Tilbage til HAARFIN BALANCE

DAGBOG

Med nyt chaufførfirma til lufthavnstransporten gik det denne lørdag formiddag noget roligere. Da designerne af disse moderne og "åh, så rummelige" biler totalt har overset, at de mange passagerer ganske sikkert også medbringer bagage, måtte vi på turen til Kastrup medbringe "bagagevogn".

Jeg ofrede mig uselvisk og kørte med bagagen i rygerbilen, der også medbragte øl. Det samme gjorde passagervognen naturligvis, men uden en smøg til er det altså ikke det samme.

Vel, Birthe?

Indtjekningen gik - via det opsatte maskineri og en smule teknisk snilde fra guidens side - i lyntempo, så vi kunne komme gennem sikkerhedskontrollen, der dog heller ikke var så slem.

Naturligvis bortset fra at hun konfiskerede Birthes to tiloversblevne øl, hvilket gik fru Jørgensen stærkt på.

Men hvor der handles, der spildes!

Ikke sandt, Bodil?

Lufthavnen har tilsyneladende givet efter for internationale og stærkt uamerikanske krav, for vi fandt et sted, hvor vi kunne købe - det rette udtryk ville nok være: "lade os afpresse løsesum for" - et par drinks og nyde en velfortjent cigaret.

Flyveturen startede præcist og gik, som den slags nu altid går i vore dage. Det vil sige kedsommeligt. Uden røg. Men med et par drinks, hvoraf lidt desværre endte på Birthes nyindkøbte ruskindsbukser.

Men som sagt: Hvor der handles, der …

Vi landede også til tiden, fik vores kufferter og begyndte at lede efter vores taxi. Han var vist en anelse forsinket, men han kom, og vi blev kørt til hotellet og installeret. Smukt hotel, venlig dame bag skranken, nydelige og rummelige værelser med flot udsigt i roligt og pænt kvarter.

Men ikke nogen vandingshuller indenfor synsvidde.

Altså måtte vi på opdagelse.

Det blev dog ikke så slemt. En lille kilometer op ad gaden og gennem en lille park bragte os til et glimrende lille, lokalt værtshus med drinks og mad til rimelige (meget rimelige!) priser.

Her spiste vi, hvorpå vi fortrak til "jomfruburet" med diverse indkøb til en godnatdrink.

Alle var vist temmelig trætte.

Efter det rigelige morgenbord - som Otto dog fandt både kedeligt og sparsomt!?!?!? - startede dagens udflugt med to taxier til en af byens mange smukke pladser. Det blev Vaclev Havel pladsen, hvor vi ikke langt fra hjørnet, hvor taxierne satte os af, fandt en fortovsrestaurant.

Her sad vi så - som var vi i Paris - i 27-28 graders varme med blå himmel og sol over den kilometerlange plads og lod verden passere os forbi. Med drinks på bordene, naturligvis. Og i modsætning til Gregers’ profetier var drikkevarerne ikke mærkbart dyrere her midt i turistvrimlen.

Vandingshul ved Vaclev Havel pladsen

Efter veloverstået indre afkøling blev vi enige om at vandre/slentre/humpe os frem til "rådhuspladsen". Guiden - men herom mere senere - udpegede retningen, og vi begav os af sted. Turen blev ind imellem forsinket af diverse skobutikker, men det er noget, man må vænne sig til.

Efter en times tid - heraf halvdelen på en bænk, hvor vi ventede på Karin og Tut og deres skoindkøb - fandt vi ud af, vi var gået i den forkerte retning - nemlig den direkte modsatte af den planlagte.

Sådan er det at være guide i et land, hvor man end ikke kan læse gadeskiltene uden straks at udbryde: "Kan jeg købe en vokal? Eller tre?" Det er nærmest som slutspillet i scrabble, hvor man sidder tilbage med alle sine z’er, v’er, x’er og et enkelt y.

Af hensyn til de mest handicappede blev vi enige om at trække os tilbage til hotellet ved hjælp af et par taxier.

Birthe, Karin og Otto lod venligst Birthe, Bodil og undertegnede tage den første. Hvorfor lyttede jeg dog ikke til min gamle ven Sherlock Holmes’ advarsel til Watson i "Det Afsluttende Problem": "Always take the second cab!"

Da de to gratier og Otto ankom til hotellet, spurgte vi dem spændt, hvad de havde måttet bløde for deres taxi.

Svaret var 350 træpenge - altså 400 med drikkepenge, sådan cirka det samme, som vi havde betalt på udturen.

