Sherlock Holmes i dansk forklædning

Det er som bekendt i hvert fald til en vis grad sandsynligt, at Sherlock Holmes utvivlsomt har aflagt besøg i Danmark. Måske flere gange. Om et af disse besøg foreligger der en førstehåndsberetning i den danske forfatter og journalist Carl Mussmanns fortælling Sherlock Holmes paa Marienlyst, hvor CM skildrer sit personlige møde med Holmes og Watson på det celebre sommerhotel og derved får lejlighed til at følge Mesterens opklaring af et smykketyveri. Fortællingen, en lang novelle, udkom i 1906. Det er en ganske fornøjelig historie, der da også senere blev genoptrykt og endog oversat til engelsk. Den er ikke uden interesse for conanisk forskning; en kapacitet på området herhjemme har påvist, at mødet, såfremt det virkelig fandt sted, kan nøje tidsfæstes til sommeren 1903, hvad der ikke ses grund til at betvivle. Den pågældende redegørelse herfor foreligger i trykt form (januar 1994) og er i min besiddelse.

Som navn, men heller ikke meget mere, optræder Sherlock Holmes i titlen på et par ældre danske kriminalromaner fra omkring samme tid som CMs historie. De to bøger, der her tænkes på, hedder begge En dansk Sherlock Holmes, og er skrevet af henholdsvis C. Andersen (udgivelsesåret er 1908) og Anton Mølgaard (1905).

Under en nylig samtale med en god ven om udviklingen i Danmark under VK-regeringen måtte jeg konsterneret gøre mig klart, at han blandede de to romaner sammen. For ikke at afbryde vor samtale med en påpegning af denne fejltagelse, som han i debattens hede kunne forledes til at opfatte som noget mindre væsentligt, lovede jeg mig selv ved senere lejlighed, når jeg var faldet til ro, at kaste lys over sagen. Derfor de nedenstående kortfattede oplysninger til Sherlockiana, som jeg (anonymt) vil tilsende min ven, der af grunde, der ikke står mig klart, ikke er abonnent.

C. Andersens En dansk Sherloch Holmes (bemærk forkert stavemåde!) er faktisk et genoptryk - den kom oprindelig i 1897, dengang under titlen En dansk Lecoq (navnet på en populær fransk seriehelt). Undertitlen, der blev bevaret, var Kriminalfortælling efter en københavnsk Politimands Optegnelser. Man vil allerede heraf forstå, at historien intet har med den sande mester at gøre. Det er en meget banal fortælling, omstændelig og uspændende og med et politi, hvis arbejde er parodisk som i gamle kioskhæfter.

Sagen drejer sig om et tyveri (66.000 kr.) fra en vekselererforretning i København. Kassereren rejser straks sin vej og bliver følgelig mistænkt og arresteret; han nægter alt. Det bliver hurtigt klart, at den skyldige er den unge kompagnon i firmaet, der lever livet som spillefugl og skørtejæger. Politidetektiv Axel Johnsen tager orlov fra det almindelige arbejde og kaster sig over sagen. Undervejs bliver han bortført (!) af skurken og anbragt i en sindssygeanstalt (!!) på Rügen. Da han undslipper herfra og vender hjem til København, revner ballonen, og skurken havner i fængsel, hvor han i erkendelse af, at alt er ude, hænger sig. I glæde over denne lykkelige udgang på affæren hænger bogens to unge par sig om halsen på hinanden og forlover og gifter sig, tilsyneladende i den tro, at de dermed finder lykken.

Både detektiv og forbryder tyer hyppigt til forklædninger; det minder, bevares, lidt om forholdene i London, men det mangler helt det elegante Baker Street-snit.

