Dysten

I Det Herrens år 66, stævnede Nero, som på det tidspunkt levede i sit 29. år som menneske og 13. år som hersker, ud mod Grækenland med det særeste selskab og det mest særegne ærinde, som nogen monark, nogensinde har udtænkt. Med 10 galejer sejlede han fra Puteoli medbringende store kasser med landskabsscenerier og teaterudstyr, sammen med flere riddere og senatorer, som han var bange for at efterlade i Rom, og som alle var udset til at dø under færden. Med sig havde han Natus, sin sanglærer; Cluvius, en mand med en uhyrlig stemme, som skulle udskråle hans titler, og et tusind optrænede unge, som havde lært at applaudere i fællesskab, når deres herre sang eller spillede offentligt. De var så udspekuleret oplært, at hver havde sin egen rolle at spille. Nogle gjorde ikke andet end brumme anerkendende. Nogle klappede enthusiastisk. Andre, som gik fra almindeligt bifald til absolut hysteri, skreg og trampede og tampede med kæppe på bænkene. Nogle, og de var de mest effektive, havde fra en alexandriner lært en lang monoton, harmonisk tone, som de alle nynnede samtidig, så den hang over hele forsamlingen. Med hjælp fra disse lejede tilhængere håbede, håbede Nero på trods af sin ubetydelige stemme og klodsede fremførelse, at bringe den laurbærkrans, der var udsat af de græske byer i åben sangkonkurrence, tilbage med sig til Rom.

Mens hans store forgyldte dobbeltdækkede galej gled ned langs Middelhavet, sad kejseren i sin kahyt hele dagen med sin lærer ved sin side og øvede fra morgen til aften de udvalgte melodier, mens en nubisk slave med nogle timers mellemrum masserede den kejserlige hals med olie og balsam, så den kunne være i god form til den store opgave, som forestod i lyrikkens og sangens land. Hans mad, drikke og motion blev planlagt for ham som for en atlet, der træner til en stor konkurrence, og hans lyres klimten og skingre stemme lød til stadighed fra det kejserlige kvarter.

Der levede på den tid en græsk gedehyrde kaldet Policles, som vogtede og ejede en del af en stor flok geder, som græssede på de langstrækte bjergsider nær byen Heora, som ligger 5 miles nord for floden Alpheus ikke langt fra det berømte Olympia. Denne mand var kendt i hele omegnen, som en mand med sære talenter og en egensindig natur. Han var en lyriker, som to gange var blevet belønnet for sine vers, og han var en musiker, for hvem det at bruge og høre et instrument lå så naturligt, at man før ville møde ham uden hyrdestav end uden harpe. Selv under de ensomme vinterophold i bjergene, bar han den altid over skulderen og brugte den til at fordrive de mange timer med, og den var blevet en naturlig del af ham selv. Han var også smuk, mørklødet og årvågen med et ansigt som Adonis, og i styrke kunne ingen måle sig med ham. Men det hele blev ødelagt af hans karakter, som var så ubøjelig, at han ikke tålte nogen opposition eller modsigelse. Af den grund lå han altid i strid med alle sine naboer og kunne i vredesanfald tilbringe måneder i sin stenhytte i bjergene uden kontakt til verden, kun omgivet af sin musik og sine geder.

En forårsmorgen i året 67 havde Policles sammen med sin dreng Dorus drevet gederne over til en ny græsning, som skuede ud over det fjerne Olympia. Oppe fra bjerget overraskede det hyrden at se, at en del af det berømte amfiteater var blevet overdækket, som om der var en forestilling i gang. Afskåret fra verden og al nyt kunne Policles ikke forestille sig hvad der foregik, for han var klar over, at de græske lege ikke skulle foregå før om to år. Det måtte sikkert være en lyrik- eller musikkonkurrence, han ikke havde hørt om. Hvis det var sådan, så var der måske en chance for, at han kunne vinde dommernes gunst; under alle omstændigheder elskede han at høre melodierne og beundre de deltagende sangeres optræden ved den slags lejligheder. Han kaldte på Dorus og overlod gederne i hans varetægt og skred hurtigt afsted med harpen på ryggen, for at se hvad der foregik i byen.

