Tilfældet Sherlock Hohnes

En af de flittigst biograferede personer gennem de sidste 50 aar er en herre, der formodentlig aldrig har eksisteret - Sherlock Holmes, Esq., 221 B Baker Street, London W. I. (Som den ærede leser vil bemærke, skriver jeg, at han "formodentlig" aldrig har levet. Det gælder om ikke at udsætte sig for et masseangreb fra de trofaste, om hvem der kommer mere senere.)

Det seneste bidrag er et omfangsrigt værk af en amerikaner, William S. Baring-Gould: "Sherlock Holmes of Baker Street". Forfatterens ambition er, at værket skal udgøre "en biografi af verdens første konsulterende detektiv", og man gaar derfor igang med bogen med en vis forventning. Desværre bliver denne gjort til skamme allerede paa et meget tidligt stadium. Mr. Baring-Goulds værk er nemlig slet ikke nogen biografi, men en romantisering af Holmes' liv, en roman, der paa mange væsentlige punkter har meget ringe berøring med fakta, som man kender dem.

Forestil Dem en biografi af Shakespeare, hvor han oplever en tidlig kærlighedshistorie med Elizabeth I eller én af Oehlenschlaeger, hvor vi faar at vide, at han var illegitim søn af Carl Mikael Bellman. For at tro paa noget saadant maa vi have beviser. Og beviser er, hvad man savner i dette amerikanske forsøg.

Mr. Baring-Gould giver en fyldig og fuldkommen frit opdigtet skildring af Holmes' opvækst paa landet, fortæller om dennes møde med Lewis Carroll, forfatteren til "Alice i Eventyrland", og om den betydning, mødet havde for ham. Endvidere - og værst af alt - antyder han, at Holmes' frygtelige modstander, professor Moriarty, tidligere skulle have optraadt som angiver over for den vordende detektiv, hvilket grundlagde fjendskabet mellem dem.

Det Baring-Gould'ske aktstykke er et rystende eksempel paa manglende kildekritik, ja, man tager ikke i betænkning at sige paa romantiserende forfalskning. Den eneste redegørelse, der er bevaret for Holmes' liv og virksomhed, er som bekendt dr. John Watsons optegnelser, der blev bragt i trykken af en anden læge, A. Conan Doyle, som de trofaste nærmest betragter som en slags litterær agent. Indtil man opdager nye dokumenter, der kan meddele noget om Holmes' levned og bedrifter, maa. altsaa al forskning paa dette omraade udgaa fra Watsons fortællinger, de conaniske skrifter, som man plejer at kalde dem.

Der eksisterer ogsaa, som antydet~ en rig og meget underholdende litteratur, der inden for disse grænseomraader har opnaaet de utroligste resultater, naar det drejer sig om at finde frem til overraskende oplysninger om Holmes' virksomhed. Kunsten er at overholde reglerne og forsøge paa, gennem dr. Watsons desværre ofte meget sjusket nedskrevne erindringer, at faa de fakta frem, der kan kaste nyt lys over den uforlignelige Holmes.

Paa dette omraade er der ogsaa opstaaet en forskning, der, i al beskedenhed og med en tiltrækkende parodisk bitone, udmærket kan tage konkurrencen op med de mere aparte sider af Shakespeare-studiet hvad angaar dristige hypoteser, eller for at tage et nordisk eksempel, med den biografisk indstillede svenske forsknings rekord, naar det gælder topografiske trivialiteter i studiet af Bellmans liv.

Den væsentlige pointe i disse studier over Holmes og hans kreds ligger altsaa i, at det parodiske element hele tiden er fuldt synligt samtidig med, at man hele tiden opretholder kravet om rimelighed. Der findes forsøg i genren, hvor Holmes dyrkes ganske humorforladt, og de er lige saa meningsløse og svært læselige som de frit fabulerende forsøg i Mr. Baring-Goulds stil.

Kommentarer til Sherlock Holmes begyndte at dukke op allerede i begyndelsen af 1900-tallet. (Selv fremtraadte han, som ethvert kultiveret menneske ved, for første gang paa tryk i 1887 med "En studie i rødt"). I begyndelsen af 30'erne blev der dannet to foreninger, der havde til formaal at videreudvikle studiet af Holmes' liv og virke, dels "The Sherlock Holmes Society" i London og dels "The Baker Street Irregulars" (BSI) i New York." (note 1) Den sidstnævnte sammenslutning, der har sit navn efter den gruppe gadedrenge, Holmes fra tid til anden udnyttede, har udformet en meget pittoresk samling vedtægter.

