P.G.Wodehouse i den selvbiografiske Over Seventy

Visse litterære personer løsriver sig i den grad fra deres forfattere og bøgerne, at de bliver begreber med eget liv. Robinson Crusoe, Hamlet og Tarzan er glimrende eksempler. Alle og enhver uden det ringeste kendskab til hverken Defoe, Shakespeare eller Burroughs vil alligevel vide, hvem der tales om. Det samme kan siges om P.G. Wodehouse's mest berømte figur Jeeves, der er blevet indbegrebet af den engelske butler - selv om han slet ikke er butler men derimod kammertjener eller gentleman's gentleman.

Det kan på en måde sammenlignes med Sherlock Holmes (som jeg ikke nævnte ovenfor blandt de litterære berømtheder, da enhver jo ved, at han var en virkelig person), der rent billedligt altid skildres med en stor krum pibe, selv om han angiveligt aldrig røg en sådan. Og som aldrig i hele sin karriere som konsulterende detektiv udtalte ordene: "Elementært, min kære Watson." Ganske som Ilsa Lund i "Casablanca" aldrig sagde: "Play it again, Sam."

Sådan spiller berømtheden, myten og erindringen os et puds.

Reginald (Reggie) Jeeves dukkede første gang op i det engelske tidsskrift "The Strand Magazine" i januar 1916 i historien "Extricating Young Gussie", men først i bogen "My Man Jeeves" fra 1919 slår han sit navn fast for alvor som - lad os blot for mytens skyld kalde det butler for Bertram Wilberforce Wooster. Dette forhindrer dog ikke, at samme Bertie i "Much Obliged, Jeeves" fra 1971 stadig er "unge Wooster", og hermed er noget meget væsentligt sagt om P.G. Wodehouse's forfatterskab, nemlig dets tidløshed. Det er blevet fremhævet, at Wodehouse's verden er 1920'erne og 1930'erne, men faktisk skal vi helt tilbage til tiden før Første Verdenskrig og årene umiddelbart efter. Det er den Edwardianske tid, der skildres. I 1936 kaldte Wodehouse en novellesamling for "Young Men in Spats" skønt gamacher var gået af mode mindst ti år tidligere. Men Wodehouse's univers er i virkeligheden helt uden for tiden, et slags Eventyrland, hvor unge mænd og kvinder forelsker sig, hvorpå tanter (det nærmeste Wodehouse nogen sinde kommer på rigtige skurke) skiller dem fra hinanden, så rare onkler, tåbelige venner og til sidst folk som Jeeves må træde i aktion for at bringe de elskende sammen på sidste side, så alt kan ende lykkeligt. For sådan skal det nemlig være i Eventyrland.

Wodehouse blev født d. 15.oktober 1881 i Guildford i England. Faderen var dommer i Hong Kong, men det meste af sin barndom tilbragte Wodehouse i England. Han kom på Dulwich College, og det er måske værd at bemærke, at engelsk litteraturs største stilistiske mester således har gået på samme college som en af den moderne amerikanske litteraturs største stilistiske mestre, nemlig Raymond Chandler.

Som attenårig blev Wodehouse ansat i en bank, men han var efter eget udsagn en elendig bankmand og begyndte at skrive for avisen The Globe samt til drengebladene The Captain og Chums. Hans første bøger var drengebøger - tidstypiske kostskoleromaner, der kan være svære at læse i dag. Hans første voksenbog var Love among the Chickens fra 1906, men først med Jeeves og senere med historierne om Blandings Castle og om Mr. Mulliner og om Ukridge vandt han sig en evig plads i en taknemmelig læserskares hjerter.

I tyverne opholdt Wodehouse sig meget i USA, hvor han udover sine romaner og noveller var en flittig tekstforfatter til teatrenes musicals. Han samarbejdede især med forfatteren Guy Bolton og komponisten Jerome Kern. Sammen med sidstnævnte skrev han en af de smukkeste kærlighedssange i amerikansk musical, nemlig Bill - oprindelig skrevet til Oh! Lady, Lady!, hvor den blev kasseret, men senere en oplagt succes i Showboat hvor den blev sunget af den legendariske "torch-singer" Helen Kane.

Men det er først og fremmest som roman- og novelleforfatter, Wodehouse har vundet berømmelse. Og skønt hans genre er humoren, den lette komedie, er han vel nok en af de mest litterære forfattere man kan læse. I ordet litterær's oprindelige betydning: nemlig som en rent sproglig mester. Få har som han kunnet kæle for det engelske sprog, og ingen har som han kunnet blande jargon'er, dialekter, skjulte citater og åbenlys nonsens til et poetisk hele.