Da Policles nåede ned til byens udkant, fandt han den øde; men endnu mere overrasket var han over at se, at der ikke var et eneste menneske i byens hovedgader. Han satte derfor farten op, og da han nærmede sig teatret, bemærkede han den lave vedvarende summen, som er kendetegnende for en stor forsamling. Aldrig i sine vildeste drømme havde han forestillet sig en så stor musikalsk konkurrence som denne. Der stod nogle soldater i grupper uden for dørene, men Policles maste sig hurtigt ind gennem dem og befandt sig snart i udkanten af menneskemængden, som fyldte det store delvist overdækkede nationale stadion. Omkring sig så Policles mange af sine naboer, som han kun kendte af udseende, stuvet tæt sammen på bænkene med øjnene fæstnet på scenen. Han lagde også mærke til, at der var soldater langs væggene, og at en betydelig del af rummet var fyldt op af en gruppe udenlandsk udseende langhårede unge i hvide dragter. Alt dette kunne han se, men hvad det betød, kunne han ikke begribe. Han bøjede sig frem mod en nabo for at spørge ham, men en soldat stak ham straks med spidsen af sit spyd og beordrede ham skarpt til at være stille. Manden, han havde henvendt sig til, troede at Policles bad om plads og rykkede sig over mod sidemanden, og således befandt hyrden sig for enden af rækken nær ved døren. Så koncentrerede han sig om scenen, hvor Metas, en velkendt sanger fra Korinth og en af Policles' gamle venner, sang og spillede uden særlig meget anerkendelse fra publikum. For Policles så det ud til at Metas fik mindre end han fortjente, så han klappede højlydt, men han var overrasket over at se, at soldaterne skulede til ham, og at alle hans naboer så på ham med en vis forbløffelse. Da han var en viljestærk og stædig natur, var han endnu mere opsat på at applaudere, når han mærkede, at resten var uenig med ham.

Det, der fulgte, fyldte digterhyrden med kolossal forundring. Da Meas fra Korinth havde bukket og forladt scenen til et halvhjertet, spredt bifald, entrerede på scenen under publikums vilde begejstring den mest outrerede figur. Han var en lav, fed mand, hverken gammel eller ung, med en tyrenakke og et rundt, svært ansigt, som hang i folder som på en okse. Han var absurd klædt i en kort blå tunika samlet om livet med et gyldent bælte. Hans nakke og en del af brystet var blottet og hans korte, fede ben var bare nede fra halvstøvlerne og op til midten af lårene, som var alt tunikaen dækkede. I hans hår sad to gyldne vinger ligesom på hans hæle på samme vis som guden Merkur. Bag ham gik en neger med en harpe og ved siden af ham en velklædt officer med musikruller. Dette sære væsen tog harpen ud af hænderne på assistenten og gik frem til scenens kant, hvor han bukkede og smilte til det jublende publikum. “Det må være en eller anden popsanger fra Athen,” tænkte Policles for sig selv, men indså samtidig, at kun en stor mestersanger kunne blive modtaget så begejstret af et græsk publikum. Dette måtte klart være en vidunderlig artist, hvis ry var løbet i forvejen. Policles indstillede sig derfor på at nyde musikken.

Den blåklædte musiker spillede flere akkorder på sin lyre, og brød pludselig ud i 'Niobes ode'. Policles sad ret op og ned på sin bænk og stirrede forbløffet. Melodien krævede et brat skift mellem lave og høje toner og var valgt specifikt af den grund. Den lave tone var en grynten, en brummen, den arrige hunds dybe uharmoniske knurren. Pludselig løftede sangeren sit ansigt og strakte sin klumpede krop, hævede sig på tæerne udstødte med rystende hoved og røde kinder et hyl, som den samme hund kunne have udstødt, hvis dens knurren var blevet straffet med et spark fra dens herre. Under det hele knipsede og klimprede han på sin lyre, somme tider for tidligt og sommetider for sent. Men det, der undrede Policles mest, var virkningen af hans optræden på publikum. Alle grækere var erfarne kritikere og lige så tilbageholdende med hyssen, som de var ødsle med bifald. Mange sangere meget bedre end denne absurde spradebasse var blevet drevet fra podiet under fordømmelse og skældsord. Men her brød hele forsamlingen ud i eksalteret begejstring, da manden sluttede og tørrede den overdrevne mængde drivende sved af sit fede ansigt. Hyrden tog sig til sit forvirrede hoved og troede hans forstand svigtede ham. Det måtte bestemt være et forfærdeligt, musikalsk mareridt, og han ville snart vågne op og grine ad det hele. Men ak, personerne var virkelige, ansigterne var hans naboers, tilråbene som rungede i hans ører var virkelig fra et publikum, som fyldte Olympias teater. Hele koret var i fuld gang, brummerne brummede, råberne skreg, tamperne tæskede løs på bænkene, mens der af og til kom en musikalsk orkan af 'Uforligneligt! – Guddommeligt!' fra den trænede falanks, som hylede bifaldende, deres stemmer strømmede i forening over tumulten som vindens hylen overdøvede havets brølen. Det var galskab – utåleligt galskab! Hvis dette fik lov at passere, var det enden på al musikalsk retfærdighed i Grækenland. Policles's samvittighed tillod ham ikke at sidde passiv. Stående oprejst på bænken med viftende arme og høj stemme, protesterede han af sine lungers fulde kraft over publikums forrykte begejstring.

Først blev der under tumulten ikke lagt mærke til hans opførsel. Hans stemme druknede i det altomfattende brøl, som brød ud påny hver gang den naragtige musiker bukkede og grinte smørret til publikum. Men lidt efter lidt stoppede folk omkring Policles med at klappe og stirrede forbløffet på ham. Stilheden voksede i stadig større cirkler, indtil hele forsamlingen sad tavst stirrende på dette vilde og storslåede væsen, som rasede mod dem fra sin bænk ved udgangen.

“Fæhoveder!” råbte han. “Hvad klapper I af? Hvorfor jubler I? Kalder I det musik? Skal denne kattejammer vinde en olympisk pris? Fyren har jo ikke en tone i livet. I er enten døve eller gale, og jeg for min del skammer mig over jeres dårskab.”

Soldaterne styrtede frem for at hive ham ned, og vild forvirring herskede blandt alle tilhørene; nogle af de mere modige samtykkede højlydt med hyrdens ytringer, og andre krævede han blev smidt ud af bygningen. Imens forespurgte den succesrige sanger, der havde givet lyren til den sorte assistent, de nærmeste rundt om ham på scenen, om hvad grunden til uroen var. Tilsidst trådte en opråber med en enormt kraftig stemme frem og erklærede, at hvis den tåbelige person bagest i hallen, som virkede til at have en modsat holdning end resten af publikum, ville komme op på scenen, kunne han jo vise sine egne evner, hvis han turde, og se om han kunne overgå den beundringsværdige og vidunderlige fremførelse, som de netop har haft den ære at høre.

Policles tog straks udfordringen op og sprang afsted mod scenen, og da menneskemængden veg til side for at lade ham passere, befandt sig et øjeblik senere på scenen i sin uvaskede dragt og med sin slidte og vejrbidte harpe i hånden foran den forventningsfulde skare. Han stod et øjeblik og strammede en streng her og løsnede en anden der, indtil harpen stemte. Så begyndte han under hån og latter fra den romerske lejr lige foran sig, at synge.

Han havde ikke forberedt nogen sang, men havde lært sig selv at improvisere og synge af hjertets lyst af ren glæde over musikken. Han fortalte om landet Elis, elsket af Jupiter, som de i dag var samlet i, om de store golde bjergsider, skyernes hurtige skyggespil, den blå flods krumninger, den rene friske luft i det høje, aftenens kølighed og jordens og himmelens skønhed. Det var alt sammen simpelt og barnligt, men gik lige i olympernes hjerter, for det berettede om det land, som de kendte og elskede. Men da han sluttede, var der alligevel få af dem, der turde applaudere, og deres spage stemmer druknede i en storm af hissen og stønnen fra hans modstandere. Han veg tilbage for den helt uventede reaktion, og i et nu var hans blåklædte rival trådt i hans sted. Hvis han havde sunget dårligt før, var hans præstation nu ubegribelig. Hans hyl, hans grynt, hans falske toner og grelle, chokerende kakofonier var en hån mod musikken. Alligevel tordnede bifaldet ned over ham, hver gang han holdt en pause for at trække vejret eller tørre den strømmende sved af panden. Policles begravede ansigtet i sine hænder og bad til, at han ikke måtte være blevet sindssyg. Da den rædselsfulde forestilling var forbi, og den enorme jubel viste, at denne bedrager virkeligt vandt kronen, opfyldte en afsky for tilhørerne, en foragt for denne slags tåber og behovet for sletternes fred og stilhed hele hans bevidsthed. Han styrtede gennem menneskemængden, der stod ved fløjene og nåede ud i den frie luft. Hans gamle rival og ven Metas fra Korinth ventede på ham med et uroligt udtryk.

“Skynd dig, Policles, skynd dig!” råbte han. “Min pony står bundet henne bag lunden der. Han er grå med rødt seletøj. Stik af så hurtigt som benene kan bære dig, for hvis du bliver taget, får du ingen hurtig død.”

“Ingen hurtig død! Hvad mener du, Metas? Hvem er den fyr?”

“Ved Jupiter! Vidste du det ikke? Hvor har du været? Det er kejser Nero!. Han vil aldrig tilgive, hvad du sagde om hans stemme. Hurtigt mand, hurtigt, eller du får garden på nakken!”

En time senere var hyrden tæt på at være tilbage i sit hjem i bjergene, og omtrent samtidig var kejseren, der havde modtaget Olympias krans for sin uforligneligt fremragende optræden, med en dyster mine ifærd med at spørge, hvem den frække person var, der havde vovet at fremsætte en så hånlig kritik.

“Bring mig ham straks” sagde han, “og hent Marcus med sin kniv og brændejern.”

“Hvis De tillader, store Cæsar,” sagde Arsenius Platus, vagtmesteren, “ manden kan ikke opspores, og der er nogle meget mærkelige rygter i omløb.”

“Rygter!” råbte Nero vredt, “Hvad mener du, Arsenius? Jeg siger dig, at fyren var en ukyndig ballademager, med en tølpers opførsel og en påfugls stemme. Jeg siger dig også, at der er en hel del af tilhørerne, som er lige så skyldige, for jeg hørte med mine egne ører dem tiljuble ham efter den latterlige ode. Jeg har næsten lyst til at brænde deres by ned til grunden, så de ikke glemmer, jeg har været her.”

“Det er ikke så underligt, hvis han vandt gehør, Cæsar” sagde soldaten, “efter hvad jeg hører, ville det ikke være nogen skam, hvis De, selv De, så Dem besejret i denne dyst.”

“Besejret, mig? Er du blevet gal, Arsenius. Hvad mener du?”

“Ingen kender manden, høje Cæsar! Han steg ned fra bjergene, og han forsvandt op i bjergene. De så selv råheden og den sære skønhed i hans ansigt. Der hviskes om, at den store gud Pan for en gangs skyld har indvillliget i at måle sig mod en dødelig.”

Den mørke sky lettede fra Neros ansigt. “Naturligvis, Arsenius!. Du har ret! Intet menneske havde turdet udfordre mig på den måde. Hvilken historie til Rom! Send ordonnansen afsted straks i aften, Arsenius, så han kan fortælle dem, hvordan deres kejser sikrede deres ære i Olympia idag.”