Den Musikalske Sherlock Holmes

For så vidt alting i vor tilværelse på en vis - og måske viis - måde beror på påståede kendsgerninger med deraf følgende fiktioner, er det vel ikke så mærkeligt, at der omkring hin berømmelige detektivernes stamfader Sherlock Holmes er opstået en fyldig litteratur, og at der også eksisterer en særlig bog om hans forhold til musiken. En bog, der udkom i England for en halv snes år siden, formet som en videnskabelig afhandling, med behørigt notestof og kildehenvisninger, udgivet efter de smukkeste forbilleder indenfor engelsk bogskik, på svært utilskåret skrivepapir, hos Faber & Faber.

Det kan nok lønne sig at pille sådan et skrift ud af reolen og kigge det igennem for at se, hvad der kan bygges op på en indbildning om en opdigtet persons påståede forhold til musiken, især når det er gjort så stringent og med så fin ironi som den, der strømmer os i møde fra bogens blade. Forfatteren - en naturligvis højt kvalificeret fagmand, helbefaren musiker, præsident for den nyligt stiftede internationale komponistsammenslutning C.I.C., i sin tid dirigent ved "Händel-Society" og så altså Holmes-forsker: Guy Warrack!

En forfatter, der vover at slutte op omkring de fremragende navne, som allerede har beskæftiget sig med Holmes-undersøgelserne, har det på samme måde som en ny skoledreng den første dag på legepladsen eller som en mand i hvilken som helst alder, der står for at skulle have sit første tyrkiske bad, siger bogens forfatter indledningsvis. Det kan nok tage pippet fra selv den dristigste, der er opfyldt af tanken om at fylde en lakune i litteraturen omkring Baker Street 221B. Musiken spillede en betydelig rolle i Holmes' liv, og hans forhold til denne kunstart kaster et vist lys over hans karakteregenskaber. Det er derfor ingen spøg at give sig i lag med en systematisk undersøgelse af dette forhold, så meget mindre som det meget hurtigt viser sig, at der derved opstår adskillige meget vanskelige, til tider helt uforklarlige, problemer, navnlig om samtidige forhold inden for engelsk musikliv.

Det vil erindres, at Holmes, når han ind imellem sine anstrengende spekulationer over kriminalgåder og andre tilsyneladende uløselige problemer gav sig stunder til at slappe en smule af, altid tyede til musikken. Selv har han desværre ikke talt om sit forhold til musikken som sådan - men der foreligger jo også kun to beretninger fra hans egen hånd - alt det øvrige, på nær to andre undtagelser, hvor Mrs. Watson synes at have grebet pennen for at fastholde mesteren meriter, skyldes den tro følgesvend, Dr. Watsons optegnelser.

Vi erindrer imidlertid alle dette billede af Holmes, hvor han, træt af sine spekulationer, går til sit soveværelse for i nogle få minutter at hvile ud i "nogle strofer af Hoffmanns Barcarole", som han stryger på sin violin. Nu står det enhver ganske klart, at der med disse strofer tænkes på Offenbachs barcarole fra operaen "Hoffmanns Eventyr", et stykke musik, som nok kan spilles på en violin alene, men næppe med videre udbytte, en erkendelse som for resten grev Negretto Sylvius synes at være kommet til, når han (i "The Mazarine Stone") kalder dette stykke for "denne pibende lyd, som går mig på nerverne". Ganske vist er der på dette sted tale om en grammofonplade og ikke om en virkelig soloviolin, men vanskeligheden består deri, at der næppe nogen sinde er optaget en grammofonplade med Barcarolen spillet for soloviolin - og selv om forklaringen skulle være den, at accompagnementet på den tids grammofonplader var yderst spagt, til tider næppe hørligt, møder vi igen en anden vanskelighed, nemlig den, at "Hoffmanns Eventyr" ikke nåede til opførelse i England før den 17. april 1907 eller fire år efter Mazarine Stone-tilfældet og først blev rigtig populær så sent som omkring 1910, da Sir Thomas Beecham fremførte denne, senere såre yndede, opera-comique. I Frankrig havde operaen premiere 1881, og det er da tænkeligt, at Holmes har hørt den i Paris, men herom foreligger der ingen nøjere oplysninger.

