|
Se også & Dansk bibliografi |
Hans civile navn er Don Diego de la Vega, californisk adelsmand. Tiden er 1820erne under det spanske herredømme. Hjemkommen fra Spanien finder den unge Don Diego landet regeret af en grum tyran, og han ifører sig nu en dragt, der er sort som den nat, under hvis dække han opererer. Snart hviskes hans navn med ærefrygt af de fattige bønder, hvern han beskytter, og stærke mænd blegner, når de hører det. En almindelig kvægpisk bliver i hans hænder et dødeligt våben, og med sin kårde snitter han sit tegn ved siden af sine ofre: Z for Zorro. Zorro - ræven, manden med den sorte maske. Denne variant af pimpernel-temaet stammer fra en roman af Johnston McCulley, The Curse of Capistrano, der gik som seriefortælling i tidsskriftet All Story i 1919. Året efter skulle Douglas Fairbanks udnytte sine evner både som Iystspilskuespiller og akrobat, og valget faldt på McCulleys historie. Fred Niblo instruerede historien, der fik navneforandring til Mark of Zorro.
Filmen blev en enorm succes takket være en rap og munter iscenesættelse og Fairbanks elegante spil både som Don Diego og som Zorro. Fem år senere fulgte man den op med Don Q, Son of Zorro, denne gang med Fairbanks i tre roller: som Don Diego de la Vega, som Zorro og som Don Diegos søn Don Cesar. I trediverne producerede Republic en stribe af spillefilm og serials om Zorro. Adskillige cowboy-helte fra tredivernes serieproduktion har spillet Zorro. Den kendteste er vel nok Robert 'Bob' Livingston, der startede serien i 1937 med The Bold Caballero. Clayton Moore, der senere blev kendt som The Lone Ranger på TV, spillede Zorro i Ghost of Zorro (Zorro, Indianernes Overmand) i 1949. Desuden er der Bob Livingstones Zorro-lignende figur i The Vigilantes Are Coming helt tilbage fra 1936. Og Ken Curtis (fast skikkelse i John Ford-film, ofte med en guitar om halsen) spillede også en slags Zorro i Don Daredevil Rides Again i 1951. De to sidste film ligger så tæt på Zorro-filmene, at de danske udlejere gav dem titlerne Zorro, Den Blodrode Ørn og Zorro - Den Maskerede Dødsrytter. Men faktisk hedder hovedpersonerne slet ikke Zorro. Det samme er tilfældet i Zorro's Black Whip (Zorros Sorte Pisk) fra 1944, hvor Zorro spilles af en kvinde. Men man må vel gå ud fra, at hun er en slags efterkommer af Don Diego. Dog er hun ikke hans datter - for det var Barbara Britton, der i Bandit Queen (Zorro's Datter) spillede Lola Montalvo alias Zara. Disse film udmærker sig ikke i nogen retning udover en vildt usandsynlig handling, der udelukkende er baseret på action. De er kun en erindring om ens første mode med "filmkunsten" en søndag eftermiddag i Ry Kino. Jeg husker, man hoppede i sædet af begejstring, når Zorro red ud over prærien for at frelse heltinden (postmesterens friske datter som regel), der nu for sjette gang i løbet af en halv time var faldet i banditternes grumme klør. Og man gøs, når Charles King lagde krudt og dynamit under huset, hvor Zorro sad indespærret i tunge jernlænker. Men så kom det velkendte billede: "Fortsættes i næste uge på dette teater." Spændende var det, i hvert fald for en tolv-årig.
Dog husker jeg én af disse serials, nemlig Zorro's Fighting Legion (Zorro - Manden med den Sorte Maske) fra 1939. Det var den eneste serial, hvori Don Diego de la Vega selv optrådte i stedet for et eller andet tilfældigt medlem af hans enorme familie. Den var vistnok bedre fortalt, en anelse mere logisk og i hvert fald bedre spillet. Reed Hadley gav virkelig Don Diego den rette elegance og ladhed, og hans Zorro var fuld af action og akrobatik og vilde ridt. Endelig skal også nævnes Rouben Mamoulians meget stilsikre og elegante genindspilning af den originale historie The Mark of Zorro fra 1940. Tyrone Power spillede titelrollen, og omkring sig havde han så gode og kendte kræfter som Basil Rathbone, Eugene Palette og Gale Soendergaard. Det var en eventyr- og kostumefilm i klasse med de bedste af Errol Flynn's.
