1. Kapitel.
Den hemmelighedsfulde Marquis
I Jamespalæet paa Hjørnet af Trafalgarsquare i London havde den gamle berømte Adelsslægt Douglas boet i flere Slægtled. Palæets nuværende Indehaver var den ærværdige Sir Cyrith, Greve af Douglas og flere andre Godser, thi Sir Cyrith var lige saa, rig som han var anset. Paa sine Godser kom han dog sjældent - maaske lige i Jagttiden, ellers opholdt han Sig til Stadighed i London i sit berømte Hjørnepalais, hvis Sale Aaret rundt var Vidne til mange muntre og pragtfulde Fester. Thi Greven vilde slægte sine Forfædre paa og føre stort og gæstfrit Hus, desuden havde han en Dat-ter, som det ikke gik an at stænge ude fra den festlige Verden.
Min skønneste Juvel kaldte den gamle Greve hende, og sande var disse Ord, selv om de var sagt af Faderstolthed.
Den unge Grevinde var virkelig smuk.
Vidunderlig smuk, sagde hendes Veninder, og mere end guddommelig, erklærede hendes mange Tilbedere, der vilde betragte det som en Naade blot at faa Lov til at kysse hendes lille velskabte Fod.
Men ingen havde endnu kysset hendes Fod, endsige hendes røde Mund, der som oftest var kruset med et lille spodsk Smil.
"Hun har et koldt Temperament," erklærede Vennerne, "hun er som Is," raabte hendes ivrige Bejlere - "stenhaard som Diamaterne, der funkler i hendes Halsbaand."
Selv lo hun spodsk og overlegent, naar man bebrejdede hende hendes Kulde overfor alle ømme Tilnærmelser.
Men brød hun sig ikke om det 'stærke Køn', yndede hun til Gengæld at more sig. Ikke var der en Premiére i Operahus -eller Theater uden at hun jo mødte op i sin silkeraslende Kjole, og ikke fandt et Bal eller større Selskab Sted i den 'fine London-Verden', uden at hun jo blev Ballets Dronning, den éne som alle kjoleklædte Herrer kredsede
Om, og som kun havde haanlige Smil for alle ømme Blikke.
Nu var hun fem og tyve Aar gammel, og højt som den ærværdige Sir Cyrith elskede hende, og hvor meget han end
At kunne beholde hende hjemme som Trøst i sin Alderdom, maatte han dog tilstaa for sig selv, at det var paa høje Tid, hans smukke Datter blev gift.
Men Forestillinger nyttede ikke, det havde han sørgelige Erfaringer for.
Næppe begyndte han at ymte om Ægteskab før hun kærligt og indsmigrende lagde sin Arm om hans Hals og lukkede hans skæggede Mund med et Kys.
"Jeg har nok i Dig, Fa'r - hvad skal jeg med de væmmelige Mandfolk", var altid hendes leende Svar.
Og dermed endte gerne Diskussionen mellem Fader og Datter om den hellige Ægtestand.
Men nu var der sket noget.
Den gamle Greve havde gjort Bekendtskab med en ung fransk Marquis, der var Løjtnant i Republikens Hær og eneste Arving til en hoved-rig Onkel.
Den unge franske Adelsmand havde gjort det bedste Indtryk paa Greven. Han var fint dan-net, glimrende veltalende og - hvad der ganske vandt ham for den gamle Greve - han var og-saa en lidenskabelig Samler af juveler. Kostbare Stene og Perler havde han et ligefrem forbløffende Kendskab til, med Kendermine kunde han straks se, om en Diamant var ægte, og øjeblikkelig bestemme dens Værdi. Selv havde han ogsaa en værdifuld Samling af de sjældneste Smykker, Kost-barheder funklende af Diamanter og Perler, som Guldets Mestre havde smedet i de sidste fire Hun-drede Aar.
Han havde et Armbaand, som Napoleons Dronning Josephine havde baaret om sin runde Arm, en Snustobaksdaase, som havde tilhørt selve den store Kardinal Richelieu, en Halskæde, som Ludvig den Fjortende havde foræret sin Elskerinde og mange andre gamle sjældne Smykker, som selv Fyrster maatte misunde ham.
Og den gamle Greve lyttede til ham med aaben Mund og store Øjne. Det var oppe i den eksklusive Londonklub, Carlton House, at de sad sammen ved et hyggeligt Hjørnevindue. Dér, med ivrige Haandbevægelser fortalte den unge Marquis om sine store Skatte, medens Greven smi-lede velvilligt.
Og Greven rømmede sig og saa over paa sin nye Ven, der saa ganske havde vundet hans Hjærte.
"Ja, min kære Hr. Marquis, jeg kunde nok have Lyst til at se Deres enestaaende Samling. Første Gang jeg kommer til Paris igen, skal jeg ogsaa aflægge Dem en Visit - stol paa det, stol paa det!"
"Ja, svigt nu ikke, Hr. Greve - jeg kan roligt sige Dem, at De ikke kommer til at fortryde Deres Besøg".
"Det tror jeg heller ikke", udbrød Greven vel-villigt. "Imidlertid kan jeg ogsaa vise Dem noget, der nok kan faa en 'Kenders' Tænder til at løbe i Vand. Jeg er selv Samler, det har De jo nok mærket, og uden at prale kan jeg nok sige, at jeg har enkelte Ting, som jeg ved, at selve Kong Edward gerne gad eje -"
Der kom som et Glimt i den unge Fransk-mands mørke Øjne, men han undertrykte det hur-tigt og nikkede forstaaelsesfuldt.
"Saaledes har jeg," fortsatte Greven, "et Halsbaand som selve Dronning Elisabeth har skænket en af mine Stamfædre. Vi har nu haft det i Familien i tre Hundrede Aar, fra Slægtled til Slægtled er det gaaet i Arv, vor Families skønneste Damer har baaret det og nu pryder det min Datter Alices Hals".
Greven holdt inde og fortsatte derpaa, medens en svag Rødme farvede hans Kinder.
"Og véd De, hvad det er værdsat til? - til to hundrede Tusind Pund Sterling!"
Greven slog ud med Haanden som for at af-værge et Beundringsudraab.
Men den anden stod stille, en mærkelig Ligbleghed havde spredt sig over hans Kinder.
"Om han maatte faa Lov til at se det?" kom det endelig hæst fra ham.
"Det maa De, min unge Ven", Sagde Greven oprømt og øjensynlig smigret over Franskman-dens Betagethed.
",Lad mig en Gang se", fortsatte han overvej-ende. "Min Datter bærer altid Halsbaandet og lader det aldrig komme ud af sine Hænder. Men - De kunde jo komme sammen med hende. Hun - tro mig - er sandelig ogsaa værd at se paa!"
"Hvornaar da?"
"Hvornaar da! - Jeg ser, at De allerede er utaalmodig. Er det nu Tanken om Halsbaandet eller min Datter, der Øver saa stor Tiltrækning", vedblev Greven skæmtende.
"Begge Dele, Hr. Greve", svarede den unge Franskmand, der nu fuldstændig havde genvundet sin Fatning, med et indtagende Smil. "Det skulde glæde mig overordentlig at gøre Bekendt-skab med Deres Datter, Grevinde Alice, og det vil sikkert blive en sand Kunstnydelse at se det sjældne Halsbaand".
"Og se det skal De", udbrød Greven og slog sin Haand med Eftertryk paa Knæet. "Se det skal De, og det endnu i Dag. Kender De Lord Cavendish - naa ikke. Han er min gode Ven, og hos ham kommer min Datter i Aften til et mindre Selskab. Dér gaar De uden videre hen - jeg skal medgive Dem en skriftlig Introduktion. Nej - ingen Indvendinger! Vi Englændere holder ikke paa Ceremonier, naar det gælder en smuk Dame og et sjældent Halsbaand. Og De kan tage mit Ord for det - De skal faa begge Dele at se".
"Men De maa skynde Dem", fortsatte Gre-ven. "De maa være der Klokken fem - til 'Five Oclock The', og nu er Klokken snart fire . . . . De har Ret, det var den Anbefalingsskrivelse!"
Greven ringede paa Klubtjeneren, der et Øje-blik efter bragte ham en Skrivemappe samt Pen og Blæk.
"Boni de Bauharnais, - saaledes var jo Deres fulde Navn?" og Greven saa spørgende op.
Marquien, der var falden i dybe Tanker, rettede sig op og nikkede bejaende.
"Ja - her er saa Anbefalingen", sagde Greven og rejste sig op. "Den, vil aabne Dørene for Dem til Lordens Hus og skaffe Dem en gæstfri Modtagelse. Lad mig nu se, at De beundrer Halsbaandet som det anstaar sig en stor 'Kender', og glem heller ikke min Datter - hun er ogsaa en Smule Beundring værd.
