|
Back to P.G. WODEHOUSE
|
Disse ord dækker nok den almindelige opfattelse af P.G. Wodehouses (1881-1975) verden: Et evigt, edwardiansk England, hvor det altid er forår eller sommer (og en meget sjælden gang jul); hvor vejret altid er strålende, undtagen når en taktisk tordenbyge tvinger et ungt par til at søge ly i en skovløberhytte, hvor en butler har skjult en stjålen præmieso; hvor landsbykroerne altid har fortræffeligt, hjemmebrygget øl; og hvor det alvorligste problem er, hvordan de unge elskende i en fart kan få fat i penge nok til, at de kan gifte sig og leve lykkeligt i behagelige omstændigheder. Og dog! Tværs gennem dette væv af forårsgrønt, himmelblåt og solgult løber en tynd og blodrød tråd af vold! Simpel, kontant vold der med enkelte undtagelser er rettet mod en ganske bestemt gruppe mennesker. I Philip MacDonalds "Murder Gone Mad" findes der én mindeværdig sætning. Et modvilligt vidne beskriver politiet som "De herskende klassers sommetider nyttige tjenere." (2) Givetvis en adækvat beskrivelse af, hvordan de herskende klasser i Storbritannien opfattede (opfatter?) politiet. I Wodehouses bøger består politiets nytteværdi hovedsageligt i at agere boksebold, når yngre medlemmer af de herskende klasser skal afreagere deres aggressioner og frustrationer. Tag for eksempel Sam Bagshott, der har kærlighedssorger og er kommet til at løbe med butler Beachs nye sølvur, og som naturligt nok bliver anholdt af landbetjent Evans. "Det var ikke det rette øjeblik til at lægge hånd på Sams skulder. I forvejen havde han fundet det vanskeligt nok at udholde en samtale med et individ, som var ham inderligt imod, og som lod til at besidde alle menneskehedens mindst tiltalende egenskaber, og nu at få kravebenet masseret af ham, fik bægeret til at flyde over. Med en refleksbevægelse langede han ud med næven, og der lød et klask, da den ramte betjenten i øjet med al den kraft, han havde lagt i stødet. Det fik ham til at vakle baglæns, hans ene fod kom til at støde mod en sten, og han faldt til jorden med et brag." (3) Skurken reagerer ikke spor anderledes end helten. "Vanvid kom over den tykke unge mand. Almindelig forsigtighed og en omhyggeligt oplært ungdoms lektioner faldt fra ham som et klædebon. Med et uartikuleret hyl vred han sig rundt og stødte politibetjenten rask i maven" (4) Forskellen består dels i, at Sam Bagshott er rugbyspiller og bokser og derfor langt mere effektiv end Percy, Lord Belpher, der er doven og lasket; dels i at Sam er helten og derfor slipper godt fra sin forbrydelse, mens Percy er skurken og derfor bliver idømt en mindre bøde. Forinden har Wodehuse forsikret sine læsere om Sams ufarlighed. "Udenfor fodboldbanen eller bokseringen var enhver form for legemsbeskadigelse ham fjern." (5) Og om at en gentleman som Lord Belpher ikke indlader sig på vold på offentlige steder. Men det gælder åbenbart ikke overfor politiet. Denne type overfald på embedsmand i funktion gentager sig med monoton regelmæssighed gennem hele Wodehouses omfattende værk. Variationerne er beskedne. Når den harmløse kapellan Stinker Pinker giver den lokale betjent en blodtud, er det skam et hændeligt uheld, der ikke får konsekvenser for den pæne mand. (6) Den ældre generation, lorderne og ladyerne, er særdeles tolerante over for de unges uskyldige fornøjelser. Den skikkelige Lord Marshmorton, Percys fader, fremkommer med en mild bebrejdelse, "… skønt han privat var af den mening, at intet i Percys liv klædte ham som dette angreb på styrken." (7). Den skrappe tante Caroline siger det tydeligere: "Du handlede helt ret, Percy. Disse uforskammede bureaukrater burde ikke have lov til at mishandle folk." (8) Denne holdning er udbredt blandt skrappe