| Tilbage til HAARFIN BALANCE | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
26. april til 3. maj 2003.
Redigeret af Bjarne Nielsen Text: Steen Thomsen Fotos: Edna Fuglsang, Karin Ikkala, Birthe Jørgensen, Bodil Olsen, Bjarne Nielsen, Steen Thomsen Redaktionelle kommentarer (med rødt) og billedtekster: Bjarne Nielsen
Hilsen fra Nordatlanten Lerwick, Shetlandsøerne, Nordatlanten, 1. maj 2003
Jo, det er godt nok midt ude i Atlanterhavet: Hård blæst veksler med kuling, og tåge veksler med regn. Solen - nåh, ja, vi HAR da set den, men den kan ikke nå at slæbe temperaturen over 8-9 grader. De fleste af os har heldigvis været forberedt på disse muligheder, så de ikke fryser særlig meget, når vi er udendørs. I øvrigt var vi heldige med overfarten: Sol om dagen, mildt om natten og næsten ikke en vind i 22 timer. Ikke engang Edna blev søsyg. Men alt i alt var det altså lidt falsk reklame for vejrliget herude.
Da mandskabet havde fået Iæst sig igennem instrukserne for placeringen af bilerne ombord, gik vi glade til kahytterne, der var fordelt, så Karin og Edna skulle sove sammen, Steen med Bjarne og videre i den skure. Det kunne vi dog rokere på (det krævede dog en del diskussion, da alle pludselig blev meget fantasifulde!) - hvorefter vi glædede os over udsigten fra de yderkahytter, vi havde bestilt: Hvis man stillede sig op på en stol, kunne man lige skimte en stribe hav over de kæmpemæssige, orangefarvede redningsbåde, der ellers dækkede koøjerne (gjaldt naturligvis kun Steen og Ednas kahyt!!! Vi andre havde pragtfuld udsigt. "Water, water, everywhere"). 99 procent af de 1500 passagerer var færinger, som tydeligvis havde sat sig for at nå deres månedlige spiritustildeling inden ankomsten til Thorshavn (Det var der altså også andre, der forsøgte at gøre). Den sidste procent udgjordes af os og et par busfulde hyperaktive, individuelt orienterede danske lejrskolebørn, som hurtigt observerede, at kahytsgangene havde enestående, akustiske muligheder. Vi vurderede, at skibets barer måtte være børnesikre, og på trods af, at rederiet endnu ikke havde nået at producere foldere med oversigt over skibets indretning, fandt vi med stor træfsikkerhed frem til to-tre barer. Det samme havde et spændende udsnit af de tilstedeværende tiårige gjort. Det afholdt os dog ikke fra at foretage en grundig testning af barernes tilbud. Således styrkede og med en let øget tolerancetærskel sendte vi spejdere ud for at undersøge mulighederne for indtagelse af fast føde. Personalet i cafeteriet havde ikke fået at vide, hvad dagens middag bestod af, og menukort havde man selvsagt ikke i de kun ni måneder, det havde taget at bygge den i øvrigt pragtfuldt indrettede luksusliner, haft tid til at fremstille. Bjarne havde konstateret, at der var tre timers ventetid i restauranten på et bord til otte, og selv om Birthe benyttede tre kvarter til at konversere omkring emnet med stabsmedlemmer med flere og flere striber på jakken, blev resultatet, at vore veje måtte skilles. Ved hvert sit bord i cafeteriet indtog Tut/Otto og Edna/Steen en rigelig portion flæskesteg, som indholdet af bordenes velforsynede salt- og peberbøsser gav en vis velsmag. Øvrige krydderier var fra den ene side den herlige lyd af et par hundrede glade småbørn, der i et hjørne blev underholdt af en indforskrevet legeonkel med tinitus - og fra den anden side begejstrede udråb fra håndboldfans, der havde faet skruet styrkeknappen på cafeteria-fjemsynet op på 32 under den vigtige kamp mellem Viborg og Slagelse. I restauranten fandt Bodil/Birthe og Karin/Bjarne hvert et