Men hør, jeg faar en Idé", og Greven tog fat i den unge Mands Arm som denne stod bukkende og parat til at gaa. "De véd, Hr. Marquis, at gamle Folk som jeg har Lov til at være lidt frimodige. Jeg vil da ogsaa være oprigtig og uden Omsvøb sige Dem, at De er en Mand efter mit Hjærte, og jeg vilde ønske, De ogsaa var efter min Datters. Men hun er lidt vanskelig, ja, De forstaar mig nok - Pigebørn er jo ikke saadan at regere. Men kunde De gøre Indtryk paa hende, skulde De ikke faa noget Nej fra min Mund - det kan jeg sige Dem. Jeg begynder jo at blive vel meget til Aars og vilde gerne vide hende i en sikker Havn. Ellers ved man aldrig, hvad der kan ske. Der er nu den unge Rolf Elsmore. Han er forelsket til op over begge Ørene og sværmer for Alice tidlig og slide. Rigtignok ejer han ikke en Penny, men maa leve af sin usle Officersgage, saa hvorledes Fyren kan gøre sig noget Haab om at vinde hendes Haand gaar over min Forstand. Alice bryder sig heller ikke om ham - hun bryder sig overhovedet ikke om Mandfolk. Men man ved jo aldrig, hvad der kan ske, Fyren ser godt ud, og han er standhaf-tig og søger altid at komme sammen med hende. Jeg er vis paa, at han ogsaa er hos Lord Caven-dish i Aften. Saa hvis De kan stikke ham ud . . . ha, ha, ja, De tilgiver nok mig, snakkesalige gamle Mand".
Under Grevens lange Tale var de komne helt hen til Klubbens Udgangsdør. Foran denne tryk-kede han endnu en Gang med stor Hjærtelighed Marquien i Haanden og gik derpaa atter ind i Værelserne.
"Ja, disse Franskmænd, disse Franskmænd", mumlede han smaaleende hen for sig, da han igen sad velplaceret i Lænestolen ved Hjørnevinduet . . . Denne Marquis er virkelig en passende Mand for Alice, naar nu bare ikke det dumme Pigebarn gør sig udtilbens. Naa, man faar haabe det bedste, og han fortabte sig i Drømme om Kardinal Richelieus vidunderlige Snustobaksdaase, som hans unge franske Ven havde i sin Samling.
2. Kapitel.
Flagermusen.
Og ikke saa snart lukkede Klubdøren ud til Gaden sig efter Marquien, før han udstødte en let, hvislende Fløjten, der, hvor svag den end var, dog gennemtrængte Gadens bedøvende Tummel og Larm.
I samme Øjeblik dukkede ogsaa en Skikkelse op ved Siden af ham, og med et forstaaelsesfuldt Genkendelsesblik fulgtes de to Mænd sammen hen ad Gaden og blandede sig med Vrimlen.
Denne Skikkelse, der saa pludselig var dukket op af Gadens Menneskehav saa mere end mærkelig ud.
En humoristisk Iagttager vilde straks have døbt ham Flagermusen, thi en Flagermus lignede han.
Han var iført en lang, flagrende Kappe, som, naar Vinden blæste den lidt til Side, aabenbarede en mærkværdig tynd Overkrop og ganske spinkle Ben, der bevægede sig med skyggeagtig Hur-tighed.
Hans Ansigt var langt og blegt, Øjnene laa i dybe mørke Huler og brændte som et Rovdyrs, Næsen var stor og krum og havde en mærkvær-dig Lighed med et Ørnenæb.
Kort sagt, hele den flagrende Skikkelse gjorde et alt andet en hyggeligt Indtryk, og den joviale Grev Douglas oppe i Klubben vilde utvivlsomt have sat en meget betænkelig Mine op, om han havde set denne skumle Fyr sammen med den elegante og elskværdige Marquis.
Men Marquien selv syntes ikke at nære Be-tænkeligheder overfor sin Ledsager. De to Mænd var øjensynlig Venner eller Kammerater og fra den Fart og Behændighed, hvormed de snoede sig gennem den tætpakkede Menneskemasse i Gaden, kunde man se, at de havde travlt og et fælles Maal.
Hidtil havde ingen af de to mælet et Ord.
Men da de drejede ned ad en mørk Sidegade med ensformige Rækker af smudsiggraa Huse, udbrød Flagermusen i en hviskende og utaalmodig Stemme:
"Naa, kan der saa laves et Kup - dur den Gamle?"
"Stille! Ikke et Ord før vi naar hjem!" kom det heftigt og bydende fra Marquisens Læber.
Og den anden, der øjensynlig var vant til at lystre, tav bomstille, og tavse fortsatte de to Mænd deres hurtige Gang.
Endnu nogle Minutter, og de standsede foran et lavt Hus.
Flagermusen famlede i sine Lommer og trak en Nøgle frem. Straks efter knirkede Gadedøren paa sine rustne Hængsler og lukkde sig efter de to Mænd.
Gennem en lav Gang kom de ind i en Stue, hvor Marquien strøg en Svovlstik og tændte en Lampe, der stod paa et faldefærdigt Bord.
Derpaa smed han sig paa en Stol og saa sig mønstrende omkring i Værelset.
"Er Skodderne for, Jean?" var hans før-ste Ord.
"Ja, Mester", svarede Flagermusen, "alt er i Orden her, alt er, som det skal være".
"Godt! Men har du talt med Grevens Tjener?"
"Ja, Mester Sar . . ."
"Ti! Ved du endnu ikke, at mit Navn aldrig maa nævnes", lød Marquiens vrede Stemme. "Lad være, at Huset er ubeboet, at Skodderne er for og Døren i Laas - aldrig kan man dog vide sig fuldstændig sikker. Væggene kan have Øren, usynlige Fjender kan være tilstede. Hviskes blot mit Navn, kan det maaske blive hørt, og hele Opdagerkorpset kommer paa Benene. Og hvad der er værre, vi er i London, i denne By bor Sherlock Holmes - glem ikke det".
"Jeg skal ikke mere fortale mig, Mester - tilgiv mig".
"Godt! Men lad os nu holde os til Sagen. Du har altsaa talt med Grevens Tjener - var han villig?"
"Ja, Mester, han var villig, men Manden er en stor Slyngel og Lurendrejer. Han var ikke tilfreds med de halvtreds Pund Sterling, som jeg tilbød ham. Nej, han vilde absolut have hundrede og oven i Købet de halve af dem straks".
"Fik han dem?"
"Ja, jeg betalte ham dem, jeg mente . . . "
"Det gjorde du ret i. Nu drejer det sig ikke om lumpne hundrede Pund, eller tusind Pund. Dette her er en stor Sag, den største Sag, som jeg endnu har haft med at gøre. Lykkes den, og den skal lykkes, saa er vi forsørgede for Livstid. Men, fortæl videre, Jean, - hvad fik du saa ordnet med Grevens Tjener?"
"Jo, Mester - Grevens Tjener, John, hedder han forresten, vil glemme at aflaase Døren i Af-ten, han vil ogsaa sørge for at det elektriske Lys kommer i Uorden, saa det ikke pludseligt kan tændes. Grevindens Soveværelse, forklarede han mig desuden, ligger lidt afsides - lige for Enden af den lange Korridor paa første Sal".
"Godt! Spurgte han dig forøvrigt ud om vort Forehavende?"
"Nej, han var meget diskret og øjensynlig ogsaa lidt bange. Han vilde glemme at aflaase Døren, faa det elektriske Lys i Uorden og saa modtage en Dusør paa halvtreds Pund og møde mig i Morgen ved Fleet Street og faa de andre halvtreds. Ellers vilde han ikke have noget at gøre med Sagen, det kunde let bringe ham i For-legenhed, sluttede han med at sige, - og han var en ærlig og god Tjener".
"Ha, ha", - Marquien rejste sig leende op fra Stolen. "Ærlig og god, det er han - det vil sige, god mod os og sig selv. Godt er det, at du ikke fortalte denne Dompap mere om vor lille nette Forretning - det kunde ellers let sætte det hele over Styr".
Marquien gik op og ned ad Gulvet et Par Gange og stillede sig derpaa op foran Flager-musen.
"Jean, hør nu opmærksomt paa mig", begyndtle han igen. "Ser du - nu er jeg Marquis Boni de Bauharnais, for en god halv Time siden sad ,jeg sammen med den gamle Grev Douglas, og om en lille halv Time maa jeg være hos Lord Ca-vendish, hvor jeg vil træffe sammen med den unge Grevinde Alice Douglas. Den gamle Greve har med egne Ord bekræftet alle vore Formodnin-ger om det berømte Halsbaand. Det er virkelig en enestaaende Skat og magelig sine to hundrede Tusind Pund Sterling værd. Og det Halsbaand maa vi have fat i nu i Nat - saa er vor Lykke gjort".
