Sherlock Holmes og Tobakken

The four-letter abbreviations are the commonly used ones for the Sherlock Holmes stories in the Canon.

Sherlock Holmes er i den almindelige bevidsthed ikke alene DETEKTIVEN, men også PIBERYGEREN par excellence. Som det vil være sherlockianere bekendt, er kalabaspiben ikke autentisk. I de kanoniske skrifter er der ikke en antydning af at han skulle ryge kalabaspibe, end ikke en krum pibe; og heller ikke Sidney Paget har fremstillet Holmes med kalabaspibe eller en krum pibe. Kalabaspiben stammer fra en skuespiller der, efter sigende, mente at den lige pibe bragt for megen forstyrrelse i hans ædle profil, og derfor foretrak at fremstille Sherlock Holmes - ganske uhistorisk - rygende på kalabaspibe.

Den videnskabelige tobakskender

"Jo - jeg har sandelig begået en hel række små specialafhandlinger. De behandler alle sammen tekniske spørgsmål. Her skal De f.eks. se en lille monografi, hvis titel lyder: "Uligheden mellem de forskellige tobakssorters aske". Jeg beskriver her i alt hundrede og fyrretyve forskellige slags tobak - cigar-, cigaret- og pibetobak - og viser ved hjælp af farvetrykte tavler, hvorledes man kan skelne de enkelte sorters aske fra hinanden. Det er et punkt, der gang på gang spiller en rolle i kriminalsager, og som undertiden kan give et overordentlig vigtigt fingerpeg. Hvis man f.eks. kan sige med absolut sikkerhed, at et mord er begået af en mand, der røg en indisk lunkah, er det jo klart, at efterforskningsområdet derved begrænses stærkt. For det øvede øje er der lige så stor forskel mellem den sorte aske fra en trichinopoly og de hvide fnug fra en bird's-eye som mellem et kålhoved og en kartoffel.

Men det er ellers ikke ofte at Watson i praksis giver os eksempler på Sherlock Holmes' kendskab til tobaksaske. I CROO fra 1893 kan Holmes se på den aske Watson har spildt på sit tøj, at han stadig ryger Arcadia som i sine ungkarledage. Men det er måske heller ikke noget svært gæt! I RESI fra 1893 kan Holmes genkende en havannacigar ved at lugte til den hele cigar og se at fire cigarstumper er fra hollandsk Ostindien. Det sidste er imponerende. Men andet hører vi ikke om Holmes' suveræne kendskab til tobak og tobaksaske.

Hvilken slags tobaksnydelse?

Hvilken slags pibe?

"han var optaget af at stoppe sin gamle pibe af ægte lyngrod."

Man har af og til en mistanke om at den danske oversætter højst har været lejlighedsryger og da slet ikke piberyger. Den oplagte oversættelse er da "sin gamle bruyerepibe". I 1891 kunne man så i IDEN læse følgende:

Så hentede han sin gamle, veltilrøgede, for ikke at sige tjærede, kridtpibe ned fra pibebrættet, og efter at have fået ild på denne sin prøvede ven og rådgiver lænede han sig tilbage i stolen og lod røgen sno sig til vejrs i tætte blå spiraler...

Samme år, men lidt tidligere havde han også røget kridtpibe i historien REDH. Kridtpiben omtales yderligere i BLUE fra 1892. Faktisk nævnes kridtpiben udtrykkeligt syv gange, mens bruyerepiben kun nævnes udtrykkeligt tre gange. Men langt de fleste gange nævnes det altså ikke hvilken slags pibe han ryger på. Dog i COPP, fra 1892, står der følgende:

"De har måske begået en fejl," bemærkede han og tog samtidig med ildtangen et lille stykke glødende kul ud af kaminen for ved dens hjælp at tænde den lange kirsebærtræspibe, der plejede at afløse kridtpiben, når han mere følte sig oplagt til at diskutere end til at meditere.