bord - sidstnævnte dog uden at blive fristet over evne af noget tilbud på den ellers omfattende buffet (Jeg var aldeles ikke med i restauranten. Jeg blev sat til at holde "vores" bord i baren, hvilket kun kunne lade sig gøre ved til stadighed at have en seks-syv drinks stående). Han var da heller ikke på dette tidspunkt i kalorieunderskud. Om aftenen var der bal i danserestauranten på næstøverste dæk med levende, dansevenlig musik (Dette gjaldt dog kun de mest forlystelssyge af deltagerne. Birthe, Bodil, Tut, Otto, Karin og jeg var gået til køjs). For at tilgodese flertallet af passagererne, der havde været hjemmefra i kortere eller længere tid, havde man engageret et færøsk orkester, og det gav et smukt, folkloristisk indtryk at høre og se, hvordan passagererne kunne synge med på alle 800 vers i hvert nummer og træde kædedansen i skøn samdrægtighed Vi andre gik derfor tidligt til ro efter at have konstateret, at der ikke var nogen kant, endsige sikkerhedssele eller sengehest på overkøjerne. Disse fik så de, der gennem årene havde gjort sig bemærkede ved et mest roligt og derved mindst farefuldt søvnforløb. Styrkede og delvist uskadte efter natten, der var rolig og afslappet, især efter at børnene på kahytsgangen allerede ved totiden blev trætte af deres muntre lege (stærkt tilskyndet af borgmesterens dundertale!), besluttede vi at ønske det venlige personale i baren god morgen. Kun Birthe var kommet til skade: Kahytsdøren var smækket i på hendes albue. Ved fælles hjælp lykkedes det at begrænse blodet til foret, så hendes nye, lyse ruskindsfrakke stadig så næsten ny ud.
På trods af travlheden lykkedes det personalet at sørge for, at en Tom Collins og en gin/tonic fra gang til gang næsten smagte af det samme. Det viste sig da også, at rederiet, der havde indkaldt staben fra forskellige polske landdistrikter, havde været så forsynlig i stedet for at spilde tid på et kursus for de ansatte at fotokopiere nogle cocktailopskrifter - én til hver ansat. Efter første dags brug var papirerne ikke helt så læselige - men vi viste tilpas overbærenhed og trøstede os med, at det kun var i starten, at opskrifterne måtte studeres grundigt ved hver bestilling: På hjemturen vil de nok kunne det meste udenad. Nok om sejlturen - vi kom velbeholdent til vort utroligt stemningsfulde og velindrettede hotel, hvor alt er idel venlighed og kompetence.
Bjarne har været eminent til at vælge hotel og til i de forløbne dage at byde på oplevelser overalt på hovedøen, der er præget af gammel økultur og dramatisk natur.
Barerne er velforsynede, når de åbner kl. 11 - i går gik Bjarne nærmest i trance, da vi på et smukt gammelt hotel oplevede et opbud på 120 forskellige slags maltwhisky (sludder og vrøvl! Jeg har en gang været på et hotel med 126 forskellige slags malt whisky!). Om han i nat har haft mareridt eller søde drømme, har jeg endnu ikke fået at vide.
Kulinarisk er alt vellykket. I aftes fravalgte vi kødgryderne på vort eget Queens Hotel for at prøve noget nyt. Det viste sig til vor overraskelse, at det andet - Grand Hotel - er ejet af samme hotelkæde, og at den har set fordele i stordrift: Spisekortet var det samme som på Queens - men tilberedningen var en glædelig variant. Eneste skuffede er Otto, som lige siden afgangen fra Vig Lyng har talt om friskfanget, stegt rødspætte. De fanger imidlertid ikke rødspætter i denne del af Atlanten - eller måske regner de det for skidtfisk og smider dem ud igen. Måske kan vi på hjemturen finde tid i Hanstholm til, at Otto kan få en rødspætte. Mange hilsener på de otte vegne fra Steen.
Ikke bar' bar! Højby Sjælland, mellem Sejerøbugten og Isefjorden, 8. maj 2003-05-09 Hjemme igen kan man så glæde sig over en herlig tur, som dog ikke har medført, at man som andre år ligefrem kan prale af sin feriekulør (Steens kulør var dog ikke til at klage over!). (Havde der været højfjeldslys i barerne, ville det have stillet sig noget anderledes). Rapporten foreligger lidt sent, da mange af os straks efter hjemkomsten blev indfanget af den daglige trommerum. Om hjemkomsten i øvrigt senere, så kronologien overholdes. Shetlandsøerne står i erindringen som et flot, dramatisk sted, der emmer af historie (ikke mindst vore egne, hornede forgængeres) og af vejr. Og så - uden at nogle af os har oplevet det som en turistfloskel - af afbalancerede, imødekommende mennesker, som var prægede i lige grad af øboens særegenhed og af den åbenhed, der kommer af i århundreder at have været mødested for alskens mærkelige forbifarende - først og fremmest som handels- og behandlingscentrum for sildefiskeriet i Atlanten - og vel ikke til at overse: Den nuværende afgørende indtægtsmulighed i turismen. En vis del af den imødekommende optimisme må vel også tilskrives de rigelige EU-tilskud, som i løbet af det sidste tiår har haft afgørende betydning for Ievestandarden i kraft af øemes naturlige status som, "udkantområde". I det hele taget vat det ikke af vejen at være dansker dette sted. Måske havde man haft det sværere som englænder: Af de lokale kort fremgik det klart, at Shetland var en del af Skotland, mens resten af UK manglede. Var der nogen, som sagde Irland? Det var da også kun en lille del af befolkningen, som interesserede sig for det valg, som foregik den næstsidste dag under vort ophold: Godt nok var det til det skotske parlament - "Men de bestemmer alligevel det hele i London!" Nationalsocialisterne (uden associationer!) fik dog en væsentlig del af de 40 procent afgivne stemmer, så formodentlig ender det med et selvstændigt "Shetlandsøerne".. . Alt dette fik Otto en grundig uddybende snak om med et par lokale i Queens' hyggelige bar.
På barerne oplevede vi også straks fra første dag, hvad der virkeligt kan opildne de gæve øboer: Opgøret mellem Shetlands fremmeste fodboldhåb. Resultatet gav sig på de barer, hvor tilhængere af vinderholdet var stamkunder, udtryk i dans på de heldigvis solide egetræsborde af lige så solide fårehyrdetyper under eget lyd-akkompagnement. Betydningen af dette har formentlig kunnet tydes af lokale med mere end tre generationer bag sig på øerne - samt enkelte nørdede dialektforskere. Gebærderne kunne imidlertid selv vi nyankonme tyde: Overstrømmende glæde og dermed ekstra venlighed over for fremmede. Formentlig var vi heldige ikke at komme ind et sted, hvor taberne holdt til... Vejret har vi allerede i den første rapport været inde på. Her skal blot understreges den skiftende karakter: Det nyttede ikke at vente med at tage af sted, til solen viste sig. Næh - afgang! Og så oplevede vi ude i landskabet det charmerende indtryk netop, når den trængte igennem og skabte ekstra kulissevirkning på de omkringliggende højdedrag og herregårdsruiner.
Og ruiner var der mange af: Fortidens sildehandel havde betinget en rigdom, den hedeprægede jord i sig selv ikke magter. Men det er altså absolut fortid, og uden for hovedbyen Lerwick var det kun statelige bygninger, der har fået en ny fremtid som hoteller, og huse, der fungerede som fritidsboliger for formuende folk fra det skotske, der kunne siges at være prangende. En unode-mode i sidste forbindelse synes det i øvrigt at være, at man for at prale bygger i træ (der skal indføres) og beton (der skal indføres) i stedet for at benytte sig af den oprindelige, smukke byggestil med brug af kampesten og sandsten (de sidste i årtusinder hentede uden de store anstrengelser fra naboen Orkneyøerne). Naturen var ikke rigtigt i sit fulde flor. En måned senere kan anbefales fremtidige besøgende, som så ikke må nøjes med at kæle for de spæde spirer til det utal af orkidé-arter, Shetland er berømt for. Men så er rejsen og hotelopholdet (og øllet?) naturligvis også dyrere. Til gengæld kunne vi køre ugenerte ad de milelange, nyanlagte asfaltveje (EU) til udsigtspunkteme og glæde os over, at vi var på Shetland midt i den tre ugers læmnings-sæson: Over alt var der nyfødte lam at røres ved (Nej, hvor er de søde!) - og hyrdeaktivitet med at mærke og flytte fårene. - Det er en hård tid, konstaterede en lokal kroejer: Turistsæsonen er begyndt i forgårs (1. maj), så jeg bliver nødt til at holde åbent fra kl. 8 morgen, selv om I er de eneste af slagsen, jeg endnu har set (vi var nu glade for, at han fulgte "regleme"!), og de lokale har travlt med læmningerne dagen igennem, så de kommer først ved 10-tiden om aftenen. Da er de til gengæld godt sultne og tørstige, og før klokken to om natten kan jeg ikke drive dem ud ... Nåh, han var kommet til kroen på en treårig kontrakt - for 26 år siden: Det er bare det dejligste sted på Jorden, som han konstaterede. Han må så slappe af om vinteren, når alle først kommer op til overfladen hver dag ved middagstid. Pubber, indkøbsmuligheder ... alt blev grundigt researched. Et antikmarked på MacTyndskids marker var lukket, men pigerne trøstede sig med en affaldscontainer undervejs. Det kunne Bjarne imidlertid ikke: Der var ikke en pub i miles omkreds af de nævnte marker.
