Den sidste galej

Mutato nomine, de te, Britannia, fabula narratur

Det var en forårsmorgen 146 år før Kristi fødsel. Den nordafrikanske kyst med sin brede bræmme af gyldent sand, sit grønne bælte af fejende palmer og de røde skrænter som baggrund, dirrede som et drømmelandskab i det opalagtige lys. Med undtagelse af en smal stribe fra de kridhvide brækkende bølger, lå Middelhavet blåt og roligt, så langt øjet rakte. Det lå uforstyrret i hele sin vide udstrækning bortset fra en enlig galej, som langsomt bevægede sig i retning fra Sicilien mod Karthagos fjerne havn.

På lang afstand så man, det var et stateligt og smukt fartøj i mørkerøde farver med purpurårer i to dæk, og dets brede flagrende sejl bemalet med Tyrus purpur,og ræling, der skinnede af metal. En tregrenet rambuk i messing strakte sig frem i spidsen, og en høj gylden figur af Kanaans børn, fønikernes gud Baal, skinnede på agterdækket. Fra den ene høje mast vajede Karthagos tigerstribede banner over sejlet. Hun flød som en elegant purpurfugl med gyldent næb og purpurvinger på havets overflade - og udstrålede magt og skønhed helt over til den fjerne kyst.

Men prøv at se nærmere på hende! Hvad er disse mørke striber, som skæmmer hendes hvide dæk og blanke skjolde? Hvorfor bevæger de lange røde årer sig så umage, rykkende og spjættende? Hvorfor mangler de i de gabende åreporte, nogle flækket med ujævne gule kanter, andre urørte, skrabende mod siden? Hvorfor er to af bukkene på den gyldne rambuk skæve og knækkede? Se, selv den høje figur af Baal er forslået og ødelagt! Alt viser tegn på, at dette skib har oplevet forfærdelige kvaler, en dag i helvede som har efterladt sine tydelige spor på hende.

Se på selve dækket og især på de mænd, som udgør bemandingen! Der er to dæk, foran og bagved, mens der i det åbne rum er dobbelte bænkeradder, øvre og nedre, hvor roerne, to på hver åre, slider og slæber under deres endeløse hverv. Ned langs midten går en smal forhøjning, hvor en række opsynsmænd går op og ned med en pisk i hånden, som falder på den slave, som holder en pause for blot for et øjeblik at tørre sveden af sin dryppende pande. Nogle er romerske fanger, nogle sicilianere, mange er sorte libyere, men de er alle på udmattelsens rand med trætte øjenbryn hængende ned over deres øjne, med sorte skorper og lyserødt skum på læberne; deres arme og rygge bevæger sig mekanisk til opsynsmandens hæse stemme. Deres legemer i alle farvetoner fra elfenben til ibenholt er blottet til livet, og hver eneste glinsende ryg viser vrede spor af opsynsmændene. Men det er ikke der fra, at det blod stammer, som har farvet bænkene røde og har blandet sig med det salte vand, som slår om deres lænkede fødder. Store åbne sår efter sværdslag og spyd står blodrødt frem på deres nøgne bryst og skuldre, mens flere ligger sansesløse rundt omkring på bænkene uden at ænse pisken, der stadig hviner over dem. Nu forstår vi årsagen til de tomme årehuller og de slæbende årer.

Besætningens tilstand er ikke bedre end slavernes. Dækket flyder med sårede og døende mænd. Det er kun et fåtal, der stadig er på benene. De fleste ligger udmattede på fordækket, mens enkelte af de mere ihærdige reparerer deres ødelagte rustninger, sætter nye strenge på deres buer eller fjerner slagets spor fra dækket. På en ophøjning ved mastens fod står skibsføreren med øjnene fikseret mod det fjerne Megara, som skjulte Karthagobugtens østlige side. På agterdækket står en gruppe officerer tavse og eftertænksomme og kaster af og til et blik over på et par af deres ligestillede, som står afsides i dyb samtale. Den ene høj, mørk og slank med rene semitiske træk og med en kropsbygning som en kæmpe, er Magro, den berømte karthagensiske kaptajn hvis navn stadig spreder rædsel på alle kyster fra Gallien til Euxine. Den anden er politikeren Gisco, en hvidskægget, mørklødet mand af den ædleste puniske byrd, hvis skarpe høgeagtige ansigt udstråler et ukueligt mod og endeløse energi og bærer af suffeternes [politisk embede på linje med konsul o.a.] purpurrobe og er lederen af det parti i landet, som havde iagttaget og kritiseret sine landsmænds selviskhed og inerti med henblik på at vække offentlighedens bevidsthed om den stigende fare fra Rom. Mens de taler sammen, kaster de bestandigt alvorlige, urolige blikke tilbage mod den nordlige kimming.