Så når der i SOLI fra 1903 står:

"Det er naturens orden, at mænd følger efter en sådan pige," sagde Holmes og tog et drag af sin meditative pibe...

har man vel lov til at antage at det også her drejer sig om kridtpiben. Men i PRIO fra 1904 må det være en bruyerepibe:

Efter at have anbragt lampen på den mest fordelagtige måde, tændte han sin pibe og gav sig til at studere kortet, medens han af og til udpegede interessante punkter med sin pibes tobaksduftende ravspids.

For man kan vel næppe tænke sig at en kridtpibe er forsynet med ravspids! I den allersidste historie om Sherlock Holmes SHOS, der udkom 1927, står der:

Holmes sad længe i dybe tanker. Han havde tændt den ældste og sureste af sine piber.

Der er her sandsynligvis tale om en bruyerepibe da foul især går på lugt og smag. Men det er nu ikke det værste. Et virkeligt gys står at læse i THOR fra 1922:

"Sådan ligger landet," sagde Holmes og bankede asken ud af sin morgenpibe, hvorpå han langsomt stoppede den igen.

Stoppe en varm pibe! Her må der være løbet dr. Watson en fejl i pennen. Det er utænkeligt at Sherlock Holmes skulle være en sådan pibebarbar! Med mindre det da igen er kridtpiben; den kan nemlig godt varmstoppes.

Hvor mange piber?

Bruyerepiben omtales kun ganske få gange. En gang i SIGN hvor originalen lyder: his old brier-root pipe (hans gamle bruyerepibe), men man skal bemærke at det på engelsk normalt blot hedder briar og ikke mer, her er det altså brier med et tilføjet root. I TWIS fra 1891 tales der blot om en gammel bruyerepibe (briar). Da bruyerepiben på Sherlock Holmes' tid havde afløst både kridt- og merskumspiben som den almindelige form for den korte pibe, kan man roligt gå ud fra at de gange det blot bemærkes at han ryger pibe, er det en bruyerepibe.

Men alt dette løser ikke problemet om antallet af Holmes' piber. John Hall mener i "140 Different Varieties" ikke at der har været tale om særlig mange piber, på trods af at der i BLUE (1892) står at Holmes slangede sig på sofaen med sit pibestativ (pipe-rack) inden for rækkevidde, og at der i DYIN fra 1913 står at der lå et virvar af piber, tobakspunge og andet på kaminhylden. Men når Holmes spekulerer, ryger han pibe efter pibe; og ingen piberyger med respekt for sig selv og sine piber vil tænde en varm pibe. Så det kræver mindst tre piber da den første pibe ikke når at blive ordentlige kold inden den anden er færdigrøget. Man skal endvidere altid lade sine piber hvile lige så lang tid som man har røget på dem. F.eks. kan man ryge på et sæt piber i en uge hvorpå man tager fat på andet sæt og lader det første sæt hvile en uge. Det er heller ikke alle piber man får købt, som man bliver lige glad for. Så selvom der i ens "ugesæt" er tre eller fire piber som man særlig ryger på, vil sættet da gerne bestå af mindst ti piber. Og det er jo også sådan at man foretrækker forskellige piber til forskellige lejligheder. Under tyve piber kan en inkarneret og seriøs piberyger ikke klare sig med. Men der er altid piber man er særlig glad for. Og når man betænker at pibespidsen som tidligere var af ebonit, havde en tendens til at blive grønlig som følge af en kemisk reaktion med mundvandet, eller blive svampet hvis den var af horn, kan man godt tænke sig at det en sådan veltjent pibe der i VALL (1914-15) omtales som den uhumske pibe der aldrig forlod ham når han tænke dybest (his unsavoury pipe which was the companion of his deepest meditations) - men det kan naturligvis også godt have været hans tjærede kridtpibe.

En excurs med en ekspert om kridtpiber

Det var i Anledning af Sagen om "Den forsvundne Omnibus" jeg havde den Glæde at træffe Sherlock Holmes i hans hyggelige Ungkarle-Lejlighed i Baker Street. - Den store Opdager syslede for tiden med en del spændende Problemer - hvoraf Sagen om "den enøjede Kaptajns Vesteknap" og "Duen med Fjederstøvlerne" særligt optog ham - men trods sit intense Arbejde tog hen venligt imod mig og satte en dyb Lænestol frem til mig...