Siden gik Zorro i glemmebogen. Som sagt blev han dog kunstigt genoplivet. Disney lavede TV- og spillefilm om ham, og der har været adskillige spansk-italienske Zorro-film. Et par enkelte titler, blot for at vise, hvor langt ud man er kommet: Zorro og De Tre Musketerer fra 1962 og Zorros Erotiske Eventyr fra 1972. Nu er Zorro-filmene i sig selv jo ikke videre interessante. Det, der kunne være interessant, er selve myten, og for at komme lidt nærmere ind på den må jeg tage litteraturen med i betragtning.
Sidst i halvtredserne udkom i Danmark en billigbogsserie om El Coyote - prærieulven. Hans civile navn var Don Cesar de Eschague, og også han var californisk adelsmand. Tiden var nu 1870erne efter Californiens indlemmelse i De Forenede Stater. Den Californiske ledelse var blevet overtaget af en korrupt amerikansk administration, og landet blev oversvømmet af alle slags Iyssky elementer. Disse bøger gennemspiller det samme tema som Zorro-filmene. Myten var den samme, men i Coyote-bøgerne blev myten brugt til noget. Serien starter, da Don Cesar som tyveårig vender hjem til Califorien efter endt skolegang i Spanien. Til sin faders store skuffelse viser han sig at være en slapsvans, en affekteret modelaps, der end ikke tør bestige en hest. Men naturligvis er han identisk med den hemmelighedsfulde rytter, der på samme tid begynder at hjemsøge de amerikanske udbyttere. Hans navn er El Coyote, han er iklædt en sort mexikansk dragt, og om livet hænger det tunge revolverbælte med de to velsmurte Colt 45. Sine ofre mærker han med et skud i øreflippen, så møder man en mand, der mangler den ene øreflip, skal man passe morderlig på: Coyote har stemplet ham som forbryder.
Disse forste bøger er spændende og ungdommelige, og de går helt ind for Coyote. Men i modsætning til Zorro er Coyote underlagt naturens almindelige orden. Han bliver ældre. Nu skal jeg ikke gøre mig til talsmand for, at man i almindelighed lader seriehelte blive ældre. Alder er i denne genre en irrelevant faktor, men i Coyote's tilfælde bliver det interessant, fordi der samtidig foregår en forandring i bøgernes stil og holdning. Efterhånden som vor helt bliver ældre, træder Coyote mere og mere i baggrunden for privatmanden Don Cesar. Tvivlen sniger sig ind, og Don Cesar vægrer sig ved at optræde som selvbestaltet lovhåndhæver. For det første fordi han begynder at betvivle sin moralske ret til det. For det andet fordi han stærkt tvivler på nytten af det. Endelig er der en helt oplagt grund, som blot aldrig er blevet brugt før. Det går langsomt op for Iæseren, at situationen i Coyote-bøgerne er den modsatte af, hvad man havde ventet. Normalt ville det være den handlekraftige helt, der spillede et pjok i det civile liv. Her er det imidlertid den dorske, affekterede Don Cesar, der er den virkelige hovedperson, mens Coyote-skikkelsen blot er en rolle, en attitude. Don Cesar har til sidst blot et overbærende smil til overs for Coyote, men vedbliver dog at beskytte de fattige californiske bønder, hvis stilling i det nye amerikanske retssamfund var ret tvivlsom. De sidste bøger koncentrerer sig næsten udelukkende om Don Cesar, der nu er blevet en ældre familiefader, og hvis Coyote endelig optræder, er det som en elegant herre i kjole og hvidt med en lille silkemaske for ansigtet og en spinkel damepistol i hånden. Denne tvivI på sin egen heltepositur gør