Marquien gned sig fornøjet i Hænderne, og Flagermusen saa beundrende paa ham.
"En Ting forundrer dig maaske, Jean", fortsatte han atter, "og det er, at jeg ønsker at møde Grevinden i Aften - ikke sandt?"
"Ja, hvorfor vil du det, Mester".
"Aa, Jean, du har endnu meget at lære. For det første er det ganske behageligt at komme i fint Selskab og møde smukke Kvinder, i Særde-leshed da, naar en af disse er den smaa Grev-inde, som jo efter Rygtet skal være en allerkæreste Tøs. For det andet - og det er vigtigt - vil jeg nok se dette Halsbaand med mine egne Øjne, før jeg risikerer mit Hoved for at faa det. Ens egne Øjne bedrager sjældent, mine gør det i hvert Fald ikke, og er Halsbaandet - hvad jo ogsaa er muligt - en snild Efterligning af det virkelige, ja, saa faar jeg det af vide i Aften, og saa er vor smukke Drøm om en sorgløs Tilværelse forbi for denne Gang.
Men jeg tror hun bærer det ægte paa sig, hun skal jo være saadan et egenraadigt Pigebarn, der ikke vilde være saa snusfornuftig at gemme sit kostbareste Smykke i sin Fars ildfaste Pengeskab. Og bærer hun det i Aften, lægger hun det ogsaa fra sig i sit Værelse, naar hun gaar i Seng. Og saa . . . ."
Men hør nu min sidste Ordre!
Klokken ét i Nat skal du være udenfor Gre-vens Palais, men mærk dig vel - uden at nogen kan se blot en Flig af dig. Det er alt, hvad du har at gøre, staa blot dér udenfor og vent taal-modigt paa mig - og hold skarp Udkig, selvfølgelig. Og nu maa jeg afsted til den smaa Grevinde . . . .!
- - -
"Marquis Boni de Bauharnais", meldte Tjeneren, og et Øjeblik efter stod der en høj, mørk og udadlelig klædt Mand bukkende foran Lord Cavendish.
Lorden læste opmærksomt Grev Douglas Introduktionsskrivelse igennem og rakte saa begge Hænder frem mod sin unge Gæst.
"Velkommen, Velkommen, bedste Hr. Marquis, det er mig en sand Fornøjelse - virkelig en sand Fornøjelse at gøre Bekendtskab med en Mand, som min gode Ven, Sir Cyrith, sætter saa megen Pris paa. Som Franskmand er De maa-ske ikke saa godt kendt her i vore Londonerkredse, men jeg skal hjælpe Dem over denne Mangel. Her i mit Hus kan De allerede gøre Bekendtskab med adskillige Herrer og Damer - smukke Damner, kan jeg sige Dem".
Med disse Ord tog Lorden den unge Franskmand under Armen og førte ham ind i det næste Værelse.
Her var der et lille Selskab samlet, Herer og Damer fra Londons bedste Huse, og med Buk og højlige Talemaader blev Marquien præsenteret for hver især.
Pludselig gav det et Ryk i den unge Franskmand.
Hvad hans Øjne begærligt havde søgt, havde han nu fundet.
Henne ved en Vinduesfordybning, skødesløst lænet op mod Væggen, stod en høj smuk Kvinde af ligefrem blændende Skønhed.
Som fastnaglet til Gulvet blev Marquien staa-ende og stirrede paa hende.
Magnetisk hang hans Øjne ved hendes Hals - denne velformede, hvide Hals, hvor et Smykke funklede og skinnede med en Glans, der syntes laant fra selve Solens Lys.
"Det er ægte! Det er ægte!" lød det uaflade-ligt inden i ham. Alt Blodet var strømmet ham til Hovedet, og Aarene i hans Tindinger var svulmet op og hamrede og bankede som efter en voldsom Kraftanstrængelse.
Svimmel førte han sin Haand til Panden; men han kunde ikke vriste sine Øjne fra denne Pigehals, hvor det gyldne, diamantfunklende Halsbaand kælent klyngede sig til den hvide Hud.
"Drømmer De, Marquis?" lød pludselig Lor-dens Stemme ved hans Side.
Med en Kraftanstrengelse rettede han sig og kom ud af den halvt tryllebundne Dvale, som det sjældne Halsbaand havde hensat ham i.
"Nej", svarede han belevent, "jeg blev for-stenet ved at se Englands skønneste Kvinde", og han saa atter hen paa Grevinde Alice.
"Og det har De min sandten ogsaa god Grund til at blive", svarede Lorden leende. "Kom, bedste Hr. Marquis, lad mig præsentere Dem!"
De traadte hen til den unge Grevinde.
"Min unge Ven: Marquis Boni de Bauharnhais", sagde Lorden, "og min gode Vens Dat-ter, Grevinde Alice Douglas".
Marquien saa beundrende paa den unge Kvindes Ansigt - "ved Gud, hun er virkelig en sjælden dejlig Kvinde", tænkte han, "hvem der blot ejede hende!"
Alice derimod vendte et spørgende, ligegyldigt Blik mod ham. "Naturligvis", - indrøm-mede hun sagte for sig selv - "han er virkelig en meget smuk Mand, og hvilke mørke, glans-fulde Øjne han dog har".
Men hun blev afbrudt i sine Tanker, ved at føle Marquiens Øjne fæstede paa sig - hun hav-de en ligefrem uhyggelig Følelse af, at de borede sig ind i hendes Hals.
Hun førte Haanden op til sit guldtunge Halssmykke og lod det kærtegnende glide mellem sine Fingre.
"Ja, det er et gammelt Familiesmykke", sagde hun henvendt til Marquien.
"Og usædvanligt sjældent og smukt", svarede denne.
"Grevinde Alice bærer sin Medgift paa sin Hals", sagde Lord Cavendish leende, "kan De vinde hende og den, Hr. Marquis?"
Der spillede et Smil om Marquiens Mund, og han skulde lige til at svare, da en høj, velbygget, lyshaaret Mand traadte hen til dem.
Der var et vredt Udtryk i hans blaa Øjne, og han saa bebrejdende hen paa Grevinde Alice.
"0, her har vi vor forelskede Adonis", sagde den muntre Lord, "maa jeg præsentere Dem for en farlig Rival, Hr. Marquis?
Dette er Løjtnant Rolf Elsmore, som har vundet Tapperhedsmedaljen under sine Kampe i Indien, og denne Herre her er Marquis Boni de Bauharnais - en Franskmand, der nok kan gøre Dem Retten stridig til en vis smuk Dames Haand", føjede Lorden til med et lidt ondskabsfuldt Glimt i sine muntre Øjne.
"Naa, men jeg vil anbefale mig«, sluttede han, "nu kan I tre Unge jo drøfte Livets og Kærlighe-dens Problemer".
Men det blev ikke nogen Debat om Kærlig-hed, de fandt Sted mellem de tre Unge. Løjtnant Elsmore var ilde tilmode og saa afvekslende ra-sende paa Marquien og bønfaldende paa Grevinde Alice. Og hvad denne smukke Dame angik, saa var det hende øjensynlig en kær Opgave at op-irre den forelskede Løjtnant end yderligere ved næsten udelukkende at henvende sig til Marquien, der var fuldstændig blændet af den unge Grev-indes Elskværdighed og det funklende, sjældne Halsbaand.
Det blev derfor ogsaa Marquien, der fulgte Grevinden ned til Vognen, da hun skulde hjem, medens den unge Elsmore gik bort med vredglø-dende Øjne, uden af have faaet sagt saa meget som et Farvel til den tilbedte Skønne.
3. Kapitel.
Nattens Stimænd.
Londons Gader var nu omtrent tomme. Men-neskehavet var skyllet bort, og havde spredt sig til de tusinde Hjem.
Nu og da hørtes en fjærn Vognrummel eller en Gadebetjents taktfaste Skridt - ellers var alt stille. Nattens Fred og Ro hvilede over den før saa travlt mylrende By.
Men over Trafalgarsquare kom en enlig Mandsperson gaaende. Var det en Arbejder, der nu først var færdig med sin Gerning, eller en Sviregæst, der kom fra et sent Gilde. Med lette, katteagtige Fjed listede han sig hen ad Fortou-get, krøb ind mod Husrækken nu og da og blev borte som en Skygge og gik saa atter lydløst fremad.
Udenfor et stort Hjørnepalais standsede han og saa op mod Vinduerne. Der var Lys i ét paa første Sal, og han stirrede anstrengt opefter.
Saa hørtes Trin, lynsnart svøbte han sin flagrende Kappe om sig og forsvandt sporløst i en Kælderhals.
Trinene kom nærmere og nærmere, og plud-selig hørtes en let, hvislende Fløjten.
Straks dukkede den flagrende Skikkelse frem paany, men denne Gang med dristige, hurtige Skridt, som var der intet mere at frygte.