Det var ikke noget ordinært instrument, Holmes betjente sig af. Han havde, som han fortæller Watson i 1885, købt den hos en jødisk marskandiser i Tottenham Court Road for 55 shillings og havde straks været klar over, at det var en ægte Stradivarius, og det må formodes, at han omgående har styret sine skridt til det berømte violinfirma i Bond Street, Messrs. Hill's, hvor man hurtigt har kunnet fortælle ham, at dette instrument var meget nær ved to hundrede gange så meget værd som den latterlige sum, han havde givet for det.

Det er, når man tager hans uomtvistelige kend­skab til gamle violiner og deres bygmestre, for ikke at tale om hele lakeringsspørgsmålets uhyre fængslende hemmeligheder i betragtning, ganske ejendommeligt at tænke på, hvordan han behand­lede instrumentet, når han spillede på det. Watson giver en nøjagtig beskrivelse af, hvordan Holmes "lænede sig tilbage i sin armstol, lukkede øjnene og gned skødesløst på fiolen, som han havde kastet hen over sine knæ. Somme tider var accorderne klangfulde og melankolske, men til andre tider var de fantastiske og lystige. De gengav tydeligvis de tanker, der fyldte ham". Det kan af denne beskrivelse udledes, at det må have været Bachs "Chaconne" for soloviolin, Holmes helst sad og spillede på denne måde, omend dette stykke musik af de fleste professionelle musikere findes så vanskeligt, at de kun med møje er i stand til at spille det på den almindelige måde, med violinen under hagen, mens Holmes her ikke synes at være besværet af at udføre stykket med en mindre ortodoks teknik, idet han, som der står, "har kastet violinen på tværs over knæene". Dette er et meget interessant punkt, fordi det viser, med hvilken virtuos færdighed Holmes beherskede endog den vanskeligste teknik.

Det er ikke udelukket, at Holmes' interesse for den dæmoniske violinvirtuos Nicolo Paganini har drevet ham til at gøre forsøg på at trænge ind på hemmeligheden ved dennes spil. Holmes har kendt Paganinis eventyrlige og mystiske liv ud og ind, for han er, som vi husker det fra "The Cardboard Box" i stand til at ryste af sig historie efter historie om denne mærkelige mand. En af disse besynderli­ge historier er den, at han under en koncert havde det uheld, at en streng sprang, midt under udførel­sen af et yderst vanskeligt musikstykke. Paganini fuldførte dog sit spil, idet han gik videre på de tre tiloversblevne strenge og opnåede den vildeste applaus fra det måbende auditorium. Det siges, at han efter den tid altid brugte slidte strenge i håb om, at denne særlige, imponerende effekt skulle gentage sig. I 1881 fortæller Watson, at Holmes' violin træn­ger til nye strenge, men vi hører ikke mere derom. Håbede Holmes på, ligesom violininesteren (men for sit eenmandspublikum) at kunne brillere med en lignende triumf?

Det stemmer da også godt med den respekt, som en ægte kender altid vil have for sit kære instru­ment, at Holmes opbevarer violinen med den største omhu og har den liggende i sit hylster i et hjørne af stuen. Det eneste vidnesbyrd om en ubetænksom afvigelse fra denne gyldne regel er et sted, hvor Watson taler om, at Holmes "smed instrumentet fra sig", efter at han længe havde siddet fordybet i meditationer over violinen, idet han på denne made ligesom ville berolige sit oprørte sind. En sådan impulsiv behandling af det kostbare instrument kunne kun ske i tankelØshed - eller rettere under påvirkning af ukontrollable og oprivende sindsbevægelser.

Også som skabende musiker synes Holmes at have været i besiddelse af helt usædvanlige evner. Om­kring året 1890 fortæller Watson, at hans ven ikke alene var en enthusiastisk og fortræffelig violin­spiller og musiker, men at han var en komponist af ikke almindeligt format. Der findes dog ikke noget vidnesbyrd om, at han nogen sinde har nedfældet sine kompositioner på papiret, og det er virkelig skade! Ser man samtlige kataloger efter fra dati­dens musikforlag, forekommer der ingen værker af "Sherlock Holmes", ikke engang for soloviolin, som dog måtte formodes at være hans yndlingsområde. Det er derfor muligt, at Watson i sin vankundighed på det musikalske område har forvekslet den omstændighed, at Holmes altid spillede uden noder, som ensbetydende med, at han selv komponerede en hel del af de ting, han således fantaserede over. Man har et udmærket udtryk for Watsons beundrende, men lidt amatørmæssige opfattelse af Holmes' musikalitet deri, at han bestandig taler om vennens "gniden på fiolen" i tide og utide. Det er til violinen, at Holmes altid vender sig, når løsningen af et af hans professionelle problemer er gået i knude eller direkte mislykkedes.

