Vel ankommen til lufthavnen (selv om vi blev kørt af en Jørgensen) bad fru Jørgensen straks om at få fundet nærmeste vandingshul. Flere af os foreslog at checke ind først, og mærkeligt nok lykkedes det at overtale fru Jørgensen til at vente de små ti minutter.

Check-in blev foretaget via en maskine/automat, som ingen af os kunne finde helt ud af. Spændingen var derfor allerede begyndt: Får vi nu vores bagage med?

Nå, vi blev så bænket omkring et lille bord med meget store øller, og så kom næste problem. Nogle var allerede sultne. Ethvert argument om, at vi fik noget at spise på flyet, blev flot fejet til side. Så ud over øl til 48 kr. pr glas, måtte vi mænd også punge ud med penge til sandwiches, der ifølge de spisende (naturligvis) var uspiselige. Og naturligvis efterlod de både halvdelen af deres sandwich og halvdelen af deres øl. Det sidste søgte jeg dog efter bedste evne at råde bod på.

Ca. 3 kvarter før "boarding time" blev fru Jørgensen utålmodig og insisterede på, at vi begav os på vej til den planlagte finger. Resultatet var selvfølgelig, at vi nåede derud mere end en halv time for tidligt, og derude var hverken toiletter eller rygepladser. Altså tilbage igen. Også for lige at proviantere, så det ventende hotelværelse ikke skulle være hel tomt.

Det kan måske nu lyde, som om fru Jørgensen var lidt af en belastning at rejse med. Det blev stærkt modbevist af Bodil om bord på flyet. En nydelig stewardesse kom rundt med drikkevarer (og mad, selvfølgelig, men det kunne ingen spise nu!), og fru Jørgensen startede med at spørge, om man ikke kunne få to (2) på én gang. Stewardessen smilede en anelse anstrengt og sagde: "Selvfølgelig, frue." (Hun har nok mødt Birthe før!) Altså fik Birthe to øl. Og det var sgu heldigt. For fru Olsen begyndte nu også at lege feriebarn. Hun ville gerne have en flaske rødvin (som hun vel at mærke straks stak ned i tasken til senere brug) samt en cognac til kaffen. Naturligvis fik hun, hvad hun bad om. Og naturligvis tabte hun cognac’en på gulvet (miniatureflasken!). Resolut bøjer Bodil sig frem og roder rundt på gulvet efter den, hvorved hun skubber til Birthes bord, så Birthes øl strømmer ud over både Birthe og undertegnede. Det var sgu godt, man tog flere par bukser med. Bodil fandt dog ikke sin cognac og måtte derfor ulejlige den søde stewardesse med at bringe en mere.

Det viste sig senere, at Birthe havde fundet den og puttet den i sin taske!

Resten af flyveturen gik stille og roligt - kun sporadisk afbrudt af fru Jørgensens og fru Olsens kommentarer til den omdelte mad, kaptajnens evner som pilot og udsigten oven over skyerne i al almindelighed.

På et tidspunkt sagde Lone: "Vi må være højt oppe. Jeg har propper i ørerne." "Gid det var mig," sagde jeg.

*

Vel ankommen til Charles de Gaulle (for de uindviede: lufthavnen i Paris) fik vi så vores bagage udleveret og skulle nu finde den minivan, vi havde bestilt hjemmefra. Ifølge vores informationer skulle vi fra bagageudleveringen ringe på et gratisnummer for at blive dirigeret til den rette udgang. Nu er det så Frankrig, så naturligvis er der ingen telefoner i bagageudleveringen. Resolut spørger jeg en officielt udseende mand med kasket og uniform, hvor jeg finder en telefon. Han ryster beklagende på hovedet. Il ne parles pas Anglais! Nej, det havde jeg sgu heller ikke regnet med, men han forstod heller ikke mit franske. Videre til en officiel dame bag en skranke, hvorover der stod "Information". Hun trak på skuldrene (fransk igen!) og rystede på hovedet.

Det er fransk, det er frygteligt!

Nu var jeg allerede færdig med den ferie. Beslutsomt satte jeg mig på en bænk og rystede franskt på hovedet og sagde, at nu måtte stærkere og yngre kræfter tage over. Mens jeg fik en tiltrængt cigaret (uden øl!), fik Lone overtalt selskabet til at forlade bagageudleveringen og gå udenfor og derfra forsøge at lokalisere den rigtige udgang. Da der er en otte-ti stykker, kan det være en smule indviklet. Heldigvis var der dog herude en skranke med unge damer og skiltet "Information" - og lykke! Lykke - en af dem talte lidt engelsk (hun har sikkert været udlænding, belgier eller sådan noget!), og vi fik forbindelse med vores minivan, der hurtigt ankom og kørte os til hotellet på under en halv time trods myldretiden. Næsten som at køre med en Jørgensen!

*

Hotellet viste sig at være til alles tilfredshed. Små værelser, men hvad fanden! Vi skal jo kun sove her. Og til "room parties" kan vi jo sidde på sengene.

Der var enighed om en lille times pause til at pakke ud, lægge på plads, soignere sig og i det hele taget falde ned og få sjælen med. Klokken syv skulle vi mødes - men hvor? Som gammel "indian scout" ved kavaleriet havde jeg straks bemærket et vandingshul fem meter fra hotellet - og allerede dagen efter (torsdag) var "Les Marsouins" blevet til stamværtshuset og fredag hed det bare "Stammeren"!

En yderst venlig betjening - et lille, meget lokalt værtshus, hvor der sagtens kunne have været sand på gulvet. Det viste sig (naturligvis!) at betjeningen (ejerne?) ikke var franske men derimod portugisiske. Det fandt vi ud af, da de i går (fredag) insisterede på, at vi skulle smage en ny øl. Jeg siger vi, men det var faktisk kun fru Jørgensen. Da Karin og jeg ankom lidt senere end det øvrige selskab, fortalte bartenderen glædestrålende, at vi også skulle prøve den portugisiske øl, fordi "Madame havde smagt den og sagt, den var god. Og hvis Madame (Madam Jørgensen, altså) sagde, den var god, så var den sgu god." Hun er ikke længe om at sætte sig i respekt. Hvordan hun gør det, fatter jeg ikke. Hun koster rundt med alle på dansk, og på en eller anden måde forstår de hende glimrende og gør helt og holdent, som hun beordrer. (Ordet beordrer er her brugt med fuldt overlæg!)

*

Forplejningen (den faste, mener jeg) går, som den slags nu går. Store diskussioner om hvad og hvor og hvornår. Karin har medbragt den dårlige vane fra Strandhusene, hvor man straks efter at have lagt kniv og gaffel fra sig spørger: "Hvad skal vi spise næste gang, og hvor og hvornår?"

Selv har jeg trukket mig ud af dette "rat race" og følger blot med til restauranten, hvorefter jeg peger på en nærliggende bar eller bistro, hvor de så kan samle mig op bagefter. Torsdag aften endte vi nede på Rue Mouffetard, hvor de enedes om at spise græsk (Ydr!). Fem meter længere nede ad gaden lå en hyggelig bar/pub, hvor de oven i købet havde irsk øl. Jeg drak et par stykker, gik en tur op ad gaden, købte et par kulturelle cd’er, gik tilbage og drak et par stykker mere. Da de stadig ikke var kommet, begyndte jeg at blive nervøs for dem. Meget fransk kan de jo ikke, end ikke tilsammen, og der kan ske meget i Paris. Man har jo før hørt om hvid slavehandel, og jeg fik allerede medlidenhed med den arabiske røverhøvding, der havde bortført Birthe og Bodil. Så jeg gik resolut ind på restauranten for at finde dem.

Det kan næppe komme som den store overraskelse for de, der kender hende, at fru Jørgensen atter var blevet midtpunkt i en større festivitas. Hun havde længe kikket på værten, og Leif troede, hun var blevet forelsket. Det viste sig dog, at hun hævdede, at hun kendte ham. Hun havde været med til hans bryllup for små tyve år siden. Ak ja, tænkte Leif, den vej skal vi jo alle. Hukommelsen er det første, der svigter.

Men så havde værten henvendt sig, og så var det sgu rigtigt. Og så blev der åbenbart fest, og alle brokkerier over den vist nok noget ringe mad forsvandt som dug for solen. Der kom desserter og drinks på bordet.

Selv da jeg kom ind, fik jeg serveret en drink. Men det var måske fordi han indså, at nu ville jeg føre selskabet videre?

*

Torsdag gik vi en lille "sviptur" ned til Place Saint Michelle. Der var længere, end vi havde regnet med, så der blev ikke meget mere ud af den dag. Vi slentrede ned ad Rue de la Huchette og tilbage igen - naturligvis med små stop på vejen.

