Rædslen i skyerne

Opfattelsen at den opsigtsvækkende beretning kaldet Joyce-Armstrong-beretningen er en avanceret practical joke fremført af en ukendt person forbandet med en perverteret og ondsindet humor, er nu opgivet af alle, som har sat sig ind i sagen. Selv den mest makabre og fantasifulde gerningsmand ville tøve før han forbandt sine syge lyster med de ubestridelige og tragiske fakta, som underbygger tesen. Selvom påstandene deri er forbløffende og uhyrlige, får den almindelige intelligens alligevel det indtryk, at de er sande, og at vi må tilpasse vores opfattelser til den nye situation. Vores verden virker til kun at være adskilt fra en ualmindelig og uventet fare med en tynd og usikker sikkerhedsmargin. Jeg vil i denne beretning, som nødvendigvis gengiver det original dokument i en noget fragmenteret udgave, forsøge at forelægge læseren alle de nyeste kendsgerninger, men før det sige, at hvis der skulle være nogen tvivl om Joyce-Armstrong's beretning, kan der ikke såes nogen som helst tvivl om kendsgerningerne vedrørende Lt. Myrtle, R.N. og Mr. Hay Connor, som utvivlsomt fik den skæbne som er beskrevet.

Joyce-Armstrong-beretningen blev fundet på den mark, som kaldes Lower Haycock, der ligger en mile vest for landsbyen Withyham nær ved grænsen til Kent og Sussex. Det var forrige 15. september at landarbejderen James Flynn, som er ansat hos gårdejeren Mathew Dodd, der ejer Chauntry Farm i Withyham, fik øje på en bruyerepibe på stien, der løber langs hegnet på Lower Haycock. Nogle skridt længere fremme samlede han en knust kikkert op. Blandt nogle brændenælder blev hans blik fanget af en flad kanvasbog, som viste sig at være en notesbog med udskiftelige sider, hvoraf nogle havde revet sig løse og lå og blafrede ned langs hækken. Dem samlede han op, men nogle af dem blev aldrig fundet, f.eks. de første, og udgør et beklageligt hul i dette meget vigtige dokument. Gårdskarlen bragte notesbogen til sin arbejdsgiver, som derpå viste den til Dr. J.H. Atherton fra Hartsfield. Denne herre forstod straks nødvendigheden af en ekspertundersøgelse, og manuskriptet blev sendt videre til the Aero Club i London, hvor det befinder sig nu.

De to første sider af manuskriptet mangler. Der er også revet en ud i slutningen af beretningen, men ingen af disse forstyrrer fortællingens generelle forståelse. Det hævdes, at den manglende indledning omhandler Mr. Joyce-Armstrong's kvalifikationer som pilot, som kan indhentes fra andre kilder, og som er anerkendt som uovertruffne blandt alle piloter i England. I mange år blev han betragtet som den mest dristige og mest intellektuelle af luftens mænd, en kombination, som har givet ham mulighed for både at anvende og teste flere nye indretninger, inklusive det almindelige gyroskopiske instrument, som bærer hans navn.

Hovedparten af manuskriptet er smukt skrevet med blæk, men de sidste linjer er skrevet med blyant, og er så ujævnt skrevet, at de næsten er ulæselige, nærmest som om de var skrevet hurtigt ned fra sædet under flyvning. Dertil skal siges, at der er adskillige pletter både på den sidste side og omslaget, som af Indenrigsministeriets eksperter siges at være blod, sandsynligvis menneskeligt og i hvert fald fra et pattedyr. Den kendsgerning, at noget der meget lignede malariavirus blev fundet i dette blod, og at det er kendt at Joyce-Armstrong led af periodisk feber, er et strålende eksempel på de nye teknikker, som den moderne videnskab har givet vores detektiver.

Nu et ord om personligheden bag denne forfatter til det epokegørende manuskript. Joyce-Armstrong var, blandt de som kendte noget til manden, en poet og en drømmer såvel som en ingeniør og opfinder. Han var en mand af betydelige midler, som i høj grad blev brugt på at dyrke hans interesse for flyvning. Han holdt fire flyvemaskiner i sine hangarer nær Devizes og siges at have foretaget ikke mindre end 120 flyvninger i løbet af sidste år. Han var en tilbagetrukket mand med et omskifteligt humør og kunne til tider undgå sine bekendte. Kaptajn Dangerfield, som kendte ham bedre end nogen anden, fortalte, at der var tider hvor hans excentricitet truede med at udvikle sig til noget mere alvorligt. Hans vane med at tage en bøsse med med sig i flyvemaskinen var en manifestation af dette.

