” sagde han. ”Det er verdens ende og strækker sig uendeligt. I alle de år, jeg har boet ved den, er der aldrig kommet nogen over den. Det er klart, at hvis der var noget på den anden side, ville der selvfølgelig være kommet nogen derfra på et tidspunkt. På den anden side af floden ligger den romerske udpost Tyra; men det er en hel dagsrejse her fra, og de har aldrig forstyrret mine meditationer”.

”Hvad mediterer du over, broder Paul?”.

”Først mediterede jeg over mange hellige mysterier; men nu har jeg i 20 år funderet bestandigt over Logos sammenhæng. Hvad er dit synspunkt på denne vigtige sag, broder Simon?”.

”I sandhed,” sagde den yngre mand, ”kan der ikke være tvivl om det. Logos er blot et navn, som Sankt Johannes anvendte for at betegne Guddommen”.

Den gamle eremit gav et vredt hæst skrig og hans brune, udtørrede ansigt svulmede af vrede. Han greb den store knippel, som han havde for at slå ulvene tilbage med, og truede sin følgesvend morderisk med den.

”Ud med dig! Ud af min hule!” råbte han. Har jeg levet her så længe for at blive smittet med en afskyelig trinitar – en tilhænger af slyngelen Athanasius? Elendige afgudsdyrker, vid en gang for alle at Logos blot er en repræsentation af Guddommen og på ingen måde er Ham eller er evindelig som Ham! Ud med dig siger jeg, eller jeg skal slå hjernen ud på dig med min stav!”.

Det var nyttesløs at tale den rasende arianer til fornuft, og Simon fortrak ærgerlig og undrede, at selv helt her ude på kanten af den kendte verden, kunne ophidselsen fra den religiøse strid stadig bryde freden i den ensomme, øde vildmark. Trist i hu og med tungt hjerte begav han sig ned i dalen og klatrede op igen til sin egen hule, som lå på toppen af bakken og besluttede aldrig igen at besøge sin arianske nabo.

Her dvælede Simon Melas ensomt et års tid i bøn. Der var ingen anledning til at nogen nogensinde ville komme til dette sted fjernt fra al beboelse. En dag kom en ung romersk officer på en dagsrejse fra Tytras og besteg bakken for at tale med eneboeren. Han var af ridderslægt og var stadig tilhænger af den gamle tro. Han betragtede med interesse og overraskelse, men og med nogen afsky, de asketiske omgivelser i den ydmyge bolig.

”Hvem behager du ved at bo på denne måde?” spurgte han.

”Vi påviser at vores ånd er kødet overlegent” svarede Simon. ”Hvis det går dårligt i denne verden, tror vi på, at vi vil drage fordel i den næste”.

Centurionen rystede på skuldrene. ”Der er også filosoffer hos os, stoikere og andre, som har samme opfattelse. Da jeg var i den herulianske kohorte i fjerde legion, var vi indkvarteret i selve Rom, og jeg så en del til de kristne, men jeg lærte aldrig noget af dem, som jeg ikke havde hørte fra min egen far, som I arrogant ville kalde en hedning. Det er sandt, at vi snakker om flere guder, men i mange år har vi ikke taget dem særlig alvorligt. Vores opfattelse af dyd og pligt og et ædelt liv er den samme som jeres egen”.

Simon Melas rystede på hovedet.

”Hvis I ikke har de hellige bøger,” sagde han, ”hvilken vejledning har I så til at hjælpe jer?”.

”Hvis du læser vores filosoffer, og frem for alt den guddommelige Plato, vil du se, at der er andre vejledninger, som fører til samme resultat. Har du f.eks. læst den bog, som er skrevet af vores kejser Marcus Aurelius? Ser du ikke der alle tænkelige menneskelige dyder, selvom han ikke er bekendt med jeres læresætninger? Har du også overvejet ordene og handlingerne af vores afdøde kejser Julian, med hvem jeg deltog i mit første felttog, da vi mødte perserne? Hvor findes en mere fuldkommen mand end han?”.

”Den slags tale er spild af tid, og jeg vil ikke høre mere” sagde Simon fast. ”Tag dig i agt mens tid er og erkend den sande lære, thi dommedag er nær, og når den kommer, vil der ikke vises nåde for de, som ikke har set lyset”. Således talt vendte han sig mod sin bedestol og sit krucifiks, men den unge romer gik tankefuldt ned af bakken, steg på sin hest og red tilbage mod sin fjerne udpost. Simon betragtede ham indtil hans skinnende hjelm kun var et fjernt lyst punkt på den vestvendte slette, thi dette var det første menneskelige væsen, han havde set i det lange år, og der var tidspunkter, hvor han inderligt længtes efter sine artsfællers stemmer og ansigter.

