Holmes, Rosen og Forsynet

SIDNEY PAGET The Strand Magazine, October 1893

I The Naval Treaty forekommer en scene, hvori Holmes - under indtryk af farvespillet og duften fra en rose - indvier Watson i nogle kosmologiske overvejelser. Det er én af de få gange, Holmes røber sine tanker om verdensaltets ophav og mening. Et andet eksempel møder man i The Cardboard Box, hvor Holmes - efter afslutningen af den makabre sag om et dobbelt jalousi-mord (med afskårne øren) - spørger, hvad meningen i grunden er med alle disse menneskelige lidelser. Disse filosofiske strøtanker har forståeligt nok givet anledning til undren såvel hos Watson som læserne af hans optegnelser, dels fordi de ikke rigtig synes at rime med det alimindelige indtryk af den hyperrationelle mesterdetektiv, dels fordi Watson jo selv på et tidligt tidspunkt i deres venskab erklærer, at Holmes' filosofiske kundskaber er "nil".

Watson's common-sense indstilling til tilværelsen taget i betragtning, tjener det ham til megen ære, at han trods alt har fundet detektivens sparsomme filosofiske smuler værdige til at blive citeret i beretningen om dennes meritter, og at doktoren måske ligefrem har anset dem for at være lødige eller i det mindste for interessante vidnesbyrd om vennens sammensatte natur.

Hvad er det da, Holmes siger i a) The Naval Treaty og b) The Cardboard Box ?

Holmes var gaaet forbi Sofaen hen til det aabne Vindue; her stod han nu og holdt en Mosroses hældende Stilk i Vejret, medens han betragtede den smukke Farveblanding af rødt og grønt. For mig var dette en helt ny Side af hans Karakter, da jeg aldrig før havde set ham lægge nogen større Interesse for slige Naturfænomener for Dagen.
"Paa intet Omraade er logisk Ræsonnement mere paa sin Plads end inden for Religionen," sagde han og lænede Ryggen mod Vinduesskodderne. "Det logisk tænkende Forstandsmenneske formaar at bygge Religionen op som en eksakt Videnskab. Forsynet har ikke, synes jeg, givet os noget mere ophøjet Tilsagn om sin Algodhed end ved at skabe Blomsterne. Alt andet: vore Evner og Kræfter, vore Drifter og Længsler, vor Føde - er selvfølgelig i første Række nødvendigt for vor Tilværelse. Men denne Rose betegner noget ekstra, - en Tilgift. Dens Duft og dens Farve forskønner Livet - uden at at være nogen Livsbetingelse. Og det er kun Godheden, der skænker Ekstragaver; derfor gentager jeg paany: at vi har god Grund til at knytte store Forhaabninger til Blomsterne."
(Verner Seemann's oversættelse)

"Hvad er meningen med dette, Watson?" sagde Holmes højtideligt og lagde papirerne fra sig. "Hvilket formaal tjener denne ophobning af ulykker, vold og rædsel? Det maa føre til en eller anden slutning, ellers er det det rene tilfælde, som styrer vort univers, og det er utænkeligt. Men hvilken slutning? Det er det store, evige spørgsmaal, som den menneskelige fornuft er saa langt fra at kunne svare paa som nogensinde."
(Kay Nielsen's oversættelse)

Det første citat er en variant af det, der kaldes 'det teleologiske Gudsbevis', hvor kompleksiteten i særligt udvalgte naturfænomener - f.eks det menneskelige øje eller 'liljerne på marken' - benyttes som grundlag for antagelsen af Gud's eksistens. - I det andet citat er der tale om det, Leibniz o.a. har kaldt 'Teodicee-problemet', d.v.s. spørgsmålet om, hvordan man kan forene tanken om en almægtig og kærlig Gud med alt det ufuldkomne og tilsyneladende uretfærdige, der forekommer i tilværelsen?