Og så kommer det senere:

Kridtpiben - sagde han, er den yndigste Pibe af alle - og nu er den snart forsvundet - vor Tids Mennesker forstaar den slet ikke - det er ikke fint at ryge - - aah, hvilke Daare, han rakte den herlige Ibenholtssorte Pibe henimod mig...

"Den herlige Ibenholtssorte Pibe" er altså den som Watson kalder tjæret (oily).

Hvilken slags pibetobak røg Holmes?

"Jeg har kig på en lejlighed i Baker Street," sagde han; "den ville være som skabt for os to. Stærk tobak er forhåbentlig ikke noget, der generer Deres næse?"
"Jeg ryger altid selv "Ship's", svarede jeg.
"Det kunne ikke være bedre..."

Her viser oversætterens manglende tobakologiske viden sig igen da han staver ship's med stort. Thi ship's er ikke et mærke med en type tobak. Men da den samme tobak forekommer omtalt i BLAC fra 1904, ved oversætteren godt at der er tale om skibstobak. Med skibstobak forbinder jeg den tobak der er formet som en karotte - tykkest på midten og spids i begge ender, omhyllet af sejldug og ombundet med sejlgarn. Den er meget, meget stærk. Men John Hall har et andet bud på hvad ship's er; se længere fremme. Så når ship's passer Holmes, er det åbenbart fordi han selv ryger stærk tobak. I SILV fra 1892 står der da også:

En hel dag igennem havde min husfælle vandret hvileløs op og ned ad gulvet i vort fælles opholdsværelse, med hagen nede på brystet og med rynkede bryn, tilsyneladende uden anden beskæftigelse end bestandig at holde sin pibe stoppet med den stærkeste sorte tobak...

Nu må jeg igen citere pibe- og Sherlock Holmes-kenderen, for om denne skibstobak siger Robert Storm Petersen i "Samtale ved Kaffen følgende":

Men jeg indrømmer, den (dvs. kridtpiben) er kun for Viderekomne - den skal stoppes med sort Skippertobak som er rullet i Sejldug, dyppet i en gammel Jamaica-Rom - og derefter omvundet med Begtraad og helst have gjort Turen rundt Cap-Horn. Tænder man en saadan Pibe, ja - saa siger man enten Farvel for denne Gang, eller man tager sig en fornøjelig Tur i Tropeskovens Lianer.

Men i følge John Hall er der tale om spunden tobak, dvs. tobak spundet som i et tov; det er den ældste måde at fremstille pibetobak på. En sådan tobak fremstilles stadig i England. Man kan få det i to tykkelser; den tynde kaldes pig tail, så kan man selv forestille sig tykkelsen. Den bruges også som skråtobak. Den fås i en brun og en sort variant. Og i modsætning til hvad de fleste forventer, er det den brune der er den stærkeste. Den er meget, meget stærk. I England bruger man virginiatobak til denne spundne tobak (twist), derfor kan den let ryges. I Danmark derimod er det skråbrugen der har domineret den spundne tobak, og derfor bruger man kentuckytobak der ikke har så god en glødeevne som virginia og er sovset så kraftigt at den ikke kan bruges i piben. Men man skal også huske på at nogle af de fineste tobakker man kan få, netop er spundne tobakker. Navne som Escudo og Three Nuns er navne der får piberygere til at mimre som en fynbo ved en boghvedemark. Den spundne tobak er blot nu om dage skåret i stoppevenlige små skiver, og betegnes så curly cut eller eventuelt navy cut.

Watson kan imidlertid stundom efterlade os i tvivl med hensyn til hvad han og Holmes ryger. I STUD siger Watson at han altid ryger ship's, men i CROO fra 1893 der foregår kort tid efter at dr. Watson er blevet gift og derfor flyttet fra Baker Street, kommer Holmes en sen aften for at få ham med som hjælper på en ny opgave og siger bl.a.:

"...De ryger stadig Arcadia Mixture som i Deres ungkarledage! At jeg ikke tager fejl, kan jeg se af den fnuggede aske på Deres jakke...."

