Da talen i efteråret faldt på årets tipsrejse, var guiden ikke meget for at deltage. "At rejse er at leve," påstod H.C. Andersen, men har der ikke altid været noget mistænkeligt ved den mand?

Jeg tror, hverken han røg eller drak. Eller betalte selv.

Hvad han i øvrigt foretog sig under mere private forhold, overlader jeg trygt til litteraternes snavsede fantasi. De har vist allerede fået mere end rigeligt ud af hans dagbøger!

Under alle omstændigheder hævdede "fru guide", at jeg i et letsindigt øjeblik skulle have sagt, at Normandiet var smukt.

Altså ville man gerne til Normandiet. Jeg kiggede på et kort og tænkte mig grundigt om. Var der nogen mulighed for en sherlockiansk forbindelse? Meget, meget tyndt! Hvad så? Hvad kan en rigtig mand gøre i Normandiet? Så slog det ned i mig! Han kan købe sig en paraply. "Un parapluis, un paraplui noir!" Af Catherine Deneuve i den lille butik i Cherbourg! Så var det besluttet. Men hvordan F….. kommer man til Cherbourg? Luftvejen var hundedyr. En biltur fra Odsherred lød lige lovlig anstrengende. Rådgivet af vores politiske spindoktor fru Olsen fandt jeg et kompromis. Fly til Paris og derfra i lejet bil til Cherbourg. En tur på knap 400 kilometer. Overkommeligt.

Ved hjælp ar www gik planlægningen rimelig nemt, og snart var turen bestilt og delvis betalt. Så var der kun at vente på, at fru Jørgensen fik pakket.

Hvilket skete straks efter nytår.

Vores traditionelle limousine-firma var vendt tilbage. Desværre havde chaufføren på afhentningsdagen glemt sin fornemste pligt, så i sidste øjeblik måtte jeg hurtigt hente et par øl til turen ind til lufthavnen.

Ellers havde fru Jørgensen næppe klaret den.

Indtjekningen af bagagen m.m. var også foregået via www, så vi kunne straks blot overlade vore kufferter til transportbåndene og finde et sted at forrette dels fru Olsens nødtørft og dels fru Jørgensens nødtørst.

Samt en hurtig tur i "glasburet", før vi måtte ud til "gaten".

Flyveturen var lige så kønsløs og uinteressant, som den slags nu er. Dog giver Air France fri drinks på turen i modsætning til SAS, der kræver betaling.

Vel ankommen til Charles de Gaulle-lufthavnen - der er koloenorm! - gjaldt det nu om at finde en udgang til det fri, så fru Jørgensen og guiden kunne få den længe tiltrængte mundfuld frisk luft, og dernæst om at finde det udlejningsfirma, der via www havde lovet os en bil.

Firmaet hed Opodo, og da jeg endelig fandt frem til hallen med biludlejningsfirmaer, var der tolv skranker … Avis, Hertz, Budget, National med mere … men ingen Opodo.

Altså starter man fra en ende af og spørger ved den første skranke.

Nej, de kendte ikke firmaet.

Skranke to: "Nej, desværre."

Og så videre Til skranke ni. Hertz. Jo, det var ifølge den søde unge dame, via dem, jeg hos Opodo havde lejet en "compact car" - altså en lille bil, som jeg havde understreget over for de damer … af hensyn til kufferternes størrelse.

I min store lettelse over at have fundet det rigtige sted skrev jeg uden videre under på Visa-kvitteringen uden at tænke nærmere over spørgsmålet. Og fik papirer og nøgle udleveret. Og bilen. En Opel Verctra .. og bestemt hverken "compact" eller lille. Dejlig rummelig bil hvis eneste skavank er sæderne, der efter en times kørsel begynder at give ømme baller.

Ved første rasteplads - en motorvejscafé - der kun serverede øl i forbindelse med varm mad! Var vi kommet til Sverige? - fik jeg kigget nærmere på, hvad jeg havde betalt for vognen. 850 Euro (6375 kr)!!! Og i e-mailen fra Opodo havde der stået £175 (1900 kr.).

Nu håber jeg blot, at de 850 Euro inkluderede en eller anden from for depositum. De er i skrivende stund endnu ikke hævet på min konto, så vi lever i spænding!

Nå, men efter yderligere et kort stop i Bayeux (for at forrette fru Olsens nødtørft og fru Jørgensens nødtørst) nåede vi endelig frem til Cherbourg ved syvtiden om aftenen.

Der var aftenmyldretrafik, så det tog tid at finde ind til bymidten.

Det viste sig, at vores hotel som lovet lå ned til havnen, men desuden lå det i tæt forbindelse med den gamle bydel med små, krogede, smalle gader, hvoraf de fleste var ensrettede og resten var gågader. Herligt for spadserende turister, men et helvede for en chauffør, der skal finde frem til et hotel.

Det lykkedes dog uden hysteriske anfald fra guidens side, og vi blev installeret i to dejlige værelser med udsigt til havnen. Guiden og "fru guiden" fik det største - et handicapværelse med dobbeltseng plus to senge yderligere, samt bord og to stole. Og fire glas i badeværelset. Og der var som lovet sat askebægre frem på trods af skiltningen overalt i hotellet!

Det er fransk - det er frygteligt! Men ikke hver gang!

Aftensmåltidet blev af de tre gratier indtaget på "creperiet" lige ved siden af hotellet, mens guiden nød en stille aftenpilsner på den lokale bistro på den anden side af gaden.

Dog gik jeg ind for at betale regningen (hvad ellers?) og blev lokket til at indtage en creme brulée.

Og så var vi også trætte efter en aftendrink på værelset.

Efter en lang og trættende rejsedag blev det besluttet at første dag i Cherbourg skulle gå med at orientere sig og slentre rundt.

Desværre var vejret ikke decideret egnet til dette - og fru Jørgensens kuffert indeholdt definitivt ikke den dertil fornødne garderobe.

Det var overskyet, og det blæste. Og ind imellem regnede det også.

Endnu en grund til at finde den butik og købe en paraply!

Da vores hotel jo lå lige midt i den gamle bydel, behøvede vi ikke gå så langt. Og vandingshullerne optrådte med beroligende regelmæssighed, så fru Jørgensen ikke skulle tørste unødigt.

Desværre var vejret jo ikke velegnet til dyrkning af guidens og fru Jørgensens laster, så der var ofte diskussion om, hvorvidt man kunne sidde ude eller inde.

Udsigten fra hotelværelset. Til venstre det lokale vandingshul.

Om eftermiddagen skiltes vi. Fruerne skulle passe deres skønhedssøvn, mens "det unge par" slentrede ud i byen på egen hånd.

Og så lykkedes det!

Desværre var Catherine Deneuve gået på posthuset, og da den i øvrigt søde pige i forretningen meddelte mig, at deres billigste paraply kostede 85 Euro, brast den drøm.

Til gengæld havde varehuset ti meter længere henne ad gaden en sort paraply til 10 Euro. Og den var da sådan set også fra Cherbourg!

Aftensmaden og aftenens drinks blev indtaget på vores lokale vandingshul lige overfor hotellet. Så de ældre damer ikke havde så langt hjem!

Efter morgenmaden mødtes vi - som det allerede var blevet tradition - på det "store" værelse, hvor vi andre solidarisk indtog en formiddagsdrink sammen med fru Jørgensen. Selv om det er os imod at drikke alkoholholdige drikke før solen står over den øverste rå.

Men fru Jørgensen har jo heller aldrig været sømand!

På den anden side var det jo sommertid, og så kan det være svært at regne ud!

Det var stadig overskyet og blæsende med udsigt til i hvert fald byger.

For at klage over vejret ringede jeg til Karsten, der havde fødselsdag. Det viste sig, at han åbenbart havde lagt beslag på det gode vejr, for i Vig skinnede solen.

Påstod han! Og hvordan skulle jeg kunne modbevise det?

Vi blev enige om, at det nok var dagen for en lidt længere udflugt - ned til Bayeux for at se på tapeter og senere en lille omvej omkring Omaha Beach, hvor de allierede gik i land på D-dag, den 6. juni 1944.

Turen derned var på cirka 125 kilometer, men selv om Bayeux ser ud som en lille by på kortet, er den stor nok til, at man i bil kan fare vild, når man leder efter noget så simpelt som et gammelt tapet.

Det lykkedes dog til sidst at finde et torv med masser af parkeringspladser. Og lige for enden af noget, der lignede en hovedgade.

Efter de mange kilometer på landevejen, var vi tvunget til at starte besøget med at entre et vandingshul, så Bodil og undertegnede kunne få forrettet deres nødtørft, og fru Jørgensen kunne få stillet sin nødtørst.

