Tilbage til HAARFIN BALANCE

HÅRFIN BALANCE  London 2005

© Bjarne Nielsen 2005.

Der er mere mellem himmel og jord … Mit horoskop i Femina for ugen 5-11. Maj: Det ser ud, som om andre læner sig bekvemt tilbage og forventer, at du skal sørge for både forplejning og underholdning. Du har selv brug for at tanke op, for du er i underskud med energi.

Klokken var kun et par stykker, så vi blev enige om at gå en tur og udforske vores nærmeste nabolag. Der var desværre ikke ret meget andet end hoteller, privat beboelse og så en enkelt pub - The Swan. Naturligvis måtte vi lige afprøve den, og øllet var ganske glimrende. Især nydt ude på fortovet i solskin.
 

   Middagen blev af hensyn til en anstrengende rejsedag indtaget på "den lokale", så vi efter endt måltid og hvad dertil hører, kunne vandre op i seng.
   Vi måtte dog lige slutte af med en godnatdrink på værelset, fordi Bodil skyldte undertegnede en gin og tonic, som hun ikke nænnede at give til værtshuspris. Altså en alt i alt vellykket men trættende rejsedag.


FREDAG DEN 6. MAJ

Af helt uforklarlige årsager (måske fordi vi i går var trætte og faldt til ro allerede ved midnatstid) var Karin og jeg de første oppe og dermed nede til morgenmad.
   Vi var alle overbevist om, at morgenmaden var i kælderen. Karin og jeg kommer ned og ser en flok unge mennesker med langt, fedtet hår, slidte cowboybukser og helt uden den verdensmandselegance og det almene kosmopolitiske præg, vi havde regnet med.
   Kaffen var varmt vand fra en beholder, man selv hældte i et plastikkrus sammen med pulverkaffe. Maden var en pakke toastbrød, hvor man selv puttede sine skiver i brødristeren. Så var der en skål margarine, en skål marmelade, en kande mælk og en pakke corn flakes.
   Nok var hotellet billigt, men altså!!! Nå, med min og Karins normale velvillighed og "openmindedness" gik vi i gang med måltidet.
   Jeg var hurtigt færdig med et stykke ristet brød og ville så op i hotellets lobby for at sidde med en kop kaffe og den livgivende smøg. Her kunne jeg sgu ikke sidde. Der var dækket op til stort morgenbord med kaffe, the, juice, mælk, røræg, bacon, pølser, hårdkogte æg, ost, skinke, marmelade og masser af toast.
   En venlig forespørgsel resulterede i, at jeg måtte ned og hente Karin samt Bodil og Birthe, der nu allerede var i gang med et plastikbæger fuld af pulverkaffe.
   Vi kom hurtigt op på plads i den "rigtige" morgenmadssal og startede forfra.
   Det viste sig, at hotellet åbenbart havde en slags anneks for "backpackers", der så kunne spise nede i kælderen, hvor de også kunne medbringe egen mad.
   Vi overvejede længe, om vi skulle lade oplysningerne gå videre til Tut og Otto. Barmhjertigheden greb mig, da jeg efter den anden kop kaffe skulle op på hotelværelset for gøre mig klar til en lang dag i byen uden pubber og dermed offentlige toiletter før klokken 11. Jeg stoppede på tredje sal og fortalte dem, hvor de skulle spise morgenmad. Jeg har alle dage været et godt menneske.

Formiddagens udflugt gik til Caledonian Market - en lidt skuffende oplevelse, hvor dog Otto og jeg straks fandt et "mødested", hvor pigerne kunne finde os. Atter en smuk oplevelse på fortovet med godt øl og forbipasserende skønheder og andre interessante mennesker. Man kan lære meget om et land ved at sidde ved en fortovsservering og betragte livet omkring sig.