Fredag var det strålende solskin og endnu varmere end om torsdagen. Vi havde besluttet os for en sejltur på Seinen. Birthe insisterede på, at vi kunne sejle fra Pont Neuf, men det var umuligt at finde noget i vores rejsebøger, og heller ikke hotellets brochurer viste noget af den slags. Altså tog vi Metroen ud til Eifeltårnet, hvor forskellige både lå klar og ventede. Desværre viste det sig, at der var så mange og med så mange forskellige skilte med så mange forskellige informationer, at der var komplet umuligt for mig at finde ud af, hvad der sejlede hvorhen hvor længe og for hvor meget. Jeg fik endnu et anfald af "hysteria frankofobia" og satte mig ned med en cigaret og en hovedrysten. Heldigvis lykkedes det Leif og Lone af finde en båd, og vi fik en herlig time på Seinen. Havluften giver jo en naturlig tørst, så derfor måtte vi bagefter finde et vandingshul. Det var på den meget fornemme side af Seinen i et meget fornemt kvarter, og priserne var tilsvarende fornemme. Jeg (og Karin) foretrak så at gå videre efter en enkelt genstand. De øvrige blev og spiste frokost.

På en eller anden måde - tro det eller lad være! - så lykkedes det Karin at få mig til at spadsere hele vejen hjem - op til Champs Elysses, over Concorde pladsen, ned ad Rue Rivoli, ned til kajerne, over Ile de la Cité og hele vejen op ad Rue Mouffetard. En tur på mindst femten kilometer! Og med kun tre (3!) stop undervejs.

Om aftenen spiste det øvrige selskab på en nærliggende (ingen kunne gå mere den dag!) marokkansk restaurant. Selv satte jeg mig ind på "Stammeren" for at vente. Klokken ni begyndte de at sætte stolene op på bordene og feje gulvet. Jeg spurgte høfligt, om de var ved at lukke. Nej, nej, ikke lige med det samme. Hvorpå jeg fik en øl mere på huset. Da jeg havde drukket den og ville gå, insisterede den anden tjener på også at give en genstand. Nu var klokken næsten ti, og jeg var eneste gæst. Med min berømte situationsfornemmelse foretrak jeg nu at fortrække. Jeg gik op på hotelværelset og hvilede mig en halv times tid. Så gjorde jeg mig klar til at starte en eftersøgning af resten af rejseselskabet. Netop klargjort (penge, pas, cigaretter!) trådte Karin ind af døren. De havde da alle sammen været på Stammeren, og der var blevet serveret drinks for alle på husets regning. Og fru Jørgensen var blevet udnævnt til ølekspert og bedømmer af obskure portugisiske ølsorter.

Alle var åbenbart trætte, så der blev ikke noget room party den aften.

*

Lørdag var himlen ikke blå. Nærmest grå. Og temperaturen var nu faldet fra fredagens mere end tyve grader til omkring de femten. Det føltes en anelse køligt. Efter morgenmaden mødtes vi - traditionen tro (utroligt så hurtigt traditioner opstår!) på Stammeren og blev enige om et besøg på loppetorvet ved Porte de Vanvers. Mens dette blev debatteret og besluttet, begyndte det at småregne. Leif gik uden for, og da det lykkedes ham at tænde sin pibe uden større besvær, blev vi enige om, at det ikke regnede for meget. Dog skulle Bodil hente paraply. Fru Jørgensen nægtede at gå med paraply. Karin skulle have en trøje på, og det samme skulle Leif. Lone og Birthe gik så lidt i forvejen, mens jeg ventede på de øvrige. Først kom Bodil, og hun ville så også gå i forvejen og slutte sig til Birthe og Lone. Efter små ti minutter kom Bodil tilbage. Nu skulle hun også have en trøje på! Fru Jørgensen nægtede stadig at bruge paraply, og overtøj ville hun slet ikke høre tale om! Så kom Karin, hvorpå jeg bad hende vente på de øvrige, så jeg kunne gå i forvejen - som undskyldning brugte jeg, at jeg så kunne købe metrobilletter og cigaretter i baren oppe på det næste hjørne. Da jeg passerede den første restaurant, stod Lone og Birthe fnisende i indgangen. Birthe havde alligevel kunnet mærke, at det var køligt, så hun havde taget sine strømpebukser på i indgangen til den tilsyneladende lukkede restaurant. Det viste sig dog, at den ikke var lukket, og lige inden for sad to noble herrer med udsigt til Birthes bare! Det kan også være sjovt at være franskmand!

