Københavnerne  -  ja, Dem, mine damer og herrer - ser i disse dage ganske trøstesløse ud, som om de - forladt af Gud, pensionsordningerne, klimaet og Matador - har mistet enhver tillid til fremtiden og i øvrigt har opgivet alt. Ikke så mærkeligt - det er dén tid, sådan har det formentlig altid været i de første dage af januar. Først kom jule-psykosen, så kom nytårs-psykosen og nu kommer den kombinerede status- og udsalgs-psykose. Vi har spist for meget, lille frue, drukket, røget, konsumeret for meget. Vi går rundt i en årlig overgangs-periode, der i alle betydninger er sprængfyldt af tømmermænd.

Derfor i dag en smule service, en hjælpende hånd, et nyttigt lille tip til alle de halvt lukkede øjne, de sammenpressede munde, de bøjede rygge på gaden.

Det kommer her: De skulle læse en Wodehouse.

Hvis De allerede kender P.G. Wodehouse, så modtag venligst et solidarisk klap på skulderen og spring tilbage i bladet og få for én gangs skyld læst dagens kronik. Hvis ikke, så lad mig fortælle Dem, at Wodehouse er - var - en engelsk humorist, der døde for et par år siden.

Jeg vil ikke anbefale nogen speciel bog af ham, da det for P.G. (som for f.eks. Simenon) gælder, at alle hans bøger stort sét er den samme. Det er ikke så meget en historie som en Verden, det handler om for Wodehouse. En besynderlig og bedårende Verden - langt væk, men dog genkendelig.

Den er genuine British. Den foregår på herresæder, hvor man er iført hvide sommerjakker. Der er kordrenge og kapellaner der kun får den tidlige prædiken, der er the og agurke-sandwiches, der er solidt fadøl på den lokale landsby-kro, og nu og da - i mere belastede situationer - en ‘Lille fugl fald om i græsset’, den berygtede 1920-cocktail.

Det er en Verden, hvor tøjet til alle medvirkende hver morgen automatisk er lagt frem og presset af den værdige hushovmester Beach, sandsynligvis det eneste nogenlunde normale menneske på stedet, lad os kalde det Blandings Castle. Hveranden optræder under falsk navn, og ingen kan føle sig sikker på om ikke gartneren Swordfish er nervespecialisten Sir Roderick Glossop i forklædning.

I al uskyld er det en surrealistisk verden. Der er en snog i sengen i det blå gæsteværelse, eller der står en lord og medlem af Overhuset og kryber sammen på toppen af klædeskabet, fordi en bulldog står og knurrer forneden, som om den ikke havde været tilfreds med sin middag - og dén bulldog har en mine på, som uvilkårligt erindrer én om éns onkel, Biskoppen af Bongo-Bongos mine, da han fik øje på éns nære ven og nabo Percy, kendt i bredere kredse på Nasturtium Road som ’Kajeryster-Percy’. En farce-verden, hvis anarkisme består af en fuld biskop eller en strisser der får hjelmen slået af hovedet. (‘En mere verdensklog og forstående dommer ville utvivlsomt have afgjort sagen på stedet med en tier, min kære nevø.’)

De ældre mænd i denne Verden er enten firkantede militaristiske idioter (stabler af Lord Dunstable’r) eller kvikke ungdommelige West End-onkler - som Lord Ickenham eller Sir Galahad Threpwood - der forstår de unge nevøer og niecer i deres indbyrdes flirteri, fordi de selv inderst inde stadig drømmer om for længst forsvundne korpiger fra deres ungdom. Wodehouse’s mænd er Imperiets mænd, mavesårenes mænd, det Evige Englands mænd der samles i klubber hvor de forkerte sokker kan ødelægge éns rygte for år og hvor et rundstykke kastet klodset tværs over bordene, kan blive et problem af fatal betydning. Kvinderne er altid klogere end mændene, i hvert fald når de (k’erne) ikke er forelsket i dem (m’erne). De er unge, graciøse og yndige. Hvis de ikke er dét er de myndige, bebrillede og usympatisk effektive sekretærer. Hvis de er blevet ældre er de som regel havgasser der minder én om bredskuldrede oversergenter eller bryske skoleinspektører man har truffet i sit liv. De kan hedde lady Constance eller Tante Agatha, og de kontrollerer hele husstanden, ikke mindst mændene, med ét øjekast.

De unge vil giftes, vil ikke giftes, vil alligevel. Den unge mand prøver at tjene penge til at starte en løgsuppe-bar, aldrig en tomatsuppe-bar. De ældre mænd forsøger at stjæle hinandens stoltheder og statussymboler - præmiesøer, flødekøer eller franske kokke. Men efter et sindrigt udspundet edderkoppe-net af forviklinger ordner alt sig. Sådan da. Universet er lovbundet.

Og man får ved samlet læsning af en halv snes Wodehouse’r dét indtryk, at når Verden bryder sammen og alt er ruiner, vil der til morgenmaden være et varsel i Times, så Jeeves vil sandsynligvis kunne klare det mens man spiser sin frokost i Dronernes Klub, hvis man til gengæld vil love ham at skille sig af med sit nye (og i hans øjne upassende) violetprikkede slips.

Wodehouse-land er en slags Wonderland, et aldrig eksisterende Eventyr-land, et Arkadien, et Idyllia. Det er det mest uskyldige Paradis af alle: Humoristens. Det er en bedårende boglig ballet.

Derfor: Hvis det kniber med at smile til Verden - eller bare Vesterport Station - i disse dage, så prøv en Wodehouse. Kælke og ski er godt nok, men også Wodehouse er en virksom vintersport, og han skal være mit råd mod tømmermænd og nytårs-depression. Bedre end både Worchestershire-sauce, Samarin og mogadon.

Men vanedannende, unægtelig vanedannende. Det er med en anelsesfuld angst jeg sér i øjnene, der kun er tre bind tilbage på bogreolen.