Således gik et år mere og bortset fra vejrets foranderlighed og årstidernes langsomme skiften, gik den ene dag som den anden. Hver eneste morgen, når Simon åbnede øjnene, så han den samme grå streg i øst gå over i rødt indtil den lyse kant skubbede sig over den fjerne horisont, som intet levende væsen nogensinde var kommet fra. Langsomt gled solen hen over himlens vældige bue og i takt med skyggernes skiften på de sorte sten, som stak op over hans hule, indrettede eremitten sin bøn og meditation. Der var intet i verden, der tiltrak hans blik eller forstyrrede hans tanker, thi den græsbeklædte slette under ham var øde måned efter måned ligesom himlen foroven. På den måde gik de træge timer indtil den røde kant gled ned under kanten og dagen endte i samme perlegrå nuance, som den var startet med. En gang kom to ravne og kredsede rundt i nogle dage om den ensomme bakke og engang dukkede en fiskeørn op fra floden Dneister og skreg lige over eremittens hoved. Nogle gange kunne man se røde pletter på sletten, hvor antiloper græssede, og ofte hylede en ulv i mørket under bakken. Således var eneboeren Simon Melas' begivenhedsløse liv indtil vredens dag kom.

Det var i det sene forår i året 375, at Simon trådte ud fra sin hule med en græskarkolbe i sin hånd for at fylde den med kildevand. Mørket var faldet på, solen var sunket, men der faldt stadig et rosenfarvet skær på klippeforhøjningen på den fjerne side af eneboerens bolig. Da Simon trådte frem under fremspringet, tabte han kolben og stirrede forbløffet.

På toppen overfor stod en mand med et sort omrids i det svindende lys. Han havde en sær, nærmest deform figur, lavstammet, rundrygget med et stor hoved uden nakke og en lang pind stikkende ud mellem skuldrene. Han stod med ansigtet fremskudt, kroppen bøjet, stirrende undersøgende ud over sletten mod vest. På et øjeblik var han væk, og den ensomme top stod hård og nøgen mod det svage østlige skær. Så faldt natten på, og alt var sort igen.

Simon Melas stod længe forvirret og undrede sig over, hvem den fremmede kunne være, Han havde, som enhver kristen, hørt om den onde ånder, som plejede at hjemsøge eremitterne i Thebaid og i udkanten af Etiopiens ødemarker. Denne enlige skabnings sære figur, dens mørke omrids og skulende attitude tydede mere på et vildt røvervæsen end på en mand, og fik ham til at tro, at han endelig var stødt på et af væsenerne fra afgrunden, hvis eksistens han i datidens robuste tro ikke tvivlede mindre på end sin egen. Meget af natten blev tilbragt i bøn, mens hans blik til stadighed gled søgende hen over den lave bue i hans hules indgang med nattehimlens purpurtæppe fyldt med stjerner. I hvilket som helst øjeblik kunne en eller anden vederstyggelighed springe på ham, og han klamrede sig rystende angst til sit krucifiks, mens hans menneskelige svaghed afsløredes ved tanken. Men til slut vandt hans træthed over frygten, og da han drattede om på sin madras af tørret græs, sov han, indtil det klare sollys bragte ham tilbage ved fuld bevidsthed.

Det var senere end det plejede, og solen stod allerede oppe over horisonten. Dan han kom ud af hulen, så han over på klippefremspringet, men det var blot tomt og stille. Det forekom ham allerede, at den mærkelige, mørke figur, som havde forskrækket ham sådan, blot var en drøm, en hallucination i tusmørket. Hans kølle lå hvor han havde lagt den, og han tog den op for at gå til kilden. Men pludselig blev han opmærksom på noget nyt. Hele luften var fuld af lyde. Den kom fra alle sider, buldrende, ubestemmelig, en udflydende rumlen, lav, men tæt og stærk, stigende, faldende, snart kastet frem og tilbage mellem klipperne, snart svindende i en svag hvisken, men hele tiden nærværende. Han så sig forvirret rundt på den skyfri, blå himmel. Så for han op til klippetoppen over sig, og fra dens skygge skuede han ud over sletten. I sin vildeste drømme havde han aldrig forestillet sig et sådant skue.

