Før Viagra

Sagen om den krybende mand fra 1903 har et dr. Jekyll/dr. Hyde skær over sig. Den 61 årige professor i fysiologi Presbury ved Camford Universitet begynder at opføre sig mærkeligt. (universitets navn viser, at den gode dr. Watson omhyggeligt skjuler dets sande identitet). Professoren forsvinder i kortere eller længere perioder, går ud om natten, bliver uligevægtigt og voldelig, og hans trofaste hund Roy forsøger at bide ham. Anfaldene begynder efter et besøg i Prag og har højdepunkter med regelmæssige mellemrum.

Det viser sig, at professoren sprøjter sig med abeserum, som får sendt med regelmæssige mellemrum fra dr. H. Löwenstein, som han besøgte i Prag. Baggrunden er, at han har forelsket sig i og forlovet sig med sin kollega professor i sammenlignende anatomi Morphys datter Alice. Presbury ønsker at få sin ungdom igen - et ønske som Sherlock Holmes advarer menneskeheden mod ved sagens afslutning.

Et sådant abeserum eksisterer ikke. Derimod eksperimenterede mange bl. a. endokrinologiens fader Eugen Steinach (1861-1944) med transplantation af kønskirtler og den slags ting. Han fandt, at kunstig øgning af seksualhormonproduktionen hos ældre dyr havde en vis foryngende effekt af. Det var et forhold, der vakte stor sensation, men hans dyreforsøgs betydning for mennesker blev stærkt overvurderet.

Steinach tog den medicinske embedseksamen 1886 og vælger den nye fysiologi som sit speciale. Han arbejdede i mange år ved det tyske universitet i Prag. Kort før første verdenskrig bliver han leder af Biologische Versuchsanstalt i Wien og senere professor i fysiologi ved universitetet. Denne stilling må han forlade kort før anden verdenskrig, da han som jøde flygtede til Schweiz.

Nogle Sherlockianske forskere har identificeret Löwenstein i Prag som Steinach.

Den mest kendte injektionsbehandling stammer fra den franske fysiolog Claude Bernards efterfølger Brown-Séquard. Ud fra en teori om sammenhængen mellem udslukte testikler og alderdom kort før århundredeskiftet sprøjter sig selv med en blanding af sæd, testikel-veneblod og udtræk af forskellige dyretestikler. Resultaterne, der blev publiceret i The Lancet, vakte store forventninger. Man forestillede sig, at snart sagt enhver lidelse har sin baggrund i forstyrrede kirtelprocesser, og man forsøgte at kompensere herfor med injektioner af ekstrakt fra et aktivt organ. Organoterapien blev hurtigt udnyttet kommercielt, og forskellige livseleksirer blev markedsført. Brown-Séquard blev derfor ganske som Löwenstein i dr. Watsons beretning udråbt som en charlatan, skønt han fra starten tog afstand fra misbruget af sin forskning.