"Det er vist," sagde den ældste mand med alvorsfuld stemme og udtryk, "ingen er undsluppet udover os."

"Jeg veg ikke i kampens hede, så længe jeg så et skib, jeg kunne komme til undsætning," svarede Magro. "Faktisk undslap vi netop, som du så, som en ulv med to jagthunde hængende i hvert bagben. De romerske hunde har ulvebiddene, der beviser det. Var der en anden galej, der klarede sig, ville de med sikkerhed være hos os nu, for der er ingen andre sikre steder end Karthago."

Den yngste kriger stirrede skarpt frem efter det punkt i det fjerne, som var hans fødeby. Den lave grønne bakke kunne allerede ses afbrudt af velhavende fønikiske købmænds hvide villaer. Over dem strålede i det svage blå morgenlys kobbertaget på Byrsas citadel, som residerede over den hældende by.

"De kan allerede se os fra udkigstårnene," bemærkede han "Selv langt fra kan de genkende Sorte Magros galej. Man hvem af dem ville gætte på, at vi er alt, hvad der er tilbage af den storslåede flåde, som stævnede ud under trompetens gjalden og trommens torden for knapt en måned siden?"

Patricieren smilede bittert. "Var det ikke for vores store forfædre og vores elskede land, Havenes Dronning," sagde han, "kunne jeg finde en vis glæde over den ødelæggelse, som har ramt denne lade og hjælpeløse generation. Du har levet dit liv på havene, Magro. Du ved ikke, hvordan det har været her på land for os. Men jeg har set denne betændelse brede sig, som nu fører til vores undergang. Jeg og andre har været nede på markedet for at bønfalde folk og er blevet overdænget med mudder som tak for vores anstrengelser. Mangen en gang har jeg peget mod Rom og sagt: 'Se dette folk, hver med eget våben båret af pligtfølelse og stolthed. Hvordan kan I gemme jer bag lejetropper og håbe, de klarer dem for jer? - Hundrede gange har jeg sagt det."

"Og ikke fået noget svar?" spurgte den søfarende.

"Rom var langt væk, og de kunne ikke se den, så for dem var det ingenting," svarede den gamle mand. "Nogle tænkte på handelen, nogle på stemmer, mens andre tjente på staten, men ingen ville indse, at staten selv, al tings moder, gik sin ende i møde. Ligesom bier kunne debattere, hvem der skulle have voks eller honning, når faklen, som ville forvandle bikuben og alle inden i til aske, brændte lystigt. 'Er vi ikke havets herskere?' 'Var Hannibal ikke en stor mand?' Således udbrød de forankret i fortiden og uden tanke for fremtiden. Inden solen går ned vil hår blive revet ud og klæder itu. Hvad skal det hjælpe os nu?"

"Det er en ringe trøst at vide," sagde Magro, " at hvad Rom besidder, kan hun ej beholde."

"Hvorfor siger du det? Når vi falder, er hun enehersker i verden."

"For en tid, og kun for en tid," svarede Magro alvorligt. "Men du vil nok le, når jeg jeg fortæller dig, hvordan jeg kan vide det. Der var en klog kvinde, som levede på den del af Tin-øerne, som springer ud i havet, og fra hendes læber har jeg hørt mange ting, men ingen som ikke er blevet sande. Om vores eget lands fald og selv slaget, som vi vender tilbage fra nu, havde hun spået ganske klart. Der er megen underfuld lærdom blandt de vilde folk vestpå i landet Tin."

"Hvad sagde hun om Rom?"

"At hun også ville falde, ligesom os, svækket af sin velstand og uenighed."