BSI har forgrenet sig i en række datterforeninger ud over USA og har ligeledes vundet fodfæste i andre lande, hvor man ofte vælger fyndige navne, taget fra fortællingerne om Holmes. I Boston møder man saaledes "Det plettede baand", i Philadelphia "Blodbøgene", i Baltimore "De seks Napoleoner" og i Minneapolis "De norske opdagelsesrejsende" (som bekendt optraadte Holmes som norsk opdagelsesrejsende efter tvekampen med professor Moriarty ved Reichenbach, efter hvilken han formodedes at være omkommet). I Holland finder man "Besætningen paa S/S Friesland", i Paris "Boulevardmorderne", i København er der hele tre Sherlock Holmes-sammenslutninger" (note 2) og i Aalborg "The Cimbrian Friends of Baker Street"; i Sverige, saa vidt jeg ved, kun "De krybende mænd" i Boraas. Endelig er der i Washington D. C. en dame ved navn Helene Yuhasova, der helt alene udgør en forening, der gaar under det velvalgte navn "Den ensomme cyklist" (note 3).

Disse medlemmer gaar at dømme efter deres rapporter og forhandlinger livligt op i deres virksomhed. En af Holmes-forskningens fædre, Vincent Starrett, fortæller saaedes om et møde med Alexander Woolcott i dennes lejlighed forud for et møde med "Baker Street Irregulars". Starrett blev udrustet med en hue med øreklapper samt forstørrelsesglas og blev ført ned paa gaden, hvor to Hansom Cabs ventede. Den ene kørte straks bort, tom.

- Tag aldrig den første cab, den kan være farlig, sagde Woolcott og steg ind i den anden med disse ord: "Follow that cab!" Saa ankom man til mødet, hvor Starrett straks dementerede kraftigt, at han skulle have gjort sin entré paa alle fire, forestillende Baskervilles hund.

Men de personlige kuriositeter er nu en sag for sig. For medlemmer paa den anden side af oceanet er forfatterskabet det væsentlige i denne bevægelse, og den bereder en ikke ringe glæde selv for en svensker, der er opdraget i den biografiske litteraturforsknings traditioner.

Adskillige kvalificerede mennesker har helliget sig Holmes-forskningen. Man har gjort optegnelser over de giftstoffer, der bliver brugt i dr. Watsons historier, og der er foretaget undersøgelser af London og det victorianske liv, der skildres i fortællingerne. Nogle bidragydere til forskningen er imidlertid gaaet endnu videre.

En særlig livlig interesse har Holmes-forskerne - i overensstemmelse med mangen en videnskabsmands dragning mod de mindre problemer - viet dr. Watson selv. Denne hjertensgode kronikør sjusker en smule med sine oplysninger. Som alle ved, sidder hans saar fra Afghanistan-krigen i skulderen i "En studie i rødt", men i benet i " "De fires tegn". Dette kan give anledning til spekulationer, der dog i høj grad overgaas af de teorier, der verserer i forbindelse med hans ægteskab. Efter alt at dømme maa han have været gift to gange. Der er foretaget mange studier vedrørende dette problem - Mr. Baring-Could har bidraget med en daarligt underbygget teori om, at dr. Watson skulle have været gift tre gange, hvoraf den ene kone skulle have været amerikaner, hvilket saaledes skulle forklare det faktum, at Watson havde en praksis i San Francisco. Denne paastand kan i frækhed nærmest sammenlignes med det af Mussolini opmuntrede forsøg paa at gøre Shakespeare til italiener.

Det mest bemærkelsesværdige forsøg paa at tolke gaaden Watson er blevet leveret af den kendte kriminalforfatter Rex Stout, der lancerede den teori, at dr. Watson i virkeligheden var en kvinde, et synspunkt, der jo kaster et helt nyt lys over Holmes og over det fredelige hjemmeliv i Baker Street. Denne tesis bør dog inden for den ortodokse Holmes-forskning henregnes som hørende til blandt kuriositeterne, omtrent som teorien om, at Francis Bacon skulle have skrevet Shakespeares skuespil, gør det blandt de ægte stratfordianere.

Den fredelige Watson viser sig under erfarne analytikeres hænder ikke uventet at være en kompliceret og eventyrlig natur. Meget kan endnu uden tvivl udvindes i forbindelse med den værste af de kvalificerede skurke, som Holmes besejrede, prof. James Moriarty. Edgar W. Smith har gjort ham til genstand for et indsigtsrigt og med korrekte midler opbygget studium og har faaet en særlig fin pointe frem i forbindelse med den oplysning, at ogsaa Moriartys broder synes at have heddet James - en ejendommelig skik i en ejendommelig familie. Beundringsværdig dristighed inden for det rimeliges rammer udmærker ogsaa H. W. Starrs tesis, der gaar ud paa, at professoren skulle være identisk med kaptajn Nemo i "En verdensomsejling under havet". I modsætning til vor stakkels ven Baring-Gould undlader han at overskride grænsen for de oplysninger, der findes i skrifterne, og ved hjælp af biografiske og psykologiske sammenligninger lykkes det ham at gøre sin teori sandsynlig - et korthus, der i elegance overgaar mange med rette berømte afhandlinger paa. andre omraader.

