Der var en gang …  da vore forfædre, de vilde vikinger (flere af dem endog nordmænd!), modigt drog ud i verden for at røve og plyndre. Den gang hed det: ”Ej skal storm og sus i skotske skørter standse stålsatte skandinavers farefulde færd. Gennem ild og aske stormer stridslyste stormænd mod strandhugst i Skotland.”

Ak ja. Det var den gang. Nu kunne det hedde: ”Betænkelige bureaukrater og opskræmte organister viger for vindmagistres vejrtrusler.”

En tur der var så nøje og præcist planlagt, at Mette fik sig en ekstra flyvetur, og de øvrige kunne nyde en ”improviseret” (men naturligvis i detaljer planlagt!) bustur op langs Englands østkyst til Skotland.

   Og så springer folk fra.

   Som i en Robinson-udsendelse i fjernsynet.

   Hvem skal sendes hjem i dag?

   Hvad gør man, når et tog er forsinket eller aflyst? Eller hvis Odden-Ebeltoft er indstillet og broen lukket?

   Man venter tålmodigt.

   Man ser modgangen i øjnene, ranker ryggen og tager en øl.

   Hvor fanden er vikingeånden?

Men for nu at starte fra en ende af …

   Vi mødtes som planlagt i lufthavnen, fik tjekket bagagen ind og slap helskindet gennem ”security”en. Vi ”boardede” (sikke mange fremmedord, der skal til!), fik os anbragt i vore respektive sæder, og klokken sytten kørte flyet ud mod startbanen.

   Allerede her anede vi en vis tøven fra pilotens side, og snart lød da også kaptajnens milde stemme, der meddelte, at man ”på grund af stormvejr” ikke kunne lande i Edinburgh. Man forventede, at Edinburgh ville blive åbnet igen klokken cirka 20.

   På dette tidspunkt havde jeg indstillet mig på en små tre timer uden nikotinens dulmende indflydelse, så jeg blegnede.

   Flyet taxiede til side og afventede nærmere.

   Ingen udstigning!

   Ingen servering!

   Efter en god times tid fik vi meddelelse om, at man nu ville forsøge, da man regnede med så at ankomme omkring den tid, hvor Edinburgh forventedes at åbne.

   Et par timers flyvning og under os kunne vi allerede skimte Skotlands kyst. Da lød kaptajnens milde røst igen med en besked om, at lufthavnen desværre stadig var lukket, og som den forudseende mand han var, mente han, det var bedst at vende om og flyve tilbage til Kastrup, mens man havde tilstrækkelig brændstof om bord.

   To timer mere uden nikotin!

   Allerede her krøb Nils til korset og meddelte, at hans flossede nerver nu ikke kunne klare mere, så han ”steg af”.

   Norwegian lod os vælge mellem at få refunderet pengene eller vente til i morgen for at se, om situationen blev bedre.

   Nils sprang over, hvor gærdet var lavest (det gør de kloge ofte), fik en aftale med Norwegian og sagde ”tak for turen”.

Hvad Mette oplevede på sin første flyvetur.

Nu er Norwegian jo et lavprisselskab, og efter en del fjernsyns-reportager fra lufthavne med strandede rejsende, frygtede jeg det værste.

   Det viste sig, at Norwegian nok er ”lavpris”, men de er ikke ”discount”  -  hvis man da ellers kan skelne på den måde?

   Vi fik hver en spisebillet til lufthavnen på 90 kroner (ikke fordi man kommer specielt langt for 90 kroner i Kastrup Lufthavn!), fem taxibon’er til et hotel, seks hotelværelser med morgenmad samt fem taxibon’er fra hotellet tilbage til lufthavnen næste morgen.

   Ingen tøven, ingen tvivl. Vær så artige!

    Det var Cabinn Metro ude ved lufthavnen. Småt, beskedent men godt nok. Rene senge, bad og morgenmad. Fint nok.

   Vi kom til lufthavnen fulde af fortrøstning næste morgen, og det viste sig da også, at der var et fly til os.

   Så gik Olav i gang med sin ulyksalige og stærkt kræftfremkaldende ”smartphone”, der meddelte ham, at ingen fly landede nord for London. At der stadig stod Edinburgh på lufthavnens lystavle ignorerede han fuldstændig.

   Jeg mener: Jeg er nok afhængig af såvel nikotin som beroligende midler i mere flydende form, men Olav:

   Han er så forgabt i sin ”smartphone”, at alt andet omkring ham ignoreres.

   ”Der lander ingen fly nord for London, så jeg tager hjem! Det siger min smartphone.”

   Farvel Olav, farvel Asta!

   Der var en, der var to, der var tre, der var …

   Og klokken elleve tirsdag formiddag lettede vi endnu en gang med kurs mod Edinburgh.