Hvorpå han får sig et stop Arcadia - og altså ikke skibstobak. Med mindre da forklaringen er at Watson skiftede skibstobakken ud med den mildere Arcadia da han forlovede sig med Mary Morstan, og altså røg Arcadia i den sidste del af sin ungkarletid. Den fnuggede aske er jo i følge "140 Varieties" kendemærket på en bird's eye hvilket også er en betegnelse for spunden tobak skåret i skiver (curly cut); så Watson er måske forblevet tro mod den spundne. En rigtig hård nyser får vi i ENGR fra 1892:

Sherlock Holmes sad - som jeg ventede - og slangede sig inde i opholdsværelset, iført slåbrok og fordybet i læsning af "Jammerspalten" i The Times; samtidig røg han sin før-morgenmads-pibe, hvis indhold udgjordes af tobaksresterne fra den foregående dags cigaret- og pibe-rygning - omhyggeligt samlede og lagt til tørring på hjørnet af kaminhylden.

Skråede Holmes?

Vi gemmer den bag Læben
Som en lønlig Amulet...

Og mon ikke det var præcis det Holmes gjorde når han interviewede victorianske ladies, for slet ikke at tale om dengang han modtog en slipsenål af en vis nådig dame.

Hvornår ryger Holmes hvad?

Holmes stod på trappen foran huset, med hænderne i lommen, og røg sin pibe.

Og i TWIS tænder han sin pibe mens han sidder på kuskesædet på vej mod mr. St. Clair's hus. Men nogle gange griber han til piben for at signalere overlegenhed, f.eks. i THOR fra 1922:

Jeg sprang op, for udtrykket i millionærens ansigt var så djævelsk i sin vildskab, og han havde hævet sin store knoglede næve. Holmes smilede blidt og rakte hånden ud efter sin pibe.
...(Og efter at millionæren har givet sit raseri kraftigt verbalt udtryk, står der videre)
Vor gæst tog støjende afsked, men Holmes røg i uforstyrret tavshed videre med de drømmende øjne fæstet mod loftet.

Og i 3GAB fra 1926 hvor han blot med en træt bevægelse løfter sin allerede tændte pibe da et stort muskelbundt af en neger truende spørger efter Holmes. Den victorianske gentleman Holmes røg naturligvis ikke i damers nærvær. Det fremgår klart af de mange gange højadelige ladyer og unge frøkener fra det bedre borgerskab søgte hans bistand. Det var sandsynligvis ved sådanne lejligheder at han diskret skar sig en ende af den spundne skibstobak og brugte den som skrå. Men da han i REDC Fra 1911 opsøgtes af en kvinde som udlejede værelse og hvis mand var arbejder eller underordnet funktionær, hedder det:

"Lad mig så høre, hvad det drejer sig om, Mrs. Warren. De har vel ikke noget imod, at jeg ryger? Vær lige rar at give mig en tændstik, Watson!..."

Og da han i VEIL fra 1927 opsøgtes af en anden pensionatsværtinde, hedder det:

En formiddag - det var sent på året 1896 - modtog jeg en hastig besked fra Holmes, hvori han udbad sig min nærværelse. Da jeg ankom sad han i sin røgfyldte stue med en ældre, moderligt udseende kvinde af den solide værtindetype.
"Det er mrs. Merrilow fra South Brixton," sagde min ven og slog ud med hånden. "Mrs. Merrilow har ikke noget imod tobak, hvis De har lyst til at hengive dem til Deres smudsige vaner..."

Mrs. Merrilow's lave sociale status viser sig også i hendes sprog. Hun siger bl.a. "I says"! Begge historier foregår i slutningen af det 19. århundrede og altså også i slutningen af den victorianske epoke, men de er først skrevet og offentliggjort langt senere.