Gisco gned sine hænder. "I det mindste vil det gøre vores fald mindre bittert." sagde han. "Men når vi falder, og Rom vil falde, hvem vil så kunne håbe på at blive Havenes Dronning?

"Det spurgte jeg hende også om," sagde Magro "og gav hende mit bælte fra Tyr med det gyldne bæltespænde, som belønning for svaret. Men det var bestemt for høj en pris for den historie, hun fortalte, som må være falsk hvis resten af det hun sagde, var sandt. Hun påstod, at det til den tid ville være hendes eget land, disse tågefyldte øer, hvor malede vilde knapt kan ro en vidjebåd fra et sted til et andet, som i sidste ende skal gribe den trefork, som Karthago og Rom har smidt."

Smilet på den gamle patriciers skarpe ansigt døde pludseligt, og hans fingre greb om sin frændes håndled. Den anden havde med fremskudt hoved fæstnet sine høgeøjne på den nordlige horisont. Dens lige blå kimming blev brudt af to lave sorte pletter.

"Gallejer!" hviskede Gisco.

Hele besætningen havde set dem. De flokkedes om styrbords ræling, pegende og snakkende. For et øjeblik var nederlagets mørke væk, og glæden bredte sig fra gruppe til gruppe ved tanken om, at de ikke var alene - at andre end de selv var undsluppet det store slagtehus.

"Ved Baals ånd," sagde Sorte Magro, "Jeg ville ikke have troet, at nogen kunne kæmpe sig ud af et sådan kaos. Kan det være unge Hamilcar i Africa, eller er det Beneva i det blå syriske skib? Vi tre kan danne en eskadre sammen med andre og slå tilbage mod dem igen. Hvis vi holder kursen, vil de møde os, inden vi runder havnemolen."

Langsomt stred den beskadigede gallej sig frem på sin vej, mens de to nyankomne strøg kvikt ned fra nord. Det grønne næs og de hvide huse, som flankerede den store afrikanske by, var nu kun få sømil væk. En mørk hoben ventende landsmænd kunne allerede ses fremme på land. Gisco og Magro betragtede stadig med sammenknebne øjne de ankomne galejer, da den brune libyske bådsmand med skinnende tænder og hvidglinsende øjne styrtede ned til agten med sin lange tynde arm løftet mod nord.

"Romere!" skreg han. "Romere!"

Stilheden faldt over det store skib. Kun vandets rislen og årernes afmålte rytme brød tavsheden.

"Ved hornene på Guds alter, jeg tror fyren har ret!" udbrød gamle Gisco. "Se hvordan de slår ned på os som falke. De er fuldt bemandede og alle årer er i brug."

"Simpelt træ, umalet," sagde Magro. "Se hvordan det lyser gult, der hvor solen rammer det."

"Og den der ting under masten. Er det ikke den forbandede bro, de bruger til at borde med?"

"Så de under os ikke bare én," sagde Magro med et bittert smil. "End ikke én galej skal vende tilbage til den gamle havmoder. Nuvel, hvad mig angår, er det i orden med mig. Jeg er mest til sinds at stoppe årerne og vente på dem."

"Sådan tænker en mand," svarede gamle Gisco, "men byen har brug for os i den kommende tid. Hvad skal det gavne os, at den romerske sejr bliver fuldstændig? Næh, Magro, lad slaverne ro som de aldrig har roet før, ikke for vores egen sikkerheds skyld men for Statens bedste."

Således sled det store røde skib sig skrantende frem som en udkørt, gispende kronhjort, i søgen efter skjul for sine forfølgere, mens de to smækre, truende gallejer nærmede sig stadig hurtigere fra nord. Morgensolens reflekser skar allerede i rækken af romerske hjelme ved rælingen og fik det blå brydende bovvand fra begge til at skinne som sølv. Hvert øjeblik bragte skibene nærmere, og de romerske trompeters skingre resonans blev stadigt højere.

