Mit første møde med New York

Klip af samtale mellem May Christiansen og Mia Stampe ved Aarsmødet 2002:

Mia:	Jeg har jo fået denne her invitation til Sherlock Holmes festlighederne i New York. Og jeg er altså sprunget ud i det. Nu eller aldrig - så jeg rejser om 4 dage. Jeg ville bare ønske, du kunne være taget med.
May:	Det lyder så spændende. Godt gået. Du ved, jeg kan ikke i år. Men næste år - så tager Bjarne, Anders og Nils måske også afsted igen.
Mia:	Det er en aftale. Så må jeg starte med at spare op allerede nu.
May:	Og en rapport fra New York kræves!!! Bjarne og de andre har altid væres mistænkeligt tavse om disse amerikanske årsmøder. Ellers bliver der hældt et par flasker rødvin på dig. Vi VIL vide, hvad I laver derovre!

14 dage senere

May:	Rapporten !!!
Mia:	En rapport? En rapport! Hjælp, jeg har været 5 dage i New York, og hvad har jeg oplevet? Jeg har ikke besøgt et eneste museum. Jeg har ikke set Frihedsgudinden. Jeg har ikke været i teateret på Broadway.
May:	Fortæl i stedet hvad du har lavet.
Mia:	Jeg har været til en række morgenmads -, frokost- og middagsarrangementer og cocktail parties og værtshusbesøg sammen med andre sherlockianere. Okay!
May:	Nå, men så har du vel fået en masse god mad og vin?
Mia:	Øh, æh, næh, jeg glemte for det meste at spise - og amerikanere drikker vist ikke så meget vin ...
May:	For himlens skyld, da, HVAD HAR DU SÅ LAVET!

Det er ikke så nemt at forklare en stemning. Men her er mit ydmyge forsøg. Efter bedste journalistiske princip vil jeg starte med det vigtigste budskab, ifald de ærede medlemmer ikke gider læse helt til sidst punktum:
Det bedste ved denne tur har ikke været de fine middage, de sjove barer eller selve den pulserende metropol. Det fantastiske, og der skal ikke herske tvivl om, at det var en overvældende oplevelse, var de mange mennesker, der smilende lukkede en åndsfrænde ind i deres midte. Jeg ved ikke, om måske vores egen ærede Præsident havde bedt et par venner om at tage den formodede "skandinaviske ingénue" ved hånden, så hun ikke skulle føle sig helt fortabt i det store ukendte, men jeg har en mistanke. Hvorom alting er, så gjorde atmosfæren, samtalerne og den nysgerrige interesse at man følte sig velkommen fra første sekund. Selv når man tager de amerikanske udbredte arme med et gran salt, var der megen glæde, varme og begejstring og indforstået humor tilbage. At være i New York til Sherlock Holmes festlighederne i januar er ganske enkelt enestående.

Rejseråd: man bør kun indlogere sig på Hotel Aladdin, hvis man kan klare en standard der svarer til laveste østeuropæiske fællesnævner for vandrerhjem. Det er en historie for sig, der ikke skal uddybes her. Jeg tilbringer et minimum af timer på værelset.

Manhatten ligger for mine fødder. The Big Apple skal udforskes. Og der blever travet! Nedslidende, lange afstande, men der er jo hele tiden noget nyt at kigge på. Kun i begyndelsen er byen grim. For indbyggerne sætter tilsyneladende en ære i kaos - og det er faktisk ret charmerende. Man får det indtryk, at enhver har kunnet købe en stump jord og, alt efter pengepung, banke en bygning op - fuldstændig uden hensynstagen til æstetik eller stil. Himmelstræbende betonklodser skuer over "gamle" klassisk udsmykkede by-villaer, der smyger sig om uskønne ruiner. New York er kontrasternes by, og New York sover aldrig.

The Adventuresses of Sherlock Holmes (ASH) indleder de festlige dage med en uformel spisning onsdag aften på et lille hyggeligt sted ved navn O'Casey's. Torsdag mødes de morgenfriske på Hotel Algonquin for at deltage i The Christopher Morley Walk, ledet af en kyndig Jim Cox. Morley var som bekendt ham, som stiftede BSI. Det er næsten forårsvejr, sol og let brise. Hvilken herlig tur i Morleys fodspor. Vi slutter på værtshuset McSorley's, sulten og ikke mindst tørsten melder sig. Deres hjemmebryg er ikke værst, og den serveres kun i 2 krus ad gangen! McSorley's har ikke ændret sig i 100 år. Der er stadig kakkelovn, spytbakker og savsmuld på gulvet.

Aftenens store begivenhed er et foredrag med Bert Coules i The Williams Club. Coules var hoveddramatisør på BBC's komplette udgave af Conanen. Da jeg har korresponderet lidt med ham tidligere, er det meget spændende at snakke med ham i virkeligheden. Og jeg fryder mig usigeligt over at høre, at de klip fra hørespillene, som han krydrer sit foredrag med, netop er nogle af mine ynglingspassager. Bagefter tager nogle af os ud og spise. Faktisk fejrer vi Marina Stajics fødselsdag, og vi ender da også i hendes lejlighed til en lille whisky. Jeg finder bagefter hjem til mit hotel, men hvordan husker jeg ikke.

