Tilbage til HAARFIN BALANCE

The Shamrock

Efter lang og møjsommelig planlægning kom Tipsklubben Hårfin Balances "Rejsehold" af sted.

Vi blev som sædvanlig fyret af til en mægtig start af vores faste vognmand fra Næbbevej, der dog denne gang havde måttet låne sig frem til et passende køretøj.

Og da passagerlisten havde overvægt af det svage køn, måtte der medbringes trailer til samme køns tunge og fyldige bagage.

Efter en lang vandring gennem lufthavnen og lang tids venten i en næsten kilometerlang kø til check-in, kom vi så frem til "security check", hvor damerne måtte aflevere diverse manicurale redskaber, og Tut måtte smide sutterne.

Flyturen var - som den slags nu er - kedelig og røgfri.

Det samme kan siges om Dublin Airport.

Vi ankom klokken ca. 10.30 lokal tid og gik op i en bar, hvor vi ikke måtte ryge. Okay. Der var kun et par hundrede meter til en egnet udgang.

"A pint of Smitwicks and four glasses of Smithwicks and a gin and tonic, please," sagde jeg så til den venligt smilende bartender.

Han smilede ikke venligt! Han smilede ondskabsfuldt.

"Baren åbner først klokken halv et. Indtil da, ingen alkohol!"sagde han. Han sagde det godt nok på engelsk (en slags, i hvert fald), men nu skal vi jo ikke blive for tekniske.

Og vores fly videre til Kerry afgik klokken halv et!

Nå, heldigvis var det et par timer forsinket, så vi nåede da at få en enkelt drink.

"Så må vi tage den næste i flyet, selv om vi ikke kan ryge," sagde jeg for at opmuntre selskabet.

Ak, ungdommens godtroenhed!!!

"No alcohol served on domestic flights, sir," sagde stewardessen med et i hendes egne øjne venligt smil.

I mine øjne blev det til en hånlig grimasse.

Det lykkedes os dog at komme igennem den lange ørkenvandring og få udleveret den bestilte bil i Kerry Airport. En Opel et eller andet. Til seks personer. En ikke-ryger bil!!!

Jeg husker tegningen på firmaets ("Budget") hjemmeside, en bil med seks menneskelignende skikkelser og en kuffert.

I min ungdommelige naivitet (der var den igen!) troede jeg - naturligvis - at det betød seks mennesker med hver sit stykke bagage.

Nej, det betød rent bogstaveligt seks mennesker og ÉT (1!) stykke bagage.

Efter en halv time med flere forsøg lykkedes det os til sidste at få klemt seks kufferter, seks mennesker og seks stykker håndbagage sammen.

Heldigvis var der kortere til Camp end jeg huskede det. På under en halv time var vi i Camp og svingede op ad indkørslen til "vores" hus.

Vi blev budt velkommen af Ger (short for Gerald), der straks blev budt med ind på en øl - som han selv leverede.

Huset var - mod sædvane - udstyret med 16 øl, en flaske, rødvin, en flaske hvidvin, en flaske whisky, brød, smør, kaffe, the, sukker, mælk, opvaskemiddel, viskestykker køkkenrulle og toiletpapir.

Jeg havde regnet med, at vi efter at have pakket ud, skulle smutte en tur ned til Mike på Railway Tavern for dels at få en drink og dels lytte til lidt irsk musik. Mike plejede at have musik søndag eftermiddag.

Det var ifølge Ger ikke længere tilfældet. Så i stedet blev der lynhurtigt lavet en ekstra indkøbsliste (marmelade, æg, bacon, skinke, ost osv.), der blev erhvervet i Camps nye supermarked.

Efter en hurtig klemme var det tid at hilse på lokalbefolkningen, så vi tog alle op til Daly’s bar for at sige goddag til Peter og Kathleen.

Det blev til et par omgange (på Peter’s regning), hvorefter de fleste var meget trætte og gerne ville hjem. Selv havde jeg ("Chaufføren") lyst til at blive, og Bodil påtog sig at køre bilen hjem - ca. 500 meter! Hvilket lykkedes uden uheld.

Efter endnu et par omgange (nu på Kathleen’s regning) var jeg dog også blevet træt efter dagens rejseri og fortrak til de hjemlige jagtmarker.