En anden var den makabre virkning som Lt. Myrtles fald havde på hans humør. Myrtle, som forsøgte at bryde højderekorden, faldt fra en højde af noget over 30.000 fod. Det er uhyggeligt at fortælle, at hans hoved var fuldstændig borte, selvom hans krop og lemmer var i hel tilstand. Til enhver forsamling af piloter ville Joyce-Armstrong ifølge Dangerfield med et gådefuldt smil spørge: "Og hvor er så, om jeg må spørge, Myrtles hoved?".

Ved en anden lejlighed i messen på flyveskolen i Salisbury Plains startede han efter middagen en debat om, hvad den mest vedvarende fare ville være, som piloter ville være nødt til at møde. Efter at have hørt adskillige meninger om lufthuller, fejlbehæftede konstruktioner og for skarpe sving, sluttede han af med at trække på skuldrene og nægtede at fremsætte sin egen mening, selvom han gav det indtryk, at den afveg fra dem fremsat af hans fæller.

Det er værd at bemærke, at efter han var fuldstændigt forsvundet, blev det bemærket, at hans private sager var præget af en omhyggelighed, som kunne tyde på, at han var påvirket af en stærk forudanelse om en katastrofe. Efter disse grundlæggende forklaringer vil jeg nu gengive beretningen præcis, som den foreligger, startende på side tre af den blodvædede notesbog:

"Da jeg spiste i Reihms sammen med Coselli og Gustav Raymond, erfarede jeg ikke desto mindre, at ingen af dem anede nogle farer i atmosfærens øvre lag. Jeg sagde reelt ikke, hvad min opfattelse var, men jeg gik så tæt på, at hvis de havde nogle lignende tanker, kunne de ikke undgå at komme frem med dem. Men det er to tomhjernede, opblæste fyre uden tanke for andet end at se deres fjollede navne i avisen. Det er interessant at bemærke, at ingen af dem nogensinde havde steget over 20,000-fodsgrænsen. Naturligvis har mænd været højere end det både i balloner og under bjergbestigning. Det må være betydeligt over den højde, at flyvemaskinen krydser sin farezone, under hensyntagen til at mine forudanelser er korrekte.

Vi har fløjet nu i mere end 20 år, og man kunne rettelig spørge: Hvorfor skulle denne fare netop vise sig i vores tid? Svaret er indlysende. I gamle dage med svage motorer, da en 100 hestes Gnome eller Green blev anset for nok til ethvert formål, var flyvningen begrænset. Nu da 300 hestekræfter snarere er reglen end undtagelsen, er det lettere og mere og mere almindeligt at frekventere de øvre luftlag.

Nogle af os kan huske, Garros hvordan i vores ungdom opnåede berømmelse ved at klare 19,000 fod, og det var en bemærkelsesværdig præstation at krydse Alperne. Vores standard nu er umådeligt højere, og der er 20 højdeflyvninger for hver i årene forud. Mange af dem gennemføres helt uden problemer. 30,000-fodsgrænsen er nået gang på gang uden andet besvær end kulde og vejrtrækningsproblemer. Hvad beviser dette? En besøgende kan lande på denne jord tusinde gange og aldrig se en tiger. Og dog eksisterer tigre, og hvis han besøgte junglen, risikerede han at blive fortæret. Der er jungler i de øvre luftlag, og der er værre ting end tigre i dem. Jeg tror på, at vi med tiden kan kortlægge disse jungler korrekt. Selv nu kan jeg allerede navngive to af dem. En af dem ligger over Pau-Biarritz området i Frankrig. En anden er lige over mit hoved, mens jeg skriver her i mit hus i Wiltshire. Jeg tror også, at der er en tredje i Homburg-Wiesbaden området.

Det var piloternes forsvinden, som først fik mig til at tænke. Naturligvis sagde alle, at de var faldet i vandet, men det tilfredstillede mig overhovedet ikke. Først var det Verrier i Frankrig; hans maskine blev fundet nær Bayonne, men de fandt aldrig hans legeme. Der var også sagen med Baxter, som forsvandt selvom hans maskine og nogle dele blev fundet i en skov ved Leicestershire. I den sag erklærede Dr. Middleton fra Amesbury, som iagttog flyvningen med et teleskop, at lige før skyerne blokerede hans udsyn, så han maskinen, som var steget til en enorm højde, pludselig rejse sig hakkende lodret på en måde, som han havde troet umuligt. Det var det sidste, han så til Baxter. Der var noget skriveri aviserne, men det ledte aldrig til noget.