Hotel Algonquin kræver et par ord. Det er meget dyrt, men hovedparten af de Sherlockianske gæster bor der. En stor lobby med afskærmede sofagrupper er Sherlockianernes faste mødested, hvad enten man bor på hotellet eller ej. En rar ting for alle os, som kommer udefra og alligevel kan nyde godt af de dybe læderlænestole. Rummet er præget af lyse vægge og mørkt træ, høje, udskårne paneler, korinthiske søjler og store, grønne planter. Algonquin er betagende og med den helt rette turn-of-the-century atmosfære. Hotellet er også ramme om en uformel Mrs. Hudson Breakfast fredag morgen. Denne er dog lidt en skuffelse. Især da jeg har valgt morgenmaden til fordel for The Gillette Luncheon på Morans Chelsea Seafood Restaurant. Man kan jo ikke spise hele dagen, vel? Men The Luncheon, får jeg bagefter at vide, er et "must", for der er oplæsning og optræden og masser af ballade.

Om aftenen finder så The Dinners sted. The BASH dinner (ca. 90 deltagere), som holdes på Manhatten Club, og BSI dinner (ca 170 deltagere), der huses i The Union League Club. Jeg er med som gæst til the BSI dinner, helt anonym - tror jeg. Men straks efter at præsidenten Mike Whelan (som også var med til vores jubilæum for 2 år siden) har budt velkommen, bliver jeg kaldt til mikrofonen og bedt om at oplæse deres besynderlige vedtægter, de såkaldte Buy-Laws. Efter overvundet chok, går det meget godt, bortset fra at tilhørerne indimellem stemmer i som backing group. Ak, der er mange overraskelser for en novise i det fine selskab. Herefter kender alle mit navn, mens jeg til gengæld aldrig straks kan se folk i øjnene, fordi jeg først ubehjælpsomt må stirre på deres navneskilte, når de henvender sig til mig.

Marina Stajic og yours truly

Taler holdes af en række udenlandske medlemmer. Disse internationale bidrag opvejer det musikalske nationale indslag, der nok er uundgåeligt som følge af begivenhederne 11. september. Der er vel heller ikke noget at sige til, at mange af deltagerne, især dem fra NYC, er meget berørte. Men det, som alle venter på, er uddelingen af priser og Investistures. De fleste af modtagerne er ukendte for os her i Danmark, men for fuldstændighedens skyld, nævner jeg dem her. Mike Whelan overrækker: The Two- Shilling Award ("for extraordinary devotion to the cause beyond the call of duty") til Susan Rice, og Irregular Shillings og Investitures til Henry W. Boote ("Meyers, Toronto"), Marilynne McKay ("Violet de Merville"), Enrico Solito ("Gennaro Lucca"), Christopher Roden ("Sir Henry Baskerville"), Michael Dirda ("Langdale Pike"), Mark Gagen ("Sir James Damery"), Bob Schultz ("The Gloria Scott"), Mary Campbell ("Brenda Tregennis"), Pasquale Accardo ("Gorgiano of the Red Circle"), og Richard J. Sveum ("Dr. Hill Barton"). Jon L. Lellenberg modtager The Silver Penguin Award (en cocktail mixer fra 30'erne) for sit arbejde med BSI's historie.

Den begivenhed, som tiltrækker flest (godt 230 deltagere), er imidlertid BSI's cocktail party, der finder sted i The National Arts Club lørdag eftermiddag. Hertil ankommer jeg sammen med ægteparret Ed Ware og Kate Karlson, med hvem jeg har tilbragt en hyggelig formiddag. Kate og jeg har brevvekslet siden hun var med til vores jubilæum i år 2000. De imponerende, men hyggelige, lokaler, der er udsmykket med malerier og kunstgenstande allevegne, er pakket med snakkende og hilsende mennesker, der samtidig formår at balancere glas og tallerken med én hånd. Der er udsøgte snacks og drikkevarer ad libitum og snart præsenteres vi for NYC's garanteret største kagebord. At jeg ikke får smagt på mange af lækkerierne, er min egen skyld, men der foregår ganske enkelt så mange andre ting samtidigt. Hæderspriser uddeles, morsomme taler holdes, og Peter Blau leder auktionen til fordel for John H. Watson's Fond med fabelagtig kyndig hånd. Der applauderes, grines, hujes og skåles.

Bagefter spadserer en del af os et par miles nordpå. I en kirke (nok det eneste lokale, man kunne låne for en rimelig penge) fremvises filmes "A Hound It Was", som er hele HOUN historien fortalt gennem filmklip fra ca. 14 HOUN film. Genialt klippet og kommenteret hele vejen. Det bedste er, at videoen vil blive til at købe, så selvfølgelig skal vi se den på en kommende Speckled Gang filmaften.

Klokken nærmer sig 21, og mine fødder nægter at bære mig ud til Marina, der generøst har inviteret til cigar-party. I stedet følges jeg med den unge tysker Michael Ross tilbage til det "hotel" som vi tilfældigvis begge bor på. Vi ender med at snakke Holmes i 5 timer på mit værelse, så det bliver heller ikke til megen søvn denne nat. Til gengæld er vi begge en masse ideer rigere.

Søndagens mødested er naturligvis igen Algonquin, hvorfra vi tager til The Baker Street Pub and Restaurant til en livlig og uformel brunch arrangeret af the ASH. Denne hyggelige sammenkomst afrunder besøget i New York.

Om eftermiddagen går min færd videre med tog til Washington i selskab med Peter Blau og hans veninde Beth. I Washington, hvor jeg bare leger turist og ser uendeligt mange flere museer end i NYC, mødes jeg den sidste aften med Peter. "Vil du med hjem og se min samling af Sherlockiana" er givet et sikkert score-trick, for hans samling er en af verdens største og fylder 2 lejligheder! Efter at have beundret og studeret alverdens Sherlockianske rariteter i et par timer spiser vi aftensmad på en Afghansk restaurant, hvilket er det mest Conaniske, vi lige kan finde på. Herefter går turen tilbage til NYC og videre hjem til Danmark. Det tager flere dage at komme ovenpå igen.