Dagen startede gråt i gråt med småbyger og overskyet. Rejseplanens tur til Dingle og Slea Head fortjener godt vejr, så med den erfarne rejseleders intuitive fantasi og impulsivitet improviserede jeg straks et alternativt program for dagen.

Om formiddagen tog vi til Tralee. Her raserede damerne "Tesco" (den lokale udgave af Superbest, Fakta eller lignende) for at proviantere yderligere - nærmest som skulle vi bo der et par måneder. Men det ene skal naturligvis svare til det andet. Her tænker jeg på deres bagage!

Inde i Tesco skulle Otto forrette sin nødtørft, og det var påtrængende. Der var dog ikke noget at gøre helt lokalt. Han måtte udenfor og hen i den nærmeste park.

Vi andre gjorde indkøbene færdig, anbragte varerne i bilen og ventede tålmodigt på Otto. Otto kom ikke. Jeg gik et smut hen i parken og så mig lidt om. Intet spor af Otto. Tut blev nervøs. Jeg sagde, at de kunne gå lidt videre op ad gaden, jeg skulle nok vente og så finde dem igen.

Så tog jeg endnu en tur ned i parken, rundt i parken, uden om parken. Ingen Otto.

Da jeg så kom tilbage, var han også returneret - blot ad nogle helt andre gader.

Derefter gik vi en tur gennem byens hovedstrøg og endte til en drink, der udviklede sig til frokost, hvorefter turen gik hjem til Camp.

Eftermiddagen - der stadig var overskyet men lykkeligt fri for yderligere byger - gik med en tur ud på halvøen Maharees (til en drink, irish coffe, hos Spillane) og derefter til Brandon Point, hvor vi bagefter nød en stille pilsner i den lille havn neden for Brandon.

Brandon havn

Middagen blev denne aften nydt hjemme, hvor der var indkøbt frisk kylling.

Og efter lidt snakken frem og tilbage var der kun køjerne tilbage.

Tirsdag var vejret endelig med os. Himlen var næsten blå, og solen skinnede nok så nydeligt. Desværre følte Otto sig sløj og valgte at blive hjemme denne dag.

Da vi ikke havde nogen anelse om, hvor længe dette vejr ville holde (og det gør det sjældent i Irland), begav vi os fortrøstningsfuldt af sted mod Dingle.

Naturligvis blev det via Connor Pass. Jeg havde været en anelse nervøs for at køre vores temmelig store bil (altså i omfang, ikke i rumindhold!) op gennem Connor Pass, men mine bekymringer viste sig ganske grundløse. Dels var vejen blevet udvidet med en halv meters penge, og dels havde man vedtaget, at turistbusser kun måtte køre fra op fra Dinglesiden og ned igen samme vej.

Vi standsede naturligvis på toppen for at nyde udsigten mod nord over Tralee Bay og Maharees og mod syd over Dingle Bay.

Connor Pass

I Dingle gik vi en kort tur op til hovedgaden (passerede "Skomagerkroen" Dick Mack’s, der var lukket) og fik en drink på The Dingle Pub. Derefter lidt "window shopping" og alment oseri. Så havde Dick Mack’s åbnet. Ingen var dog interesseret i at få flækket sko eller lavet nye livremme, så vi nøjedes med en drink, som vi tog med om i baghaven.

Dingle

Nu var det ved at nærme sig frokosttid, og Bodil meddelte, at indenfor den næste time SKULLE hun altså spise.

Da jeg som rejseleder (erfaren og velforberedt, naturligvis) er ansvarlig for "Rejseholdets" velbefindende, meddelte jeg, at så måtte vi nok se at komme videre, for der var mindst ti minutters gang ned til bilen og en halv times kørsel til Ballyferriter.

Så var Karin imidlertid forsvundet. Hun var inde og se på tasker. Jeg gik ind og fortalte, hvordan tingene hang sammen, og hun sagde: "Jeg kommer nu."

Ti minutter til et kvarter senere sagde Birthe: "Nu må du hente Karin."

"Nej," sagde jeg. "Jeg har sagt det én gang. Hvis jeg siger det igen, bliver hun sur på mig. Nu må en af jer sige det."

Tut ofrede sig, og Karin svarede atter: "Jeg kommer nu."

Ti minutter til et kvarter senere begyndte Bodil nervøst at spørge, hvornår hun kunne regne med at få noget at spise.

"Så går vi," sagde jeg og fik resten af Rejseholdet med mig. Jeg gav tegn til Karin i butikken, at vi gik ned mod bilen.