 

   Da pigerne så var færdig med markedet - en to-tre pints senere - tog vi undergrunden tilbage til centrum og kom op ved Trafalgar Square, så alle kunne beundre Nelson på søjlen.
   Nu var sulten ved at melde sig, og heldigvis var guiden i stand til straks at føre gruppen til det nærmeste vandings- og bespisningshul - The Sherlock Holmes Pub i Northumberland Avenue.
   Efter vel overstået frokost, mente guiden, at tiden var kommet til lidt kulturel aktivitet. Derfor blev hele flokken gennet op på første sal for at beundre og granske den fremragende rekonstruktion af Mesterdetektivens stue. Dette samt studiet af de i selve pubben udstillede genstande plejer for alment interesserede at tage en time til halvanden (eller målt på anden måde tre eller fire pints). Det syntes dog ikke at vække den store begejstring hos denne uvidende hob. Måske er det derfor, vi i diverse klubber har en regel om "no riff-raff!". (Slå det selv op i ordbogen!)

Vel hjemkommen til vort eget kvarter og bænket omkring en samling glas med diverse former for spirituøse drikke på vores egen pub, var det så planerne omkring middagen, det gjaldt. Sjovt nok var netop dette, næste måltid, et tilbagevendende samtaleemne.. Det var både hvor, hvad, hvor meget, hvornår og til hvilken pris?
   Enden på det blev, at en seperatistgruppe (fem ud af seks) begav sig skråt over gaden til et vistnok græsk spisested. Guiden forblev traditionen tro på den lokale pub - mest for at holde pladserne, til de andre vendte tilbage!
   Det varede såmænd ikke så længe. Det havde ikke været nogen oplevelse.
   Derfor endte aftenen endnu en gang med aftendrinks på pubben og en lille en til halsen på hotelværelset.
Som de fleste ved, hersker det på de fleste hotelværelser en fatal mangel på glas til gæster, så alle måtte på eget værelse for at hente private glas. Otto skulle så absolut benytte anledningen til at forrette sin nødtørft (igen!!). Nu skal lige bemærkes, at han ikke havde røget i snart to dage, fordi hans eneste medbragte pibe var knækket under transporten. Han havde derfor indkøbt tobak og papir til selvrullede cigaretter. Skæbnen ville det hverken værre eller bedre, end at bemeldte pakke med cigaretpair røg i tønden. Så mens vi andre drak løs af Bodils gin og tonic, sad Otto trist og tørrede cigaretpapir.

 

LØRDAG DEN 7. MAJ

Lørdag formiddag var det så det store marked på Portobello Road. Gårsdagen havde indbefattet en bustur hjem fra The Sherlock Holmes, der gik via Oxford Street, og mylderet havde afskrækket alle fra et besøg på denne gade, på trods af modeforretninger og stormagasiner med mere.
   Det var dog for intet at regne mod Portobello Road, og alle blev da også mere eller mindre væk for alle. De første til at give op, var Bodil og Birthe. Heldigvis havde vi på forhånd aftalt et "mødested". Der ankom jeg (efter en pæn, lang tur ned ad gaden) samtidig med de omtalte damer. De havde ikke været så langt. Det var bare for meget. Efter en drinks tid ankom Tut og Otto, der havde været et langt stykke nede ad gaden. Den sidste tilbage var Karin, der hævdede, hun havde været helt ude for enden af gaden ("der er ingen ende på Borups Alle"!)
   Da guiden så fortalte, at det planlagte marked søndag - Petticoat Lane - var mindst ti gange værre, blev alle enige om at droppe dette.
   Turen gik så videre med undergrunden til Baker Street Station, hvor vi dukkede op på Marylebone Road lige ved siden af - hvilket tilfælde!! - statuen af Sherlock Holmes. Og ved et lige så stort tilfælde lå der netop på den anden side af gaden en pub, hvor de også serverede mad.
   Heldigvis var det kun nogle af selskabet, der var sultne, så de fem satte sig oven på, mens den gamle redaktør fortrak til baren, købte sig en pint og fandt et godt sted at sidde.
   Et ærinde til The Sherlock Holmes Memorabilia Shop blev - efter den første pint - hurtigt overstået, og da selskabet endnu ikke havde fået deres mad, måtte jeg jo så nødtvungent bestille endnu en pint og sætte mig.
   At jeg så kom til at sidde ved et tomandsbord sammen med en Nefertite-smuk ung, ægyptisk prinsesse, der fortalte mig alt om scuba-diving og om at samle på diamanter, mens hun langsomt ledte samtalen hen på mere og mere personlige områder ("som erfaren mand må du kunne forklare mig, hvorfor tænker mænd altid på" … o.s.v.), ja, det beror naturligvis kun på tilfældigheder samt mit udseende og min charme.
   Desværre tog det lang tid med maden for de øvrige, så ingen af dem havde tid til, mens jeg sad således optaget, at komme ned og hilse, gå på toilettet eller i det hele taget kunne verificere min historie. Men mit ord står til troendes! Jeg var godt på vej til at blive forført af en højst femogtyveårig ægyptisk skønhed!
   Hjemturen medførte en drink på "the local" efterfulgt af en times afslapning på hotelværelserne.
   Middagen blev så indtaget på den næstnærmeste pub, The Black Lion. Det var dog kun et mindre flertal, der deltog i måltidet, idet der kun var plads i ikke-ryger afdelingen.
   Traditionen tro endte aftenen på vores "local", hvor et større selskab af damer var i gang med det feminine modstykke til en polterabend - og det gik rimeligt livligt for sig. Ikke at blive bare en smule inddraget ville have været meget uhøfligt, så alt i alt en hyggelig aften. Så hyggelig, at vi opgav godnatdrinks på værelset. I hvert fald i fælleskab!