Begge spørgsmål indtager en central plads i Kristendommens idékompleks, og må således under en eller anden form antages at have været velkendt stof for engelske Grammar School elever gennem generationer - altså også den unge Holmes - så i den forstand er der intet bemærkelsesværdigt ved dem. Det er i denne forbindelse morsomt at konstatere, at Holmes' teleologiske overvejelser omkring roser findes udtrykt i fyndig aforistisk form hos Kirkefaderen Tertullian (ca 160-220), hos hvem det hedder: "Hvis jeg skænker dig en rose, vil du ikke længere tvivle om Guds eksistens" (fra T.Griffiths: A Celebration of Old Roses, London 1987, min overs.). De ydre omstændigheder omkring Holmes' udtalelser taget i betragtning virker de da også ganske velmotiverede: i det første tilfælde danner Surrey's yppige blomsterflor i juli måned rammen omkring den nervesvækkede diplomats 'cottage', hvilket uden tvivl har inspireret Holmes til at reflektere over kontrasten mellem vækst og forfald - eller livets forfængelighed i al almindelighed. I det andet tilfælde gør den tragiske skæbne, som bliver ofrene til del - herunder også den forpinte dobbelt-morder - så dybt indtryk på Holmes, at han afslutter sit opklaringsarbejde med ovennævnte filosofiske hjertesuk.

Imidlertid er det ikke alle kendere af Holmes-sagaen, der er ligeså tolerante overfor Holmes' filosofiske strøtanker som Watson. Gavin Lambert siger f.eks. i Afgrundens Rand (s.63) om blomster-citatet:

"Ud fra en logisk betragtning er dette udsagn under mesterens standard og passer ikke til personen (...) Tanken (...) er det første tegn på, at forfatteren er på kant med sin hovedperson."

I virkeligheden drejer sagen sig vel om, hvorvidt læseren foretrækker at opfatte Holmes' virke som et strålende specialtilfælde af positivistisk videnskabsmetodik, og Holmes selv som et "naturprodukt" af den empiriske tradition i engelsk tænkning. Mange Sherlockianere vil nok svare hertil, at Holmes er en "gifted amateur", der i flg. Watson end ikke har hørt om det heliocentriske verdensbillede. Til dette er der kun at bemærke, at Holmes jo ikke er vokset op i et intellektuelt vakuum, og at hans "uvidenhed" om Kopernikus utvivlsomt siger mere om hans humoristiske sans - og om Watson's til tider forbløffende naivitet - end om hans faktiske kundskaber. I det hele taget må man ikke glemme den stadig livskraftige tradition for simuleret uvidenhed og "understatement", der har præget nok så mange kundskabsrige englændere gennem tiden.

Hvad man nu end mener om Holmes' metafysiske digressioner, fremgår det i hvert fald af Watson's tidlige optegnelser, at Holmes' viden om kemi er enestående, og at mesteren ved en del om botanik, men at hans indsigt på dette område først og fremmest gælder opiater og plantegifte i almindelighed, og at han i øvrigt ikke ved noget om praktisk havearbejde. Og sådan forholder det sig også med mange andre ting. Kort sagt, Holmes' kundskaber er snævert gearet til hans metier, d.v.s. at han i hvert fald i begyndelsen af sin professionelle kariere har betragtet viden som et blot og bart middel til opklaring af mysterier. Det er denne pragmatiske kundskabsopfattelse der glimtvis - som i tilfældet med rosen - komplementeres af et bredere perspektiv, i hvilket f.eks. blomster tillægges en værdi, der peger langt ud over deres nytte som spor eller bevismateriale i en sag. Og det er altså dette "spring", der falder Gavin Lambert for brystet og fremprovokerer hans kritiske bemærkninger - der jo i sidste instans drejer sig om freudianske gisninger vedr. Watson's litterære agent.