Snobberi og snus

Hans snobberi og hans hang til at posere viser sig også i IDEN fra 1891 hvor vi for første og eneste gang hører at Sherlock Holmes brugte snus. Snus kan dog ikke have været uvant for ham da alt tyder på at hans bror Mycroft Holmes regelmæssigt brugte snus da han ikke alene har en beskeden hverdagssnustobaksdåse af skildpaddeskjold, men også et stort rødt silkelommetørklæde. Og sådanne store kulørte lommetørklæder hører med til snusritualet.

"...Tag Dem en pris, doktor, og indrøm, at det var mig, der tog stikket hjem i første omgang."
Med disse ord rakte han mig sin snustobaksdåse: den var af antikt guld, og midt på dens låg prangede en stor ametyst. Dette pragtstykke stod i så skærende modsætning til min vens spartanske vaner og jævne levesæt, at jeg ikke kunne dy mig for at gøre en lille bemærkning derom.
"Åh," sagde han, "jeg glemte rent, at vi ikke har set hinanden i flere uger. Dåsen er en lille afskedsgave, som kongen af Bøhmen skænkede mig til gengæld for den hjælp, jeg ydede ham i Irene Adler-affæren."

Den unge Holmes

Cigarer

Jeg skal være tilbage om et øjeblik, når jeg har fået min slåbrok af og fyldt mit cigaretui.

Så heraf kan man trygt slutte at Holmes tager cigarer med sig på rejse. Men CARD slutter med at Holmes og Watson sidder hjemme i Baker Street og snakker over deres cigarer. Og det er bemærkelsesværdigt, for på det tidspunkt af dagen er det som regel aftenpiben Watson omtaler. Heller ikke bør man undlade at omtale Holmes noget excentriske vane med at opbevare sine cigarer i kulkassen. Dette træk omtales første gang i MUSG og gentages i MAZA fra 1921 hvor kulskuffen dog også "fra gammel tid af" bruges til opbevaring af piber. Denne oplysning må man stille sig skeptisk overfor - især da MAZA ikke er berettet af Watson, men af en tredje person, og da historien indeholder oplysninger om lejligheden i Baker Street der ikke kan passes sammen med hvad der ellers er sagt i de af Watson berettede historier.

Ved gensynet med den dødsformodede Holmes i EMPT fra 1903 hvis dramatiske dato er 1894, foreslår Holmes til sidst at Watson skal tage sig en cigar mens han selv beretter en halv times tid. Men det er måske fordi Watson ikke kan klare at holde ild i en pibe efter det chok han fik da Holmes afslørede sig. Den eneste gang hvor man har stærkt på fornemmelsen at Holmes tager sig en cigar hvor han ellers plejede at tage sig en pibe, er i NOBL fra 1892 hvor Holmes siger:

"Nu tror jeg imidlertid, at jeg vil tage mig en whisky og soda og en cigar efter dette lange krydsforhør..."

Som man ser, nyder Sherlock Holmes som en ægte storryger alle former for tobak, men cigaren kan dog ikke slå piben ud. Cigaren ryges fortrinsvis i selskab, eller hvor det er ubekvemt eller stridende mod etiketten at ryge pibe som f.eks. på en restaurant. Det er netop på en restaurant han i BRUC efter måltidet siger til Watson:

"...Prøv en af værtens cigarer. De er ikke så giftige som man skulle tro..."

Og det er som omtalt kun en enkelt gang at han sammen med Watson tager en aftencigar i stedet for en aftenpibe.

Cigaretter

Han indsugede begærligt røgen fra cigaretten, som om dens beroligende virkning var ham særlig kærkommen.

Og at cigaretten også for Holmes er den form for tobak der hurtigst dulmer nikotintrangen, ser vi i DYIN fra 1913 hvor han lige har fået mr. Culverton Smith til at tro at det er lykkedes ham at få inficeret Holmes med en dødelig sygdom:

"Er der ellers noget, jeg kan gøre for Dem, kære ven?" '
"Giv mig en cigaret og en tændstik."
...
..."Jeg giver Dem mit ord på, at jeg hverken har spist eller drukket i tre dage, før De var så venlig at give mig det glas vand. Men savnet af tobakken plager mig mest. Åh, her er der nogle cigaretter."