"Vores blev 1800!"

Altså lyt til Holmes: "Always take the second cab!"

Efter et lille eftermiddagshvil på værelserne begav vi os ud for at finde et egnet lokalt spisested, og vi havde såmænd ikke nødig at gå så forfærdelig langt. En nydelig lille restaurant med gårdhave, men vi valgte indendørs. Glimrende mad, øl og vin og afslutningsvis seks irske kaffe: totalt 2400 træpenge = ca. 600 kroner. Det er da overkommeligt. Her skal lige bemærkes, at da vi bad om de seks irske kaffe, udbrød vores servitrice beundrende: "Six? Wow!"

De blev da også serveret i seks forskellige slags glas, og Karin var overbevist om, at hvis vi bad om seks mere, ville hun komme for at samle glassene ind til opvask, inden hun kunne servere de nye.

Som sagt var maden glimrende. Nogle fik bøffer, der åbenbart var så gode, at Bodil spontant udbrød: "De er i hvert fald ikke lavet af en gammel, dansk malketyr!"

Efter et kort hvil på hjemturen - ved et vandingshul - blev aftenpartyet holdt på værelse 32, hvor der var flere stole samt et lille bord til rådighed.

Vi havde nu også fået et problem. Ved hjemkomsten om eftermiddagen havde vi på værelse 32 (Karin og guiden) og på værelse 23 ("jomfruburet") fundet en stor seddel med følgende lidt kluntede men dog smerteligt forståelige tekst: "Please no-smoking in room".

Det var en grim overraskelse, da jeg ved bestillingen havde gjort udtrykkelig opmærksom på, at vi var rygere.

Nå, ingen panik, Birthe! Bare ryg væk! Vi åbner vinduerne og skyller skodder og aske ud i toilettet inden næste rengøring.

"Når lomviens unge vågner en dag, ved at havet har kaldt" skriver Nis Petersen i "Færinger, frænder", og således følte vi denne formiddag. Det blev dog ikke til havet, men Moldau og Karlsbroen.

Vi var blevet enige om en sejltur på floden, og Otto bestilte en af disse ture via hotellet. Vi ville så blive hentet i minibus fra hotellet klokken ca. 3 til en lille times sejlads.

Vi havde så hele formiddagen og en del af eftermiddagen til rådighed for egne ture.

Otto og Tut valgte at spadsere langs floden til Karlsbroen, mens vi andre foretrak en taxi.

Vi fandt hurtigt et rigtigt vandingshul med udsigt til både flod, bro og slot, hvor vi tilbragte tiden med at diskutere Freud, Jung, Adler, og Kafka og deres betydning for den vestlige kultur. Eller var det bare vejret, vi talte om?

Det lød i hvert fald både klogt og dybt! Så meget tør jeg godt påstå.

Tre gratier ved flod, bro og slot.

Efter et kort hvil på hotellet blev vi så senere afhentet til sejlturen.

Den blev lidt af en skuffelse. Forkert båd, utålelig guide (ikke mig, turguiden), kun plads på øverste soldæk i bagende varme - og meget dyre øl - 60 træpenge for en 33 centiliters pilsner!

Heldigvis var turen ultrakort, og bagefter opsøgte vi naturligvis nærmeste vandingshul.

Her blev vi så i ro og mag enige om at finde et sted at spise her i nærheden af centrum.

I en af de små gader fik vi øje på et skilt, der reklamerede for "gourmet anretning" kun 100 meter nede ad en sidegade.

Otto og jeg recognoscerede og kom ind i en baggård, som vi uden dårlig samvittighed kunne have benyttet som pissoir i en paniksituation. Heldigvis var vi ikke trængende, for pludselig blev vi overhalet af et større asiatisk udseende rejseselskab, der i fuld fart forsvandt under et stillads og ned ad en smøge.

Vi fulgte pænt efter - og ganske rigtig! Dér lå en restaurant.

Og den var glimrende. Og billig!

Så var den dag reddet.

Tirsdag var "store markedsdag" - i hvert fald for nogle. Tut og Otto foretrak en mindre hektisk udflugt, men Karin, Birthe og Bodil ville under anførsel af guiden til et marked lidt uden for centrum.

Efter en del snakken frem og tilbage - bl.a. om sporvognslinjer, som vores søde skrankepavinde på hotellet ikke anede noget som helst om - blev vi enige om en taxi. Det viste sig at være en god og billig løsning.