På toppen af Megaras høje skrænt stod en stor del af Karthagos indbyggere, som havde skyndt sig derop nede fra byen ved nyheden om, at galejerne var på vej. Udsvævende libertinere og gemene borgere stod nu med tilbageholdt åndedræt og iagttog skuespillet under sig. Nogle hundrede fod under dem var den puniske galej nu kommet så tæt på, at de med det blotte øje kunne se de pletter fra slaget, som talte deres dystre sprog. Romernes kurs viste nu også, at den ville nå at afskære deres skib, og alligevel kunne ingen af dem gøre noget som helst for at hjælpe. Nogle begyndte at græde af frustration, andre forbandede romerne med lynende øjne og knyttede næver, andre var faldet på knæ med hænderne løftet mod Baal; men hverken bøn, tårer eller forbandelser kunne udviske fortiden eller ændre øjeblikket. Synet af den ødelagte, humpende galej viste dem, at deres flåde var væk. De to målbevidst ilende skibe betød, at romernes strikke allerede lå om deres hals. Efter dem ville andre komme og andre igen, republikkens utallige trænede skarer, tidligere herskere på landet, og nu også dominerende på havet. I løbet af en måned eller to højest tre ville deres hære stå der, og hvad kunne Karthagos utrænede masser stille op mod dem?

"Nej!" råbte en, der viste mere håb end resten, "i det mindste er vi modige mænd med våben i hænderne."

"Fjols!" sagde en anden, "er det ikke den slags tale, som har bragt os i fordærv? Hvad er en modig utrænet mand mod en modig trænet mand? Når du står foran en frembrusende romersk legion, vil du erfare forskellen."

"Så lad os træne!"

"For sent! Det tager et helt år at gøre en mand til soldat. Hvor vil vi, hvor vil vores by, være om et år? Nej, vi har kun en chance. Hvis vi afgiver vores handel og kolonier, hvis vi afgiver alt det, som gjorde os store, så vil den romerske sejrherre måske vise nåde."

Lige foran øjnene på dem kom Karthagos sidste flådeslag til en hurtig afslutning. De to romerske gallejer havde skudt sig ind på hver sin side af Sorte Magros skib. De havde ham i deres greb, og i et sidste øjebliks desperation havde han kastet sine ankre over deres rælinger og holdt gallejerne bundet fast i ankerfligenes jerngreb, mens han med hammer og koben bankede store huller i sit eget skrog. Den sidste puniske gallej skulle aldrig roes til Ostia til beskuelse for ferierende romere. Hun skulle stedes til hvile i eget vand. Den søfarende kaptajns indædte sorte sjæl glødede ved tanken om, at hun ikke ville synke i dybet alene.

For sent forstod romerne hvilken mand, de havde at gøre med. Soldaterne, der var strømmet ind på det puniske dæk begyndte at mærke plankerne give sig og synke under dem. De hastede tilbage mod deres eget skib, men også de blev trukket ned af den store røde galejs dødelige favntag. Slagsiden voksede. Nu var Magros skib helt dækket med vand, og romerne, som blev holdt tæt ind mod skibet af jerngrebets bånd, hives ned med den ene stævn på bølgerne og den anden frit svævende i luften. Rasende kæmper de for at slippe ud af galejens dødsgreb. Nu er hun under havoverfladen, og med stadig større fart og vægt trækker hun de romerske skibe med ned. Der høres et gevaldigt brag. Flanken på den ene går op og mishandlet, amputeret, retter hun sig op og ligger sådan hjælpeløst på vandet. Men et sidste gult glimt i det blå vand viser, hvor hendes fælle gik sin skæbne i møde i sin fjendes jerngreb. Karthagos tigerstribede banner var forsvundet under den hvirvelende overflade, for aldrig mere at skulle ses på havet.

Thi samme år hang en stor mørk sky i sytten dage over den afrikanske kyst, en dyb, sort sky, som var den brændende bys mørke dækken. Efter de sytten dage pløjede romerske pløje sig byen gennem fra ende til ende gennem den forkullede aske, og salt blev spredt ud som et tegn på, at Karthago aldrig skulle rejse sig igen. Langt væk i bjergene stod en nøgen, sulten flok og betragtede den øde slette, som en gang havde været den smukkeste og rigeste i verden. De forstod for sent, at det er Himlens lov, at verden tilhører de målbevidste og opofrende, mens den der skyr sin manddomspligt hurtigt vil miste sin stolthed, velstand og magt, som er de præmier, som mandsmod bringer med sig.