Der var flere lignende tilfælde, og så var der Hay Connors død. Sikke et kagleri der var om mysteriet i luften, og sikke nogle artikler, der var i boulevardpressen, og hvor lidt blev der ikke gjort for at komme til bunds i sagen! Han styrtede ned i et enormt spin fra en ukendt højde. Han kom aldrig ud af maskinen og døde i pilotsædet. Hvad var dødsårsagen? "Hjertetilfælde", sagde lægerne. Sludder! Hay Connors hjerte var ligeså stærkt som mit. Hvad sagde Venables? Venables var det eneste menneske, som var ved hans side, da han døde. Han sagde, at han rystede og lignede en, der var blevet bange. "Døde af skræk" sagde Venables, men kunne ikke forestille sig, hvad der skulle have skræmt ham. Han sagde kun et ord til Venables, som lød som "uhyrligt". Det kunne de ikke gøre rede for ved ligsynet. Men jeg fik noget ud af det. Monstere! Det var stakkels Harry Hay Connors sidste ord. Og han døde af skræk, præcis som Venables mente.

Så var der Myrtle's hoved. Tror du virkelig, - tror nogen virkelig, at en mands hoved kunne blive presset durk ned i hans krop af trykket ved faldet. Tjah, det er måske muligt, men jeg for min del har aldrig troet, at det var tilfældet med Myrtle. Og fedtet på på hans tøj - "helt fedtet af olie", som nogen sagde ved ligsynet. Underligt at det ikke fik nogen til at spekulere! Jeg gjorde det dengang, men nu havde jeg allerede spekuleret i et godt stykke tid. Jeg har foretaget tre flyvninger - sikke Dangerfield plejede at drille mig på grund af bøssen - men jeg har aldrig været tilstrækkeligt højt. Nu med Paul Veroners lette maskine og dets 175 Robur skulle jeg let kunne nå 30,000 i morgen. Jeg vil prøve at få ram på rekorden. Måske skulle jeg prøve at få ram på noget andet også. Selvfølgelig er det farligt. Hvis en fyr vil undgå fare, må han hellere holde sig helt væk fra flyvning og synke hen i sine flannelssutter og badekåbe. Men jeg vil give luftjunglen et besøg i morgen, og hvis der findes noget der, vil jeg se det. Hvis jeg vender tilbage, vil jeg blive lidt af en berømthed. Hvis ikke, så vil denne notesbog forklare, hvad jeg prøvede at gøre, og hvordan jeg mistede livet ved det. Men intet sludder om ulykker eller mysterier, om jeg må bede.

Jeg valgte mit Paul Verone monoplan til opgaven. Der er intet som et som et monoplan, når noget virkelig skal gøres. Det fandt Beaumont ud i de allerførste år. For det første tager det ikke skade ved fugt, og vejret ser ud som om, at vi vil befinde os i skyer hele tiden. Det er en dejlig lille model og reagerer på min hånd som en følsom hest. Motoren er en 10-cylindret Robur, der kan trække 175 hestekræfter. Den har alle moderne teknikker: Lukket krop, skarpt bøjede pontoner, bremser, gyroskopiske stabilatorer og 3 hastigheder bestemt ved en ændring af vinklen på vingerne, der virker efter samme princip som persienner. Jeg tog en bøsse med mig og et dusin kraftige patroner. Du skulle have set ansigtet på Perkins, min gamle mekaniker, da jeg bad ham bringe det om bord. Jeg lignede en arktisk opdagelsesrejsende med to trøjer under min overall, tykke sokker nede i mine forede støvler, en regnhætte med ørevarmere og mine flyvebriller. Det var kvælende varmt ude ved hangarerne, men jeg skulle til toppen af Himalaya og var nødt til at klæde mig derefter. Perkins vidste, at der var noget på spil og bønfaldt mig om at tage ham med. Måske skulle jeg det, hvis jeg fløj i dobbeltdækkeren, men et monoplan er et en-mandsshow, hvis man vil have de sidste metre med. Naturligvis tog jeg en iltflaske med; den der vil slå højderekorden uden sådan en, vil enten fryse ihjel, blive knust, eller begge dele.

Jeg efterså flyet grundigt - haleroret og flapperne, før jeg steg ombord. Alt var i orden, så vidt jeg kunne se. Så startede jeg motoren, og hørte hende spinne sødt. Da de frigjorde hende, lettede hun næsten straks ved laveste hastighed. Jeg kredsede rundt om landingspladsen en eller to gange bare for at varme hende op og med en hilsen til Perkins og de andre, rettede jeg flyet op og satte fuld gas på. Hun strøg som en svale op mod vinden en 8-10 miles, indtil jeg rettede næsen lidt op, og hun begyndte at stige i en stor spiral op mod skyformationen over mig. Det er meget vigtigt at stige langsomt, og tilpasse sig til trykket efterhånden som man stiger op.