Så går det hverken værre eller bedre, end at Birthe og jeg kommer lidt i forvejen. Vi går og sludrer hyggeligt, men så opdager vi pludselig, at vi er ganske alene.

"Vi må hellere lige vente på resten," siger jeg, hvorpå vi begge resolut læner os op af muren og tænder hver sin cigaret.

En cigaret senere, er de endnu ikke dukket op.

"Hvor kan de dog være blevet af?" siger jeg.

"Jeg tror, de strøg ind i den forretning der oppe," siger Birthe.

"Det kan sgu da ikke være rigtigt," siger jeg. "De ved jo, Bodil snart skal spise!"

Endnu en cigaret senere bliver Birthe nervøs. "Bare Bodil nu ikke bliver dårlig," siger hun.

Og så fik rejselederen sit snart traditionelle hysteriske anfald.

Med faste og målbevidste skridt gik jeg hen til forretningen, ind af døren og talte med meget, meget store bogstaver.

Det satte såmænd ikke mere skub i de tre fruentimmere, men jeg fik da luft!

Det lykkedes dog at komme videre på turen uden hverken slagsmål, gråd eller spytning, og en god halv time senere kunne vi spise frokost i Ballyferriter.

På hjemturen gjorde vi naturligvis holdt et par steder for at beundre Slea Head og The Blasket Islands samt en enkelt beehive hut.

Blasket Islands, Slea Head og Dunquin

Da vi kom hjem, var Otto blevet sløjere, og jeg måtte bede Joanna om at ringe til en læge, hvorefter Tut, Otto og jeg kørte til Castle Gregory.

Jeg fulgte med Otto ind til lægen (som en slags tolk), hvorefter jeg næsten ønskede, det var mig, der var syg. Hun var ikke en dag over toogtyve og så rigtig godt ud.

Nå, Otto fik nogle piller, og det viste sig, at de hjalp noget på det.

Aftensmaden bestod af sandwiches, hvorefter selskabet gik op (og når jeg siger op, så mener jeg virkelig op!!!) til Daly’s for at hilse på John og Susan, der ville kigge ind på pubben efter arbejde.

Det blev så til et par omgange på John og Susans regning. Endnu havde vi ikke kunnet få lov at betale for så meget som en dråbe oppe hos Peter, men hvorfor friste skæbnen. Så vi trak os tilbage i god ro og orden.

Onsdag var vejret pragtfuldt. Så pragtfuldt, at en irer næste dag fortalte mig, at de lokale hele onsdagen havde snakket om Costa del Kerry. Solen skinnede fra en skyfri himmel med en ganske svag brise, der gjorde det netop udholdeligt at sidde i skjorteærmer i solen i mindst femogtyve grader.

Altså den perfekte dag for Ring of Kerry. Ikke hele turen men kun lige gennem Killorglin og så til venstre sydpå gennem Killarney National Park.

Det lykkedes naturligvis chaufføren at vælge en forkert afkørsel et eller andet sted, så vi kom ad små og snoede og aldeles ukendte veje frem til søerne.

Fra en lille bjergvej havde vi udsigt over Lough Leane. Senere fik vi en drink ved en lille pub.

The Ring of Kerry

	Frokost i Sneem

Måske var denne drink stærkere end beregnet. I hvert fald kørte chaufføren endnu en gang galt, så i stedet for at køre sydpå mod Kenmare, endte vi helt ude vestpå i Waterville - en omvej på mindst 50 kilometer.

Det blev derfor lidt for langt at køre til Kenmare inden frokosten, så vi standsede i Sneem, der viste sig at være en hyggelig - men også temmelig turistet - landsby med nogle få butikker med souvenirs samt "potteskår og uldtotter" = keramik og strik- og væveting. Samt en udmærket lille pub med udendørs servering, hvor Birthe og jeg i fred og ro kunne dyrke vores fælles last.

Aftenen var planlagt for os, så vi skulle være hjemme og klar klokken 18:45.

Vi var hjemme lidt i fem, og alle nåede at sidde lidt og sunde sig, få en drink og lige friske sig lidt før aftenens middag.

Peter & Kathleen, John & Susan og Joanna & Ger havde inviteret os alle på middag på The Seven Hogs (tidligere Tralee Bay Hotel) i Aughacasia cirka halvvejs til Castlegregory.