tanter. Da Bertie Wooster overbringer Miss Sipperley det triste budskab, at hendes nevø Oliver har fået tredive dage i brummen for at slå en politibetjent i maven, reagerer hun således: "Jeg skævede lidt ængsteligt til hende under dette for at se, hvordan hun tog det - og pludselig gik hendes mund helt fra øre til øre, et øjeblik var hun eet stort gab; så , vaklede hun hen over græsset, brølende af latter og viftende vildt med lugejernet. Det forekom mig heldigt for hende, at Sir Glossop ikke var i nærheden. Han ville have lagt hende i spændetrøje og anbragt hende i en gummicelle, inden hun havde talt til tre. "De er ikke vred over det?" mumlede jeg. "Vred?" Hun klukkede henrykt. "Jeg har aldrig i mit liv hørt noget så storartet." Jeg var glad og lettet. Jeg havde håbet, at nyheden ikke ville ophidse hende for meget, men jeg havde dog aldrig ventet at høste et bifald som dette. "Jeg er stolt af ham," sagde hun. "Det var dejligt." "Hvis alle unge mænd i England gik omkring og slog betjentene i maven, ville det være et bedre land at leve i." (9) Det smukke køn holder sig sandelig heller ikke tilbage. Men da det jo også er det svage køn, giver det de unge herrer en velkommen anledning til at føre sig frem som damernes riddere og forsvare dem mod plumpe betjente, der tager anstød af deres uskyldige udfoldelser. Således må Pongo Twistleton give betjent Potter et blåt øje, da han forsøger at anholde Sally Fairmile, bare fordi hun har skubbet ham i guldfiskedammen. (10). Orlo Porter må gribe ind for at hjælpe sin udkårne under en demonstration. "Hun gik sammen med mig i spidsen for marchen og råbte en del slagord, sådan som det sker, når en ædel kvindes sjæl er i oprør. Han sagde, at hun skulle holde op med at råbe, og hun sagde, at det er et frit land, og at hun måtte råbe så meget som hun ville. Han sagde, ikke hvis det er den slags ting, De råber, og hun kaldte ham en kosak og slog ham, så arresterede han hende, og så slog jeg ham." (11) Den moderne, unge, selverhvervende kvinde bryder sig dog fejl om overleverede kønsroller og kan godt selv gribe til magtanvendelse for at beskytte den mand, hun elsker, når en betjent vil anholde ham under en natklub-razzia. "På kvindevis havde Sandy andre synspunkter. Hun antog, at hun var inkluderet i Chisholms invitation, men hun havde ikke til hensigt at tage imod den. En situation som denne bringer Jeanne d'Arc og Boadicea frem i en pige med temperament. I øjeblikket stod hun indenfor nem rækkevidde af en af de mindre skraldespande. Hun greb den med et smidigt dyk, svang den som Mrs. Llewellyn havde svunget sin vandspand, drog fordel af at betjenten havde vendt ryggen til, og indhyllede hans hoved og skuldre med dens indhold." (12) Sandy er ikke den eneste kvinde, der reagerer således. "'Ho!' sagde han, for som antydet var han en mand af begrænset konversationstalent, og al Kvinden i Amanda sprang pludselig til live. Hun ville være den sidste til at foregive at vide, hvad det hele drejede sig om, men det var til overflod tydeligt, at den mand, hun havde skænket sit hjerte, var i færd med at blive nappet af politiet, og kun en hjælpende hånd kunne redde ham. Hun greb ned i værktøjskassen, frembragte en praktisk skruenøgle og uden at lade en kvist knække under sine fødder sneg hun sig ind på betjenten bagfra. Der kom en dump, massiv lyd, da han sank til jorden, og Reginald, som så op, så hvad det var, der var dukket op af faldlemmen for at hjælpe ham. En bølge af rørelse fyldte ham." (13) Wodehouse blev ikke blidere med alderen. Tværtimod mærker man en tendens til en stigende grad af voldelighed gennem hans værker. I en af hans allerførste bøger (14) kommer skoledrengene til at skubbe en betjent i et springvand. (Wodehouse havde i det hele taget en forkærlighed for våde betjente), senere går hans personer over til egentlig vold, først med de bare næver, siden med diverse våben. "The Mating Season" (15) er fuld af vold, begået af forskellige personer men kun mod én slags ofre. "'Det hele er umuligt og ganske udelukket,' sagde Gussie heftigt. 