Det var en trykkende, varm dag for en engelsk september, og der var den stille trykken, som tyder på regn. Nu og da kom der nogle vindstød fra sydvest, et af dem så vildt og uventet at det overraskede mig, og på et øjeblik skubbede mig halvt rundt. Jeg kan huske de tider, hvor vindstød, hvirvelvinde og lufthuller plejede at være farlige, før vi lærte at bruge stærkere maskiner. Lige da jeg nåede skyerne med højdemåleren på 3,000 fod, begyndte det at styrte ned. Jeg siger dig, regnen væltede ned! Regnen trommede på vingerne og slog mod ansigtet og slørede mine flyvebriller, så jeg knapt kunne se. Jeg satte farten ned til langsom, da det smertede at flyve mod den. Da jeg steg højere op blev det til hagl, og jeg var nødt til at vende om. En af mine cylindre holdt op med at virke, et beskidt tændrør, kan jeg forestille mig, men det steg stadig med masser af kraft. Efter en tid forsvandt problemerne, hvad det nu end havde været, og jeg hørte den dybe brummen, 10 cylindre der sang i kor. Det er der, hvor de moderne lyddæmpere kommer ind. Vi kan endelig styre vores motorer via lyden. Hvor de hyler og piver og snøfter, når de har problemer! Alle disse råb om hjælp var forgæves i gamle dage, de enhver lyd blev overdøvet af motorens uhyre larm. Hvis bare piloterne kunne vende tilbage og se skønheden og perfektionen af den teknologi, som er blevet opnået ved deres død!

Omkring 9.30 var jeg nær ved skyerne. Neden under mig, helt tilsløret og skjult i regn, lå den vidstrake Salisbury Plain. Et halvtdusin maskiner slæbte sig afsted ved 1,000 fod, som svaler på en grøn baggrund. Jeg gætter på, at de undrede sig over, hvad jeg lavede oppe ved skyerne. Med et blev et gråt tæppe trukket for under mig og fugt og damp hvirvlede rundt om mit ansigt. Det var klamt, koldt og forfærdeligt. Men jeg var over haglbygen, så noget var godt. Skyen var så dyster som en Londontåge. I min iver efter at slippe fri, løftede jeg næsen op indtil den automatiske lydalarm startede, og jeg faktisk begyndt at glide baglæns. Mine gennemblødte og dryppende vinger havde øget vægten mere, end jeg troede, men foreløbig befandt jeg mig i et let skydække og var snart over det første lag. Der var opalfarvede lammeskyer i en stor højde over mig, et hvidt, ubrudt loft og et mørkt, ubrudt lag under mig, imedens monoplanet sled sig opad mellem dem i en stor spiral. Der er dødensomt i disse skyformationer. På et tidspunkt fløj en stor flok vandfugle forbi mig med stor hastighed mod vest. Deres hurtige vingerytme og deres musikalske skrig var meget opmuntrende for mine ører. Jeg forestiller mig, at det var krikænder, men jeg er en ringe zoolog. Nu da vi mennesker er blevet fugle, må vi virkelig lære at kunne genkende vores brødre.

Vinden under mig fik skyerne til at snurre og danse rundt. På et tidspunkt blev en stor hvirvel dannet under mig, en hvirvelstrøm af damp, og gennem den så jeg en tragt; jeg fik et glimt af den fjerne jord. En stor, hvid dobbeltdækker passerede mig langt nede. Jeg tror, det var morgenposten mellem Bristol og London. Så opløstes hvirvlen, og jeg var igen alene.

Kort efter 10, nåede jeg den nedre del af det øverste skylag. Det bestod af fin, gennemsigtig damp, der hastigt drev ind fra vest. Vinden var hele tiden steget støt, og der blæste nu en skarp vind - 38 i timen iflg. min måler. Det var allerede meget koldt, selvom min højdemåler kun viste 9,000. Motoren snurrede veloplagt, og vi steg stadig højere op. Skylaget var tættere, end jeg havde troet, men omsider tyndede det ud og dannede en gylden tåge foran mig, og med et var jeg ude af det, og himlen var skyfri, og solen strålede over mit hoved som guld på en blå baggrund og under mig stod alt i sølv, så langt øjet rakte. Det var blevet kvart over ti og barografen viste 12,800. Jeg klatrede op, mens mine ører lyttede efter min motors dybe brummen, og øjnene gled over uret, omdrejningstælleren, benzinmåleren og oliepumpen. Intet under at flyvere anses for at være en frygtløs race. Med så meget at tænke på er der ikke tid til at bekymre sig om sig selv. Omtrent samtidig lagde jeg mærke til, hvor upålideligt kompasset er ved en vis højde over jorden. Ved 15,000 fod pegede mit mod øst og af og til mod syd. Solen og vinden viste mig den sande orientering.