Som musikhistoriker har Holmes uden tvivl ydet noget ganske overordentligt. Det oplyses i "The Bruce-Partington Plans", at han i november 1890 netop havde fuldendt en monografi om "Lassus' polyfone motetter". Denne afhandling er af experter betegnet som "det sidste (afgørende) ord om dette emne"! Det er meget tvivlsomt, om Holmes nogen sinde har haft lejlighed til at høre blot en eneste af Lassus' motetter, for på den tid var opførelsen af renaissansens monumentalværker ikke trængt igennem i engelsk koncertliv. Udgivelsen af Orlando di Lassos samtlige værker blev netop påbegyndt året før Holmes' afhandling - eller videnskabelige udredning, skulle man retfærdigvis sige - blev til, og denne den første kritiske udgave af en af det 16. århundredes betydeligste kirkekomponisters store livsværk strakte sig over en meget lang årrække, idet den først afsluttedes så sent som i 1928 eller senere. Udgivelsen af en monografi om Lassus forudsætter, at Holmes har haft adgang til selve manuskripterne og tillige været i stand til at tyde datidens nodeskrift, der er vidt forskellig fra vor egen, hvilket yderligere viser omfanget af hans geni. Når dette skrift af Watson betegnes som omhandlende Lassus' "polyfone motetter", er det en tautologi, som den gode doktor alene må bære ansvaret for. En sådan titel ville aldrig være faldet Holmes himself ind, for en motet er et polyfont musikstykke, og man kunne lige så godt have talt om Shakespeares "digtformede sonetter". Den kejtede udtryksmåde må altså alene tilskrives dr. Watsons velmenende men åbenbare ukyndighed og viser, at han ikke selv har set manuskriptet, endikke titlen, til det omtalte værk, men med hensyn til dets eksistens alene må have støttet sig på disse kendere, der havde betegnet det som "det sidste ord i denne sag".

Om Holmes' musikalske smag endnu et par ord. Den er højst skiftende og dækker muligvis over hans til tider hæftigt bevægede sind. Han gik meget gerne - hvilket ikke kan synes mærkeligt, når hensyn tages til hans hang til violinspillet og dets mystik - til Sarasates koncerter. Sarasate, den berømte virtuos, optrådte i disse år ofte i London, i St. James Hall, og det er kun naturligt, at det måtte fængsle en sådan kender som Holmes at overvære disse koncerter. Derimod synes det noget hastigt sluttet af Watson, at Holmes ud fra den iagttagelse, at han under en sådan koncert ganske forandrede karakter fra at være den hårde, skarpsindige, altid årvågne kriminalekspert til at sidde hensunket i en drømmende og smilende tilstand, i virkeligheden havde en skizofren natur, og at hans daglige virke lægeligt skulle forstås som en reaktion mod hans inderst inde bløde og poetiske sind. Det bør dog herved holdes Dr. Watson tilgode, at han som tidligere militærlæge kun var vant til de grovere sygdomme, og endvidere, at han af gode grunde ikke kendte den nyere psykiatris mere differentierede sjæleanalytiske metoder.

På samme måde som han søgte Sarasates koncerter, gik Holmes naturligvis særlig gærne hen for at høre Norman-Neruda (Lady Hallé), som netop havde sine store succeser i disse år. Han taler et sted om hendes "tone" og hendes "buestrøg" som særligt beundringsværdigt og om "denne lille ting af Chopin, som hun spiller så magnifikt: Tra-lala-lira-lay!" Enhver musiker vil hurtigt finde ud af, at det drejer sig om Nocturnen nr. 15 i f-mol, skønt Holmes her, trods alt, gør sig skyldig i en ganske lille rytmisk erindringsforskydning, idet han faktisk har fået anbragt et "la" for meget.

Endnu kunne der være grund til at mindes hans omfattende kendskab til musiklitteraturen, fra Mendelssohn til Wagner, for slet ikke at tale om Bach, hvilket viser den uhyre spændvidde af hans musikalske viden og hans ånds elasticitet. Det må jo erindres, at Wagner var ny og revolutionerende på denne tid, i århundredets to sidste tiår. Men vi må holde op og nøjes med at foreslå yderligt interesserede at stoppe sig en pibe med den gode Presbyterian Mixture og selv dykke ned i Guy Warracks omhyggelige, instruktive og meget lærde afhandling til videregående studium af dette betydningsfulde emne.