 

SØNDAG DEN 8. MAJ

Da Petticoat Lane nu - efter gårsdagens oplevelse af Portobello Road - var blevet opgivet, måtte guiden finde på en nødplan. Der havde været udtrykt ønsker om at se Soho - gamle 60'er drømme om arbejderkvarter og tidlig hippie-tid! Det var naturligvis lavet om til modforretninger og små etniske spisesteder, der udsendte en kvalmende os.
   Turen derind var ellers en kende dramatisk. Vi valgte undergrunden, og da alle på nær Karin var kommet gennem "tælleapparaterne", fik vi øje på Karin, der febrilsk rodede i sin taske. Hun kunne ikke finde sit kort. Resolut som altid, snuppede Birthe mit kort ud af hånden på mig og rakte over til Kartin, der trods mine - synes jeg selv - højlydte protester på den måde kom ind i undergrundsbanens lukkede cirkel. Hvad de ikke havde tænkt på var, at vi også skulle ud igen - og meget, meget ofte står der vagter ved udgangen, så man ikke bare kan række et kort over. Og bøden for at køre uden gyldig rejsehjemmel er lige så høj (eller højere) i London som i København.
   Der var faktisk ikke andet at gøre, end at Karin måtte tilbage til hotellet for at hente sit kort. Ved en snedig manøvre - der kun udløste en ikke al for højlydt alarm - lykkedes det os alle at komme ud og væk i en fart. Så mens vi andre ventede på en bænk i Hyde Park - og blev ganske forpustede af at se på joggere (eller "stønnere", som Tut kaldte dem!) - måtte Karin vandre den tunge gang tilbage til hotellet.
   Og nu vi er ved undergrunden og vores "togkort"! Om lørdagen stod vi også ved et "tælleapparat", og Karins kort udløste alarmen, og de små døre lukkede ikke op. Stor panik! En vagt måtte tilkaldes og åbne maskineriet, og ud væltede det med kort. Alle sammen "1-dags-kort". Ikke et "4-dages-kort" som Karins. En vis mistænksomhed begyndte at brede sig hos den vagthavende, men med et udtryk af dyb ærlighed og bekymring lykkedes det mig at overbevise ham om, at der rent faktisk var blevet puttet et kort i maskinen. Han gik så helt "til bunds" i maskineriet og fiskede endelig et kort ud. Men det var ikke "togkortet"! Det var et visitkort fra det hotel, vi boede på i Paris sidste år!!!!
   Så tror fanden da, det ikke duede i Londons undergrundsbanesystem!
   Nå, vi fik altså en slentretur gennem Soho, lidt på kryds og lidt på tværs, vi var over både Picadilly Circus (hvor de uindviede naturligvis ikke bemærkede Criterion Bar, stedet hvor Watson i 1881 mødte Stamford, der fortalte ham om Sherlock Holmes, der havde et godt øje til en lejlighed i Baker Street, hvis blot han kunne finde én at dele den med!), Leicester Square, hvor jeg gjorde opmærksom på statuen af Chaplin (udført af John Doubleday, der også er mester for statuen af Sherlock Holmes ved Baker Street Station) og videre til Trafalgar Square.
   Hvis man er godt bekendt med de engelske pubbers særegne regler for åbningstider, kan man undgå en hel del stress.
   Det var guiden desværre ikke helt. Jeg havde sådan set lovet både Otto og Birthe, at pubberne åbnede klokken 11. Men nej! Ikke om søndagen! Først klokken 12. Og fru Jørgensen kan blive utroligt tørstig af at gå mere end tredive meter. Nå, men så må vi jo nøjes med en kop kaffe! Jo, det passer!!
   En lille bar med servering inde og ude. Birthe: "Jeg fryser. Vi sidder inde!"
   Jeg går ind, og tjeneren genner høfligt (altså overfor os) en enlig dame væk fra et seksmandsbord og over til et tomandsbord midt i hendes måltid (så måske ikke så høfligt overfor hende). Og så sidder vi fire ved bordet: Birthe, Bodil, Tut og jeg.
   Hvor fanden er nu resten?
   Uden for står Otto. "Jamen, det er da synd at sidde inde i det gode vejr!"
   Hvor er nu Karin?
   Også udenfor. "Jeg nægter at sidde inde i det gode vejr"
   Så fik guiden sit snart traditionelle nervøse sammenbrud og skældte alle og enhver ud for det værste, jeg lige kunne komme i tanker om. Og som erfaren turguide for både 8., 9. og 10. klasse elever på skoleudflugter til indland og udland, kan jeg komme i tanker om en hel del. 
   Nå! Som kompensation forærede guiden så - efter forslag af Karin og opbakning af Birthe - Bodil en cigaret, så hun ikke længere skulle bomme af Birthe hele tiden.
   Herfra en kort tur op ad Charing Cross Road til en pub - vistnok The Cambridge - hvor frokosten blev indtaget.
   Så var det tid til lidt forretinger - altså den rigtige slags. Jeg havde aftalt at få en enkelt pint eller to med et par medlemmer af The Sherlock Holmes Society, så vi måtte videre til - endnu en gang - The Sherlock Holmes Pub. Her gik samtalen så på så højt et plan rent intellektuelt, at Bodil, Birthe, Tut og Otto måtte opgive og tage hjem. Karin forsøgte efter bedste evne at følge med.
   Om aftenen var der flertal for at spise på den anden restaurant skråt over for hotellet, vist nok også en græsk, selv om den hed noget med "Kebab".
   Ifølge forlydende rygter var måtidet dyrt men også godt.
   Og så i seng. Dog - naturligvis - først efter en drink eller to på "the local".