Jeg havde håbet at finde den uendelige stilhed ved disse højder, men for hver tusind fod, steg vinden i styrke. Min maskine gav sig og rystede i hver en samling og nitte i kamp med den og strøg som et stykke papir, når jeg gik ind i et drej, strygende med vinden, måske hurtigere end noget dødeligt menneske nogensinde har bevæget sig. Jeg var dog altid nødt til at dreje op mod vinden igen, for det var ikke kun en højderekord, jeg var ude efter. Efter alle beregninger, jeg havde gjort, var det over Wiltshire at min luftjungle lå, og alt mit arbejde ville have været forgæves, hvis jeg ramte de yderste lag længere væk.

Da jeg nåede 19,000 fod, som var omkring middag, var vinden så stærk, at jeg var bekymret for vingens afstivere, og ventede hvert øjeblik, at de kollapsede. Jeg gjorde endda faldskærmen bag mig klar og fæstnede dens beslag i mit læderbælte for at være forberedt på det værste. Det var på sådan et tidspunkt, at en mekanikers sjuskeri kunne koste piloten livet. Men hun holdt glimrende sammen. Alle kabler og stivere summede og vibrerede som harpestrenge, men det var på trods af alle påvirkningerne fabelagtigt at se, hvordan hun bekæmpede naturen og var dronning i luften. Det er bestemt noget guddommeligt over mennesket selv, når det kunne overskride de begrænsninger, som Skabelsen så ud til at have sat og gennem denne uselviskhed udvise -ja stige- til de heroiske højder, som denne erobring af luften udgjorde. Og så snakker man om menneskets degenerering. Hvornår er sådan en begivenhed nogensinde blevet indskrevet i vor races annaler?

Det var de tanker, jeg havde, da jeg steg i det monstrøse, skråtliggende fly, hvor vinden sommetider piskede mig i ansigtet og sommetider hylede i mine ører, mens landet af skyer nedenunder fortog sig så meget, at de sølvklare folder og knolde forekom som et ubrudt, fladt tæppe. Men med et fik jeg en forfærdelig og enestående oplevelse. Jeg har før prøvet at befinde mig i det, som kaldes en hvirvelvind men aldrig af et omfang som denne. Denne store, medrivende flod af vind, forekom at indeholde hvirvelvinde i sig, som var lige så store. Uden varsel blev jeg suget ind i hjertet af en af dem. Jeg hvirvlede rundt i et minut eller to med en sådan hastighed, at jeg nærmest mistede orienteringen og faldt så pludselig med den venstre ving forrest ned i hvirvlens centrale vakuum. Jeg faldt som en sten næsten 1000 fod. Det var kun bæltet som holdt mig fast til sædet, og choket og vejrtrækningsproblemer fik mig til at hænge halvt bevidstløs ud over flyets side. Men jer er altid i stand til at strenge mig uhyrligt an; det er en af mine styrker som pilot. Jeg bemærkede, at faldet stabiliserede sig. Hvirvlen var snarere en kegle end en tragt, og jeg havde nået spidsen. Jeg kastede al min vægt til den ene side og fik med et kraftigt ryk flyet på ret kurs og fik hende ud af vinden. På et øjeblik var jeg smuttet ud af hvirvlerne og gled ned gennem himlen. Rystet men triumferende rettede jeg hendes næse op og begyndte det langsommelige arbejde med at stige opad i en spiral. Jeg tog et stort herresving for at undgå den farlige hvirvel og var snart i sikkerhed over den. Lige efter klokken et lå jeg på 21,000 fod over havet. Til min store glæde var jeg over stormen og for hver 100 fod, blev luften roligere og roligere. Derimod var det meget koldt, og jeg tænkte på den særlige kvalme, som kommer med den tynde luft. For første gang åbnede jeg iltflasken og tog af og til et snif af den vidunderlige luftart. Jeg kunne mærke den løbe som en hjertestyrkning gennem mine årer, og jeg blev så opstemt, som havde jeg drukket. Jeg råbte og sang, mens jeg steg opad ind i den kolde, tyste ydre verden.

Det står mig meget klart, at den følelsesløshed, som ramte Glaisher og i mindre grad Coxwell i 1862, da de steg i en ballon til en højde af 30,000 fod, skyldtes den enorme fart som den lige opstigning giver. Ved at gøre det langsomt og vænne sig til det faldende barometriske tryk opstår der ingen af disse ubehagelige symptomer. I den samme store højde oplevede jeg, at selv uden min iltmaske kunne jeg trække vejret uden besvær. Det var imidlertid bidende koldt, og mit termometer viste nul grader fahrenheit [-32 gr. celsius o.a.]. Halv to var jeg næsten 10 km over jordens overflade og steg stadig støt. Jeg bemærkede dog, at den tynde luft havde betydeligt sværere ved at bære flyet og min stigningsgrad måtte sænkes betydeligt som følge deraf. Det stod allerede klart, at selv med mit letvægtsfly og stærke motor ville jeg snart møde min grænse. Dertil kom at et af mine tændrør havde problemer igen, og der var af og til fejltændinger i motoren. Mit hjerte bankede af frygt for en fiasko.