'Har du nogen idé om, hvad der sker, når du slår en politimand med en paraply? Jeg gjorde det, da jeg steg ud af springvandet på Trafalgar Square, og jeg har bestemt ikke til hensigt at gøre det igen.' .... 'Åh Dobbs? Han er ude. Han er afskediget. Han kom, mens vi øvede og begyndte at læse Mikes replikker, men han var håbløs. Ingen teknik. Ingen personlighed. Og han ville ikke tage mod instruktion. Blev ved med at diskutere hvert eneste punkt med ledelsen, indtil Corky blev heftig og begyndte at hæve stemmen, og så blev han heftig og begyndte at hæve sin stemme, og resultatet var, at hendes hund, utvivlsomt ophidset af spektaklet, bed ham i benet." Dobbs er selvfølgelig den stedlige landbetjent. Han tager den bidske hund i forvaring og forfølger Gussie, da denne befrier dyret. Så må den uforlignelige Jeeves skride ind. "Det var en sær, massiv lyd, som en solid masse der rammer en anden solid masse, der fik mig til at åbne dem .Og da de var åbne, kunne jeg næppe tro dem. Ernest Dobbs, som et øjeblik før havde stået med skrævende ben og tommelfingrene i bæltet som en statue af Retfærdigheden Der Ondulerer Forbryderen, havde nu indtaget, hvad jeg har hørt beskrevet som en liggende stilling. For at gøre det, jeg hentyder til, klart for den beskedneste intelligens, lå han på vejen med ansigtet mod stjernerne, mens Jeeves, som en kriger, der stikker sværdet i skeden, stak en genstand i lommen, som instinktet fortalte mig var lille, men praktisk og konstrueret af gummi. Jeg stavrede derover og trak vejret dybt, da jeg beskuede levningerne. Det bedste man kunne sige om betjent Ernest Dobbs var, at han så fredfyldt ud. 'Du godeste, Jeeves!' sagde jeg. 'Jeg tog mig den frihed at slå betjenten ned, sir!' forklarede han respektfuldt. Wodehouse ser let og elegant bort fra den kendsgerning, at det er direkte livsfarligt at blive slået i hovedet med en skruenøgle eller totenschläger. I "Do Butlers Burgle Banks" fra 1968 bruges der ligefrem skydevåben. Den besværlige Scotland Yard-detektiv Potter bliver skudt ned af en amerikansk gangster og alvorligt såret til stor lettelse og morskab for alle bogens sympatiske (?) personer, som han var på nippet til at afsløre som bankrøvere, bedragere og forsikringssvindlere. "’Han er vel ikke død?’ ’Ikke ganske, sir, men han har modtaget et ubehageligt kødsår, som vil begrænse hans selskabelige aktiviteter en uges tid. Kommissæren har bragt ham til hospitalet i sin bil. Vi brugte en af mine skjorter til at standse blodstrømmen.’ ’Der var en hel del, formoder jeg?’ ’Sir?’ ’Blod.’ ’Det var der sandelig, sir. For at låne en sætning fra Mr. Bernard Shaws Beundringsværdige Bashville: Rød var han, rød fra top til tå.’ ’Hvor blev han ramt?’ ’Ved bagdøren, sir.’ ’Jeg mener hvor?’ ’Åh, undskyld sir, jeg misforstod Dem. I den kødfulde del af højre overarm. Smertefuldt, naturligvis, men ikke farligt.’ ’Ikke værre end en slem forkølelse.’ ’Sir?’ ’Ikke noget. Og lad os se det i øjnene, kriminalassistent Potter var netop den slags mand, der bad om en sådan erfaring.’ ’Jeg er ganske enig, Sir. Jeg tror virkelig ikke, jeg nogensinde har mødt nogen, der vakte sådan en instinktiv modvilje i mig.’" (16) --- Og hvad kan vi så lære af det? Wodehouse ville ikke have skrevet det, hvis han ikke selv syntes, det var morsomt; og han ville ikke have fremturet i at indlægge den slags volds-scener i bog efter bog, hvis hans publikum havde reageret negativt. Det gjorde det ikke, tværtimod. Som Colin Watson påviser i "Snobbery with Violence" (17), var populærlitteraturens publikum i altovervejende grad middelklassen. Watsons bog handler ganske vist mest om kriminal- og spændingslitteraturen, men det fremgår dog, at Wodehouse var en af århundredets populæreste forfattere, ikke mindst blandt kvindelige læsere. Men hvordan kan det være, at dette store middelklassepublikum godtog og formentlig nød al denne vold mod politiet? Læserne var frem for nogen den samfundsbevarende klasse. Det var dem, politiet beskyttede mod "de kriminelle klasser". Deres sikre tilværelse blev betrygget af den lokale "bobbys" daglige og natlige patruljering af nabolaget. Så hvorfor denne beredvillighed til at se ham som offer? Wodehouse beskriver konsekvent sine politifolk som ærlige og besindige. Den eneste bestikkelige politimand i alle Wodehouses over 120 bøger er både amerikaner og pensioneret. (18) Objektivt set havde læserne tungtvejende grunde til at være på politiets side. Hvorfor så denne fornøjelse over vold mod politiet? Colin Watson beskriver den læsende middelklasse som ekstremt lovlydige og autoritetstro, snæversynede og selvtilstrækkelige. Men også som en klasse præget af frygt. Frygt for forandringer. Frygt for alt fremmed. Frygt for arbejdsløshed. Frygt for deklassering. Frygt for de lavere klasser. Frygt for kriminalitet. Frygt for nye tanker. Frygt for alt, hvad der kunne true deres betryggede eksistens. I og med at politiet frem for alle andre bevogter og opretholder den bestående orden, kommer det paradoksalt nok netop til at personificere denne frygt. Nødvendigheden af at have et politi minder bestandig borgeren om, at der er noget, man skal beskyttes imod. Politiet bliver i underbevidstheden et nødvendigt onde i stedet for det samfundsgode, det faktisk er. Derfor nærer mange mennesker en ubevidst modvilje mod det selv samme politi, som de på det bevidste plan støtter og er taknemmelige overfor. Næppe mange af Wodehouses læsere ville i virkeligheden bryde sig om, at en ung overklasselømmel gav deres lokale bobby et blåt øje. Desuden var den engelske middelklasse låst fast i et selvskabt fangenskab, der – i modsætning til hvad Evelyn Waugh formodede – faktisk var ikke så lidt mere kedsommeligt end vor tids. Alle de restriktioner, den havde belagt sig selv med, og som den håndhævede med rigoristisk strenghed, gjorde den trygge tilværelse dræbende ensformig og skabte et vældigt behov for spænding, om så kun pr. stedfortræder. Watson påviser, at den solide engelske småborger var parat til at godtage – i sin underholdning – en hvilken som helst forbrydelse eller antisocial adfærd, så længe den ikke var seksuel, og så længe den blev begået af "de gode", uvægerligt medlemmer af den herskende klasse. Folk der havde penge og magt, og som ikke lå under for de begrænsninger, dagliglivet byder én selv. At de privilegerede ustraffet kunne slå løs på de mennesker, der frem for alt repræsenterede den orden, læseren selv var underlagt, var en drøm om frihed for dagliglivets snærende bånd. Hånden på hjertet. Føler vi ikke alle et lille stik af dårlig samvittighed, hver gang vi ser en patruljevogn, selv om udmærket godt vi ved med os selv, at vi er pinligt lovlydige? Hører vi ikke stadig en indre stemme, der siger: "Hvis du ikke er artig, kommer politimanden og ta'r dig!"? Føler vi ikke bare en iling af det søde, forbudte gys, når Wodehouses personer gør det, vi ikke i vor vildeste fantasi ville drømme om at gøre selv? Det kan godt være, at Wodehouse overdriver, når han ligefrem går over til pistoler og stumpe våben, men alligevel?
NOTER:
|