Det kæmpestore landskab var fyldt med ryttere; hundreder og tusinder og titusinder, som alle kom adstadigt ridende og i stilhed fra det uudforskede øst. Det var de mangefoldige slag fra hestehovene, som havde skabt bulderet i hans øre. Nogle var så tæt på, at han tydeligt kunne se deres senede, trætte heste og de mærkelige, skrutryggede siluetter på de mørklødede ryttere, der sad langt fremme i deres sadler som formløse bundter med korte ben frit hængende uden stigbøjler og kroppe, der balancerede så fuldkomment, at de så ud til at være et med dyret. På de nærmeste kunne han se buen og pilekoggeret, det lange spyd og det korte sværd og en oprullet lasso bag rytteren, som fortalte ham, at dette ikke var nogle tilfældige rejsende men en formidabel hær på march. Hans blik gled fra dem og længere og længere tilbage mod den dirrende horisont men uden at se ende på den uhyre rytterskare. Fortroppen var allerede langt forbi den klippeø, som han boede på, og han kunne nu indse, at foran fortroppen fandtes enlige spejdere, som ledte hærens kurs, og at der var en af dem, han havde set aftenen før.

Tryllebundet af dette underfulde syn sad eremitten hele dagen sammenkrøbet i klippens skygge og så dette rytterhav rulle hen over sletten forneden. Simon havde set de fyldte kajer i Alexandria, han havde set folkeskaren, som blokerede Konstantinopels hippodrom, men aldrig havde han kunnet forestille en sådan mangfoldighed, som defilerede forbi hans egne øjne på vej fra den østlige horisont, som havde betydet verdens ende. Af og til blev den tætte strøm af ryttere brudt af avlshopper med føl, som blev drevet frem af bevæbnede vagter; sommetider var det kvægflokke og sommetider rækker af vogne dækket af skind, men så igen efter hver kom rytterne, rytterne, hundrede og tusinder og titusinder, langsomt endeløst, tyst sivende fra øst mod vest. Den lange dag gik, lyset svandt og skyggerne faldt, men stadig flød den store strøm forbi.

Men natten bragte et nyt og endnu mere sælsomt syn. Simon havde lagt mærke til brændeknipperne på ryggen af mange af de førende heste, og nu så han, hvad de skulle bruges til. Over hele den store slette, brød røde punkter frem af mørket og voksede sig større og større til blinkende ildsøjler. Så langt øjet rakte fra øst til vest strakte bålene sig, indtil de blot blev punkter i det fjerne. Hvide stjerner skinnede på den store himmel foroven, røde på den store slette forneden. Overalt lød der en svag summen af stemmer, brøl fra okser og hestevrinsk.

Simon havde været en soldat og en verdensmand, før han forsagede verden, og betydningen af alt han havde set, stod ham klart. Historien havde fortalt ham, hvordan romernes verden var blevet overfaldet af nye sværme af barbarer, der dukkede op af mørket, og at det østlige rige i sin 50-årige eksistens efter Konstantin havde flyttet verdens hovedstad til Bosporus' kyster, allerede var blevet plaget på samme måde. Gepidae, Heruli, Ostrogoths og Sarmatians – han kendte dem alle. Hvad Europas fremskudte vagtpost havde set fra denne ensomt beliggende bakketop, var en frisk sværm, der faldt ind over riget, og den eneste forskel fra de andre var den enorme, utrolige størrelse og det sære udseende på de ryttere, som udgjorde den. Kun han af alle civiliserede mennesker kendte til denne forfærdelige skygge, der gled ind som en kraftig tordensky fra de ukendte områder mod øst. Han tænkte på de små romerske udposter langs Dneister, på ruinen af Trajans mur bag dem og så på de spredte, forsvarsløse landsbyer, som intetanende lå spredt ud i det åbne land, der strakte sig ned til Donau. Kunne han bare alarmere dem! Var det måske ikke derfor, at Gud havde ledt ham ud i denne vildmark?

