Hvad var ”The Speckled Band”?

En af Conanens mest uhyggelige historier er formodentlig The Speckled Band, og det er da også en af de mest diskuterede, idet den tilsyneladende indeholder en række misforståelser. I Ronald B. De Walls The Universal Sherlock Holmes er der mere end 60 henvisninger til denne sag, og en stor del af disse forsøger at forklare nogle af misforståelserne. En af de mest interessante er en artikel i The Baker Street Journal (Vol.3, No.2, 1948) af den amerikanske herpetolog (krybdyrforsker) Laurence M. Klauber: The Truth About the Speckled Band. Da jeg altid har været en ven af sandheden, læste jeg med stor interesse artiklen.

I denne argumenterer Klauber for, at der ikke kan være tale om en slange. En slange kan ikke klatre op ad en klokkestreng. Hvis en slange klatrer op i fx. et træ presser den bugskællene ind i sprækker og ujævnheder i barken og ikke, som mange tror, ved at sno sig op. En slange drikker kun i yderste nødsfald mælk, og den vil næppe betragte mælk som en belønning for vel udført arbejde. En slange er døv, og vil derfor ikke kunne trænes ved fløjtesignaler. Ingen slange har gift, der dræber momentant, og Dr. Roylott døde jo få sekunder efter at være blevet bidt. Ingen slange har det i historien beskrevne udseende (”a peculiar yellow band with brown speckles”). Der findes ingen omtale af en ”swamp adder” i den herpetologiske litteratur. Adder er betegnelsen for en hugorm, og ingen arter af disse findes i sumpede områder, tværtimod holder de til på ekstremt tørre områder. Men hvad var det så for et dyr?

Klauber har på British Museum fundet en afhandling af en G. Roylott fra 1854, betitlet Hybridization on the Suborder Level (Bastardering mellem slægtsforskellige dyr). G. står ganske vist ikke for Grimesby men for Gilbert, men det har utvivlsomt været en slægtning til vores Dr. Roylott, og det må antages, at Grimesby har kendt Gilbert og hans artikel. Dette fik Klauber til at spekulere på, om Dr. Roylott muligvis arbejdede med bastardering af krybdyr. Er det tænkeligt, at man kan krydse en slange med en slags firben? Det er i hvert fald ikke utænkeligt. I følge Gilbert Roylott skulle det således være muligt at krydse det europæiske grønne firben (Lacerta viridis) med en snog (Natrix natrix), og Gilbert Roylott hævder at have frembragt et levende foster stammende fra disse dyr. Fosterudviklingen blev dog ikke fuldført, sandsynligvis fordi dyrenes kromosomer ikke har været forligelige i tilstrækkelig grad. Naturligvis skal man ikke forestille sig en øm kærlighedsakt mellem disse dyr, men Gilbert Roylott foretog en kunstig befrugtning af snogeæg med sædceller fra firbenet. Lyder dette fantastisk? Det har det nok været i 1854, men idag ved vi jo, hvordan man kan manipulere med ægceller, tænk bare på kloning, hvor man erstatter ægcellens oprindelige kerne med en ny, muligvis artsfremmed, kerne. Jeg har selv fremstillet haletudser af ubefrugtede frøæg, ved at lægge disse i en 0.9% NaCl-opløsning og prikke dem med en tynd glasnål. Dette initierer æggene til at begynde en fosterudvikling.

Hverken snogen eller firbenet har giftkirtler, og Dr. Grimesby Roylott var jo interesseret i et dyr, der kunne dræbe ved hjælp af gift. Hvilke dyr kan han have arbejdet med? Watson fortæller, at dyret havde ”a squat diamond-shaped head and puffed neck”. Dette svarer ganske nøje til en kongecobra eller brilleslange (Naja naja), men som det kan ses på billedet er denne ensfarvet, så det brogede udseende må stamme fra et andet dyr.

Et mexicansk krybdyr, Gila-monstret (Heloderma horridum) har, som det andet billede viser, et udseende, der nøje svarer til Watsons beskrivelse, og det er derfor muligt, at ”The Speckled Band” var en bastard mellem en Naja og en Heloderma. I så fald har dyret udviklet alle de dominerende egenskaber fra forældrene. Det kan tænkes, at dyret har haft gifttænder i både over- og underkæbe og har produceret to forskellige slags gift, der har forstærket hinanden, hvad der ville forklare Dr. Roylotts momentane død. Dyret har formodentlig haft lemmer, selv om de kan have været svagt udviklede, og har derved kunnet klatre op ad klokkestrengen. Ligeledes har dyret arvet Helodermas veludviklede høresans, og har derved kunnet høre fløjtesignaler.

Watson har i følge Klauber misforstået udtrykket”Swamp adder.” Holmes kan have sagt: ”It is a Samp aderm – the deadliest sake from India”. "Samp" er et Hindu-udtryk for slange. Ikke, at jeg nødvendigvis er enig med Klauber, men artiklen er da i hvert fald tankevækkende.