Den flagrende Skikkelse gik lige hen til en høj Mand, som med Kraven smøget op om Ørene var standset udenfor det store Hjørnepalais.
"Er du dér, Jean?" lød det i en hviskende Stemme fra den høje Mand.
"Ja, Mester - der er intet mistænkeligt, men desværre skinner endnu Lyset fra Grevindens Soveværelse".
"Pokker ogsaa", mumlede den høje Mand, "men kom - vi kan ikke staa her paa den aabne Gade. Hvor holdt du dig skjult?"
"I Kælderhalsen, Mester".
"Saa, gesvindt, - lad os skynde os derned!" lød atter den høje Mands Stemme, men denne Gang i en bydende, utaalmodig Tone. "Man kaa vel se hendes Vindue derfra?" fortsatte han, idet de begge to listede sig over Gaden.
"Ja, udmærket!" kom Svaret fra den flagren-de Skikkelse. "Her er Kælderhalsen".
I næste Øjeblik var de to fordægtige Personer forsvundne, og da Gadebetjenten lidt efter kom slentrende forbi, var der intet mistænkeligt at se eller høre. Der skinnede nok et Lys fra et enkelt Vindue i det store Hjørnepalais, men heri var der jo intet mærkeligt. Betjenten saa det heller ikke en Gang, og heller ej saa han de fire skarpe Øjne, som vogtede paa hver af hans Be-vægelser, og som saa ham dreje ned af den næste Sidegade.
"En dum Betjent!" hviskede en Stemme i Kæl-derhalsen. "Bare nu det forbandede Lys vilde blive slukket, og den smaa Grevinde vilde gaa til Ro. Ellers ender det saagu med, at vi maa kværke hende, og det er Synd for hendes hvide Hals. Men Halløj! Dér gik jo Lyset ud, nu putter den Smaa sig nok under Dynen. Ja, drøm du, Grev-inde, drøm du om den franske Marquis - du drømmer vist alligevel ikke, at han vil besøge dig i dit jomfrubur i Nat.
Og hør nu, Jean", hviskede Stemmen atter, "du bliver altsaa roligt her og holder skarp Vagt - saa skal jeg nok sørge for Resten. Vi maa vente et Kvarters Tid, saa er hun vel falden i Søvn, og saa gælder det".
Langsomt sneg Minutterne sig hen for de to Mænd, det lille Kvarter forekom dem en Time, men ikke et Ord røbede deres store Utaalmodighed. Med anspændte Nerver ventede de paa, at det store Øjeblik skulde komme, og da det kom, nikkede de blot tavst til hinanden og den høje Mand sprang som en Kat op af Kælderen og var i næste Sekund ovre ved Palaiets store Hoveddør.
Ikke et Øjeblik tøvede han her, resolut drejede han paa Dørhaandtaget og den store Egedør gled lydløst op og lukkedes lige saa lydløst efter ham.
- - -
Grevinde Alice laa imidlertid i sin Seng.
Det havde været en bevæget Dag for hende, og længe havde hun ligget vaagen med det tændtle Lys, urolig og opfyldt af mange Tanker. Elskede hun Rolf Elsmore, spurgte hun sig selv Gang paa Gang - denne store, dumme Dreng, der blev vred, blot hun vendte sine Øjne fra ham. Og hun mindedes Scenen om Aftenen hos Lord Cavendish, saa atter i Erindringen Elsmores rasende Øjekast, da den franske Marquis talte til hende. Og hun smilede sagte hen for sig - ja, den Marquis, han kunde tale, og han forstod at føre sig. Men alligevel, alligevel - Rolfs ær-lige, aabne Ansigt var dog noget andet.
Under slige Tanker slukkede hun endelig Ly-set og trak Dynen op over sine Skuldre. Nu vilde hun sove og glemme alt det Vrøvl om Giftermaal, Marquis og Elsmore. Og resolut lukkede hun sine Øjne, men Tankerne vilde ikke lade hende i Ro. Uroligt kastede hun sig om paa sit Leje, for endelig at falde i en Søvn, der var halv Døs og halvt vaagen Tilstand.
Bing, Bang! drønede en Kirkeklokke ud over Trafalgarsquare.
"Allerede to", gik det søvnigt gennem hen-des Tanker, og hun trak mekanisk Dynen bedre om sig.
Men ved Døren til Sovekammeret puslede det sagte, lette katteagtige Bevægelser hørtes, og Tomme for Tomme begyndte Døren til Værelset at aabne sig som blev den ført af en usynlig Haand.
Men Grevinde Alice hørte intet. Søvnigt gemte hun sit Hoved i Puden, let og regelmæs-sigt bevægede hendes Bryst sig op og ned, som var der ingen Fare paa Færde.
Døren var nu halvaaben og en høj Skikkelse gled hurtigt og lydløst som en Skygge over Tær-skelen og ind i Værelset.
Med katteagtige, næsten usynlige Bevægelser flyttede den mørke Skikkelse sig fra Sted til Sted. Først gled den hen til Toiletbordet, og det var som to sorte Fangarme undersøgende førtes hen over alt, som laa paa det. Dernæst stod Skikkelsen ved det høje Bureau og bevægede sig derefter skyggeagtig forbi Vinduet og hen til Grevindens Seng.
Som en sort Aand fra Skyggernes Verden bøj-ede den sig over den slumrende Kvinde, og to Øjne lynede i Mørket.
Saa hævede Skikkelsen sig atter i Vejret, og man hørte en hæs, undertrykt Ed:
Forbandede Kvindfolk! Har hun ikke ladet Halsbaandet smede fast om sin Hals. Jeg Fjols, at jeg ikke har set det før!"
Skikkelsen gled nu hen til Vinduet, ét af dem svang hurtigt og lydløst op og en sagte, hvislende, kaldende Fløjten lød ud i den mørke Nat.
Et Øjeblik efter hørtes lette Kattefjed, og no-get flagrende Sort gled ind i Værelset.
"Jean!" hviskede en Stemme - "det er galt fat, vi er narrede! Halsbaandet er smedet fast om hendes Hals".
"Ak, ja, Mester, jeg tænkte, nok det skulde ende galt. Der røg den Drøm om Lykke".
"Galt! - Sludder! Vi skal faa det Halsbaand, om det saa skal koste hendes Liv. Men jeg ud-gyder nødigt Blod, det er farligt, og hun er en sødTøs. Men hør, hvad jeg vil sige, jeg har en Plan - en Idé, og den maa og skal lvkkes, ellers er alt tabt.
Skynd Dig derfor, list Dig sagte ned i Kælde-ren og faa fat i en stor Kurv, en meget stor Kurv - og vent paa mig med den lige indenfor Gade-døren."
"Naa, skynd Dig saa, hvad staar Du og maa-ber efter!"
"Jamen Mester . . ."
"Ikke et Ord. Skynd dig og gør som jeg har sagt. Vi har ikke et Sekund at spilde - og glem ikke at give det sædvanlige Signal, naar Du er færdig!"
En Kappe flagrede i Mørket som store Aande-vinger, og den høje Skikkelse var atter alene i Væ-relset med Grevinden.
Og nu begyndte den at vimse omkring.
Fra et Klædeskab halede et Par hurtige, skyg-gelignende Hænder nogle lange Silkesnorer frem, fra en Puffe gravede de et Tæppe op, og henne ved Servanten tog de en Svamp.
Alt dette foregik saa hurtigt, at det næsten vil-de have været umuligt at se Skikkelsen bevæge sig -fra Sted til Sted.
Endelig stod den høje, skyggeagtige Mands-person stille ved Grevindens Seng, lagde Tæppet og Silkesnorene fra sig paa en Stol og bøjede sig med Svampen i Haanden ned over den sovende Kvinde.
Saaledes blev han staaende, ubevægelig som en Støtte, udhugget i Nattens Mørke.
Da lyder en sagte, slangeagtig Hvislen ude fra Trappen.
I et Nu stopper Skikkelsen Svampen ind i Munden paa den sovende Grevinde, der lyder et halvkvalt Skrig, og hun faar rejst sig op i Sengen og ser sig omkring med vilde, forfærdede Øjne.
Men en kraftig Haand klemmer hende om Struben og kaster hende tilbage i Sengen, Svam-pen stoppes fastere i Munden paa hende, og hun bliver liggende stille med skælvende Lemmer.
Ikke en Lyd kan der nu komme over hendes Læber, daarligt nok kan hun drage sin Aande.
Bønfaldende strækker hun sine Hænder frem.
Men de gribes brutalt, og med Silkesnore, der skære Haandleddene blodige, snøres de sammen.
Paa lignende Maade bliver begge hendes Ben bundne.
Svinebunden, som hun nu er, løftes hun nu op at to kraftige Arme, et Tæppe svøbes om hende, og ud bliver hun baaret af sit Værelse.