Markedet var stort - nærmest uoverskueligt - men vi fik da slentret lidt rundt, og der blev da også indkøbt lidt forskelligt (sko!!! - og potteplanter til hotelværelset!!! Heldigvis gik jeg med stok, så de andre måtte slæbe!!!).

Og indtaget lidt forskelligt. Og vi tog sporvognen hjem! Og da vi ikke anede, hvordan systemet fungerede, steg vi bare om bord og afventede nærmere ordrer. Der skete intet.

Det er billigt at køre sporvogn i Prag!

Middagen blev indtaget lokalt. Guiden var træt og overlod til det øvrige selskab selv at finde frem til et egnet spisested. Hvilket naturligvis mislykkedes, så vidt jeg forstod på dem senere.

Sidste hele dag i Prag! Vi blev enige om spadsereture i centrum og ved Karlsbroen.

Som allerede øvede sporvognskørere tog vi en sådan til Karlsbroen. Denne gang havde vi dog købt billet. Man skal ikke friste skæbnen.

På vandingshullet med den smukke udsigt fik vi formiddagslæsket ganerne og blev enige om individuelle ture med frokostmøde klokken 13 her på stedet. Karin og Tut fór vestpå for at finde skobutikker (ja, nu igen!!!), mens Bodil, Birthe, Otto og jeg slentrede over broen for at finde et listigt sted.

Det gjorde vi også.

En meget listig baggård, hvor Birthe og Bodil blev stærkt fristet af de små butikker - sexundertøj og tatovering/piercing.

Men modet svigtede. Desværre.

I en baggård i Prag.

Guiden og hans selskab var naturligvis på det aftalte sted til den aftalte tid.

Det var "skojægerne" ikke!

Ventetiden fordrev vi med lidt til halsen.

Bodil fik også lidt til halsen!

Endelig dukkede de så op - Karin belæsset med poser, Tut med en eklatant mangel på samme - og vi fik frokosten overstået.

Vi tog sporvognen hjem til hotellet for at hvile ud inden aftenens middag, der ifølge aftale skulle foregå i centrum igen.

På vejen i sporvognen fik jeg - under over alle undere! - øje på et skilt, der straks påkaldte sig min usvækkede opmærksomhed.

Jeg måtte straks af, og Tut og Otto fulgte mig. Otto ville også se forretningen, mens Tut på vej derhen fik øje på - ja, rigtig gættet! En skobutik!

Set fra sporvognen var det måske ikke meget, men det var det heller ikke i virkeligheden.

En pibeforretning hvis eneste tilknytning var forhandlingen af Peterson’s Sherlock Holmes-piber. Og meget dyre!

I sporvognen på vej ind til centrum om aftenen blev Otto dårlig, så vi måtte hoppe af ved det førstkommende stoppested.

Desværre gik det så hurtigt, at kun Otto, Karin og jeg nåede at komme af, mens Tut, Birthe og Bodil fortsatte ud i det blå.

De vendte dog tilbage igen med næste sporvogn - ja, der kommer altid … o.s.v. - og i mellemtiden var Otto kommet så meget til hægterne, at vi kunne fortsætte.

PS for de mere litterært interesserede:
	En af skræklitteraturens store skikkelser  -  Der Golem, et kunstigt menneske skabt af ler og støv  -  stammer fra Prag. Hvor gammel legenden om "Der Golem" egentlig er, ved jeg ikke, men en af de mest berømte bøger om ham er skrevet af Gustav Meyrinck. Vi fandt ham stående i en en arkade/smøge. Om han forsøger at se spekulativ ud, eller om han ømmer sig efter at være blevet overfaldet (det var jo i en smøge), skal jeg ikke kunne sige.   Prag ligger jo også i det område, de tidligere hed Böhmen, så naturligvis spurgte jeg om, hvorvidt det var muligt at få audiens hos den kongelige familie for på den måde at høre nærmere om WIlhelm Gottsreich Sigismond von Ormstein, Storhertug af Cassel_Felstein og arvekonge til Böhmen (se "En Skandale i Bøhmen" i "Sherlock Holmes' Eventyr") Det var dog ikke muligt med så kort varsel. Et opslag i den lokale telefonbog for at finde frem til Herr Löwenstein, der solgte hemmelige præparater til professor Presbury i Sherlock Holmes-historien "Den Krybende Mand", var ligeledes forgæves. Hverken ham eller hans eventuelle efterkommere kunne opspores. Det eneste bevis på Holmes' verdensomspændende berømmelse var den tidligere nævnte pibeforretning.

Bodils billeder: