Sherlock Holmes' Revolver

Da jeg for nylig havde lejlighed til at studere et velholdt eksemplar af den britiske hærs Webley revolver Mark IV fra første verdenskrig, kom jeg til at tænke på Watson's bemærkninger i The Musgrave Ritual om Holmes' lejlighedsvise skydeøvelser i Baker Street, samt en morsom demonstration af denne excentriske tilbøjelighed i TV-filmen Sherlock Holmes and the Leading Lady (1991) med bl.a. Christopher Lee, hvor Mrs. Hudson forståeligt nok giver sin harme luft, idet hun gør Holmes opmærksom på, at prisen for hans anfald af spleen i dette tilfælde er en knust porcelænssvane fra Brighton, som befandt sig på den anden side af væggen.

Hvad man end måtte mene om Holmes' fortræffelige egenskaber i øvrigt, kan denne praksis nok give anledning til alvorlige overvejelser omkring mesterdetektivens mentale og moralske habitus, hvad man da også fornemmer bag Watson's misbilligende kommentarer. Holmes var jo ikke uvidende om ballistik, og man spørger da uvilkårligt sig selv, om grænserne for geniets udfoldelsesmuligheder også i dette tilfælde er så vide, at de kan tjene som undskyldning for noget, der for almindelige mennesker let kunne være endt med tvangsanbringelse på en institution.

Nu tilkommer det naturligvis ikke en Sherlock Holmes-beundrer at dømme om noget, han ikke forstår, og hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg da heller ikke undvære dette bizarre træk ved mesteren. Derimod er det vel ikke urimeligt at stille nogle af de spørgsmål, som andre Sherlockianere utvivlsomt har stillet sig selv: Kedede Holmes sig virkeligt så meget, er der tale om eftervirkningerne af hans kokainmisbrug, eller er hans excentriske adfærd måske ligefrem et fingerpeg om tilstedeværelsen af manio-depressive anlæg? Hvor fik Holmes i det hele taget den skøre ide fra? Hvordan ville myndighederne have reageret, hvis f.eks. Mrs. Hudson eller Dr. Watson - hvilket naturligvis er utænkeligt - havde kontaktet Inspector Lestrade? Hvad kunne der være sket, hvis Mrs. Hudson havde stået lige bag den væg Holmes skød på? Hvad var i grunden for et våben Holmes benyttede? Hvad skal vi mene om Holmes' færdigheder som skytte?

Med hensyn til spørgsmålet om Holmes' mentale konstitution savner jeg de faglige forudsætninger for at give mig i kast med en psykopatografi, og selvom jeg var i besiddelse af slige forudsætninger, ville noget sådant i grunden byde mig imod, idet det jo på en måde ville være en hån mod Watson, hvis takt og diskretion jeg sætter meget højt. Hertil kommer, at uden sine lunefulde indfald ville Holmes jo netop ikke være den sammensatte personlighed, som vi alle elsker, og det er vel også sådan hans hårdt prøvede venner i Baker Street betragter ham. Watson's rolle er jo bl.a. som den nøgterne og (for det meste) pålidelige biograf - ud over at forlene Holmes' meriter med troværdighed - at sætte sin excentriske ven i relief, samt at henlede læserens opmærksomhed på de karaktertræk ved Holmes, der gør ham til noget andet og mere end et køligt deduktivt geni. Det vil måske i denne forbindelse være tilladt at minde om, at Watson's litterære agent - jeg har glemt navnet - pudsigt nok også siges at være en sammensat person.

Hvad angår spørgsmålet om hvem eller hvad, der kan have inspireret Holmes til at skyde til måls i dagligstuen, er det nærliggende at henvise til Holmes' fortrolighed med amerikansk livsstil. Lidt respektløst kunne man måske tale om Holmes i rollen som "kultiveret storby-cowboy". Men i så fald bør det straks pointeres, at analogien halter betydeligt, idet man måske vil erindre sig, at Holmes ikke skyder til måls efter tomme whiskyflasker, men derimod lufter sine royalistiske tilbøjeligheder midt i den kåde spøg (hvilket naturligvis er en formildende omstændighed), idet skudhullerne i væggen overfor ham danner et monogram i form af VR (Victoria Regina).

Hvad myndighedernes hypotetiske reaktion angår, bør man nok huske på, at våbenlovgivningen i England - som i de fleste andre lande på Holmes' tid - var meget liberal. Der var ikke noget, der hed våbentilladelse, idet enhver uberygtet myndig person havde ret til at erhverve, bære og benytte håndskydevåben - selvfølgelig under forudsætning af, at vedkommende omgikkes våbnet på en forsvarlig måde. I princippet var der altså intet til hinder for at skyde til måls i dagligstuen, sådan som Holmes gør det, selvom det er sandsynligt , at Lestrade ville have rystet opgivende på hovedet, hvis han havde overværet Holmes' excesser.

Men hvad så med selve våbnet og Mrs. Hudson? I følge Watson er der tale om en "hair-trigger", hvilket vil sige en salonpistol, altså en enkeltskudspistol med lang pibe (ca 15 cm) og "hårfint" aftræk, der udelukkende benyttes til præcisionsskydning. Kaliberet er .22 (5,6mm) og krudtladningen relativt svag, hvilket udelukker enhver antagelse af, at projektilerne kunne være trængt igennem væggen og dermed have anrettet skade udenfor dagligstuen.