- - -
"Naa, hvor har Du Kurven?" kom det stønnende fra den falske Marquis, der kom bærende med den bundne og halvt bevidstløse Grevinde.
"Her, Mester, her lige ved Døren - nu skal jeg hjælpe. Ja, ha, ha - det var en god Ide, nu faar vi baade i Pose og Sæk."
"Grin ikke - vi har ikke et Sekund at spilde. Saa her - bøj hendes Ben op, ellers faar vi hende aldrig ned i Kurven. Puh - det var ogsaa Pok-kers, som saadan et Pigebarn kan veje til."
"Vær ikke bange - jeg skal nok bære hende, Mester, jeg har en stærk Ryg."
"Godt - faa saa Kurven paa Nakken, men her, her - lad mig først dække den til med Tæppet. Saa - tag den saa!"
Med deres sjældne og levende Bytte kom de to Mænd ud paa de mennesketomme Gader. Hurtigt og forsigtigt bevægede de sig fremad, det gjaldt jo om ikke at blive set af nogen, den store Kurv vilde jo straks røbe dem som Tyve, selv om ikke en Sjæl vilde tænke paa, at den indeholdt Londons smukkeste Grevinde og et uerstatteligt Halsbaand.
Men de to Mænd var Mestre i deres Fag, og i Særdeleshed Mestre i at bevæge sig usete i Nattens Mørke.
Uden mindste Uheld naaede de tilbage til deres Bolig og satte Kurven fra sig i en aflaaset Stue, hvor tætte Skodder for Vinduerne dæmpede alle Lyde og stængede for alt.
4. Kapitel.
Den sorte Haand.
"Saa den gamle Grev Douglas mener, at hans Datter simpelt hen i et egensindigt trodsigt Lune er flygtet bort sammen med en Mand og snart vil vende tilbage, og det som ægteviet Hustru. Ja, min gode Hr. Løjtnant Elsmore, den Løsning paa Gaa-den er da ikke saa helt umulig. Man har jo før hørt om unge, romantiske Piger, der lader sig bort-føre."
"Jamen, Grevinden var ikke det mindste ro-mantisk, Hr. Sherlock Holmes."
"Kan være - men det er De vist, min kære Hr. Løjtnant. I hvert Fald maa De da indrømme, at det ikke er meget almindeligt at stjæle Grevin-der. Tyvehaandværket har nok udviklet sig til en ren Videnskab, men saa galt er det vist ikke alli-gevel. Men, man skal jo intet forsværge, jeg har selv oplevet utrolige Ting."
"Vil De da ikke tage Dem af Sagen?" Det kom bønfaldende fra den unge Løjtnants Læber.
"Ja - og nej," svarede Sherlock Holmes og strakte sine lange Ben frem under Bordet. "Før vi taler videre herom, vil jeg dog først tænde min Snadde. Tobaksrøg krystalliserer Tankerne - -ved De det, Hr. Elsmore. Naa, se nu ikke saa ulykkelig ud, tænd Dem en Cigar og lad os drøfte Situationen.
Altsaa - De har Mistanke til den franske Marquis, den Mand, som Grev Douglas derimod nærer stor Hengivenhed for og betragter med stor Tillid.
"Ja, jeg nærer Mistro til ham, han har vundet Indpas i de bedste Huse, hvordan maa Vorherre vide, thi han ligner en pomadiseret Dansemester og ikke nogen Gentleman."
"Naa, naa, Hr. Elsmore - sig mig, ja, und-skyld mit Spørgsmaal, men Frimodighed er nu mere end en Dyd, det er en Nødvendighed . . . sig mig, er De ikke forelsket i Grevinden?"
"Jo, det er jeg, Hr. Sherlock Holmes."
"Ja, jeg tænkte det nok. Men tror De ikke, af Deres Forelskelse netop gør Dem uretfærdig overfor Marquien, der jo dog har vundet gode Mænds Tillid."
"Nej, min Forelskelse har ikke gjort mig blind, men derimod vaagen og ivrig efter at op-dage den Skændighed, som er bleven begaaet. Og den kan kun opdages med Deres Hjælp, Hr. Sher-lock Holmes - De alene kan frelse den stakkels Grevinde."
"Ja, ja. Hr. Elsmore, lad os nu tænke over Sagen. Jeg har kun gjort Dem disse Spørsmaal for at stille Dem paa Prøve og høre, hvad De vidste - og det er jo ikke meget. Alligevel er jeg ik-ke helt utilbøjelig til at dele Dem Mistanke til Marquien. Det er jo saaledes ganske mærkeligt, at ingen ved, hvor han bor. Men han plejer at komme hver Dag i Carlton-house Klubben - var det ikke saaledes, De fortalte?"
"Jo, der kom han hver Dag - lige til i Gaar, da Grevinden forsvandt. Han fik ogsaa sine Breve sendte til Klubben; der ligger et til ham der-oppe for Øjeblikket."
"Naa, saa det gør der," svarede Sherlock Hol-mes. "Paa hvilket Klokkeslet kom det da, og hvor er det fra?"
"Ja, det ved jeg virkelig ikke, jeg har ingen Ret til at bryde hans Breve - Klubtjeneren ville vel heller ikke have tilladt det, om jeg havde gjort et Forsøg."
"Meget sandt - men De kunne i hvert Fald have set paa Frimærket, fra hvilket Land det kom, og paa Stemplet fra hvilket Distrikt det er bleven afsendt. Saadanne Smaating er det altid godt at vide - undertiden kan de føre til store Opda-gelser."
"Ja - det tænkte jeg ikke paa," svarede Løj-tnant Rolf Elsmore, "- men vil De ikke gaa med op i Klubben."
"Jo - det kan jeg godt, maaske er det ikke saa gal en Idé - saa faar vi da i alle Tilfælde lidt frisk Luft."
Med disse Ord rejste Sherlock Holmes sig, gik hen til Skrivebordet, tog en Revolver frem af en Skuffe og stak den i Lommen.
"Jeg gaar aldrig ud uden denne lille Ting." sagde han og saa smilende hen paa Elsmore, " thi dels kan man jo komme paa et Spor, som man ufor-tøvet maa forfølge, dels er det godt altid at være forberedt paa Forsvar, jeg ved nemlig af Erfaring, at der er mange Tyveknægte, der lurer paa mig."
"Det maa være underligt altid at vide sit Liv i Fare," lød Elsmores alvorlige Svar.
"Aa - det er ikke saa slemt," svarede Sherlock Holmes leende, "jeg tager mig Livet let og giver hver sit - om det ogsaa nu og da sker med skarpe Patroner."
Medens disse Ord blev vekslede havde de to Mænd faaet iført sig deres Overtøj og var nu nede paa Gaden og paa Vej til Klubben.
Elsmore, der var pint over Alices mulige Skæbne, og som gik med trykkende Følelser af overhængende Fare, vilde straks atter lede Samtalen over paa den mærkelige Marquis og Grevinndens gaadefulde Forsvinden, men den store 0pdager bad ham styre sin Utaalmodighed og tie stille.
"Jeg ved meget godt," sagde han, "at hvad der trykker én, maa man ogsaa tale om - men naar De taler, kan jeg ikke tænke, og tænke maa jeg netop nu. Vi svæver jo rent i det Blaa, og har end ikke det svageste Spor at holde os til."
Elsmore rødmede forlegent og tav stille, og tavse kom de to Mænd til Klubhuset og gik op ad Trapperne.
Først da de stod inde i Klubbens Forværelse tog Opdagernes Konge atter 0rdet.
"Hvor opbevares Brevene, der kommer til Med-lemmerne," spurgte han.
"I Rygeværelset henne ved Buffeten - dér er de opstillede paa en Hylde."
"Saa gaar vi derind og husk - naar vi kommer forbi Buffeten, ser De ganske tilfældigt op paa Hylden - vi maa straks vide, om Brevet er der," forklarede Sherlock Holmes.
"Jamen, hvorfor ikke spørge Tjeneren ad?" indvendte Elsmore.
"Hvorfor! Hvorfor! - min gode Mand, De bli-ver aldrig nogen Opdager. En Opdagers første, anden og tredie Pligt er aldrig at vække den mindste Opmærksomhed, i Særdeleshed naar det drejer sig om de mest ubetyIige Ting. Først naar man har sin Tyveknægt i Nakken, er Øjeblikket kommet, hvor man raaber Gevalt og aabenbarer sine Hensigter. Og saa langt er vi jo desværre ikke kommen endnu. Nu gælder det blot et lille Brev til en Mand, der muligvis er Marquis og muligvis en Tyveknægt, som maaske har stjaalet en Grevinde. Vi ved jo slet ingen Ting.
Kom - saa gaar vi derind. Og gør nu, som jeg har sagt."
Arm i Arm som gode gamle Venner, der var dybt i en fortrolig Samtale, kom de to Mænd gaa-ende ind i Rygeværelset. Uden at standse gik de lige forbi Buffeten og hen til et Hjørne i Værelset, hvor de satte sig i to magelige Stole.