Dernæst gik turen til fods ned ad hovedgaden i håb om en eller anden form for skiltning. Den kom også. Efter sådan noget som fem-seks kilometer.

Og så var det blevet tid til frokost! Nogle mennesker tænker kun på at proppe i hovedet!

Selv satte jeg mig uden for med en stille pilsner.

Og så gik jeg op og hentede bilen, da tilbageturen ville have været temmelig uoverkommelig.

Heldigvis viste det sig, at vi nu omsider befandt os i nærheden af de berømte tapeter - der i virkeligheden kun er en gammel hørstrimmel med korsstingsbroderier på!

Men alligevel ret imponerende!

Hvis man ellers kunne få lov at se den og følge med i den danske "telefonguide", man fik udleveret, for nævenyttige franskmænd, der uden blusel og nogen form for pli stillede sig foran alle.

På hjemturen var vi som aftalt et smut forbi Omaha Beach og gik en tur på kirkegården.

En mærkelig oplevelse. Forstemmende og alligevel opløftende.

Verden er af lave og helt vanvittig! Og dog en den god nok alligevel!

Aftensmåltidet blev indtaget på en nyfundet restaurant lige rundt om hjørnet.

En yderst venlig og hjælpsom betjening, der forsøgte at snakke engelsk, og da Birthe og undertegnede udtrykte tvivl om, hvorvidt vi kunne spise så meget, tilbød fruen os straks den billigere børneportion.

Og så spillede de særdeles civiliseret musik. Højt nok til at man kunne høre den, men ikke højere end man kunne snakke sammen uden at hæve stemmen. Det kan altså lade sig gøre!

Den yderste spids af halvøen hed Cap de Hague og var rosende omtalt i samtlige guide-bøger.

Turen derud gik ad "strandvejen" med udsigt til havet det meste af tiden. Den alene var såmænd turen værd.

Og Cap de Hague var da også besøget værd. Et landskab (eller kystlinie) der mindede meget om den irske. Og næsten lige så barskt. Men dog stadig grønt.

Frokosten ville vi så indtage på den lokale restaurant. Desværre udtrykte fru Jørgensen tvivl om, hvorvidt hun ønskede at spise eller ej, hvorpå værten brutalt smed hende på porten.

Vi andre fulgte solidarisk med.

I stedet fandt vi en mere ydmyg bistro - og uden tvivl med helt andre priser.

På vejen hjem, måtte vi nødvendigvis stoppe ved en lille havn. Hverken på grund af nødtørft eller nødtørst. Næh, det var såmænd blot Karin, der fik sit sten-flip.

Hun insisterer altid på mindst en halv time på en strand, hvor hun kan samle sten og muslinger, som hun så fylder i vognen, hvorefter jeg diskret losser dem af igen ved næste affaldskurv.

Udsigten over havnen var dog så smuk, at vi uden utålmodighed sad en halv times tid og kiggede ud over vandet.

Havnen i La Racine ved ebbe … og ved flod.

Aftensmaden blev atter indtaget på L’Amarena, men det levede ikke helt op til gårsdagens. Men stadig en venlig og hyggelig restaurant med fornuftige priser.

Torsdag aften var det mirakuløst lykkedes de tre gratier at udspørge værtinden på L’Amarena om, hvorvidt der fandtes genbrugsbutikker i Cherbourg.

Det påstod de i hvert fald.

Selv havde jeg nægtet, da jeg slet ikke kunne overskue at forklare på fransk, hvad en genbrugsbutik var. "Une boutique ou on peu acheté des vetements qui avait usé d’atres"????

Næ, næ!

Men nu vidste de det altså.

Derfor gik hele fredagen så med at finde en sådan forretning.

Heldigvis foregik det i vores kvarter, hvor der var rigelige muligheder for at "sætte sig og vente"! Hvilket jeg så gjorde.

Det var fru Jørgensen, der var mest ivrig. Hun frøs, fordi hun havde pakket til en badeferie ved Costa del Solskin.

Behøver jeg præcisere, at det ikke lykkedes?

Franskmændene er så modebevidste, at de slet ikke kender den slags butikker. Når Dior-modellen er et år gammel, bliver den simpelthen smidt ud.

Man går ikke i gammelt tøj!

Det lykkedes dog fru Jørgensen at finde en lille butik - vist ikke decideret genbrug, men i hvert fald billig - hvor hun investerede i en lun frakke i en interessant kulør (se billede fra restauranten).