   Troede vi!

   Det viste sig, at det vistnok var askeskyen, der nu kom i vejen, så vi måtte til Newcastle, hvorfra vi ville blive kørt i busser til Edinburgh lufthavn.

   Og det gik ganske gelinde. Bortset fra endnu nogle timer uden nikotin!

   Til gengæld var alle i vores rejseselskab faktisk glade for den smukke tur, der gik op langs kysten med udsigt til Nordsøen.

   Nå, vi fik altså skilt mandfolkene fra tøsedrengene og ankom til Edinburgh lufthavn med næsten et døgns forsinkelse.

   Den bestilte taxa var der naturligvis ikke, men han ankom beredvilligt efter en lille time  -  han tilbød at komme straks, men der var flere i selskabet, der gerne lige ville have lidt at spise, inden vi rejste videre.

    Alle blev planmæssigt afleveret på de respektive adresser og indlogeret.

    Dog havde rejseføreren (og hans hold, hvor Olav heldigvis ikke længere var med, for så var han da gået helt i chok) visse problemer.

   Vi havde forud modtaget en kode til ”dørlåsen”, som imidlertid viste sig at være så godt gemt, at ingen af os straks kunne gennemskue systemet. Til sidst lykkedes det os dog at finde selve kodelåsen og sætte den på de rette cifre.

   Det skete intet. Døren hverken summede eller sprang op, ingen nøgle dukkede frem, og opgangen var stadig utilgængelig. En ung pige fra huset kom ud, hvorved jeg fik lejlighed til at smutte ind i opgangen, hvor der hang et skab med et rum for hver lejlighed.

   ”Aha!” tænkte jeg straks. ”Et nøgleskab. Men det er da dumt at have det indenfor, når gadedøren er låst!”

   Det var da heller ikke et nøgleskab men blot en tom postkasse.

   ”Måske er der nogen i lejligheden,” tænkte jeg (og glemte i farten, at vi var et døgn forsinket, så hvordan fanden skulle de vide, vi netop kom nu?) og gik op og ringede på.

   Ingen reaktion. Naturligvis!

Vores kælderbeværtning

Heldigvis var der i kælderen under huset en cafe/bar med udendørs overdækket servering, så for ligesom at få lidt ro på gemytterne foreslog jeg en stille drink, mens vi tænkte os om.

   Og som vi altid siger på værkstedet: Kommer drinks, kommer råd.

   Jeg ringede til vores udlejer (både på fastnet og mobil), men fik blot en telefonsvarer. Så prøvede jeg Michaels udlejer, der straks var villig til at forsøge at skaffe os en alternativ lejlighed. ”Giv mig en halv times tid, så ringer jeg tilbage,” sagde han. Hvilket fik mig til at foreslå endnu en drink.

   Og som vi altid siger på værkstedet: Kommer flere drinks, kommer flere råd.

   Nu ringede min telefon. Det var vores udlejer, der kunne se, at jeg havde ringet.

   Jamen, det var da så enkelt. Og hun forklarede og forklarede, og jeg stod oppe ved gadedøren og fumlede med bokse og tal, og lige meget hjalp det. Hun er skotte og taler skotsk, hvilket kan give problemer i en telefon uden undertekster (det har Olavs ”smartphone” garanteret!). Heldigvis kom så en ung mand ud af døren, og jeg overlod ham straks telefonen for at modtage instrukser til ”die dumme Dänen”, og vips! var boksen åbnet, nøglen hevet frem, så der var fri adgang til gadedør og lejlighed.

   Og hvilken lejlighed!

Udsigten fra Frederick Street

   Den havde set stor ud på billederne, og efter beskrivelsen skulle den også være stor. Og her kan man sige, at virkeligheden langt overgik fantasien. Den var enorm. To soveværelser med eget bad, et soveværelse og et ekstra badeværelse, en kæmpestor stue og et køkken med plads til adskillige samtaler. Og med alt tænkeligt og ønskeligt tilbehør.

   Og lokaliteten kunne heller ikke have været meget bedre. Fra stuen (og to af soveværelserne) kunne man se skråt op til slottet, Princess Street lå lige om hjørnet (20 skridt), og om hjørnet den anden vej (20 skridt) lå Rose Street med alle pubberne.

Vores samtalekøkken.

Klokken var blevet over syv, før vi var installeret, og hos ”mine damer” havde sulten allerede meldt sig. Selv følte jeg også en vis sugende mangel i maven, men jeg er ikke sikker på, det drejede sig om fast føde. Men hvor der er det ene, er der som regel også det andet, så okay.

The Milne's of Rose Street.