Imidlertid er det klart, at episoden med detektiven i den uvante rolle som rosen-entusiast - det første ubevidste skridt henimod den fredelige tilværelse som biavler i Sussex? - har appelleret til Sidney Paget, hvis fine illustation prydede Strand Magazine-udgaven for oktober, 1893. Men hvad var det så for en rose, der inspirerede Holmes til de religiøse strøtanker? I The Naval Treaty omtales den af Watson som "the drooping stalk of a moss rose" med "a dainty blend of crimson and green". Det, at Holmes netop udvælger sig en mosrose, viser ham som barn af sin tid. Mosrosen var i særlig grad en af Victoriatidens yndlinge på grund af sit 'interessante' mos, der dækker grene, stilke og knopper - i enkelte tilfælde også blade. Mosset er kirtler, der afsondrer en klæbrig substans, ikke ulig harpiks, hvis duft holder sig i timevis på huden. Selve blomsten ligner centifoliarosen og har som denne en stærk men behagelig duft. Farveskalaen spænder fra hvidt over forskellige shatteringer af rosa til karmoisinrød, rødbrun og purpur - en enkelt gul er fremkommet i dette århundrede.

Den oprindelige mosrose opstod som mutation hos centifoliarosen i slutningen af det 17.årh. og ses første gang udbudt til salg i England i et planteskolekatalog fra 1807. Frem til 1850 var alle sorter mutationer af den oprindelige mosrose, rosa centifolia muscosa, men i tiden fra 1850 til 1875 foretog engelske rosengartnere et omfattende krydsningsarbejde, som førte til, at gruppen af mosroser blev en af de største. Mosrosen anses for at være den yngste af de historiske roser.

Hvis man skal finde frem til, hvad det er for en mosrose Holmes har udvalgt som vidnesbyrd om Guds eksistens, er man lidt på samme Herres mark, da der på Holmes' tid fandtes ca 4oo sorter. Watson's beskrivelse hjælper dog læseren noget på vej, idet "crimson" indskrænker udvalget en del. Hvis vi går ud fra, at den nervesvækkede diplomat har fulgt tidens tendenser i rosenvalg, er det mest sandsynlige nok den franske rose "Henri Martin" (1863), der på grund af sin popularitet i England fik navnet "Red Moss". Det er en uhyre fordringsløs rose, som trives godt i Surrey's lette jorde, og som både kan dyrkes som busk på ca 1.5 m og slyngrose på ca 3 m. Den kræver ikke megen pasning og kan endda trives nordvendt, hvor den kun får sol meget tidligt og meget sent på dagen. Blomstringen strækker sig fra juni til august; det tætte løv har en meget smuk mørkegrøn farve, og busken er kraftigt voksende. Selve blomsten er halvfyldt og viser fuldt udfoldet sine gyldne støvdragere som smuk kontrast til den karminrøde farve. For haveinteresserede Sherlockianere kan det oplyses, at denne rose stadig findes i handelen, dog kun hos meget specialiserede planteskoler, såsom Rosenplanteskolen i Løve.

Mosrose, 1870. Fra T. Thim: Historiske Roser

Som bekendt er mange roser opkaldt efter berømte historiske personer, eksempelvis Horatio Nelson og Kitchener of Khartoum. Der findes da også en meget smuk fløde-hvid buskrose, der bærer navnet Sally Holmes, men det er desværre ikke - hvad man som Sherlockianer måske godt kunne ønske sig - navnet på frugterne af en hemmelig forbindelse mellem detektiven og "the woman", men derimod navnet på en kær slægtning til rosenavleren Holmes, hvis stamtavle ikke umiddelbart giver anledning til gisninger om slægtskab med detektiven. Men selvfølgelig ville det da være på sin plads, om mesteren også fik opkaldt en rose efter sig, f.eks en ny mosrose.

LITTERATUR:

• Lambert,G.: Afgrundens Rand (overs.v.Poul Tobel), Spektrum, 1991.
• Edwards, P.(ed.): The Encyclopedia of Philosophy, vols.7+8; Collier-Macmillan, London, 1972.
• Thim,T.: Historiske Roser, Gad 1998.
• Thomas,G.S.: The Graham Stuart Thomas Rose Book, John Murray, London 1994.