"A Slice of Life" fra Meet Mr. Mulliner

Miss Billie Ombord

Selv blev jeg tidligt præpareret om Wodehouse's fortræffelighed, men der skulle gå nogle år, før jeg tilfældigt indså rigtigheden af min gamle engelsklærers påstand. Samtidig var det dog på grund af hans undervisning i engelsk poesi, jeg fik øjnene op for et af aspekterne i Wodehouse's stil: de skjulte citater. Vi havde i gymnasiet grundigt gennemgået Shelleys digt Ode to the Wild West Wind med den berømte slutning: "If winter comes, can spring be far behind?" (Hvis vinteren kommer, kan der da være langt til foråret?). Og i et sommerhus i ferien faldt jeg over Wodehouse's Money in the Bank i en billigbogsudgave. Da alternativet - som altid den gang og formentlig stadig er i sommerhuse - var tolv årgange af Det Bedste, gik jeg i gang med Wodehouse. Og efter længere tids klukken kom min første rungende latter, da en jeg læste beskrivelsen af en mand, der blev grebet af rædsel ved synet af butlere. Men han trænger også til noget styrkende og trøster sig med tanken: "When butlers come, can drinks be far behind?" (Hvis butleren kommer, kan der da være langt til en drink?). Og efter endt læsning slog jeg op på side 7 og startede forfra. Og jeg læser stadig Money in the Bank mindst én gang om året.

I det hele taget kræver det en del at læse Wodehouse med det fulde udbytte. Der kræves det, der så foragtelig kaldes "almen dannelse". Man skal kunne sin Bibel, sin Shakespeare, lidt Shelley, Keats og Tennyson, og man skal helst kunne huske hvem Clara Bow og Dorothy Lamour var, og et vist kendskab til udregning af odds og handicap, de to irere Pat og Mike samt Horsa og Hengist er så absolut en fordel.

Jeeves Griber Ind

Megen af netop denne humor er naturligvis mere eller mindre uoversættelig, og i det hele taget vil jeg betragte det at oversætte Wodehouse som noget nær den sværeste opgave, en oversætter kan påtage sig. Jeg har selv prøvet.

Men der er også ren situationskomik, ren nonsens og almindelige farceagtige situationer. Wodehouse's historier er som sindrigt konstruerede maskinerier, som et stykke præcisionshåndværk, hvor hver eneste lille detalje er formet og afpudset til at tjene helheden. Det er tydeligt, at Wodehouse har hentet en stor del af sin inspiration netop fra teatret, hvor personer skal bevæges ind og ud og rundt på scenen med den yderste præcision. Det er lidt af samme teknik, som Ernest Lubitch benyttede i sine berømte lystspil fra trediverne.

Wodehouse døde i 1975 og skrev til det sidste. Tanter er ikke Gentlemen er fra 1974, og han efterlod sig et halvt manuskript samt notater til den senere af Richard Usborne fuldførte Sunset at Blandings. Og der er ingen tegn på svaghed i den på det tidspunkt 94-årige forfatters stil. Ialt blev det til cirka 100 bøger, en overordentlig stor produktion fra en meget flittig forfatter. På spørgsmålet om, hvordan han arbejdede, svarede han en gang: "Jeg sætter mig til skrivemaskinen og bander en lille smule."

Jeg nævnte tidligere, at det er en interessant tanke at Wodehouse og Raymond Chandler gik på samme college. Chandler blev berømt for sine overraskende metaforer og sproglige virtuositet. Lad mig citere et af de mere kendte: "Vi så på hinanden med samme klare, uskyldige øjne som et par brugtvognsforhandlere." (Det Høje Vindue).

Måske vil kendere af Chandler kunne nikke genkendende til stilen i et par af de følgende:

Tak, Jeeves

"Life with Freddie" fra Plum Pie

Sommerpjank

Men i modsætning til Chandler's er Wodehouse's verden en uskyldens verden, en slags før-syndefaldsverden. Sex er ikke bandlyst men ganske enkelt ukendt. Alle er gode - på nær tanter, enkelte sure onkler og måske sagførere. Det er en surrealistisk verden, hvor anarkiet består i at stjæle politibetjentenes hjelme på "boat-race night" eller placere gennemhullede varmedunke i nervespecialisten Sir Roderick Glossops seng. Det er en verden, hvor de gode onkler som Lord Ickenham og Sir Galahad Threpwood forstår de unge, fordi de selv drømmer om længst hedengangne korpiger fra Alhambra eller barpigen fra "The Fox and the Gander". En verden hvor unge mænds ambitioner går på at starte løgsuppebarer eller smide flest rundstykker gennem restauranten i Dronernes Klub, hvor personerne fra alle bøgerne og serierne kan mødes. Og forviklingerne er boulevardkomediens, dreng møder pige, dreng mister pige, dreng får pige. Og altsammen krydret med yderligere intriger omkring stjålne præmiesøer, antikke sølvflødekøer eller manuskripter til afslørende erindringer og det hele skildret med Wodehouse's sprogblomster, der - for nu at bruge en mere moderne metafori, der uden tvivl ville have tiltalt Wodehouse - er som Supreme de Foie Gras au Champagne eller Mignonette de Poulet Rôti Petit Duc for øregangene.

P.G.Wodehouse i den selvbiografiske America, I Like You