I FINA får vi yderligere at vide at han havde et sølvcigaretetui. Det var dette etui som efter Holmes' dramatisk brydekamp med professer Moriarty ved Reichenbach vandfaldet sikrede afskedsbrevet til Watson mod at blæse væk, og som Watson naturligvis gemte pietetsfuldt og gav det tilbage til Holmes ved han genopstandelse. Dette fremgår af NORW fra 1903 hvis dramatiske dato klart ligger efter Holmes' genopstandelse, hvor Holmes byder mr. McFarlane en cigaret ved at skubbe sit cigaretetui over bordet til ham. Jeg tror man kan gå ud fra at cigaretetuiet havde han altid på sig, mens cigaretuiet var noget han fyldte for at tage det med sig på sine ekspeditioner.

Hvilke cigaretter Holmes røg, kan vi derimod ikke få at vide. Vi ved fra GOLD fra 1904 at han kunne ryge en overordentlig stor mænge ægyptiske cigaretter meget hurtigt. Men det var jo for at afsløre en hemmelig dør, og det fortæller os dermed ikke nødvendigvis at han nød dem så meget som professor Coram antog. Men vi ved da fra HOUN at Holmes' tobakshandler var Bradley på Oxford Street, og at Watson fik sine cigaretter derfra, så mon dog ikke også Holmes gjorde det. Men om det var orientalske cigaretter eller virginiacigaretter, kan ikke vides med sikkerhed selvom sandsynligheden taler for orientalske da det var langt den almindeligste cigarettype i Europa og England før I Verdenskrig.

Problemløsning

"Hvad agter De så at gøre?" spurgte jeg.
"Ryge," svarede han. "Dette er tydeligt nok et tre-pipers-problem, så jeg må bede Dem om at lade være med at tale til mig de første halvtreds minutter."
Han krøb sammen i stolen, med de magre knæ trukket så højt op, at de næsten berørte hans høgeagtige næse, og dér sad han så med lukkede øjne og den sorte kridtpibe stikkende frem som næbbet af en eller anden mærkelig fugl.

Det lyder unægtelig ikke sandsynligt at man - og heller ikke Sherlock Holmes - kan klare tre piber på 50 minutter - 16 minutter og 40 sekunder til hver pibe, stopning og tænding ikke medregnet. Men det jo den "sorte kridtpibe" han ryger på. Og oprindelig havde kridtpiberne et meget lille hoved. At det skulle være tilfældet, synes at blive bekræftet af Sidney Paget's illustration til SCAN også fra 1891 hvor Sherlock Holmes vises i forklædning med en kridtpibe med et meget lille hoved i munden. I TWIS, ligeledes fra 1891, hedder det:

Af disse puder opførte han en slags østerlandsk divan, på hvilken han tog plads i siddende stilling med korslagte ben og med en dynge på vel nok et lille halvt kilo shagtobak og en æske tændstikker anbragt foran sig. I det dæmpede skær fra lampen så jeg ham sidde der, med en gammel lyngrodspibe mellem læberne, stirrende med et tomt blik op imod et hjørne af loftet, tavs og ubevægelig, mens lyset skinnede ned på hans markerede, ørneagtige ansigtstræk, og den blå røg snoede sig langsomt til vejrs fra hans mund. Således sad han, da jeg sank om i søvnens favntag, og således sad han, da et pludseligt udråb fra ham fik mig til at vågne op, og jeg så sommersolen skinne ind i værelset. Piben sad stadig mellem hans læber. Røgen snoede sig stadig til vejrs, og hele stuen var fuld af en tæt tobaksdis, men der var intet tilbage af den lille dynge shagtobak, som jeg havde lagt mærke til om aftenen.

Oversætteren har virkelig kvajet sig her. "Et lille halvt kilo shagtobak" er oversættelsen af "an ounce of shag tobacco", hvilket som bekendt er ca. 28 g! Og det kan vel lige lade sig gøre at klare det på en nat. I hvert fald er jeg når jeg kun ryger pibe, små to dage om at konsumere 50 g. En gammel lyngrodspibe er naturligvis en gammel bruyerepibe.