En lille biltur ud til spidsen af havnen viste sig at være omsonst. Bortset fra at vi fik et billede af vores hotel set fra den anden side af havnen.

Endnu en slentredag i Cherbourg.

Da fru Jørgensen nu havde købt frakke, blev vejret rigtig dejligt. Så dejligt, at spadsereturen meste bestod af vandring fra vandingshul til vandingshul.

På et lille ydmygt sted, hvor vi sad udenfor på gågaden og drak øl, fik vi pludselig serveret laksemadder - det var til kunder på fortovet!!!

Ils sont fou, les francais! Men nu var hun godt nok også kineser!

Ellers blev det meste af dagen tilbragt med etnologiske studier. Det er utroligt, hvad man kan lære om et folkefærd ved blot at sidde stille på en fortovscafé og betragte de forbipasserende!

Folklore! Psykologi! Kulturhistorie!

Vi vender hjem som meget kloge mennesker.

Men det var vi vel egentlig i forvejen.

Søndag skinnede solen fra en absolut blå og skyfri himmel.

Vi var blevet enige om, at det skulle være dagen for den lange tur til Mont St. Michel, den lille klippeø med klosteret på toppen.

Vi valgte "marguerite-ruten" langs vestkysten af halvøen og fandt omsider frem til stedet. Den smukke tur var lidt af en omvej, så vi måtte tilbagelægge 200 kilometer i stedet for de beregnede 150. Og det tog lidt længere tid end forudset.

Men turen var smuk.

Og det var St. Michel bestemt også. Smuk og imponerende.

Men også en af de helt store turistfælder.

Cafeer, restauranter, bistroer, creperier og souvenirbutikker i lange baner. Lange og meget smalle baner.

I solen var det op mod de tredive grader, og den (bemærk DEN!) krogede gade havde en stigning på også mindst 30 grader.

Bodil valgte derfor at sætte sig skyggefuldt ved det første vandingshul.

Vi andre gik videre - Karin og Birthe i håb om at finde et sted at spise, mens jeg blot ville se mig lidt om.

Som det tydeligt fremgår af billedet, behøver man ikke føle sig ensom i Mont St. Michel. Karin og Birthe fandt hurtigt et sted, og vi aftalte, at jeg gik lidt videre - opad! - for derefter at vende tilbage og aflægge rapport - og måske slukke tørsten. Da jeg efter en opstigning, der vel svarer til Camp 1 eller A, eller hvad de nu hedder, på Mount Everest vendte om for at finde fruerne, havde de naturligvis forladt den restaurant, hvor jeg forlod dem, og sat sig ind på en anden. De prajede mig, og jeg gik ind. "Nej, tak, jeg er ikke sulten, kun tørstig." Min appetit blev ikke større, da de fik deres mad. Faktisk sad jeg i ti minutter og stirrede direkte ind i en soft ice-maskine for at undgå at se dem slubre østers i sig! Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, hvad jeg har hørt af rygter om såvel konsistensen som smagen af østers!

På vejen hjem var det tid at hælde lidt brændstof på bilen. Væske må der til!

Det viste sig at være en anelse kompliceret i Frankrig.

For det første er der langt - ind imellem meget langt! - mellem tankstationerne. For det andet kan man ikke bruge kort på de små tankstationer. Og heller ikke kontanter.

Det lykkedes os at finde en behjertet sjæl, der meddelte os, at tanken lidt længere henne ad vejen og så til højre og så to gange til venstre og så til højre, kunne tage Visa-kort.

Men ak. Den nægtede konsekvent. Hverken mit, Karins eller Bodils.

Birthe sad og viftede med en 50’er og insisterede på, at jeg skulle proppe den ind et eller andet sted.

Jeg var nødt til at bede hende om selv at komme ud og finde et sted.

En bilist, der også skulle tanke op, drejede ind på tanken.

Med en smule engelsk og lidt franske brokker lykkedes det mig at forklare ham vor prekære situation.

Denne tank tog skam Visa-kort - men kun FRANSKE Visa-kort!!! Huske det, hvis I skal til La Belle France!

Nå, han fik Birthes 50’er og tankede for os med sit eget kort.

Tak til denne ukendte velgører!

Ved hjemkomsten fejrede vi det på den lokale med en stille drink, hvor det endnu en gang lykkedes at forevige Bodil på et skråplan.

Det var med velberådet hu, vi havde valgt søndagen til at køre til St. Michel - på trods af muligheden for ekstra mange weekend-gæster.