Det gik glimrende med diverse selvvalgte retter - heriblandt steaks på størrelse med brædder passende til Ifös de største. De var dog ikke til alles tilfredshed.

Bagefter var der musik og dans. Det lykkedes mig at tage et billede af Bodil, da Peter bød hende op til en jitterbug med kast. Desværre var der så meget fart på de gamle (eller også var fotografen allerede på dette tidspunkt blevet en kende påvirket), at billedet blev noget sløret.

Bodil og Peter i en forrygende jitterbug med kast  -  lige efter det berømte og ikke helt ufarlige Tortois Flip.

Da vores værter samt Karin og undertegnede havde fået lagt "pensionisterne" i seng, fortsatte vi festen oppe på Daily’s, hvor både Peter og Ger underholdt med sang akkompagneret af selvspillet banjo. Rejseføreren måtte også optræde med et enkelt nummer. Det siger måske noget om gæsternes tilstand, at de accepterede det og oven i købet klappede høfligt.

Middag på The Seven Hogs

		Senere på Daly's

Torsdag/fredag var "store rejsedag" eller vores "wekendtur".

Karin havde på forhånd ytret ønske om at se Cliffs of Moher (for øvrigt et ganske imponerende syn), så det var aftalt, at vi kørte op til County Clare.

Det blev nordpå gennem Listowel til Tarbert, hvor vi via den lille færge kom til Killimer og derfra videre nordpå gennem Quilt og Milltown Malbay til Cliffs of Moher.

På færgen mellem Tarbert og Killimer

Sidst jeg var der - for godt ti år siden - kunne man køre tæt op til udsigtspunktet, gå et par hundrede meter og nyde udsigten over de imponerende klipper og forsøge at skue hele vejen vestpå til New Yorks skyskrabere.

Nu var stedet til de øvriges store forargelse lavet om til et "turistmål" med enorm parkeringsplads, cafeteria, offentlige toiletter og "gift shops". De offentlige toiletter var velkomne, mens resten gav anledning til udtryk som Hvor er det dog hæsligt! og Her kan vi da ikke holde ud at være!

Desuden var der nu over en kilometers vandretur op til udsigtspunktet. En tur som kun Karin orkede.

Næh, det er dog forfærdeligt, at man beskytter et naturområde mod overdreven færdsel, der kan ende med at ødelægge det! Og så bygger man parkeringspladser lige midt i det hele! Hvorfor ikke lade os parkere på må og få under grønne træers skygge? Og en cafeteria med "gift shops" og toiletter i beton i stedet for kampesten med stråtækt tag og stokroser!

Det er altså også for galt. Det kan jeg godt se.

Og så var det slet ikke det, Karin havde forestillet sig!

Nå, strunt i det, som irerne siger, når de taler svensk.

Vi havde jo aftalt en overnatning heroppe, så nu gjaldt det om at finde en lille landsby med en B&B og helst et par pubber at vælge imellem. Og efter chaufførens mening kunne det ikke gå hurtigt nok. Fyraften med drinks uden bekymringer vinkede forude.

I Doolin fandt vi det. Eller rettere en anelse nord for Doolin i Roadford. En lille, rimeligt stille landsby med sytten huse, en restaurant, to pubber og en B&B.

Doolin

Det blev ganske hyggeligt, og som sædvanlig puttede Karin og jeg "pensionisterne", hvorefter vi alene måtte sørge for den videre lokalhistoriske research, der bød på to pubber, begge med musik.

Fredag gik turen hjemad ad samme rute.

Vi standsede for at spise frokost i Tralee, hvorefter vi skiltes en halvanden times tid til diverse spadsereture, småindkøb og vindueskiggeri med mere.

Eftermiddagen levnede lige præcis tid nok til et besøg hos Mike i Railway Tavern.

For redaktøren en anelse skuffende. Mike var blevet - nå ja, måske ikke klippet, men i hvert fald studset.

Om aftenen spiste vi en vistnok glimrende middag på Ned Natterjack’s i Castlegregory, hvorefter Karin og jeg traditionen tro puttede "pensionisterne" og foretog en lille udflugt til Daly’s - up the road.

Middag på Ned Natterjacks i Castlegregory

Allerede hjemmefra havde guiden/chaufføren erklæret, at lørdag var fridag.

Formiddagen gik med lidt småindkøb i det lokale supermarked samt generel afslapning.