Ogsaa Norden har indlagt sig ære paa dette omraade. Ganske vist har Sverige foretaget nogle forsøg paa det noget farlige gebet, der hedder Sherlock Holmes-parodier, men pastor Oscar Waagmans bidrag, der er offentliggjort under pseudonymet Sture Stig, er dog saa kvikke, at man lader dem passere. Forfatteren og musikkritikeren Curt Berg har imidlertid i en lille privatudgave "Tilfældet Baker Street 111", givet en baade skarpsindig og - i betragtning af det stadium, forskningen paa daværende tidspunkt befandt sig paa - overbevisende løsning paa spørgsmaalet om, hvor nr. 221 B egentlig laa - som bekendt eksisterer denne adresse ikke. Det af Berg udpegede hus ødelagdes i blitzkrigen, og han lancerer i forbindelse hermed den tiltalende teori, at den tyske officer von Bork, der er velkendt fra "His Last Bow", skulle have været personlig ansvarlig for ødelæggelsen. Desværre har senere forskning imidlertid tilintetgjort Bergs teori ved hjælp af udtalelser fra den litterære agent Doyle. I Danmark har Tage la Cour i Svendborg udgivet en standardbibliografi, over alle hos Watson nævnte skrivelser af Holmes - et pionerarbejde, der har vundet international anerkendelse. Nævnes kan ogsaa Henry Lauritzens morsomme studie "Holmes og heste". At Baring-Goulds tvivlsomme vaerk fra mange sider er blevet accepteret uden mistanke, viser imidlertid, at vi her i Norden inden for denne disciplin endnu ikke har udviklet den modenhed og erfaring, man kunne ønske.

Men lad os forlade denne forfatter. Han har ifølge oplysningerne paa bogens bagside tidligere været "gagman", har hittet paa løjer til sketcher og film samt været udraaber ved et forlystelsesetablissement. Lad os ønske ham succes i disse stillinger og i øvrigt lade ham forsvinde fra vor bevidsthed.

Lad os i stedet begive os til London, der er særlig tiltalende paa denne taagernes aarstid. Fra Trafalgar Square gaar vi et par husblokke ned i retning af Themsen langs Northurnberland Avenue. Et stykke længere fremme paa venstre haand laa engang The Nordiumberland Arms, hvor Henry Baskerville boede, da han tog til hovedstaden for at konsultere Holmes om den hund, der symboliserede slægteris forbandelse. Paa dette sted ligger der nu en stille pub, "The Sherlock Holmes". Vi faar en bitter i baren, der er prydet med minder om mesteren. Her sidder hunden selv i udstoppet tilstand med glødende øjne. Her ser man cobraen fra "Det plettede baand" i en glaskrukke og ogsaa de fem appelsinkerner fra historien af samme navn.

Vi ser andagtsfuldt relikvierne. Saa gaar vi op ad trappen til den lille restaurant ovenpaa, hvor vi bestiller en kotelet eller en eller anden passende repræsentant for det groft miskendte engelske køkken. Vi er nu kommet saa nær ind paa Holmes, som det er muligt. Den ene halvdel af rummet, der er afgrænset ved en glasvæg, er nemlig en tro kopi af dagligstuen i Baker Street. Alt staar paa sin plads - cigarerne i kulkassen og tobakken i den persiske tøffel, breve fra folk, der søger hjælp, paa bordet, og den gennemskudte buste fra "Det tomme hus" er her ogsaa.

Senere faar vi et glas portvin til buddingen og aabner en bog, efter sigende den eneste rigtige biografi der eksisterer af Holmes, nemlig Vincent Starretts "The Private Life of Sherlock Holmes", udgivet i 1933 og genoptrykt for nylig. Eller hvorfor ikke et af aktstykkerne:

Kære ven, sagde Sherlock Holmes, da vi sad paa hver sin side af den aabne kamin i hans hjem i Baker Street, livet er uendelig mere mærkeligt end noget, en menneskehjerne kunne finde paa.

En baad tuder ude paa floden, en taxi suser forbi paa den vaade gade under vinduet, og for en gangs skyld er man af en anden mening end Holmes.

- - -

Note 1 BSI opstod omkring januar 1934, og det engelske selskab kom til et par maaneder senere. The Sherlock Holmes Society sygnede imidlertid ret hurtigt hen uden at have sat særlige spor i historien. Selskabet blev først genoplivet i februar 1951. (Red.)

Note 2 Sherlock Holmes Klubben, Sherlock Holmes Selskabet og The King of Scandinavia's Own Sherlockians - en tre-enighed? (Red.)

Note 3 Det er idag velkendt, at Helene Yuhasova i virkeligheden var et pseudonym, som Edgar Smith brugte, naar han var i det poetiske hjørne. (Red.)