I CROO fra 1893 siger Holmes følgende til Watson:

Da jeg havde samlet disse fakta, Watson, røg jeg adskillige piber, mens jeg forsøgte at skille væsentligt fra uvæsentligt.

Også i HOUN fra 1901-02 er det kridtpiben og masser af tobak der sætter Holmes i gang med problemet:

"...Når De går forbi Bradley, vil De så være så venlig at bede ham sende et pund af sin stærkeste shagtobak op til mig? Tak skal De have!..."
Mit første indtryk da jeg åbnede døren, var, at der måtte være ildløs, for værelset var så fuldt af røg, at lyset fra lampen henne på bordet kun virkede som et mat skær. Da jeg var vel inde i stuen, viste det sig imidlertid, at min frygt var ugrundet; den skarpe røg, der stak mig i halsen og fik mig til at hoste, viste sig nemlig at hidrøre fra stærk, grov tobak. Gennem tågesløret kunne jeg lige akkurat skimte Holmes, der iført slåbrok og med benene trukket op under sig krøb sammen i et hjørne af lænestolen med sin sorte kridtpibe mellem læberne. Rundt omkring ham lå en hel del papirruller....
"...Nu må vi vist hellere lukke det vindue igen, hvis De ikke har noget imod det. Det er ganske mærkeligt, men jeg har gjort den opdagelse, at en koncentreret atmosfære i høj grad fremmer koncentrationen af tankerne. Jeg er dog ikke gået til den yderlighed at lukke mig inde i et skab, når jeg skal koncentrere mine tanker; men det ville unægtelig være det logiske resultat af min overbevisning..."

Men i NORW fra 1903 er det en nats cigaretrygning der løser problemet:

Jeg ved ikke, om Sherlock Holmes sov den nat, men da jeg kom ned til morgenbordet, fandt jeg ham siddende dér, bleg og træt; hans klare øjne var endnu klarere end ellers, fordi de var omgivne af mørke ringe. Gulvtæppet rundt om hans stol var overstrøet med cigaretstumper og morgenaviser.

I GOLD fra 1904 afslører Holmes en hemmelig dør ved at ryge ganske uhæmmet af nogle ægyptiske cigaretter og drysse asken på gulvet. Og i SECO også fra 1904 hedder det:

Da vore berømte gæster var gået, tændte Holmes i tavshed sin pibe og sad derefter i nogen tid i dybe tanker...min ven sprang op med et højt udråb og lagde piben fra sig på kaminhylden.

Og endelig hedder det i DEVI fra 1910:

"Jeg tror, Watson, at jeg igen må tage fat på den systematiske nikotinforgiftning, som De så ofte og med så megen ret har advaret mig imod"...
...Han sad dybt nedsunket i armstolen, og man kunne knapt se hans magre, skarptskårne ansigt gennem de blå tobaksskyer... Endelig lagde han piben fra sig og sprang op.

Også når han ikke sidder i ensom meditation, men lytter til en beretning, er piben hans trofaste hjælper: Således i RESI fra 1893:

Sherlock Holmes havde lyttet til den lange beretning med en spændt opmærksomhed, der viste mig, at hans interesse i allerhøjeste grad var vakt. Hans ansigt var lige så ubevægeligt som altid, men hans øjenlåg hang tungt ned over øjnene, og røgen steg tykkere op fra hans pibe som for at understrege hver eneste besynderlige episode i doktorens fortælling.

Og i ABBE fra 1904 tænder Holmes sin pibe umiddelbart før kaptajn Croker kommer ind, påhører hans forklaring rygende og sidder en stund rygende i tavshed inden han og Watson i fællig kender Croker og Mary Brackenstall, født Fraser, fri for straf at være for det mord de har begået. Derudover er der en række tilfælde hvor vi blot får at vide at Holmes røg kraftigt. Det er overvejende sandsynligt at det var pibe han røg, men bevises kan det naturligvis ikke

Konklusion