En svag Rødme farvede Elsmores Kinder og med et forlegent Blik hviskede han til den store Opdager.
"Desværre Hr. Holmes, vi gik saa hurtigt for-bi, at jeg umuligt kunde se, om Brevet var der el-ler ej."
"Det er lige meget," svarede Opdageren med et Smil. "Brevet er der!"
"Er Brevet der! Men De saa jo slet ikke i Retning af Buffeten!"
"Ganske rigtig! Jeg har heller ikke set Brevet, men jeg ved, det er der - og jeg ved ogsaa, at om ti til femten Minutter kommer der en Pige fra Køkkenet og henter det."
Forbavselse stod malet i Løjtnantens Ansigt, og med et vantro Blik i sine blaa Øjne hviskede han:
"Jamen, hvordan - hvordan kan De dog vide det?"
"Det hele er ganske simpelt," svarede Opda-gernes Konge med et næsten umærkeligt Smil. "Hvorfor tror De egentlig, jeg opholdt Dem saa længe i Klubbens Forværelse. Tror De, det var for at forklare Dem en Opdagers Pligter og bede Dem kigge efter et Brev, som jeg meget bedre selv kunde opspore. Ork - nej, min unge Ven. Jeg havde helt andre Hensigter . . . ."
"Men hvilken da?"
"Jo - ser De, straks da vi kom ind i Forværelset, saa jeg, at der stod en Dør paa Klem. Nu vil jeg indrømme, at der jo ikke var noget mærke-ligt heri, men i Følge min Opdagernatur er jeg nysgerrig, og jeg har lært at forstaa de smaa Tings store Betydning. Jeg kiggede derfor ind ad denne Dør - meget kunde jeg jo ikke se, men jeg fik set tilstrækkeligt. Døren førte ind til en lang Korridor, og for Enden af denne stod en anden Dør paa vid Gab, som lod mig skimte Omridset at et Køkken.
Køkkenet var fyldt med Damp og kun daarligt oplyst, men jeg saa flere Piger bevæge sig omkring derinde, travlt beskæftiget med Gryder og Mad.
Alt dette saa jeg i et eneste Overblik og skulde atter til at vende mig om, da noget mærkeligt hændte.
Et af Køkkenvinduerne begyndte langsomt at aabne sig.
Straks blev jeg aarvaagen.
Pigerne stod flere Skridt fra Vinduet, dem kunde det altsaa ikke være. Nej, Vinduet blev aabnet ude fra."
"Jamen, det var vel Vinden," afbrød Elsmore.
"Nej, det var ikke Vinden. Vinden blæser ikke et Vindue op Tomme for Tomme. Nej - det var noget helt andet. Langsomt aabnede det sig, og da en af Pigerne traadte hen mod det, saa jeg en lang, skyggeformet Haand vinkende, kaldende tegne sig mod Ruden. Var jeg overtroisk, havde jeg selvfølgeligt tænkt, det var en Aand eller Armen af et Genfærd. Men jeg lider nu ikke af Overtro, og det gjorde Pigebarnet vist heller ikke. Først gav det nok et Ryk i hende, men derpaa saa jeg hende bøje Hovedet lyttende hen mod det halvaabne Vindue og gribe noget, der lignede en Seddel og hurtig stikke den ind paa Brystet. Dernæst rakte hun først den ene og saa den anden Haand i Vejret med spredte Fingre og nikkede ligesom be-jaende, hvorpaa Vinduet atter lukkedes, som blev det ført af en usynlig Haand?"
"Og alt dette betyder ... ?"
"Det betyder," fortsatte Sherlock Holmes, "at jeg nu er overbevist om, at Deres Marquis Boni de Bauharnais er en Erkeslyngel, og at han eller hans Haandlanger var ved Køkkenvinduet og gav Pigen et Pund Sterling for at hente Brevet, der altsaa muligvis indeholder en vigtig Meddelelse".
"Men Pigen har jo ikke været oppe ved Buffeten endnu!"
"Der er ogsaa kun gaaet seks Minutter. Da hun holdt sine ti Fingre i Vejret tilkendegav hun, at Brevet først vilde blive henet om ti Minutter. Vi har altsaa fire Minutter at løbe paa - eller for at tale mere korrekt - ni Minutter. Naar saadan en Køkkenpige arbejder, gaar Tiden hurtig og ti Minutter bliver altid til femten".
Elsmore saa beundrende og dog tvivlende paa Sherlock Holmes urokkelige Ansigt.
"Og nu, min gode Løjtnant," vedblev Opdageren, "gaar De ganske skødesløst op til Buffeten, stiller Dem op foran Brevhylden og Siger pludseligt: "Åh - der er nok et Brev til mig!" og saa tager De Marquisens Brev og kommer her tilbage med det".
Rolf Elsmore gjorde, som Opdageren havde sagt, og rakte Sherlock Holmes Brevet et Øje-blik efter.
"Det gjorde De ganske godt", sagde Opda-geren; "men se nu blot naturlig ud, Folk maa ikke lægge Mærke til Deres ophidsede Sindstilstand. Og ryk Deres Stol hen foran min - ja, saaledes! Nu sidder jeg mere ubemærket".
"Ha, ha - fra Paris!" smaalo Sherlock Hol-mes og drejede Brevet mellem sine Fingre. "Det giver mig en Anelse - det skulde da aldrig være ham . . ."
"Men saa bryd dog Brevet!" udbrød Elsmore.
"Alt har sin Tid og Brevet ogsaa, min gode Løjtnant", svarede Sherlock Holmes med rolig Stemme. "Brevet skal nok blive aabnet, men det skal gøres forsigtigt".
"Hvorfor dog det?"
"Fordi Pigen om - lad mig se - en fire Minutter vil være her for at hente det".
"Er De gal! - ja, undskyld mig, Hr. Sherlock Holmes, men skal Pigen da virkelig aflevere Bre-vet! Hvis det nu indeholder en vigtig Medde-lelse?"
"Netop derfor skal del afleveres! - Glem ikke, Hr. Elsmore, at det er mig, der ordner denne Sag".
Rolf Elsmore tav forvirret, og den store Op-dager trak en lille Flaske med en gullighvid Vædske frem af sin Vestelomme. Med Enden af sin Pegefinger smurte han derpaa lidt af Vædsken paa Konvoluttens sammenklistrede Kanter, der straks løsnede sig.
Med et Ansigt halvt fortrukken af Spænding iagttog Elsmore Opdageren. Denne fortrak ikke en Mine, men tog med sine sirlige, behændige Fingre det skrevne Papir ud og saa paa det.
Men da, ved første Øjekast, lejrede der sig ogsaa som en mørk Sky over hans Pande, og der kom et uhyggeligt, vredt Glimt i Opdagerens graa Øjne.
"Sarbonne!" mumlede han sagte - "atter er du paa Spil, men jeg skal ramme dig, jeg skal vide at ramme dig!"
"Maa jeg se?" hviskede Elsmore ophidset.
"Værs'god!" svarede Opdageren, nu atter ro-lig og fattet. "Læs De det kun - det er kun to Linjer, men de fortæller til Gengæld en hel Historie".
"Gode Mester Sarbonne:" læste Elsmore i en hviskende, skælvende Stemme. "Alt. er parat. Forklædt som Drager. Kan hente Kufferten med levende eller dødt Bytte paa Paris Banegaard. Men kun Ti-Toget - venter hver Dag.
Din
Z . . . . . ."
"Og denne Sarbonne . . .?" spurgte Elsmore i en af Sindsbevægelse halvkvalt Stemme.
"Er en af Verdens Storforbrydere, hvis Specialitet er Juveler og sjældne Perler. Nu har han altsaa slaaet sig paa Grevinder - selvfølgelig for det kostbare Halsbaands Skyld. I Forbryderver-denen, og blandt Opdagere gaar han under Navnet 'Skyggen', sandsynligvis paa Grund af sin fænomenale Evne til at bevæge sig uset omkring og trænge sig ind til Steder, hvor man vilde forsværge, at en Tyv kunne komme. Han arbejder sædvanligvis i Ledtog med en ung Fyr, der kaldes Flagermusen, som - det maa man sige - er en flink Elev, der forstaar at lære alle sin Mesters Kneb og Skurkestreger.
Men - nu maa Pigen straks være her . . .!"
Sherlock Holmes tav og trak en anden Flaske op af Vestelommen, denne Gang med en mælke-hvid Vædske. Hurtigt tog han Proppen af og skulde lige til at fugte sin Finger med Vædsken, da han tøvede, og der kom et sardonisk Smil om hans Læber.
"Har De en Blyant?" hviskede han.
"Nej men en Fyldepen!" svarede Elsmore.