Så kom han pludselig i tanke om sin arianske nabo, som levede i hulen nede under. En eller to gange gennem det sidste år havde han set et glimt af den høje, skæve figur, der skuttede rundt og undersøgte fælderne, som han havde sat op for at fange vagtler og agerhøns. I et tilfælde mødte de hinanden ved en bæk, men den aldrende teolog viftede ham væk, som om han var spedalsk. Hvad mente han om det sære syn? Velsagtens måtte deres uenighed være bilagt i et sådant tilfælde. Han sneg sig ned af bakken og nåede frem til sin frændes hule.

Men der var uhyggeligt stille, da han nærmede sig den. Hans hjerte krøb op i halsen på ham over den lille dals stilhed. Intet lysglimt var at se fra klippens kløft. Han gik indenfor og råbte, men fik intet svar. Han tændte et bål med flint og stål og noget tørt græs, som erstattede fyrsvamp. Den gamle eremit med sit hvide hår farvet blodrødt lå kuldkastet på gulvet. Det ødelagte krucifiks, som han var blevet slået i hovedet med, lå¨spredt omkring ham. Simon knælede ved siden af ham og rettede hans brudte lemmer ud og udstødte en bøn for den døde, da han hørte hovslag i den lille dal, som førte frem til eneboerens hule. Det tørre græs var brændt ud, og Simon krøb rystende sammen i mørket og sendte bønner til Jomfruen, om at styrke ham.

Måske havde den nyankomne set et lysglimt, eller han havde måske hørt om den gamle mand, de havde myrdet fra sine kammerater, og hans nysgerrighed havde drevet ham herop. Han standsede sin hest udenfor hulen, og Simon kunne fra sin mørke vrå få et glimt af ham i måneskinnet. Han steg af sadlen og fastgjorde tømmen til en rod, og stod ved hulens indgang og stirrede ind. Han var en kort, tyk mand med et mørkt ansigt, som var skæmmet af tre ar på hver side. Hans smalle øjne lå dybt indsunkne i hans ansigt, og lå som dybe huller i det tunge, flade, hårløse ansigt. Hans ben var korte og stærkt hjulbenede, så han vraltede uskønt, når han gik.

Simon var krøbet sammen i det fjerneste hjørne, og i sin hånd havde han den selvsamme knippel, som den døde teolog havde truet ham med. I samme øjeblik hovedet dukkede op i hulens mørke, landede kniplen på det med al kraft fra hans højre hånd bag, og da den ramte bersærker faldt forover, slog han af al kraft igen og igen indtil den formløse skikkelse lå bevægelsesløs og stille. Et loft dækkede det første offer fra Europa og Asien.

Simon blodårer svulmede og bankede over den uønskede dramatik. De mange års opsparede energi brød frem i nødens stund som en stormflod. Oprejst i hulens mørke så han som et kort af ild omridset af den store barbariske hærskare, flodens bred, bebyggelsernes placering og den måde, de kunne advares på. Stille ventede han i mørket indtil månen svandt bort. Så svang han sig op på den døde mands hest, og ledte den ned af kløften og satte i galop hen over sletten.

Der var bål på alle sider om ham, men han styrede uden om ildens cirkler. Rundt om hver kunne han i farten se kredsen af sovende krigere med den lange række af heste. Mil efter mil strakte den enorme lejr sig. Til sidst nåede han den åbne slette, som førte frem til floden, og erobrernes bål stod glødende på den sorte østlige nattehimmel. Hurtigere og hurtigere hastede han over sletten, som et enkelt vildfarent blad hvirvlende gennem stormen. Netop som dagen gryede bag ham, oplyste den floden foran ham, og han piskede sin udmattede hest gennem det lave vand, indtil han kastede sig helt ud i dens dybe gule midte.

Sådan så den unge romerske centurion, Caius Crassus på sin morgenrunde på Tyrus Fort en ensom rytter, som kom ridende imod ham fra floden. Udmattet og nedslidt, gennemblødt og dækket af støv og sved, var både rytter og hest på randen af udmattelse. Forbløffet betragtede romeren deres ankomst og genkendte den lasede, svajende skikkelse med det strittende hår og de stirrende øjne, som eremitten fra den østlige ørken. Han løb ham i møde og tog hans arm, som han steg af hesten.

”Hvad sker der?” spurgte han ”Hvad nyt har du?”

Men eremitten kunne kun pege mod den opstigende sol. ”Til våben” stønnede han hæst, ”Til våben! Vredens dag er kommet!” Og da han kiggede, så romeren langt væk på den anden side af floden en stor mørk skygge, som bevægede sig langsomt hen over sletten.