Til gengæld fandt han så trøst ved tilbagekomsten til Lerwick - og såmænd blev han også i en genbrugs ekviperet lækkert for en 50'er i ellers dyrt shetlandsuld. En fugletur til søpapegøjernes rugeklippe afstod vi fra, da behageligheden af det tre timers ophold på åben Atlant i den 12 personers, åbne båd afhang af, at stormen ville lægge sig i løbet af turen. Til gengæld var der glimt af papegøjerne fra fast land og såmænd også af albatrosser, sæler og søde servitricer.
På vej til hjemfarten gjorde vi ophold på Hotel Shetland - øernes mangestjernede, der med sin absolut internationale stil understregede vor glæde ved Bjarnes valg af Queens som vor dejlige, stemningsfyldte base under opholdet. Ligesom oprindeligt i Hanstholm mødte vi præcist på opmarchpladsen til luksuslineren. Og ligesom i Hanstholm havde rederiet forregnet sig: Efter et par timer uden nogen form for orientering ankom vort skib, som skibsføreren meget prøvende fik til kaj. Om bord fik vi de samme kahytter som på udturen. Det gav det et vist, hjemligt præg. Edna og Steen kunne således nu med mere trænet elegance undgå dråberne fra det utætte sprinkleranlæg i nr. 6209, som de naturhgvis ikke havde haft tid til at reparere i den forløbne uge. Det med elegancen forsvandt i øvrigt, så snart vi lagde ud i Atlanten igen: Storm og bølger kom fra en forkert vinkel, der i en vis grad neutraliserede skibets afbalanceringsudstyr. Vi andre klarede den ved naturlig søstærkhed (sikke et ord) eller indtagelse i baren af midler til neutralisering af personligt balancenerveudstyr, men Edna måtte lide alle søsygens kvaler. (Jo, i baren havde de nu Iært de fleste af opskrifterne udenad!) I øvrigt tager færingerne på denne årstid tilsyneladende kun nordpå, så der var nærmest en aftlappet stemning på båden på hjemturen. (Se billederne herunder).
Lad det være slået fast med, det samme: Otto fik ikke sin friskfangede rødspætte på turen - heller ikke under hjemturen. Da rederiet havde ændret tiderne, så vi ikke kunne benytte Mols-genvejen, var alle indstillede på at komme hurtigst muligt nedenom og hjem via Bæltbroeme. Og det gjorde vi så. Næsten. Steen tog som chauffør i Birthes bil - som han har gjort det i mindst fire årtier - i Slagelse fejl af vejen til Odsherred, så Bjame med passagererne Karin, Tut og Otto var hjemme en halv time (nej, ikke mere, Birthe!) før Steen med passagererne Edna, Bodil - og altså Birthe, der som den sidste så kunne lægge hovedet på hjemlig pude ved 01:30-tiden. På de ottes vegne kh Steen
NB: Svar på de underforståede spørgsmål: Nej, selvfølgelig kan der ikke undgås skærmydsler undervejs, når otte så forskellige og mere eller mindre tilfældigt sammenbragte mennesker i en alder, da man absolut hver for sig har udviklet sin personlighed, skal være så tæt på hinanden i en uge. Men varige skår kom det nu næppe til ... (dog skal vi nok være en smule opmærksomme på Bodils "moralske forfald". AA og nikotinplastre er muligheder!)
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
