| |
En Studie i Genealogy
af Jørgen Frørup,
bragt i Sherlockiana, 1995 - Nr. 3
Hvem var Sherlock Holmes forfædre? Conanen giver ikke mange oplysninger,
men Holmes fortæller dog Watson (GREE), at hans forfædre var "country squires,
who appear to have led much the same life as is natural to their class".
"Squire" er en høflighedstitel, der betegner den største jordbesidder i et
område, nemlig godsejeren, der som oftest er af adelig slægt, men kan også
anvendes som synonym for "the upper middle class." Det er værd at bemærke
anvendelsen af ordet "appear", der synes at antyde, at Holmes kun har hørt
om sine forfædre og ikke har noget nærmere kendskab til dem. Dette vender
vi tilbage til.
Holmes fortæller endvidere, at hans bedstemor var en søster til "Vernet,
the French artist", men vi far ikke at vide, hvorvidt denne dame er hans
farmor eller mormor. Men hvilken Vernet? Antoine Vernet blev født i Avignon
i 1689, en flittig mand, der satte ikke mindre end 22 børn i verden. Fire af
disse blev kunstnere, nemlig Claude Joseph, Francois Gabriel, Antoine og
Antoine (der var faktisk to sønner med dette navn). Den mest produktive af
disse var Claude Joseph, der blev født i Avignon i 1714. Malerier fra ikke
mindre end 20 franske havnebyer blev udført af Claude Joseph på bestilling
af Ludvig XV. Blandt hans afkom træffer vi Antoine Charles Horace, bedre
kendt som Carle, født i Bordeaux i 1758. Det er ham, der malede "Morgen i
Austerlitz". Det fortælles om Carle, at han "ved et enkelt blik kunne bedømme
en model til mindste detalje"!!! Blandt hans børn finder vi Emil Jean Horace,
kaldet Horace, vel nok den bedst kendte af Vernet-malerne. Hans søster, der
blev født i 1787, var Antoinette, bedstemor til Holmes på fædrenes side.
Antoinette blev gift, ikke med en engelsk, men med en irsk godsejer,
Patrick Holmes, der havde et gods i nærheden af Kilkenny, øst for Tipperary.
Holmes' bedsteforældre blev gift i 1805, og parret fik tre sønner, den yngste
af dem var Victor Holmes, der blev født i 1811. Han giftede sig i 1843 med en
datter af en anden irsk godsejer, Maureen O'Sullivan. Som yngste søn kunne
Victor ikke regne med at arve jord i Irland, og han udvandrede derfor til
England i 1845 og slog sig ned i Yorkshire i nærheden af Helmsley. 1 1847
fik parret deres ældste søn, der fik navnet Mycroft. Baggrunden for dette
usædvanlige navn var følgende:
I den lokale dialekt er "croft" betegnelsen for en jordbesiddelse, og Victor
kaldte sin ejendom for "My croft", (I modsætning til naboernes "Smith's croft"
og Jones' croft"). Fantasifuldt? Måske, men tænk på hvor mange danske villaer,
der hedder "Villa Nobis" eller "Os nok". Da den ældste søn var udset til at arve
ejendommen, fik han navn efter den "Mycroft".
Da Mycroft var syv år gammel fik han en lillebror, der fik navnet Sherlock.
Også dette navn var begrundet. Drengen blev nemlig født med langt, sort hår,
hvad der i den lokale overtro var et dårligt varsel. Barnet blev derfor klippet
umiddelbart efter fødslen. Dette kaldes i Irland for "timri-shali", men da nu
dette foregik i England, måtte man nok hellere forstærke virkningen ved at bruge
en engelsk betegnelse, det blev derfor til "sheer lock" (= skære håret).
I disse omgivelser voksede så Mycroft og Sherlock op, uden at kende deres
bedsteforældre, der jo var blevet boende i Irland. Derfor siger Sherlock "appear"
om sine forfædres liv (jvf. ovenfor). Her lærte Mycroft formodentlig at køre
hestevogn, hvad der jo senere kom ham til gode, da han optrådte som kusk
for Watson (FINA).
Men Mycroft nærede ingen ønsker om at blive landmand. Han kastede sig i
stedet over juraen og blev efter vel overstået eksamen i 1867, kun 20 år gammel,
ansat i et af ministerierne, formodentlig udenrigsministeriet. 1 1869 gik Victor
Holmes fallit og måtte forlade hus og hjem. Han var imidlertid, som mange irere,
musikalsk begavet (det var ikke fra fremmede, at Holmes havde sine musikalske
evner), og tjente vel fra hånden og i munden ved at spille violin ved baller i
de lokale landsbyer, men Mycroft blev, i kraft af sin gode stilling, den
egentlige familieforsørger, og det var ham, der arrangerede, at Sherlock
påbegyndte et studium i kemi ved Cambridge universitetet. Det var her, han
lærte Trevor Jr. at kende, men efter besøget i dennes hjem (GLOR), indså han,
at han var kommet på forkert hylde, og selv om han bevarede sin kærlighed til
kemien, startede han nu et studium i filosofi (i dag ville vi vel nærmere kalde
det psykologi) ved Oxford universitetet. Holmes er således en af de få englændere,
der har frekventeret begge de to store engelske universiteter.
Faderens navn var altså Victor. Det var derfor ikke tilfældigt, at Holmes
under foregivende af at være nordmand valgte "Sigerson" som sit nom de guerre
i sin udlændighed fra 1891 til 1894 (EMPT). Det oldnordiske "sigr" betyder
sejr, og det genfindes på mange europæiske sprog, dansk, svensk, norsk,
hollandsk, tysk etc. (jvf. Valdemar Sejr, Sigurd, Sigbritt, Siegfred). Siger-son
betyder altså "søn af den sejrende", og Holmes var jo netop søn af Victor,
der på latin betyder sejrherre.
Sherlock og Mycroft Holmes havde ingen efterkommere.
1995 © Jørgen Frørup
|