Efter en del palaver om, hvorvidt vi skulle køre med bus eller metro (Birthe får klaustrofobi, og Karin får åndenød!), blev det dog metroen til sidst. Her var heldet med os. Atter i dag fik vi selskab af en harmonikaspiller. Det havde vi også haft dagen før. Han forfulgte os fra tog til tog. Da vi så/hørte ham første gang, sagde Leif (og bemærk, det var Leif!): "Lone, du giver ikke en øre til musikken!" Måske burde man henvende sig til Musikerforbundet?

Loppemarkedet viste sig at være glimrende. Varerne var glimrende, sjove, fine. Det samme gjaldt priserne. Naturligvis brugte Lone flere penge, end Leif ønskede. Personligt tror jeg dog, det var ham der tilskyndede hende! Han var bare sur. Troede vi. Det viste sig dog, at fredagens udskejelser - især de afsluttende på Stammeren - havde taget hårdere på ham, end han ville indrømme. Lone fik lokket en øl i ham, så gjorde jeg det samme, og den tredje tog han frivilligt. Og så havde han det naturligvis fint igen.

Vejret var dog ikke rigtig med os. Det småregnede og stænkede hele formiddagen, og Birthe - det lille skind! - frøs som en hund. Det kommer der af at være stædig og ikke høre efter, hvad de voksne siger. Resultatet blev - naturligvis - at jeg måtte overlade hende min frakke, og nu må jeg så slås med en forkølelse. Men den kan vel drikkes væk!

*

Efter en udmattende dag på loppetorvet (hold da kæft, hvor man vandrer rundt sådan et sted! Og så i støvregn!) blev vi enige om at spise tæt på hotellet. Birthe fik den glimrende ide at gå til venstre fra hotellet i stedet for til højre. Der viste sig da også, at der ganske kort nede ad Boulevard Port Royal var et stort kryds med op til flere restauranter og 'brasserier'. Vi besluttede os for en ganske almindelig bar med brasseri, og det viste sig at være et glimrende valg. Vi blev mætte til en rimelig pris.

Vi kunne ikke holde morgenmøde på Stammeren, for der var lukket. Dog havde værten tilbudt os, at hvis vi kom efter elleve, kunne vi banke på bagdøren og blive lukket ind. Vi valgte dog at undlade at benytte os af dette generøse tilbud (bl.a. fordi det sikkert ville have resulteret i, at vi ikke kom længere den dag!). I stedet gik vi tredive meter længere ned ad gaden til den næste bar. Allerede under morgenmaden på hotellet havde Leif og Lone tilkendegivet, at vejret ikke forekom dem gunstigt for et besøg på det store loppemarked ved Clignancourt som planlagt, så i stedet ville de være kulturelle og bese så meget af Louvre, de orkede.

Bodil, Birthe, Karin og undertegnede startede så med en drink (ikke Campari til Karin, for det kendte de slet ikke!). Loppemarkedet var uoverskueligt i det regnvejr, så Birthe overtalte os til Les Halles. Der var ingen ende på, hvor spændende, smukt, sjovt og værtshusbelagt det var.

Efter en tur med bussen nåede vi Les Halles, der naturligvis var lukket om søndagen! Det lykkedes os dog at finde et 'brasseri' med både øl og fast føde. Birthe fik løgsuppe med både ost og brød i (Ydr! Jeg siger ikke, hvad det ligner!), og Karin fik en omelet. Kun Bodil var utilfreds. En flad pandekage uden noget som helst. Ifølge spisekortet skulle den indeholde ost, men efter udseendet har der ikke været plads til ret megen ost.

Bodil og Birthe gad ikke foretage sig mere i det vejr - det regnede stadig. Men Karin var frisk på loppetorvet, så vi fortsatte til Clignancourt, og vi fandt det også.

Området er vel på størrelse med hele Holbæk! Først igennem et område som Nykøbing, udelukkende med 'kræmmervarer', d.v.s. t-shirts, kasketter, stangtøj i alle afskygninger, lightere, glas, krus m.m. Hele souvenirindustrien.

Derefter nåede man frem til det egentlige. Antikviteterne. Det viste sig dog at være en aflægger af Bruun-Rasmussen. Meget fine ting, uden tvivl! Men priserne var derefter.