   Vi havde aftalt at mødes mellem ni og ti på et tidligere forudbestemt vandingshul i Rose Street, så vi styrede straks vore skridt i den retning. Rose Street viste sig som forventet at rumme en hel del pubber, hvoraf de fleste reklamerede med mad. Så det var blot at vrage og vælge.

   Vi valgte den pub, hvor vi skulle møde de øvrige rejsedeltagere. Så var vi i hvert fald på plads til den aftalte tid.

   Pubmad er pubmad, fandt vi ud af i løbet af ugen, og der er ikke den store forskel  -  hverken i prisen eller kvaliteten. Henholdsvis rimelig og udmærket.

   Til gengæld er drikkevarerne jo lidt billigere end herhjemme  -  mellem 20 og 25 kroner omregnet  -  for en halv liter øl eller en ”G&T”. Kun vinen er dyrere. Men det må være franskmændenes skyld!

   Mens damerne spiste, nåede jeg at fouragere i et lokalt supermarked, så vi havde lidt til morgenmaden  -  og til godnatdrinks.

   Henad ti var vi alle samlet på ”The Milnes of Rose Street” og kunne snakke om turens videre forløb.

   Ønskerne var jo meget forskellige, og da der var frit slag for alle, blev vi enige om, at man kunne (om ønsket og belejligt) mødes på ”The Milnes” hver eftermiddag og hver aften, hvis man ikke var andre og mere spændende steder. Eller måske blot i den anden ende af byen, hvor der stadig var uprøvede pubber.

   Af samme grund bliver denne dagbog derfor nødt til at koncentrere sig om rejseførerens hold og vil kun sporadisk (efter mundtlige referater sidst på aftenen!) omtale de øvriges færd.

Dagene gik med almindelig sightseeing  -  men da interesserne og evnerne var ret forskellige, blev det også ret forskellige ting vi så.

   Edna koncentrerede sig om ”naturen”  -  hvilket jo er lidt besværligt på en storbyferie. Alligevel lykkedes det hende dog at opleve såvel ”bjerg” som ”fugleø” og strand.

   Bjerget var ”Arthurs Seat”, en 251 meter høj bakke (eller bjerg) midt i Edinburgh, hvor også Michaels hold var oppe.

Edna på ”Arthur’s Seat”

Herunder ved stranden i Dunbar

”Fugleøen” viste sig at være et museum, hvorfra man via webkameraer eller lignende kunne følge fuglene, der ynglede ude på øen. Åbenbart nogle meget sjældne fugle, der kun kunne ses her.

   Stranden var ved Dunbar, cirka 50 kilometer øst for Edinburgh.

Michaels hold var mere til storby, så de fik set sig godt og grundigt om i Edinburgh  -  bytur med bus, den underjordiske by, slottet og meget mere. Masser af spadsereture rundt i byen (og løbeture for Ottos og Jonnas vedkommende!).

Rejseførerens hold tog det mere gelinde. Vi spadserede stille (meget stille) rundt i omegnen af Princess Street og Rose Street. Af og til kunne vi savne Birthe til at spørge, om ikke snart det var øltid. Men heldigvis blev Bodil stakåndet og skulle sidde ned med rimelige mellemrum  -  og rejselederen måtte konstant tage hensyn til sin prostata.

   Så vi kom ikke til at tørste.

   Et par dage tog vi en taxi ud til andre områder af byen  -  arbejderkvarterer med masser af genbrugsforretninger til fordel for alskens former for veldædige sager.

Som regel mødtes vi eftermiddag eller aften, men der var som aftalt ingen tvang.

   Det blev dog til et par aftenparties i lejligheden i Frederick Street, hvor vi stolt kunne fremvise ”kunstværket”, som Bodil beundrede meget. Selv om det viste sig at være en sløset tilmuring af et gammelt hul til et skorstensrør!

   Så forstår man bedre Trundholm Kommunes indkøb af kunstværker!

"Kunstværket"	Komfuret

   Torsdag eftermiddag havde rejseføreren i anledning af Michaels fødselsdag fået arrangeret en lille privat whiskysmagning, der dog ikke gav anledning til de helt store indkøb.

   De kom senere.

Tilbage er sådan set kun at bemærke, at hjemturen gik ganske planmæssigt  -  både hvad taxa og fly angik.

 Af turen kan man så lære, at nogle har mistet pionerånden og nok egner sig bedst til at gå i række bag en paraply i charterturismens tegn.

 Så ved vi det.

Tak for ellers god ro og orden under turen

Bjarne

Rejseleder.

PS:

 SOUVENIRFOTO

FRA ET HERRETOILET I EDINBURGH

Vi beklager den forringede billedkvalitet, men det var sent på dagen.

MacCONDOM            Whisky flavoured     Warning: Do not use this product while driving a car.