Coyote-bøgerne interessante. Her bliver myten brugt til noget, den bliver alvorlig. Jeg skal ikke prøve at gøre Coyote-bøgerne til stor litteratur. Det er de bestemt ikke. Men midt i al deres kluntethed og ubehjælpsomhed ligger disse temaer altså gemt. Jeg har blot ønsket at vise, hvorledes en ofte undervurderet seriemyte faktisk kan bruges til at fortæIle noget om mennesker og ikke blot handle om ting. Et andet interessant tema, som kunne findes i denne myte, er forholdet mellem stolthed og selvrespekt, at være til grin udadtil, men vide med sig selv, at man er helten. I Coyote-bøgerne var Don Cesars motto: "Hellere en levende kujon end en død helt". I John Hustons film Key Largo er dette netop, hvad Claire Trevor siger til Humphrey Bogart, da han har nægtet at skyde gangsteren Johnny Rocco, fordi "... en Johnny Rocco mere eller mindre er ikke værd at dø for." Dette var også Coyote's dilemma. Desværre blev det aldrig Zorros. Hvis det var blevet det, kunne vi have fået nogle meget interessante eventyrfilm. Fra Sunset Boulevard nr. 7, forår 1972.
Vega, Don Diego de la Californisk hacienda-ejer fra Los Angeles født ca. 1780, i en tid hvor Mexico og Californien stadig tilhørte Spanien. Don Diego var en velhavende levemand, der ikke behøvede at arbejde for føden. Han færdedes i landsbyen Los Angeles og omegn uden at nogen rigtig tog sig af ham, men i virkeligheden kæmpede han mod den spanske overmagt. Maskeret og klædt i sort kaldte han sig Zorro og blev som sådan betragtet som de fattiges beskytter. Han fik da også reddet en del uskyldige ud af fængslet i Los Angeles og herunder smeltet mangen en senoritas hjerte med upåklagelig, men noget pralende fægtekunst. Stort set var hans personlige frihedskamp dog nyttesløs, ikke mindst fordi han primært brugte sin tid på ustandselig at narre den tykke og meget enfoldige spanske sergent Garcia og dennes utålelige kommandant Capitan Monastario. Selvom Zorro er gået over i den mellemamerikanske historie som deres største frihedskæmper, havde han stort set ingen indflydelse på, at Mexico og Californien løsrev sig fra Spanien i 1821 - hvorfor hans navn da heller ikke er at finde i historiebøgerne. Ole Knudsen Fra Aschehougs Biografiske Leksikon, 1998.
Bøger om Zorro: En fortegnelse over Johnston McCulley's historier om Zorro ("lånt" fra Wikipedia):
På dansk kom i 1959 en serie fra Martins Forlag baseret på Disney's TV-serie. Bøgerne var skrevet af Steve Frazee og illustreret af Henry Luhrs. Den danske bearbejdelse var ved Peter Dan.
I 2005 udsendte Isabel Allende El Zorro. Comienza la leyenda (På dansk Zorro. En legende fødes, oversat af Iben Hasselbalch, Gyldendal 2006).
Litteratur & Links: SANDRA CURTIS: Zorro Unmasked. The Official History. Hyperion, New York 1998, 282 s, ill. BO GREEN JENSEN: Den Sorte Ræv. Legenden om El Zorro. I Det Første Landskab. Myter, Helte og Kunsteventyr. Rosinante 1999 Desuden har PULP ADVENTURES, INC, Madison, Wisconsin, udgivet "Johnston McCulley's Zorro, The Masters Edition" i 2000 med originale noveller og illustrationer samt bibliografi over McCulley's Zorro-historier. Flere bind skulle være under forberedelse. Desuden findes to videofilm om Zorro:
Og så er der den officielle Zorro-side på www.zorro.com Mest information og yderligere henvisninger finder man dog på Wikipedia under såvel ZORRO som JOHNSTON McCULLEY.
|
||||||||||||||||||||||||