Så er der langt mere at hente i En dansk Sherlock Holmes fra 1905, skrevet af Anton Mølgaard, der også er ude i et alvorligere ærinde. Her er det Robert Martins, herredsfuldmægtig i en lille, dansk provinsby, der får det forpligtende tilnavn - og han vil meget ha’ sig frabedt en sammenligning. ”Nej - Sherlock Holmes, det er én stor Humbug,” siger han til sin ven avisredaktøren, der i en fredsommelig samtale har bragt mesterdetektiven på bane. ”Al denne Snedighed og Udspekulerthed, som Folk beundrer i saa høj Grad hos denne Romanhelt, er helt hen i Vejret. Mangler en Mand en Knap i en Frakke, er han Ungkarl; er en Gentleman ubarberet, saa har han haft en stærk Sindsbevægelse i Løbet af de sidste Fireogtyve Timer; har han en rank Holding, og er han samtidig solbrændt, saa har han været Officer i Indien o.s.v., o.s.v. - Paahit, der imponerer den ukritiske Læser, men som akkurat lige saa vel kan betyde noget helt andet. (-) En Forhørsdommer eller Opdager, der var henvist til at hente Erfaring hos Sherlock Holmes, vilde hurtigt spille fallit.”

Herredsfuldmægtigen erkender dog, at ”en Opdager maa kunne bruge sine Øjne, han skal finde Spor dér, hvor Lægmanden intet ser. Det er heller ingen Skade til, om han uddanner sig til Sporhund.” Og Martins erklærer sig tiltalt af Sherlock Holmes-fortællingerne fremfor den primitive, danske ”Forhørsdommer-Virksomhed for Tiden,” hvor man bare ”putter den mistænkte i Hullet og klemmer løs paa ham, indtil han bliver mør og bekender.”

Idealet for Martins er imidlertid den dommer eller opdager, der har ”psykologisk Devinationsevne, - sjælelig Gætte-evne,” så han kan sætte sig i den mistænktes sted. Han henviser til Dostojewskis Raskolnikov - her er en forhørs-dommer, der er ”mere værd end et helt Regiment Sherlock Holmes’er og de allerfleste danske Forhørsdommere. Han studerer hverken Fodspor eller Cigaraske; han putter ikke sin Mand i Bøtten og piner ham, til han overgiver sig. Nej, han paavirker ham sjæleligt, indtil han selv frivilligt kommer.” Martins afslører dog, at han i sin fritid sysler med at studere og optegne cyklespor - ”det kan maaske ogsaa faa sin Betydning ved en eller anden Lejlighed,” siger han. Det kunne Holmes jo kun give ham ret i. Holmes kaster også sin skygge over den sag, der snart dukker op - en ung piges død ved hængning, kamufleret som selvmord. Martins undersøger nøje fodspor, finder bl.a. cyklespor og en afrevet knap (!), sikrer sig skriftprøver og papirtyper, forhører de implicerede - og kommer med bemærkninger om hunden, der sært nok ikke gøede den skæbnesvangre nat (!). I det hele taget handler han under opklarings-arbejdet, så Holmes ville ha’ smilet anerkendende!

Den skyldiges afsløring når Martins frem til gennem en lang, fortrolig samtale med den pågældende, der er tynget af samvittighedsnag og frivilligt bekender. Mølgaards lille fortælling om Robert Martins’ mandige (forgæves, ville vi tilføje) kamp mod det store forbillede rundes af med en ”alvorlig” del, idet de sidste 40 af de i alt 108 sider består af den skyldiges bodfærdige tanker og optegnelser i arresten om forbrydelsen og hans eget forspildte liv. Han angrer bittert en barn- og ungdom, præget af forkælelse, fraværet af en fader, til hvem han kunne se op, et råt soldaterliv med druk og banden, og et løsagtigt forhold til kvinder. Han nærede også syndigt overmodige tanker - ville være medlem af sognerådet, af amtsrådet, måske til og med folketingsmand! Han sammenfatter sin erfaring fra et forspildt liv i følgende ord:

Forfængelighed, Forfængelighed! Alt sammen Forfængelighed!

Det er udvendigt og overfladisk og ligegyldigt. Det er slet ikke det, det kommer an paa. Det ene fornødne er at have Fred i sin Sjæl.

Jeg håber, at min før omtalte ven, som har en opfattelse af dagens politik, jeg ikke deler, netop derfor vil skrive sig disse ord bag øret, når han nu læser dem i Sherlockiana.