Vi havde regnet med, at den sidste dag altid gik med de sidste indkøb af souvenirs og gaver og andet stads.

Det skulle vi ikke have gjort.

Mandag var de fleste forretninger lukket!

Om det er en speciel skik i Cherbourg eller hvad, skal jeg ikke kunne sige. Karin mente at huske, at det samme gjorde sig gældende i Paris i 2004.

Nå, men supermarkeder og cafeer havde åbnet deres døre, og så kan man altid overleve.

Karin fik da i hvert fald købt en flaske Calvados, som vi havde aftalt.

Og jeg blev glad for, jeg ikke havde betalt 85 Euro for en ægte "Parapluis de Cherbourg".

I den gade, hvor vores hotel lå, fik jeg mandag eftermiddag øje på et lille skilt - mindre end 50 meter fra hotellet - og da jeg kiggede op over forretningen, der nu handlede med syartikler og broderier, så jeg det "originale" skilt.

Om eftermiddagen fortalte en eller anden - vistnok fru Olsen - at man på hotellet foretrak at få afregnet aftenen før afrejsen.

Derfor gik fru Olsen over (fra vores lokale vandingshul på den modsatte side af gaden!) for at forhøre sig. Hun blev begavet med tre smukke skrivesæt (pen og pencil) i fin gaveæske. Én til hver af damerne. Ikke noget til herren!!!

Om aftenen afregnede vi. Så blev jeg trukket til side og fik overrakt en flaske Calvados - det var til herrerne!

Der lød straks diskrete protester, og de tre gratier var for en gangs skyld rørende enige om, at den skulle de da have lov at smage.

"Ja, hvis jeg må skrive med jeres penne!"

Morgenmad, pakning, afgang!!!

En lang og begivenhedsløs tur til Paris.

Da vi begyndte at nærme os Paris, bad jeg alle holde øjnene åbne. Nu måtte der snart komme et skilt med "Charles de Gaulle Airport" eller et lille billede af en flyver!

Det plejer man da at sætte op, ikke?

Nej, ikke i Frankrig!

Men vi fortsatte trøstigt. Og pludselig sad vi i en rigtig lang kø. Efter et kvarter eller tyve minutter pegede jeg fremad og spurgte de øvrige passagerer. Om de kunne se, hvad vi havde ret forude.

Som den erfarne og lokalkendte bilist jeg er, havde jeg tillidsfuldt kastet mig ind i myldretidstrafikken på Champs Elyssée, så pigerne kunne få et glimt af Triumfbuen!!! "Sikken en service," mumlede fru Jørgensen. "Hvor er du modig, at du tør køre i Paris," henåndede Karin beundrende.

Det lykkedes dog at komme væk igen og ud af Paris. Jeg tror, vi er kørt galt med hensyn til en "indre" og en "ydre" ringvej!

Til turen fra lufthavnen og frem til motorvejen mod Rouen, Caen og Cherbourg havde jeg udskrevet en nøjagtig ruteplan fra nettet.

Samme webside rådede mig ganske vis til også at udskrive returruten, men det var da unødigt spild af papir og printerblæk.

Det er jo bare samme vej tilbage, og der må da være skiltning. Og for øvrigt kunne vi vel huske det!

Her er ruten ud:

Figur 1	Figur 2	Figur 3
Det ser da ellers ikke så indviklet ud, vel?

Jeg tror, de fleste vil kunne forstå, at vi havde besvær med at huske det.

Lige så let udturen gik, lige så besværligt blev det at finde frem til det rette sted at aflevere bilen.

Nå, efter nogle ture rundt om og rundt i lufthavnen lykkedes det dog. Og vi var heldigvis i god tid. Så god tid at vi end ikke kunne tjekke ind før et par timer efter ankomsten til lufthavnen.

Vi fik dog tiden til at gå med …. Gæt!!!

Da vi ankom planmæssigt til Kastrup ventede limousinen os - og på denne tur havde chaufføren (Gregers!) husket forfriskninger.

Så vi var hjemme - trætte - hen ad midnat.

Solopgang over Cherbourg havn set fra hotelværelset. Birthe står jo altid tidligt op.

Flere billeder (og flere følger, når fru Olsen en gang får taget sig sammen):

... og her er så fru Olsens billeder:

		Vores lokale vandingshul.
		Til venstre: Mindetavlen på Omaha Beach. Til højre: Udflugten til Cape de Hague
		Vores lokale restaurant.
		Og endelig turens egen side 9-pige: