Watsonificeringer i Juledagene – eller Skiftende Møblement i Den Blå Karfunkel

Sagen om Den Blå Karfunkel er af Christopher Morley blevet omtalt som ”A Christmas story without slush.” Den julestemning, der breder sig over fortællingen som nyfalden sne, skyldes dels tilstedeværelsen af en utilberedt julemiddag på Sherlock Holmes’ stuegulv, dels hans og Watsons vandring gennem Londons sjappede gader til pubben ”The Alpha,” og endelig fortællingens åbningsreplik, hvor Watson lægger vejen forbi 221B for at ønske sin ven en glædelig fest. Hvis man kaster et blik på de danske oversættelser, vil man dog finde et mindre julemysterium i sig selv. Lad os se på sagen:

I 1896 udkom historien for første gang i en dansk oversættelse ved P. Jerndorff-Jessen. Det var i serien Sherlock Holmes’ Opdagelser: Forbryderfortællinger ved Jydsk Forlags-Forretning i Aarhus. I denne serie udkom Den Blaa Karfunkel og Andre Fortællinger som bind V ud af i alt otte bind. Oversættelsen af P. Jerndorff-Jessen lyder:

”Anden Juledag om Formiddagen gik jeg hen til min Ven, Sherlock Holmes, for at ønske ham en glædelig Fest. Han laa paa Chaiselongen, iført en purpurrød Slobrok. Paa Væggen til højre havde han en Piberække, som han kunde naa uden at rejse sig, og neden for paa Gulvet laa der en hel Stabel forkrøllede Morgenaviser, som han øjensynlig lige fornylig var bleven færdig med at gennemløbe. Lige ved Siden af Chaiselongen stod en Træstol, og paa det ene Hjørne af dens Ryg hang en meget sjofel, fedtet og forslidt, haard Filthat, der var brækket paa forskellige Steder. Lupe og en Tang, som laa paa Stolesædet, antydede, at Hatten var bleven anbragt paa Stoleryggen for at underkastes en grundig Undersøgelse.”

Lad os til sammenligning se på Verner Seemans oversættelse fra Forlaget Nyttebøger i 1945. Bortset fra en lettere ændret ordstilling adskiller denne oversættelse sig mest af alt fra Jerndorff-Jessens ved, at chaiselongen er blevet til en regulær sofa:

”Jeg var gaaet op til min Ven Sherlock Holmes om Formiddagen Anden Juledag for at ønske ham en glædelig Fest. Han laa og strakte sig med Velbehag paa Sofaen, iført en purpurfarvet Slaabrok; han kunde uden at flytte sig naa Pibehylden tilhøjre for ham, og en Dynge sammenkrøllede Morgenaviser, som han aabenbart lige havde gennemlæst, laa ligeledes inden for hans Rækkevidde. Ved siden af Sofaen stod en Træstol, og paa Hjørnet af dennes Ryg hang en lurvet og plettet stiv sort Filthat, der var yderst medtaget af Slid og havde adskillige Buler og Knæk. Et Forstørrelsesglas og en Pincet, der laa paa Stolesædet, tydede paa, at Hatten var blevet hængt op paa denne Maade for at underkastes et nærmere Eftersyn.”

På ét punkt er Seemans oversættelse dog mere præcis end Jerndorff-Jessens, idet den omtalte hats farve huskes som ”sort”, hvilket stemmer overens med den engelske originaltekst. De to oversætteres beskrivelser af denne hat er ikke fuldstændig ens, men meningen er dog den samme. Med hensyn til værktøjet på stolen må Jerndorff-Jessen siges at præsentere det mest nøjagtige ordvalg. Den engelske glose er ”forceps,” hvilket oversættes med: tang (især kirurgisk).

Med Verner Seemans oversættelse fra Martins Forlag i 1954 begynder der dog for alvor at ske ændringer: ”Jeg var gaaet op til min ven Sherlock Holmes om formiddagen anden juledag for at ønske ham en glædelig fest. Han laa og strakte sig med velbehag paa sofaen, iført en purpurfarvet slaabrok; han kunne uden at flytte sig naa pibehylden tilhøjre for ham, og en dynge sammenkrøllede morgenaviser, som han aabenbart lige havde gennemlæst, laa ligeledes inden for hans rækkevidde. Ved siden af sofaen stod en lænestol, og paa hjørnet af dennes ryg hang en lurvet og plettet stiv sort filthat, der var yderst medtaget af slid og havde adskillige buler og knæk. Et forstørrelsesglas og en pincet, der laa paa stolesædet, tydede paa, at hatten var blevet hængt op paa denne maade for at underkastes et nærmere eftersyn.”

Lad os til nød acceptere, at den kirurgiske tang af enkelte personer kan opfattes som en pincet, men med hvilken begrundelse er træstolen pludselig blevet til en lænestol? Man sporer en vis magelighed i oversættelsen! Hvis man betragter Sidney Pagets berømte illustration af netop disse begivenheder, som bærer underteksten ”A very seedy hard felt hat,” kan man ganske tydeligt se træstolen med hatten hængende på det ene hjørne af ryglænet. Det er endda en træstol af den sædvanlige, ukomfortable, hårde type, der gerne står seks af rundt om et spisebord. Er det nu ikke et sødt, lille julemysterium, hvordan en sådan stol bliver til en lænestol?

Lad os dog bevare julefreden ved at konstatere, at Martins Forlag genudgav Verner Seemans oversættelse i 1964 med den ene rettelse, at ”aa” blev til ”å”. Stolen rørte man ikke ved. Og trods dette, er det denne oversættelse forlaget har genudgivet to gange siden. Måske lå London-tågen ikke kun tyk over Baker Street i 1895; den sænkede sig også over de danske træstole i 1954. Men alligevel læser offentligheden historien mindst én gang om året, nemlig om formiddagen anden juledag, hvor Watson var gået op til sin ven Sherlock Holmes for at ønske ham en glædelig fest ...

Litteratur

• The Adventure of the Blue Carbuncle, The Baker Street Irregulars, Inc., Publishers, New York, 1948. Preface.
• Sherlock Holmes’ Opdagelser: Forbryderfortællinger. Paa dansk ved P. Jerndorff-Jessen. Aarhus: Jydsk Forlags-Forretning. Vol. V. Den Blaa Karfunkel og Andre Fortællinger. 1896.
• Sherlock Holmes IV, »Skandale i Böhmen« og Andre Fortællinger, Den Blaa Karfunkel, Forlaget Nyttebøger, 1945.
• Gyldendals Røde Ordbøger, Engelsk-dansk Ordbog, 11. udgave, 2. oplag, 1988.
• Den Blaa Karfunkel, Martins Forlag, 1954.

   

  2004 © Jens Byskov Jensen