"Saa meget desto bedre - lad mig faa den".
Elsmore rakte ham Fyldepennen.
Sherlock Holmes lagde nu Brevet paa sit Knæ, og skrev med store tydelige Træk sit Navn under det mystiske Z . . .
"Saa," sagde han leende, "nu vil den gode Mester Sarbonne og hans trofaste Flagermus faa sig en Overraskelse, der nok skal rejse Haaret paa deres Hoveder af Skræk. He, he - de vil blive saa forvirrede, naar de ser mit Navn i deres hem-melige Brev, at de gaar fra Sans og Samling. He, he, - men vi maa skynde os . . ."
Hurtigt lagde han Brevet ind i Konvolutten, fugtede sin Pegefinger med den mælkehvide Vædske, strøg Konvoluttens Kanter, og Marquiens Brev saa ud, som om det aldrig havde været aab-net. Derpaa rejste han sig, gik fløjtende et Strøg hen over Gulvet, forbi Buffeten og kom tilbage til Rolf Elsmore med tomme Hænder.
"Hvor er Brevet?" spurgte Elsmore.
"Selvfølgelig hvor det bør være - oppe paa Brevhylden".
"Jamen, De gik jo blot lige forbi Buffeten og strøg Haanden en Gang gennem Haaret. Hvor-ledes bar De Dem dog ad med at faa Brevet derop - De maa virkelig være noget af en Taskenspiller".
"En Opdager maa være alting - ogsaa en Tusindkunstner", lo den store Opdager, "men lad os nu holde Udkig efter Køkkenpigen".
Længe havde de ikke at vente.
Et, eller maaske to Minutter efter viste der sig et fregnet Ansigt bag Buffeten og en skælmsk Stemme kaldte paa Tjeneren. Denne kom straks, øjensynlig smigret ved Pigens Besøg, og der ud-viklede sig nu en livlig Samtale mellem dem, led-saget af Pigens kokette Øjekast. Men - mærke-ligt nok - den hele Tid korn Pigen nærmere fil Brevhylden og i et Øjeblik, da Tjeneren vendte Hovedet bort, snappede hun et Brev fra Hylden, og lidt efter løb hun ud med et Kys paa Fingeren til den intetanende Buffetvogter.
"Ikke saa galt, ikke saa galt!" smaalo Sherlock Holmes. "Den lille har virkelig Anlæg. Men - nu gælder det, nu maa vi af Sted!" og Op-dagernes Konge rejste sig op med et stenhaardt Udtryk i sit Ansigt.
Elsmore fulgte hans Eksempel, og de to Mænd gik ud af Rygeværelset.
5. Kapitel.
I Forbryderhulen.
I Klubbens Forværelse tog Elsmore hurligt sin Frakke og Hat paa, medens Sherlock Holmes blot stak sin Overfrakke under Armen, og aabnede Døren til Trappen for at gaa ud.
"Men De har jo glemt Deres Hat!" raabte Elsmore efter ham og vilde til at række den til Opdageren.
"Lad den hænge!" kom det næsten vredt fra Sherlock Holmes, "husk én Gang for alle, at jeg glemmer aldrig noget, aldrig! Skynd Dem nu her ud paa Trappen, stil Dem lidt fra mig og varsko mig, om nogen kommer!"
Elsmore gjorde, som Opdageren befalede, men glemte næsten at holde Vagt - saa forbavset blev han.
I en Haandevending foregik der en fuldstændig Forvandling med den sirlige og elegant paaklædte Sherlock Holmes.
Hans hvide Flip og Slips blev revet af og forsvandt i en Lomme, Opdagerens sorte, blanke Haar blev rødt, Skægstubber blev synlige paa hans glatragede Kind og hans hvide, velplejede Hæn-der viste sig pludselig som grove, smudsige Lab-ber.
Forbauset stod Elsmøre dér med store, opspi-lede Øjne.
Det med Parykken forstod han jo nok, men Skægstubberne og Hænderne . . . ?
Opdageren saa hans forundrede Blik og for-klarede smilende.
"De forstaar ikke at bruge Deres Øjne, Løjtnant, ellers vilde De have opdaget, at man trækker og klæber nyt Skind - det vil sige, præpareret Tarmhinde - paa sig ligesaa hurtig som man tager en Vante paa. Men, kommer der nogen? Naa ikke - ja, saa tag en Haand med her, Foret skal knappes af!"
Sherlock Holmes rakte sin Overfrakke frem, og Elsmore opdagede, at Foret var fæstet paa med smaa Knapper og Hægter. Og end mere overra-sket blev han, da han indenfor Foret opdagede Lap paa Lap.
"Ja, det er min Pjaltekappe", forklarede Op-dageren smilende. "Saa, nu vender vi den, og jeg bliver en Vagabond fra Whitechapel".
Med disse Ord trak Sherlock Holmes Frakken paa med den pjaltede Vrange ud ad og halede derpaa en laset Hue op af en Lomme og satte den paa sit røde Haar.
Alt dette foregik hurtigere, end man kan fortælle det, og helt forvandlet gik Sherlock Holmes ned ad Trapperne.
"Hør", sagde han og standsede lige før han kom til Gaden. "De maa selvfølgelig ikke gaa ved Siden af mig - en Vagabond og en Gentle-man passer nu en Gang ikke sammen. Helst vilde jeg være helt alene og ene Mand tage Kampen op med de to Slyngler, men da det jo drejer sig om Grevinden, som De jo er forelsket i, vil jeg lade Dem følge med. Men De maa hele Tiden holde Dem mindst to Hundrede Alen bag mig - glem ikke det? Og løb kun, naar jeg kalder!"
Med disse Ord sprang Opdagernes Konge ud paa Gaden, og Elsmore fulgte efter, beklemt og forventningsfuld.
Til Løjtnantens store Forbavselse drejede Sherlock Holmes imidlertid ikke straks ned ad Sidegaden til hvilken Klubbens Køkkenvinduer vendte ud. Nej - han blev staaende midt paa Hovedgaden, der laa hen i sit Lyshav af blinken-de Buelamper.
Maabende stod han dér et Øjeblik og dinglede saa fremad. En velklædt Herre, som han vaklede over mod, gav ham et Puf, saa han røg ud paa Kørevejen. Vagabonden udstødte en Ed, gloede dumt efter den fine Herre - saa dinglede han atter videre og begyndte et skraale med hæs stemme:
O! Johnny boy. - Ohej. Oho
Hos Molly faar I i-n-g-e-n Ro . . .
"Den Slags Ting kan vi ikke ha' her!" lød pludselig en barsk Stemme og en kæmpestor Ga-debetjent tog den maskerede Opdager i Kraven og førte ham hen til et Gadehjørne.
"Afsted med dig!" lød atter Betjentens Stem-me. "Dér nede kan du gemme dine Laser!" og han gav Vagabonden et Stød i Ryggen, saa denne røg paa Hovedet lige ned ad Sidegaden, hvor Klubkøkkenet stødte ud til.
Bandende og skraalende med hæs Stemme dinglede Vagabonden videre.
"Snildt udtænkt! Han er virkelig Opdagernes Konge!" tænkte Rolf Tismore, der fulgte efter i passende Afstand.
"Fulde Svin! Skal han nu forstyrre mig!" tænkte en sort flagrende Skikkelse, der gled bort fra Køkkenvinduet og skjulte noget hvidt i sin Kappe. "Naa, en fuld Mand er kun en fuld Mand," ræsonnerede atter den flagrende Skikkelse, "farlig er han jo ikke, men det er væmmeligt at have saadan en Fyldebøtte skraalende efter sig. Hvorfor Pokker tog Betjenten ham heller ikke - hvad har vi Betjente for?" vrissede han arrigt for sig selv.
Hurtigt flagrede Skikkelsen ned ad Gaden og gled skyggeagtig forbi Hus paa Hus.
Men stadig hørtes den skraalende hæse Stemme bag ved.
En enkelt Gang vendte Skikkelsen sig mistroisk om, men da laa den fulde Vagabond i Rendestenen og klamrede sig til en Lygtepæl for atter at komme paa Benene.
"Fulde Svin! Hvorfor tog Betjenten ham dog heller ikke!" mumlede Skikkelsen arrigt og flagrede videre.
Endnu en enkelt Gang vendte Skikkelsen sig om, men da var Vagabonden ikke mere synlig. Hurtig gled den derpaa over Gaden og slog tre lette Slag paa en Dør til et faldefærdigt Hus.
Øjeblikkelig aabnedes Døren og lukkedes derpa-a lige saa pludselig, og den sorte, flagrende Skikkelse var borte - som opslugt af Mørket..
Men den forklædte Opdager havde set alting.
Usynlig, klemt op mod en Niche i en Murvæg havde han staaet de sidste Minutter og med skarpe Øjne fulgt den flagrende Skikkelses lydløse Flugt. Og med sit sikre Opdagerinstinkt havde han i Mørket mærket sig Huset og Døren, hvor den forsvandt - men endnu havde ham ikke kaldt paa Elsmore.