Så Mrs. Hudson har altså ikke været i livsfare, selvom hun selvfølgelig meget vel kan være blevet skræmt af skuddene. Watson omtaler ammunitionen som 100 stk. "Boxer cartridges", hvilket blot betyder, at patrontypen har central-el. randtænding til forskel fra den tidligere "pin-fire"-type, der blev forældet i slutningen af 1860rne. I øvrigt har udtrykket "salonpistol" (som også forekommer på engelsk) sin oprindelse i den omstændighed, at indendørsskydning i herskabshjem - i dertil indrettede "salons" eller "shooting galleries" - begyndte at vinde indpas efter fremkomsten af den lille kal.22 patron, hvis eneste ladning til at begynde med blot bestod af selve kviksølv-fænghætten. Når man dertil lægger, at England som rævejagende stormagt har haft et andet syn på skydevåben end Grundtvig's fædreland, bør Holmes' skydeøvelser - selvom de er problematiske - retfærdigvis anskues i denne historiske sammenhæng.

Indendørs pistolskydebane omkr. 1890.

Engelske elite-skytter anno 1902.

Vi ved fra A Study in Scarlet, at Watson havde en tjenesterevolver, utvivlsomt fra sin tid som militærlæge under det andet britiske felttog i Afghanistan, hvor han bl.a. deltog i det blodige slag ved Maiwand d. 27. juli 1880 (der kostede 934 af General Roberts' mænd livet), og hvor den gode læge blev såret i skulderen af en Jezail-kugle - eller var det i benet eller armen ? Hvis Watson altså har beholdt sin tjenesterevolver fra dengang - hvad Holmes jo antyder - er der tale om en Adams Mark IV cal. 45 (11,5 mm), som var i brug i den engelske hær fra 1872-1880. Denne revolver er stor og tung, med en betydelig "stopping-power", hvad der gør den komplet uegnet til skydeøvelser i dagligstuen i Baker Street. I The Speckled Band lader det imidlertid til, at Watson - fornuftigt nok - har erhvervet en Webley lommerevolver kal.32 (7,65 mm), idet Holmes minder sin ven om, at Eley's No 2 (den ammunition Webley'en benyttede) vil være et godt argument imod slynglen med Herkules-kræfterne. Da Holmes ingenlunde virker skydegal og i øvrigt kun sjældent medbringer sin revolver - som altså ikke er hans "hair-trigger" - under sine efterforskninger, er det sandsynligt, som det jo plejer at være tilfældet blandt detektiver, at også hans revolver har været lille og handy, altså måske en Webley magen til Watson's.

Granskere af Dr Watson's optegnelser, som er fortrolige med mere "hårdkogte" detektivtyper fra den post-sherlockianske æra, har måske undret sig over, at Holmes ikke - ligesom disse - konsekvent er bevæbnet under sit opklaringsarbejde, specielt med den allestedsnærværende "forbrydelsernes Napoleon" in mente. Hvorfor er det som regel Watson, der lejlighedsvis bliver opfordret til at medbringe sin revolver? Svaret herpå turde være elementært: forestillingen om altid at være bevæbnet er næppe nogensinde faldet mesteren ind. Frygt er jo ikke et fremherskende træk hos den victorianske hædersmand, hvorimod fair play indtager en central plads i hans selvforståelse. Holmes' våben par excellence i kampen mod forbrydelsen er jo "ånd", d.v.s. stringente ræsonnementer baseret på detailiagttagelser og kvalificerede gæt. Revolveren er så at sige et sekundært, omend lejlighedsvis nødvendigt, tilbehør i en farlig metier, som udelukkende tjener til selvforsvar. Man kunne heraf fristes til at betragte Holmes' forhold til håndskydevåben som endnu et vidnesbyrd om hans nøgterne og upersonlige indstilling til sit arbejde. Dette er forsåvidt rigtigt, som det primære motiv: opklaringen af et mysterium/forbrydelse, aldrig fortrænges af noget, der tenderer en personlig vendetta. At Holmes en sjælden gang imellem undlader at medvirke til, at den lovfæstede retfærdighed sker fyldest, ved ikke at orientere myndighederne om alle sagens aspekter, eller efter sagens afslutning hengiver sig til moralfilosofiske overvejelser omkring menneskets natur, gør ham jo blot større end den en-dimensionale øvrighed personificeret ved Lestrade - i Watson's og vores øjne.

Med hensyn til spørgsmålet om Holmes' skydefærdigheder med "hair-triggeren" kan man sige, at de er fremragende, men ikke overmenneskelige: afstanden har vel været 5-6 meter, hvorimod den reglementerede afstand for kal.22 pistoler ved konkurrenceskydning i dag er 15 meter, hvor habile skytter uden besvær "samler" skuddene indenfor et område på størrelse med en 5-krone. I øvrigt er det interessant at tænke på, at det var så sent som i sidste fjerdedel af det 19.årh., at skytter begyndte at dyrke præcisionsskydning med pistol og revolver, idet man først da blev klar over, at noget sådant er muligt. Man kan således sige, at Holmes var "med på noderne" - eller "unoderne", om man vil.

Er der mon i øvrigt Sherlockianere, der nogensinde i et svagt øjeblik har tænkt på, at det kunne være morsomt at gøre Holmes kunsten efter med Victoria's monogram på det blomstrede tapet ?

Nej - vel ?

LITTERATUR:

• W.S.Baring-Gould(ed.):The Annotated Sherlock Holmes. Wings Books, New Jersey, 1992.
• Edward C. Ezell: Handguns of the World. Stackpole Books, N.Y., 1991.
• Byron Farwell: Eminent Victorian Soldiers. W.W. Norton & Company, N.Y., 1988.
• A.L.A. Himmelwright: The Pistol and Revolver. J.J.Little & Co., London, 1908.