Tilbage til HAARFIN BALANCE

 

HOLLAND 2007

Flodbådstur i Holland fra 7/7 - 14/7 2007

Deltagere: Birthe, Bodil, Otto & Tut

 

 

 

7/7.

Afgang Vig kl. 12. Birgit kører - har først hentet Birthe, derefter Tut & Otto.

Vi var i lufthavnen i god tid. Bagagen blev indskrevet ved hjælp af en medarbejder - god service. Flyet lettede til tiden kl. 15.50. Fik lidt mad i flyet. Ankomst til Amsterdam. Hyrer en taxa - en mørklødet, han vidste tilsyneladende ikke nøjagtig hvor båden Zeeland lå, men vi blev korrekt sat af ved centralstationen - pris 45 euro. Der var mange blå både, der sejlede på tværs af floden. Vi spurgte flere, hvilken båd vi skulle tage for at komme over fil Zeeland. Vi spurgte bl.a. 2 politibetjente, hvilket viste sig ikke at være til nogen hjælp overhovedet.

Vi gik i land gik - gik - gik - og bliver klar over, at det er helt forkert. Vi kunne slet ikke finde Zeeland. Jeg havde taget en forkert kuffert med, husk det næste gang, Bodil - den var både for lav og for tung, men Otto var en gentleman, vi byttede kuffert.

På vejen spurgte vi rigtig mange om vej ingen kunne hjælpe os. Vi er trætte, og lige ved at blive mismodige. Møder et par, far & datter, som er på besøg hos hans forældre, vist nok i en stor husbåd. De var utrolig hjælpsomme, cyklede rundt og finder båden Zeeland, som ligger i nærheden - vi var blot gået lidt forkert. Mage til hjælpsomhed er sjælden. Da jeg spurgte datteren om hendes navn og adresse, for at skrive tak for hjælpen, gav hun mig blot hendes fornavn.

Endelig om bord - hvilken positiv overraskelse - venligt ægtepar, hyggelige lokaler - og en god portion suppe, selv om spisetiden for længst var overskredet. Skipperen var hollandsk, ANDRI, konen pæredansk, LINDA, + en hollandsk skibsdreng RAYMOND.

Vi sluttede dagen med 2 x gin og tonic, som Otto ikke deltog i p.g.a. penicillinbehandling. Han tog senere på ferien revanche med genever

8/7

God morgenmad, dernæst sejltur gennem Amsterdam, og videre mod Gouda. Dejlig tur i strålende sol. Gik i land, besøgte bl.a. kirken 123 m. lang med flotte glasmosaikker. Dernæst en læskedrik på et af Bjarne kaldet vandingssted. Tilbage til båden, hvor vi fik 3 retters meny (skinke & melon) (Wienerschnitzel m. flødekartofler og ærter )+ dessert, måske (karamelrand). Alt fungerer godt. Sluttede med gin & tonic. Gik i seng kl. 10.30. Kahytterne er meget små, men heldigvis er der bad & toilet.

 

 

9/7

Farvel til Gouda - på vej til Leiden. Er p.t. gået i salonen p.g.d. truende tordenvejr. Vi hygger os.

Leiden: Birthe og jeg for vild, og måtte en omvej for at komme hjem til båden.

Vejret godt igen - det er rigtig dejligt at være på dækket. En god salon. Aftensmad aspargessuppe - koteletter og frugtfromage. Tut og jeg delte hver aften en flaske rødvin. Otto er stadig på vandvognen

10/7

Efter morgenmad tur på dækket: vi sejler mod Haarlem. Vejret let overskyet, senere opklaring, efter frokost bytur med øl & iskaffe. Tilbage på båden - alle stole optagne, og ingen af de 3-4 unge flyttede sig, men hvad - sådan er opdragelsen vel nu om dage. Middag: kartoffelkugler med hakkede asier, dejlige med store laksestykker. Dessert: vandbakkelser. I salonen underholdt en af gæsterne med tryllerier, vi undlod at gå til klassisk orgelkoncert. Birthe & Otto lagde kabaler.

11/7

Morgenmad. Altmaar. Spadserede rundt i byen, så bl.a. den gl. Vejerbod. Drak kaffe sammen med Tut & Otto i en smal gade med meget høj gadeorgelmusik - så vi fik alligevel en orgelkoncert. Tilbage til båden hvor vi spiste middag. Suppe - kalkunsteg og kage. Meget store portioner. Gik halvtidligt til køjs.

12/7

Afgang fra Altmaar - gjorde stop på et frilandsmuseum med 4-5 møller Alt meget kommercielt. Hjem på dækket. Middag reje/torskesalat - kamsteg -frugttrifli. Der opstod tidligere på dagen en lille uoverensstemmelse mellem Otto og mig, hvilket bevirkede at samtale mellem os ophørte.

 

Redaktionel bemærkning:

 

Sådan kan det går, når man ikke har den "rigtige" guide med til at optræde som "lynafleder".

Have jeg nu været der, så havde alle været sure på mig og dybt enige om, at jeg var hysterisk og simpelthen ikke til at have med at gøre!!!

Resultat: Enighed og fryd og gammen!!!

 

 

13/7

Båden ligger nu tilbage i Amsterdam. Formiddag på dækket - rimeligt vejr. Jeg tror at vi alle 4 er enige om, at en sådan flodbådstur er det helt rigtige for os med vores aldersskavanker.

Eftermiddag - til byen med den lille færge --- nr. 50. Så var vi sikre på, at kunne finde båden igen. Efter en øl & cola tog Birthe og jeg en havnerundfart ca. 1 time. Båden ramte med et brag ind i bolværket – måske fejl med backgearet. Tilbage til båden og nød den sidste dag. Middag: suppe - kylling og is. I morgen går det hjemad igen. Dejligt at komme ud - bedre at komme hjem.

14/7

Afgang fra Zeeland kl. 9. Med taxa direkte til lufthavnen. Vi gav alle 4 drikkepenge til Raymond. Vi får godt 7 timers ventetid i lufthavnen, men de får jo også en ende, og der er jo både gode siddepladser indenfor og udenfor og mange små kaffe og vandsteder. Vi skal lette kl. 17.50. Jette vil hente os.

Vel ankommet til Kastrup, blev kørt helt hjem. Dejligt at komme hjem igen - efter en smuk ferie.

Bodil