 

MANDAG D. 9 MAJ.

Mandag var jo så en "fridag". Vi havde ingen planer, ingen pligter. Karin valgte (med mig som guide og chaperone) at gå lidt på "shopping". Uden resultater, heldigvis.
   De øvrige tog en længere tur i Hyde Park.
   Frokosten blev indtaget på The Black Lion, hvorefter vi var enige om at returnere til hotellet og vores "local" i god tid, før taxien skulle hente os. Vi havde beregnet cirka 3:30-4:00.
   I forventning om at have en time til halvanden til vores rådighed blev vi enige om, at en kop kaffe efter frokosten ville være på sin plads. Vi kunne jo så altid nå en pint eller to (de sidste på "the local"), inden vi blev afhentet.
   Næppe havde vi nippet til vores kaffe, før taxien var der.
   Huhej, vilde dyr, ind efter baggage, farvel, farvel til vores bartender, og så afsted til Stanstead.
   Køreturen til Stanstead forløb godt, og det var nok heldigt, vi kun havde drukket kaffe og ikke et par pints. Ellers var det nok gået galt for flere af os. I hvert fald måtte guiden overlade de afsluttende forhandlinger med chaufføren til Otto for aldeles omgående at søge lettelse inde i lufthavnsbygningen. Hvilket lykkedes i sidste sekund!
   Efter en vel overstået diskussion mellem fru Jørgensen (på dansk) og stewardessen (på engelsk), fik vi en drink og slappede af under flyveturen.
   I lufthavnen ventede Gregers, og en time senere var alle velbeholdne - men vist nok trætte - hjemme.
 

Bemærk teksten på skiltet!