A Study in Scarlet - en sherlockiansk tur til Bornholm inkl. boganmeldelse

af Mia Stampe Lagergaard
Trykt i Sherlockiana 2005, nr. 2/3/4.
- ikke alle illustrationer er medtaget i web-udgaven.

Som annonceret i sidste nummer, havde the Speckled Gang arrangeret en tur til Bornholm d. 3. juli for at bese kunstneren Nis Jessens original-illustrationer til A Study in Scarlet (STUD), hvis anmeldelse følger herunder. Rejseselskabet på 7 personer forlod hovedbanegården kl. 7 med den direkte busafgang til Rønne, og var hjemme igen omkring kl. 9 om aftenen. Var det nu ikke en overdreven lang rejse bare for at deltage i en fernisering? Jeg tror, jeg taler på samtlige deltageres vegne, når jeg skriver, at det ikke var ”bare” en fernisering. Det var en helt usædvandlig og unik udstilling, der kun var tilgængelig i nogle få dage.
Bagerst fra venstre: Snare, Ole Holm, Nis Jessen, Kristian Cordtx. Forrest: Søren Kretschmer, Bjarne Nielsen, Mia Lagergaard & Lise Lotte Frederiksen foran nogle af original-illustrationerne til STUD.

Da vi ankom til Rønne tog vi en stor taxa til Nis Jessens atalier, beliggende i en have af selskabt idyl, udenfor Østerlars. Her blev vi beværtet med kaffe og kage, og der var god tid til at sludre med både Nis og forlæggeren Ole Holm, og ikke mindst studere de ca. 50 – helt fantastiske plancher – som Nis, udaf 150, havde fået plads til ved at rydde en del af sin udstillingsbygning. Der var flere af os, som gerne ville købe en, men originalerne var ikke til salg (suk). Snart kom der flere gæster, trykkeriet/forlagets samlede stab, der alle havde været med i frembringelsen af bogen, familie, venner, forretningsforbindelser m.fl. Receptionen var overdådig, og alle lækkerierne var fremstillet af børn og svigerbørn. Der blev holdt taler, udbragt skåler, og der var i det hele taget en sprudlende stemning. Spændende var det også at høre om de udfordringer og prøvelser, både kunstner, trykke-eksperterne og forlæggeren, havde måttet igennem før resultatet nu kunne præsenteres.

Godt hen på eftermiddagen tog vi ind til Rønne, spadserede lidt rundt og faldt ind på en pub til en øl, inden færgen, efter en del fovirring, afgik mod Ystad.

Boganmeldelse af A study in Scarlet, illustreret af Nis Jessen

Forfatter: Arthur Conan Doyle
Format: 25 cm x 35 cm, harcover med omslag og evt. kassette.
Udgivet af: Hakon Holm Publishing, Rønne.
Pris: 60 – 78 €, alt efter om det skal være med eller uden kassette eller nummereret og signeret udgave i begrænset oplag.
Selve historien er velkendt, så den skal ikke yderligere omtales. Blot skal det nævnes, at det er den originale tekst fra Beeton’s Christmal Annual 1887. Det, der er interessant ved denne udgivelse, er nemlig tekstens indpakning, bestående af illustrationer, samt selve trykningen, papir og indbinding. En indpakning så overdådig, at den kan synes ganske at overskygge historien, til trods for at den netop at gjort for at komplementere denne.

Først om illustrationerne. Disse er begået af kunstneren Nis Jessen over en årrække på 8 år. Over 600 enkelt-illustrationer indgår i bogen og smyger sig rundt om sidernes teksblokke. De følger nøje historien og visualiserer hele handlingen i en detaljerigdom uden sidestykke. Jessens udgave af Holmes og Watson er overbevisende (man sporer måske inspiration fra forskellige skuespillere), og variationen i billederne såsom panorama, person-interaktion eller fokusering på småting, gør bogen meget levende og stemningsmættet. Det allermest spændende er de mange billeder, der følger den store del af historien, som foregår i Utah. Aldrig før har vi set Lucys og Ferriers liv hos mormonerne illustreret, for slet ikke at tale om den midt-amerikanske natur og det miljø, de omgives af. Der må ligge overordentlig mange forundersøgelser til grund for disse billeder. Nis Jessen fortæller, at der er mange sherlockianske hints og detaljer gemt i billederne, som sandsynligvis kun vil kunne findes og forstås af den kyndige sherlockianer. Skønt med udfordringer til læseren!

Selve bogværket er ”coffee table size” i hård indbinding med et farvebillede for og bag, der begge er oprindelige malerier. Billederne går igen på omslaget, hvis ”vinger” omtaler historien bag Doyle’s A Study in Scarlet, en intro til Doyle selv, og en kort præsentation af Nis Jessen. På bagsiden giver eksperten Cathrine Cook bogen mange roser med på vejen. I luksusudgaven leves bogen i en solid kassette, der for og bag er prydet af tegninger af Holmes og Watson i hel figur. Et begejstret forord er skrevet af Edward ”Watson” Hardwicke, som i øvrigt også er portrætteret af Nis Jessen. De sidste 4 sider er kunstnerens kommentarer, hvori han fortæller om inspirationen, arbejdet og researchen. Han præsenterer i ord og billeder 32 eksempler på nogle af de mange fine detaljer fra selve historien.

Alle bogens sider er gjort af tykt, mat, cremefarvet papir af højeste kvalitet, der gengiver de sepia-farvede tryk perfekt. De står skarpt og indbydende med et skær af historie over sig. Det er bogtryk på højeste niveau. Man har lyst til at røre ved billederne. Bogen er simpelthen ”lækker” at holde om og bladre i. Personligt har jeg aldrig ejet, endsige bare set, et så flot sherlockiansk bogværk, og selv om vi danske sherlockianere jo ikke har mindste del af æren, er jeg utrolig stolt over at dette imponerende stykke sherlockiana kommer fra Danmark. Nis Jessen og Hakon Holm Publishing fortjener at høste stor ære over hele verden.

Jeg vrider min hjerne for at finde noget negativt om denne bog. Prisen, ja, men dette er jo kunst og håndværk, det fås ikke finere, og prisen afspejler det store arbejde, der ligger i værket. Vægten, indrømmet, men når først man har erhvervet sig den, har man sikkert slet ikke lyst til at sende den til selv sin bedste ven. For man er jo nødt til både at have et eksemplar, der må læses i, og ét til samlingen.

Denne illustrerede udgave af A Study in Scarlet kan hermed på det varmeste anbefales både som julegave til den teenager, man gerne vil introducere til Holmes og Watson (på engelsk), til alle sherlockianere såvel som den alment bibliofile. Man kan læse mere om Nis Jessen og om pragtudgaven på www.mr-holmes.com hvorfra man også kan bestille. Udover bogen sælges fra Hakon Holm forlaget også posters med to forskellige motiver fra bogen, samt stickers i form af frimærker med 32 forskellige motiver.

 

2005 © Mia Stampe Lagergaard