Da klokken nærmede sig to, gjorde guiden sig klar til dagens sportspræstationer ved som opvarmning at trave up the road til Daly’s.

Det viste sig, at jeg var første fremmødte i den lille klub (naturligvis bortset fra Peter, der stod bag baren).

Selvfølgelig havde jeg glemt mine papirer med dagsordenen (sportssiderne med de relevante galopløb!), men som den forudseende landlord eller publican, som Peter er, havde han et vist antal sportssektioner liggende fremme til fri afbenyttelse.

En hjemmefra aftalt fælles satsning i tredje løb på Killarney-banen på hesten The Last Viking viste sig at bære frugt! Den svarede til sit navn! Den blev last!

Et personligt væddemål på syvende hest i ottende løb på samme bane på Barney’s Dream var lige så frugtesløst.

Heldigvis reddede John Bowes og senere Susan mig fra den rene ruin ved at give mig et par staldtips, der betalte for dagen og resten af aftenen.

Resten af aftenen står derfor en anelse tåget for mig. Jeg ved, at de øvrige spiste hakkebøf med løg hjemme, og jeg har en vag erindring om, at Karin senere sluttede sig til selskabet - måske for at støtte mig på vejen hjemad - down the road.

Men i hvert fald blev det til gensyn med John Bowes og Pat Moore. Herligt!

Søndag var pakke- og afrejsedag.

Farvel og tak og videre til Dublin.

Vi fik afleveret huset og senere bilen i Kerry Airport. Her blev ventetiden en anelse længere end forventet. Atter et forsinket fly med Air Arann - denne gang dog kun et par timer. Men lufthavne er altså ikke hyggelige ventesteder!

Kerry Airport

I Dublin fik vi uden problemer en stor taxi til hotellet, der viste sig at ligge ganske centralt og dog lidt afsides og stille. Lige klods op af Christ Church, hvis klokker dog ikke var helt så stille. Det samme gjaldt musikken nede fra nabopubben til sent ud på aftenen.

Men den var irsk og ganske hyggelig.

Og så måtte man ryge på alle værelserne!!!!!

Hotel George Frederic Haendel i Dublin

Eftermiddagen gik med en kort spadseretur i den allernærmeste omegn samt middag, der for de flestes vedkommende bestod af leg of lamb i en størrelse, ingen havde kunnet forestille sig. End ikke Karin kunne spise op.

Efter en smule nattesæde på Birthes og Bodils værelse med lidt varer indkøbt hos den lokale Spar købmand, ville "pensionisterne" til køjs, mens Karin og jeg besluttede i hvert fald at researche nabopubben med den hyggelige musik.

Dog skulle Karin lige op på værelset for at hente noget, og da vi så de to indbydende senge, blev det ikke til mere.

Dublin egner sig til spadsereture, og det blev det da også til. I spredt orden. Nogle ville noget, andre ville andet, og enkelte var ganske ligeglade.

Tut og Otto var tidligt af sted, og vi andre slentrede så ned gennem Temple Bar, over Liffey til O’Connel Street, hvor guiden førte det medbragte selskab ind gennem postkontoret - Irlands mest "officielle" historiske bygning, hvorfra de sidste maskingeværssalver blev affyret under påskeopstanden i 1916. En imponerende bygning.

Derefter tilbage gennem gågaden med de sædvanlige butikker og varehuse, hvor der blev masser af ophold for at se på sko, tasker, kjoler, bluser og jeg ved ikke hvad.

Jeg fik røget mange cigaretter udenfor de butikker.

Frokosten blev indtaget et sted på vejen.

Samt diverse drikkevarer på diverse steder, hvor vi var nødt til at gå ind.

Birthe og jeg havde på forhånd aftalt aldrig at skulle tisse på samme tidspunkt. På den måde havde vi dobbelt så mange undskyldninger for at opsøge de eneste toiletmuligheder, der findes - nemlig pubberne.

Middagen blev indtaget på Gogarthys i Temple Bar, og den var fortræffelig.

Gogarthy i Temple Bar

Traditionen tro puttede Karin og jeg "pensionisterne" efter en kort godnatdrink på Birthes og Bodils værelse, og denne aften lykkedes det os at komme videre i vores research.

Vi fandt den af Ger anbefalede Brazen Head - Irlands ældste pub - hvor der var musik og hygge og borde i den overdækkede gård for rygerne.

