Sherlock Holmes or Gandalf

Sandsynligvis ganske ude af trit med min generation fik jeg aldrig læst J.R.R. Tolkien, da jeg var barn. Først for nyligt blev også jeg indviet i denne forfatters vidunderlige verden gennem Trilogien om Ringen. Een figur gjorde et ualmindeligt stærkt indtryk på mig: Gandalf. Han optog mine tanker i lang tid, og til sidst kunne jeg ikke undgå at nedskrive følgende lille uskyldige (tror jeg) sammenligning.

Akronymerne er de almindeligt anvendte forkortelser for fortællingerne i Conanen.

 

Holmes by Howard Elcock
Sherlock Holmes 		Gandalf by Oliver Frost
Gandalf

Sherlock Holmes eller Gandalf

af Mia Stampe

Gandalf og Sherlock Holmes lever uberørt af tiden. De er i en vis forstand evige. Gandalfs alder er et stort spørgsmål. Ingen ved rigtigt hvor gammel han er. Det samme gælder Holmes, selvom mange sherlockianere er blevet enige om at definere en fødselsdato, så er denne dato dog baseret på rent subjektive argumenter uden nogen form for konkret bevis. Vi er heller ikke sikre på, om nogen af disse mænd er døde eller ej. Gandalf sejler væk med halv-elverfolket i den sidste fortælling, vi har om ham. Den Conaniske saga ender simpelthen med, at Holmes efterlades et eller andet sted i Sussex. Kort sagt: slutningen, hvis man kan tale om en sådan, er ladt åben til os.

Holmes såvel som Gandalf er uafhængige, når det gælder deres følelsesliv. De vandrer gennem livet alene. Ingen af dem er gift - i hvert fald ikke hvad vi ved af - begge har de kun få nære venner. For Holmes indsnævrer cirklen sig til Watson, broderen Mycroft og måske også Hopkins eller endda Lestrade. Gandalf var - ganske som Holmes - kendt af en meget stor del af befolkningen, selv om kun et fåtal mødte ham, men heller ikke han knyttede sig til ret mange. De nærmeste venner omfatter Rejsekammeraterne, for hvem han var en guide og rådgiver.

Deres evners omfang

Gandalf er meget vis og han ved noget om næsten alting. Holmes intelligens ligger også i sværvægtsklassen, men hans viden er begrænset. Men ikke så begrænset som Watson hævder i STUD, hvor han opremser områder, hvor Holmes er fuldstændig blank, mens han i andre kender enhver detalje. Alligevel hører vi flere steder Holmes diskutere eller skrive monografier om en meget bred emnerække. Holmes’ viden er ikke helt til at kortlægge, men stor er den. Gandalfs visdom skyldes først og fremmest erfaring og hans skarpe iagttagelser af verden omkring ham samt hans samtaler med væsener af alle slags. Han gør ingen forskel mellem rig og fattig, væbner eller ridder. Enhver ærlig mand eller kvindes ord har samme vægt. Dette er også et generelt tiltalende træk hos Holmes. Guvernantens problem er lige så vigtigt som en konges eller premierministerens. Holmes’ navn er kendt over hele kloden. Folk i nød kommer til ham og søger assistance. Det samme gælder for Gandalf, selv om i hans tilfælde, er det ham, som kommer rundt til folk, eftersom han altid er på farten.

Gandalf er ofte i stand til at forudsige begivenheder, men kun fordi han i forvejen har indsamlet tilstrækkelig information og gennem en kæde af ræsonnementer draget sin konklusion. Holmes bruger fuldstændig samme metode: ræsonnement, deduktion og konklusion er ingredienser i den samme opskrift.