Det var omkring det tidspunkt, at jeg havde den mest utrolige oplevelse. Noget hvislede forbi mig med en hale af røg og eksploderede med en høj, hvislende lyd i en sky af damp. Lige straks kunne jeg ikke forestille mig, hvad der var sket. Så huskede jeg, at jorden hele tiden blev bombarderet med meteorsten, og knapt ville være beboelig, hvis ikke næsten alle tilfælde blev forvandlet til damp i atmosfærens ydre lag. Her er der en ny fare for højdeflyveren for to andre passerede mig, da jeg nærmede mig 40,000 fod. Jeg tvivler ikke på, at risikoen ville være virkelig stor ved atmosfærens rand.

Min trykmåler viste 41,000 fod, da jeg så, at jeg ikke kunne komme højere op. Fysisk var det ikke hårdere, end at jeg kunne klare det, men min maskine havde nået sin grænse. Den tynde luft bar ikke vingerne, og den mindste hældning endte i at maskinen gled til siden, og kontrollerne virkede træge. Hvis motoren havde været i topform, kunne endnu 1,000 fod måske have været inden for vores rækkevidde, men den fejltændte stadig, og to af de ti cylindre virkede ude af spillet. Hvis ikke jeg allerede havde nået den højde, jeg stræbte efter, så ville det ikke være i dag, jeg skulle nå den. Men var det ikke muligt, at jeg havde nået den? Svævende i cirkler som en kæmpe høg i 40,000 fod lod jeg flyet passe sig selv, og med mine Mannheim-kikkert studerede jeg mine omgivelser nærmere. Himlen var strålende klar; der var intet spor af de farer, som jeg havde forestillet mig.

Jeg skrev, at jeg svævede i cirkler. Det slog mig pludseligt, at det ville være nyttigt at tage et bredere sving og åbne en ny lufttragt. Hvis en jæger gik i en jungle, måtte han drive dyrene foran sig, hvis han ville få ram på sit bytte. Mit ræsonnement havde fået mig til at mene, at den luftjungle, jeg forestillede mig, lå nogenlunde over Wiltshire. Det ville være sydvest for, hvor jeg var. Jeg orienterede mig ved hjælp af solen, for mit kompass var til ingen nytte, og jorden kunne ikke ses – kun et fjernt sølvagtigt skydække. Imidlertid satte jeg kursen, så godt som jeg kunne, lige mod målet. Jeg regnede med, at mit brændstof kun ville holde til en times tid mere, men jeg kunne tillade mig at bruge det hele, da jeg kunne nå tilbage til jorden i glideflugt.

Pludseligt lagde jeg mærke til noget nyt. Luften foran mig var ikke længere krystalklar. Den var fuldt af lange, uldne totter af noget, som jeg kun kan beskrive som meget fin tobaksrøg. Det hang i hvirvler og ringe og vendte og drejede sig i solen. Som flyet skød gennem det, blev jeg opmærksom på en smag af olie på mine læber, og der var noget fedtet skum på flyets træværk. Noget uendelig fint organisk materiale virkede til at svæve i luften. Der var intet liv i det. Det var skrøbeligt og diffust og spredte sig over mange hektarer og strakte sig i det fjerne. Nej, det var ikke liv. Men kunne det ikke være rester af liv? Og først og fremmest – kunne det ikke være føde for noget levende, for et levende uhyre ligesom det simple plankton er føde for havets kolossale hval? Det var mine tanker, da jeg kiggede op og så det mest vidunderlige syn, som noget menneske nogensinde har set. Kan jeg håbe, at beskrive det for Dem, som jeg så det selv sidste torsdag?

Forestil Dem en gople, som driver omkring i vores have om sommeren, klokkeformet og enormt stor, langt større vil jeg sige, end Sct. Pauls kuppel. Det havde en delikat, lyserød farve brudt af svage grønne årer, men konsistensen var så fin, at det kun sås, som et flimmer mod den mørke, blå himmel. Det pulserede med en svag, regelmæssig rytme. Fra det udgik to lange, hængende, grønne tentakler, som svingede langsomt frem og tilbage. Dette vidunderlige syn passerede med tyst elegance blidt over mit hoved, så let og skørt som en sæbeboble, og drev langsomt afsted.