Havde man kunnet se hans Ansigt, vilde man have opdaget, at det nu var furet af ægte Rynker.
Den store Opdager tænkte. Med alle sine Sanser og Evner vaagne lagde han sin endelige Plan, hvor der skulde slaas hurtigt og haardt.
Endelig strakte han en Haand vinkende frem, og Elsmore kom stormende ned ad Gaden.
"Tys, Tys!" formanede. Sherlock Holmes, da Løjtnanten forpustet naaede hen til ham. "De kommer jo som en Elefant - naa, heldigvis standsede jeg et Par hundrede Alen fra Tyvehuset, saa deres Trampen blev forhaabentlig ikke hørt," føjede han beroligende til, da han saa Løjtnantens beskæmmede Ansigt.
"De véd altsaa, hvor Tyvene opholder sig?" spurgte Elsmore ophidset.
"Ja - og hør nu, Hr. Løjtnant!" kom det i skarpe, fyndige Ord fra Sherlock Holmes. "De bliver staaende udenfor Huset lige ved Gadedøren - og her, tag denne Jærnkno - hver Mand det kommer ud, slaar De uden Barmhjærtighed til jorden. Slaa haardt til - disse Tyveknægte har ikke ømme Skaller og sparer selv aldrig Deres Fjender. Forstaar De . . .!"
"Jeg vilde dog gerne med ind", indvendte Els-more - "husk, Grevinden . . . !"
"Det kan der ikke være Tale om!" svarede Opdageren kortelig. "Jeg alene trænger derind - De vilde blot ødelægge det hele for mig. Kom nu - saa lister vi os derhen!"
Med dæmpede Skridt sneg de to Mænd sig hen ad Fortouget.
Lidt efter standsede de foran et Hus.
"Er det her?" kom det hviskende fra Løjtnanten.
"Nej - det næste Hus", svarede Opdageren, "men her gaar jeg op!"
"Men - hvorfor . . .!"
"Stille, kom nu ikke med de mange Spørgsmaal," afbrød Sherlock Holmes den ophidsede Løjtnant.
Elsmore tav, og Sherlock Holmes trak sin Pjaltefrakke af og smed den indenfor Gadedøren, der stod aaben. Derpaa trak han et blankt Brækjern og nogle Nøgler frem og sagde henvendt til Løjtnanten :
"Huset her er kun beboet af to Familier, det kan man se paa Vinduerne. I Tyvenes Hus bor derimod kun Tyve, det er en rigtig Røverkule. Nu gaar jeg op i Huset her, og fra et Tagvindue kryber jeg ud paa Taget og over til Tyvenes Hus - der forsvinder jeg gennem et andet Vindue.
Om jeg kan krybe gennem et Tagvindue? Selvfølgelig - med største Lethed. Men hør nu videre. Fem Minutter efter De ser mig forsvinde gennem Tyvehusets Tag, stiller De Dem op foran den næste Dør. Det er alt - og nu paa Gensyn!"
Elsmore vilde svare, men før han kunde faa et Ord over sine Læber var Sherlock Holmes forsvundet.
Han gik derfor ud paa Gaden og stirrede i aandeløs Spænding op mod Taget.
Lidt efter saa han noget uformeligt Sort krybe hen over Tagryggen og atter forsvinde.
Hans Haand fattede haardt om Jærnknoen, og med bankende Hjærte holdt han sig parat til at stille sig paa den anviste Post.
- - -
I en skummel Stue med Støv i alle Kroge og paa alle Møbler stod en høj Kvinde med sam-menbundne Hænder. Hendes Ansigt var ligblegt, og hun var kun halvt paaIædt. Men om hendes trinde Hals glimtede og funklede det med tungt Guld og ædle Stene.
Overfor hende stod en høj Mand med mørke dæmoniske Øjne. Hans Blik hvilede selvbehagelig paa den unge Kvinde, der saa paa ham med Øjne fulde af baade Rædsel og Haan.
"Naa, saa De vil ikke!" sagde den høje Mand med en silkeblød Stemme. "Saa De vil ikke, De vil ikke? Sig mig en Gang, min ærede Grevinde, tror De jeg risikerer min Hals for at lade mig trodse af et dumt Pigebarn som Dem! Hvad - tror De det?" føjede han til i en truende Tone. "Naa, ligemeget!" fortsatte han atter med silke-blød Stemme. "Behold De kun Halsbaandet paa Deres smukke Hals - jeg kan vente, og jeg skal nok faa det af, om det saa er smedet fast af selve Djævelen. Nu kan De foreløbig gøre Dem parat til en lille Rejse. Unge Damer vil jo gerne til Paris. Og De skal komme til Paris - det lover jeg Dem. Naa, du 'smaa' - er du ikke taknemmelig, takker du mig ikke?" føjede han drillende, haanende til.
Skrækslagen løftede Grevinden sine bundne Arme afværgende frem mod ham.
Men den høje Mand fortsatte skaaselsløst: "Ja, til Paris skal De komme min smukke Dame. De skal rejse i Deres egen lille Kupé med solide Vægge og Loft. Og De skal faa en Svamp i Munden og et Tørklæde med Kloroform om Næsen. Naa - hvad siger De til det?" sluttede han spottende.
"Det gør du godt, Mestert!" lo en kappeklædt Mand med Rovdyrøjne, der sad og balancerede paa en Stol med tre Ben. "Det gør du godt, Mester, men vil du ikke læse Brevet, jeg, har da haft Mas nok med af hente det."
"Ja - lad os se hvad Z. ellers skriver", svarede den høje Mand oprømt. "Han fortæller vel blot, at alt er parat".
Med disse Ord tog han et Brev, som den kappeklædte Mand rakte ham og begyndte langsomt at brække det.
Med et fornøjet Smil trak han det hvide Papir op af Konvolutten og gav sig til at folde det ud.
Men pludselig stivnede Smilet om hans Mund, og Frygt og Skræk viste sig i hans Øjne.
"Dit Asen! Dit fordømte Asen!" brølte han. "Vi er forraadte!"
"Men Mester! Mester!" angstfuld klamrede den kappeklædte Mand sig til ham.
"Læs selv!" kom det fortabt fra den høje Mand.
"Sherlock Holmes! Sherlock Holmes!" gis-pede den kappeklædte. "Det staar der jo! Der staar jo! Men hvordan! Jeg forstaar ikke - -?" og skælvende lagde han sin Haand paa Mesterens Arm.
Men denne rystede ham af sig.
"Nu har vi ikke et Sekund at spilde!" brølte han rasende. "Vi maa have det Halsbaand nu - Paris er der ikke mere Tale om. Hører du, din Tøjte!" - og som et vildt Rovdyr greb han Grev-inden i Skuldren og trak hende hen over Bordet og rykkede i den guldtunge Halskæde.
Alice udstødte et skingrende, sønderrivende Skrig, og i samme Øjeblik bragede en Dør med vældig Larm, Træsplintrer fløj rundt i Værelset, og Sherlock Holmes stod derinde med en Revol-ver løftet i sin højre Haand.
Et Glimt! et Knald! og den falske Marquis styrtede om paa Gulvet med Blodet sivende ned over Øjne og Næse.
"Nej, Sarbonne!" lød Opdagerens stenhaarde Stemme, "mig kan du ikke narre, jeg skal følge dig til Helvede for at hindre dine Skurkestreger!"
Men intet Svar lød.
Ubevægelig blev Marquisen liggende paa Gulvet, og Sherlock Holmes vendte sig til Siden for at hjælpe den skrækslagne Grevinde.
Men denne Gang kom han for sent.
Der lød et kraftigt Spark, en Dør faldt ned fra sine rustne Hængsler, og Rolf Elsmore styr-tede ind og hen til Grevinden.
"Aa, Rolf! - Aa, Elsmore! Er det dig!" hulkede Grevinden og gemte sit Hoved ved hans Bryst, medens Elsmore med et kraftigt Snit med sin Kniv skar de snærrende Baand fra hendes Haandled.
"Ja, Alice. - Ja, lille Alice!" hviskede han ømt og strøg sin Haand kærtegnende over hendes blege Kind.
Sherlock Holmes saa rørt paa de to, der nu endelig havde forstaaet og fundet hinanden. Ja, saa rørt var han, at han ikke saa en sort Skik-kelse dukke frem af en Krog og liste sig over Gulvet. Først da den var henne ved den splin-trede Dør, fik han Øje paa den flygtende.
Men da var det allerede for sent.
Noget Sort flagrede ud af Døren og forsvandt som en Skygge ned ad Gaden.
"Naa, ligemeget!" tænkte Sherlock Holmes. "Ham hører jeg nok snart fra".
Ende.