Jeg vil faktisk foreslå Edna at leje en tre-fire store containere og opkøbe alt på Vig Kræmmermarked. Dernede kan det sælges med tre-fire hundred procents fortjeneste. Hvis de altså sælger noget! Vi så det ikke ske.

Nå, men under alle omstændigheder er det sjovt at gå rundt og kigge. "Har du set den/det der?" "De må da være vanvittige!"

Vejen tilbage til Metroen gik igennem "kræmmermarkedet" igen, og Karin blev en smule nervøs. Allerede på udvejen havde vi set folk skubbe ret voldsomt til hinanden og bruge meget høje og vrede stemmer. Alle disse boder betjenes af "fremmede", mest arabere (sandsynligvis fra Nordafrika) og negere (det er vist ikke den korrekte betegnelse, men jeg kan slet ikke følge med i, hvad man skal kalde etniske minoriteter i øjeblikket for at være politisk korrekt. Men en spade er vel stadig en spade!). Og på tilbagevejen kom det til alvorlige sammenstød, unge mennesker der kom styrtende af sted, andre med blodet flydende ned ad ansigterne fra næsen eller fra flækkede øjenbryn. Hvad det hele gik ud på, aner vi ikke. Men sjovt var det ikke.

Lad os komme hjem.

*

Om aftenen skulle vi så spise østers eller skaldyr eller andet godt fra havet. Heldigvis kastede både Leif og jeg et blik på spisekortet uden for, inden vi gik ind.

Et arrangement som Brunos - "Alt godt fra havet" , men med færre ting end Brunos - kostede 125 euros (ca. 1000 kr.).

"Det bli'r ikke mig!" sagde Leif. Og jeg kunne kun give ham ret.

Vi tilbød, at de øvrige kunne gå derind selv, mens vi fandt noget mere ydmygt. Men selvfølgelig var det ikke maden der trak mest, men derimod vores underholdende selskab og elegante bordkonversation.

Så vi endte atter på et 'brasseri', hvor alle fik glimrende mad. Selv lykkedes det mig for en gangs skyld at nå frem til en dessert - en ""créme brûlét", stærkt anbefalet af Bodil. Og hendes anbefaling var ikke tilfældig. Pragtfuld!

Efter måltidet foretrak Tante Ét og Tante To at gå tilbage til hotellet. Leif, Lone, Karin og jeg slentrede ned til Rue Mouffetard for at få en enkelt godnatdrink.

Mandag var stadig overskyet - vores rejsedag. Formiddagen gik med et par drinks på Stammeren, hvorefter folk vandrede i alle retninger for lige at forsøge at nå de sidste indkøb. Selv blev jeg på stedet - næsten. Af mangel på cigaretter var jeg nødt til at gå en ganske lille tur, hvor jeg endte på et værtshus (det er altså dér man køber cigaretter, at I ved det!), hvor fjernsynet gik med Eurosport og Snooker. Det tog så lidt tid.

Vi sluttede naturligvis på Stammeren. Det viste sig, at de fleste forretninger var lukket om mandagen, så alle var rimeligt hurtigt tilbage. Undtagen Karin, der hæsblæsende fór omkring for at få brugt mine sidste euros, så jeg måtte låne af Bodil.

Nå, vi fik sagt farvel til de rare mennesker på "Les Marsouins", vores minivan kom til tiden (fem minutter for tidligt), og vi endte i lufthavnen klokken cirka fire. Der var to timer, til flyet gik.

Fru Jørgensen insisterede naturligvis på at komme helt ud til 'Fingeren' og vente. Derfor gav jeg hende fingeren og gik tilbage for at få en øl og en cigaret. I ventesalen, når man først var kommet ind, var der bar men hverken toiletter eller rygerum!!!

Det viste sig også, at det var svært at komme ind i ventesalen. I sikkerhedskontrollen gik Leif naturligvis glat igennem, men Karin, Bodil og Lone - de øjensynlige terrorrister - blev standset. Karin fik konfiskeret en neglesaks, Lone en neglefil, og Bodil måtte hive ned i trusserne. De er altså uforbederlige, de franskmænd!

Hvordan Birthe slap igennem, fatter jeg ikke. De har åbenbart alligevel ikke øjnene og ørerne med sig!

*

Resten af turen - med fly og med Jette fra Kastrup til Odsherred - gik stille og roligt. Alle var trætte og glædede sig trods alt til at komme hjem.

Der blev end ikke tid til godnatbajere sammen.

Men Paris er vel stadig en messe værd!