Jeg havde næsten vendt mit fly for at kigge på dette smukke væsen, da jeg pludselig befandt mig i en hel stime af dem i alle størrelser, men ingen så stor som den første. Nogle var ganske små, men størstedelen på størrelse med en ballon og med nogenlunde samme runding i toppen. De havde den samme skrøbelige natur og farve som det fineste venetianske glas. Svage lyserøde og grønne toner var mest dominerende, men alle udviste en smuk perlemorsglans, der hvor solen strålede gennem deres elegante former. Nogle hundreder af dem gled forbi mig, en vidunderlig fe-agtig flotille af sære, ukendte himmelkaraveller, væsener hvis former og substans var så veltilpassede til disse klare højder, at man ikke kunne forestille sig noget så graciøst kunne ses eller høres i verden.

Men inden længe blev min opmærksomhed fanget af et nyt fænomen – den ydre himmels slanger. De var lange, tynde, fantastiske damplignende spiraler, som vendte og vred sig med høj hastighed og bevægede sig så hurtigt rundt, at øjet knapt kunne følge dem. Nogle af disse spøgelsesagtige skabninger var 20-30 fod lange, men det var svært at fastslå deres omfang for deres afgrænsning var så diffus, at de så ud til at opløses i luften omkring dem. Disse himmelslanger havde en meget lys grå eller blålig røgfarve med nogle mørke streger i, som gav indtryk af en organisme. En af dem strøg lige forbi mit ansigt, og jeg fornemmede en kold, klam kontakt, men deres substans var så let, at jeg ikke forbandt dem med mere fysisk fare end de smukke klokkelignende væsener, som just var passeret. Der var ikke mere rigiditet i deres struktur end i skumsprøjtet fra en brydende bølge.

Men jeg skulle opleve noget mere skræmmende. Svævende ned fra stor højde, kom der et violet omfang af damp, der først så lille ud men hurtigt udvidede sig, da det nåede mig, indtil det virkede til at være hundrede af kvadratfod stort. Selvom det bestod af en gennemsigtig, geleagtig substans, besad det ikke desto mindre en mere tydelig afgrænsning og fast struktur end noget af det, jeg havde mødt tidligere. Der var også flere antydninger at legemelig opbygning, specielt to store runde plader på hver side, som kan have været øjne, og et helt solid hvidt fremspring mellem dem, ligeså bøjet og grusomt, som gribbens næb.

Hele fremtoningen af dette uhyre var enormt og truende, og det skiftede konstant farve fra en grålilla til en mørk, vred violet, der var så tykt, at den kastede en skygge, som den gled forbi mellem mit fly og solen. På toppen af dens store krop fandtes tre buler, som jeg kun kan beskrive som enorme bobler, og jeg da jeg så på dem, var jeg overbevist om, at de var fyldt med en eller anden ekstremt let gas, som tjente til at holde deres misformede og halvfaste masse oppe i den tynde luft. Væsenet bevægede sig hastigt fremad og holdt let fart med flyet, og over tyve miles udgjorde den min uhyggelige eskorte, svævende over mig som en rovfugl, der ventede på at slå til. Dens måde at bevæge sig på, der skete så hurtigt, at det ikke var let at følge, var at kaste en lang, klæbende masse ud foran sig, som virkede til at trække resten af den vridene krop frem. Så elastisk og geleagtig var den, at den ikke holdt den samme form i så meget som to minutter, og hver forandring virkede til at gøre den endnu mere truende og afskyelig end den før.

Jeg forstod, at det betød fare. Hvert en lilla puls i dens grufulde krop, fortalte mig det. De udflydende, stirrende øjne, som konstant var vendt mod mig, var kolde og nådesløse i deres klæbende had. Jeg sænkede næsen på flyet for at slippe væk fra det. Da jeg gjorde det, skød der med lynets hast en flydende fedtet masse let og skæbnesvangert hen over min motor som en piskesnert. Der opstod høj syden, som den lå et øjeblik på den varme motor, og den trak sig tilbage op i luften igen, mens den store flade krop skælvede som i pludselig smerte. Jeg kastede flyet ned i et dyk, men igen faldt der en tentakel hen over flyet, og blev revet over af propellen, så let som havde det været røgring. En lang, glidende, klæbrig slangeagtig ring krøb frem bagfra og lagde sig om livet på mig og trak mig ud af maskinen. Jeg rev i den, og mine fingre sank ned i den glatte, slibrige overflade, og et øjeblik var jeg fri, men kun for igen at blive fanget ved støvlen af en anden ring, som gav mig et så kraftigt ryk, at jeg nærmest faldt om på ryggen.

Som jeg faldt, fyrede jeg begge løb af min bøsse af, selvom det var som at skyde på en elefant med en ærtebøsse at forestille sig, at noget menneskeligt våben kunne såre dette enorme dyr. Jeg sigtede åbenbart bedre end jeg troede, for med et brag sprang en af de store bobler på væsenets ryg, som de store hagl ramte den. Det stod klart, at min formodning om at de indeholdt en løftegas, var korrekt, for med et drejede den store krop sig sidelæns, og måtte vride sig desperat rundt for at opretholde balancen, mens det hvide næb snappede og bed i grufuld vrede. Men da var jeg allerede gå ind i det skapeste dyk, som jeg turde, med motoren for fulde omdrejninger mens propellen og tyngdekraften trak mig nedad som en meteorsten. Langt bag mig så jeg en svag lilla masse trække sig sammen og forsvinde op i den blå himmel bag den. Jeg var i sikkerhed ude af den dødsensfarlige luftjungle.

Nu da jeg var ude for fare, tog jeg gassen af motoren, for intet slider mere på maskinen end at stige ned for fuld fart. Det var en skøn, spiralformet glideflugt fra næsten otte miles højde, først ned til det sølvagtige skydække, så gennem stormskyerne under det, og til sidst gennem den rasende regn, ned til jordens overflade. Jeg så Bristolkanalen under mig, da jeg kom ud af skyerne, men da jeg stadig havde noget benzin i min tank, fløj jeg tyve miles ind i landet, indtil jeg fandt mig selv strandet på en mark 1 kilometer fra landsbyen Ashcombe. Der fik jeg tre kander benzin fra en forbipasserende bil, og ti minutter over seks om aftenen landede jeg blødt i min egen eng i Devizes efter en tur, som ingen dødelig nogensinde har oplevet på Jord og overlevet at fortælle om. Jeg har set skønheden, og jeg har set grufuldheden i de store højder, og større skønhed og større grufuldhed end det, ligger ikke indenfor nogens fatteevne.

Nu er det min plan at tage derop en gang til, før jeg forelægger resultaterne for verden. Min begrundelse for det er, at jeg bestemt må have noget bevismateriale at vise frem, før jeg forelægger mine medmennesker en sådan beretning. Det er sandt, at andre snart vil følge efter og vil bekræfte, hvad jeg har fortalt, men alligevel vil jeg gerne overbevise fra starten. Disse skønne perlemorsagtige luftbobler skulle ikke være svære at fange. De driver langsomt af sted, og det hurtige fly kan nå dem på deres rolige kurs. Det er meget sandsynligt, at de vil opløses i den tungere atmosfære, og at en lille smule formløs gele er alt, jeg kan bringe med mig ned til jorden. Alligevel ville det dog være noget, som jeg kunne bekræfte min historie med. Ja, jeg vil tage derop, selvom jeg løber en risiko ved det. Disse lilla rædsler ser ikke ud til at være talrige. Det er sandsynligt, at jeg ikke støder på en igen. Hvis jeg gør, vil jeg dykke med det samme. I værste tilfælde er der altid min bøsse og mit kendskab ...”

Her mangler der desværre en side i manuskriptet. På den næste side er der med store, uregelmæssige bogstaver skrevet:

"43,000 fod. Jeg kommer aldrig til at se jorden igen. De er under mig; der er tre af dem. Gud være mig nådig - det er en skrækkelig død at gå i møde!"

Sådan lyder Joyce-Armstrong-beretningen i sin helhed. Der er intet set til manden siden. Stumper af hans fly er samlet op på Mr. Budd-Lushingtons jagtmarker ved grænsen mellem Kent og Sussex, få miles fra det sted, som notesbogen blev fundet. Hvis den ulyksalige pilots teori om en at en luftjungle findes over det sydvestlige England er korrekt, kunne det se ud som om, at han flygtede fra den i fuld fart i sin flyvemaskine, men var blevet indhentet og fortæret af disse grufulde væsener et eller andet sted i den øvre atmosfære over det sted, som de grumme rester blev fundet. Billedet af dette fly jagende ned fra himmelen med de navnløse monstrer flyvende lige så hurtigt under det og til stadighed forhindre det i at nå jorden, mens de langsomt nærmede sig deres bytte er et, som et menneske, der vil bevare sin forstand ville foretrække ikke at komplentere. Der er mange, ved jeg, som stadig håner de fakta, som jeg her har sat ord på, men selv de må indrømme, at Joyce-Armstrong er forsvundet, og jeg vil minde dem om hans egne ord: “Denne notesbog kan forklare, hvad jeg prøver at opnå, og hvordan jeg mistede livet i forsøget. Men intet vrøvl om ulykker eller mysterier om jeg må bede.”