Han beskrives som høj, tynd, meget beslutsom og med skarpe, søgende øjne. Hvem? Ja, begge to! De optræder ofte i forklædning og med samme formål: at iagttage uden selv at blive genkendt. Gandalf dukker bl.a. op som “Den Grå”, og som “Den Hvide”. Jeg behøver ikke remse Holmes mange forklædninger op: fordrukken udseende kusk, frimenighedspræst, opiumsvrag, bogsælger osv, osv. Vi kender dem alle. Gandalf havde imidlertid sit eget skæg; Holmes var nødt til at bruge et falsk, hvilket han da også ofte gør, når han er ude i professionelt ærinde. Ofte har Watson ikke noget nærmere kendskab til, hvor Holmes befinder sig. Holmes arbejde fører ham rundt til alle afkroge af især London men også andre egne af England og udlandet. Gandalf rejser altid rundt, meget få ved, hvor han er. Men han dukker op, når der er alvorligt brug for ham. Det samme gælder for Holmes: hvis nationens sikkerhed står på spil eller hvis politiet må give op, så ved de, hvor de kan få hjælp.

Begge må siges at have en befalende karakter. Gandalf kan kræve sandheden af hibbitter, elverfolk, konger, vismænd o.a., og de giver ham den uden mindste protest. Holmes kan vække Watson "Come, the Game is Afoot!" midt om natten, trække ham ud af hans varme seng og på jagt efter en undvigende forbryder. Og den kære Watson adlyder blindt. Begge mænd har evnen til at få folk til at tale og få dem til at føle sig bedre tilpas. Deres nærværelse alene dæmper nervøsiteten og angsten hos de bange og skræmte. Når Holmes siger til en kvinde, at hun skal slappe af, så gør hun det. I SOLI overtager han alene i kraft af sin personlighed den farlige scene, hvor han konfronterer Williamson, Woodley, and Carruthers.

Små detaljer

Ædelsten synes at optræde mange steder både i Ringtrilogien og Conanen. F.eks. involverer vigtige dele af Ringtrilogien 3 specielle ædelsten. En af dem af blå, den smukkeste blå sten man kunne tænke sig. Og visse mennesker gør store anstrengelser for at komme i besiddelse af den. Det forekommer mig, at vi hører noget af det samme om BLUE: “There have been two murders, a vitriol-throwing, a suicide, and several robberies brought about for the sake of this forty-grain weight of crystallized charcoal.”

Watson beskriver Holmes som værende en habil cab-driver. Han har desuden et godt tag på dyr, især når det drejer sig om hunde og heste. Gandalf er i stand til at ride den eventyrlige Skyggefaxe - som den eneste udover kongen i Rohan.

Tobakken er en fælles nydelse for disse to helte. De værdsætter begge at slappe af med en pibe. Vi ved ikke, hvilken pibe Gandalf røg, men Holmes har flere forskellige, “the cherrywood”, “the amber stern” og “the briar” er hans foretrukne og han kender desuden forskel på asken fra de fleste tobakstyper. Kvaliteten af tobak er et yndet diskussionsemne i Ringtrilogien.

Både Holmes og Gandalf forsvinder ud af billedet, når først et problem er løst. Gandalf lader hobbitterne løse den vanskelige opgave at få deres eget land på fode igen. Holmes overlader villigt politiet at gøre resten af arbejdet - og få æren også - så snart han har løst sagen.

Og endelig: Gandalf får uvurderlig hjælp fra hobbitter, dværge og elverfolk. Alle er de små væsener, hobbitterne kaldes endda “de halve” og forveksles ofte med børn. Holmes modtager mange gode informationer fra et bundt gadedrenge - og mennesker i den alder er ca. samme højde som Gandalfs hjælpere.

Død og genopstandelse

Gandalf ser ud som en gammel mand, skrøbelig og uden meget styrke. Men han er mægtigere end de fleste. Han er i besiddelse af umådelig styrke, men viser den sjældent. Hvad med Holmes? Watson siger et sted, at Holmes ikke dyrkede sport for sportens egen skyld, og alligevel er han i fortræffelig fysisk form når det drejer sig om løb (CHAR), boksning (SOLI) eller udvisning af simpel råstyrke, som da han bøjer ildrageren i SPEC. Selvom det aldrig udtales direkte, så har Holmes også en vis politisk magt. Delvist gennem Mycroft, som kan tilbageholde et dokument eller rådgive en embedsmand i en bestemt retning, men også fordi hans accept eller afslag af en sag kan være at betydning for regeringen. Vi har også kendskab til, at han ved flere lejligheder har taget loven i sin egen hånd, vi behøver blot at tænke på Sterndale (DEVI) eller kaptajn Croker (ABBE). Også Gandalf holder en ret stor politisk magt i sine hænder. Han rådgiver mangt en leder, som ønsker hans anbefalinger. Selv om Holmes flere gange hævder, at “he was not a magician”, så bliver han ofte anmodet om at ‘use his powers” til at løse en sag. Indtil forklaringen gives, ligner Holmes’ opklaring af en sag ren magi. Gandalf, derimod, er en ægte magiker. Begge mænd må karakteriseres som en uvurderlig ven, men en nådesløs fjende. Bare spørg professor Moriarty eller den grumme Sauron.

For Holmes og Gandalf HAR mægtige fjender. Respektindgydende mænd, som bag sig har en omfattende organisation af slyngler og udskud af enhver art - hvadenten det er orger, dæmoner eller onde oberster. I Ringtrilogien hører vi om Saruman, der beskrives som Gandalfs lige og en vismand som ham selv, men som på et eller andet stadium i sit liv vender sig mod mørkets side. Oberst Moran har en lignende fortid (EMPT). Efter at have læst beskrivelsen af ham i Holmes’ opslagsværk, udbryder Watson, at “The man’s career is that of an honourable soldier,” hvorefter vi får Holmes forklaring om træer, der på et tidspunkt deformerer.

I Ringtrilogien er Sauron den inkarnerede ondskab selv. Hans conaniske ækvivalent er naturligvis Moriarty - The Napoleon of Crime. Sauron udslettes definitivt, og resten af verden reddes, da ringen, den ring, som hele det store værk handler om, bliver kastet i Dommedagsspalterne. På samme måde blev England befriet for megen kriminalitet og ondskab, da Moriarty hvirvlede ned i Reichenbach vandfaldet.

Men det er muligt at drage endnu tættere paralleller her. Gandalf selv har stået i nøjagtig samme situation som Holmes. I Moria, dværgenes forladte underjordiske huler, må han opbyde al sin styrke for at forsvare Rejseselskabet mod den frygtelige Balrog. Han dræber uhyret, men kastes selv i afgrunden Khazad-dum. Han ofrer sig liv, for at hans kammerater kan fuldføre deres mission. Har vi ikke også dvælet vemodigt ved Holmes' ord “I am pleased to think that I shall be able to free society from any further effects of his [Moriarty's] presence, though I fear that it is at a cost which will give pain to my friends, and especially, my dear Watson, to you.” (FINA). Imidlertid lander hverken Gandalf eller Holmes i den afgrund, som truer med at opsluge dem. De reddes på mirakuløs vis og dukker op igen, når der er allermest brug for dem. Hvor de har været i mellemtiden, giver de ganske vist begge en forklaring på, men den er dog ikke mere overbevisende, end at dette er et af de litterære tidspunkter, hvor det for alvor er muligt for læserne/tilhængerne at spekulere og opstille teorier.

Det er svært at ende denne sammenligning, men man kan også gå for meget i detaljer og strække analysen mere end den har godt af. Men det ser i hvert fald ud til, at disse to sagaer, Ringtrilogien og Conanen, har meget tilfælles, hvor forskellige de så end er, både i stil, tid og indhold. Det er tilstedeværelsen af de stærke karakterer, som binder dem sammen. Sherlock Holmes og Gandalf - myte- og heltefigurer. Der er altid en fælles tråd, dog ikke altid rød, mellem store personligheder - og disse to er ingen undtagelse.

Imagination is the world of Sherlock Holmes and Gandalf

Gandalf links

 

2000 © Mia Stampe