Da de lukkede ved tolvtiden, kunne vi lige netop nå et par drinks på den anden side af gaden på den ligeledes af Ger anbefalede O’Shea’s, hvor der var irsk dans med jigs og det hele for både unge og pensionister.

Så var det tid til at vende næsen mod øst.

Morgenen og formiddagen gik naturligvis først og fremmest med at få spist morgenmad og få pakket.

Hvorfor er kufferter altid mindre og alligevel tungere, når man rejser hjem?

Vi skulle være ude af værelserne klokken tolv, men allerede ved ti-halvelleve tiden var alle klar og havde sat kufferter og håndbagage ned i vestibulen.

Nogle ville et, andre noget andet og enkelte noget ganske tredje.

Tut og Otto gik sig en tur. Karin, Bodil og Birthe gik ud for at finde et marked. Selv lagde jeg mig på sengen med en øl, et askebæger og de sidste 30 sider af min bog.

Klokken lidt over elleve ringede Karin for at fortælle, at hun og hendes del af Rejseholdet havde fundet to genbrugsbutikker og et marked.

Jeg havde netop lukket bogen i og drukket det sidste af min øl, så jeg skoddede min cigaret og begav mig straks på vej for at møde de tre gratier.

Det lykkedes, og vi fik dels kigget lidt på marked og genbrugsbutikker, og dels fik vi bestilt en formiddagsdrink på en nærliggende pub.

Derefter skulle Karin partout tilbage til en forretning, hun havde set tidligere, så Bodil, Birthe og jeg blev enige om at slentre langsomt tilbage mod hotellet, hvor vi alle havde aftalt at mødes senest klokken tre for at være i god tid til en drink og den forudbestilte taxi klokken fire.

Der var dog stadig god tid, så god tid at vi måtte søge ly for regnen (eller var der en, der skulle tisse? Det kniber med at huske alle undskyldningerne) og få en drink i Temple Bar, der var så viseligt indrettet, at Birthe og jeg kunne sidde under markise og ryge, samtidig med vi snakkede med Bodil, der sad lige indenfor døren.

På vej hjemad gennem Temple Bar ringer så min telefon. Det var Karin.

"Hvor er I?"

"Vi står i Temple Bar lige ved …"

"Nå ja, jeg kan godt se jer," sagde hun.

Hun stod på den anden side af gaden!

Hjemkomne til hotellet mødte vi Otto. Han og Tut sad på nabopubben, hvor vi så alle mødtes til en glimrende frokost. Det lykkedes endelig Birthe at få irsk stuvning.

På slaget fire holdt taxien for døren, og vi var i lufthavnen i god tid. Ifølge tavlen afgik flyet til tiden, så vi tjekkede ind, fik os en drink, gik gennem security og fik handlet det sidste.

Og så ud til "gaten".

Ti minutter før "take off" blev vi lukket om bord, og Birthe ringede til Jette for at meddele, at flyet var præcist.

Så kom ventetiden. Ikke så snart havde stewardessen over højtaleren bed passagererne slukke alle elektriske apparater - især mobiltelefoner - før kaptajnen meddelte, at man havde et par stykker bagage for meget.

Ny optælling.

Nu var der kun ét stykke bagage for meget.

Hele lortet ud af flyet og ny optælling og gennemgang efter tjek-ind-listerne.

En times forsinkelse siddende i et fly. Det er meget, meget, meget lang tid.

Men Jette ventede i lufthavnen (hvor de netop dagen før havde indført totalt rygeforbud, så hun måtte stå ude i regnen med en kop take-away kaffe)

Vi var hjemme hen ad midnat. Jeg ved ikke med de andre, men selv nåede jeg kun en halv øl, før jeg dejsede om!

Bortset fra den fremherskende ubeslutsomhed (her er ikke medregnet Birthe og undertegnede!), når der skulle bestilles drikkevarer samt den evindelige kontrol af, om Bodil nu var med (efter eget udsagn kan hun fare vild i en telefonboks), gik turen fint.

For mig var det et glædeligt gensyn med gamle venner, og det var en fornøjelse at præsentere gamle venner for nye og vice versa.

Og så er det rart at vise sine venner, hvad fanden det er, man har gået og himlet op om i alle de år!

Endelig skal blot nævnes, at i Irland er rygerne de sundeste. De får en helvedes masse frisk luft!

Ventetid er smøgtid!

De kørte ture.