ONSDAG

Det var en mørk og stormfuld nat. Den isnende regn slog mod ruderne, og i skorstenen peb vinden som sultne ræveunger, da lyden af en mistænkeligt ældre Mercedes fangede vores opmærksomhed.

   Karin bevarede fatningen  -  ingen panik.

   Det var Olav og Asta, der kom for at hente os til lufthavnen. Os og derefter Bodil.

   Efter en begivenhedsløs og nikotinhungrende tur ad den så godt som øde motorvej, nåede vi så frem til Terminal 3. hvor Asta, Bodil og Deres referant blev sat af for at afvente parkeringsholdets tilbagevenden.

   4 cigaretter senere: Stadig intet livstegn fra Olav og Karin!

   Som erfaren rejseleder (med både sjette og tiendeklasser) ved man, at man altid skal fortælle eleverne, at vi mødes altså her! Og alligevel går det galt. Der er altid nogen, der kun hører efter med et halvt øre eller tror, man kan læse deres tanker.

   Da jeg efter en halv times venten måtte opsøge et herretoilet, får jeg midt i afgangshallen øje på en fortabt organist. ”Jamen, vi troede (troede, min bare! I skal vide!), I var gået inden for.”

   ”Hvor er så Karin?”

   ”Hun er gået ud for at lede efter jer i samtlige lufthavnens vandingshuller”

   Ja, ja! Når man rejser med en sjetteklasse, lærer man også at være tålmodig.

Nå, vi fik tjekket bagagen ind og begav os mod ”security”-tjekket. Da de venligt men bestemt bad os om at tage jakke og livrem af, troede Olav straks, at det var en opfordring til endnu en gang at blotte sig, og Asta måtte hurtigt hive skjorten og bukserne på ham igen.

   Dernæst en øl og en flyvetur uden større problemer end manglen på nikotin.

   Bagageudlevering og hastigt af sted mod det fri, hvor smøgerne ventede.

   Hjemmefra havde vi tjekket hvad to taxier fra lufthavnen ville koste, nemlig et sted mellem 50 og 60 euro. En høflig asiat spurgte, om vi skulle ind til byen, og svarede beredvilligt på mit første spørgsmål: ”How much?” Da han sagde 40 euro for os alle, og turen blev overstået hurtigt og gnidningsløs, aftalte vi naturligvis straks afhentning til lufthavnen, når vi skulle hjem.

På grund af den venlige og hjælpsomme betjening blev vi enige om straks at spise frokost her på stedet. En ung (ca. 22-årig) stærkt nedringet pige kunne lidt engelsk, og hun satte sig på hug mellem Olav og undertegnede og lænede sig frem med spisekortet mellem os, mens hun forklarede, hvad de forskellige ting var.

 Da Karin og Asta spurgte, hvad der så var at spise, kunne vi blot svare, at hun var tatoveret lige under navlen.

   Som sagt:  Meget venlig betjening.

   Efter maden skulle alle have kaffe, og det blev en af disse moderne typer med skum på. Olavs var især opmuntrende!

Nå, vi blev så installeret på hotellet (læs: i lejligheden).

   Nu skulle der så provianteres!

   ”Øl,” sagde jeg.

   ”Morgenbrød,” sagde Karin.

   ”Gin,” sagde Bodil.

   ”Tonic,” sagde Olav.’

    Asta smilede og tænkte 501 forskellige ting (forklaring følger!).

   På vores lokale vandingshul forklarede de os venligt, at lige henne om hjørnet lå et lille supermarked med alt. Og det var ikke helt galt.

   Dog insisterede fruerne på også at frekventere grønthandleren på den anden side af gaden.

   Her måtte jeg dog så sige stop mod til gengæld at passe på alle poserne på den lille bar, der tilfældigvis lå lige her på hjørnet.

   Nu skal det her nævnes, at Olav var blevet hjemme under denne tur, så jeg var ganske alene på baren. Da jeg ikke taler spansk, var det svært få mig at starte en intellektuel samtale med nogen af de øvrige bargæster. Derfor faldt jeg hen i egne tanker, og mens jeg i ånden gennemgik Kierkegaards forhold til Schopenhauer, og samme forholds betydning for Jungs tanker, vendte pigerne tilbage.

   Naturligvis måtte jeg lige sunde mig lidt for brat at vende tilbage til den omgivende virkelighed, hvilket tilsyneladende har givet dem indtryk af, at jeg sad ved baren og ”sov”!!!

   Sludder og vrøvl og ren stalinistisk smædetale.

   Ikke desto mindre mente, Karin, at Bodil skulle følge mig hjem, mens hun og Asta købte mere ind. Ved hjemkomsten gjaldt mit første besøg naturligvis toilettet efter den dybe tankevirksomhed på baren. Efter vel overstået ærinde, følte jeg mig en kende træt (vi havde jo spadseret til supermarkedet og tilbage igen), så jeg skråede over korridoren til mit værelse og lagde mig for et kort øjeblik på sengen.

   Atter blev jeg brat vækket af mine dybe og intellektuelle tanker (som de andre jo alligevel ikke forstår!), da de hånligt grinende meddelte, at jeg havde taget fejl af værelserne og havde lagt mig i Bodils seng.

   Den slags kan barnlige mennesker få megen morskab ud af!

TORSDAG

Vi havde hjemmefra besluttet, købt og betalt en større rundtur med bus i hele byen. En billet der tillod os at stige på og af og på igen hele dagen.

   Den benyttede vi som planlagt allerede den første dag for at få et ”overblik” over byen.

   Det fik vi så også fra den øverste, åbne etage af en dobbeltdækkerbus.

   Desværre regnede det.

   Ikke desto mindre steg vi af inde midt i centrum, hvorpå solen brød frem.

   Vi spadserede en tur ad nogle krogede gader og rent tilfældigt nåede vi frem til et torv, hvor der var borde, stole og udskænkning. Ved torvet lå også en større kirke, der senere viste sig at være Barcelona katedral.

   Mit og Karins blik fangede dog først og fremme de mange boder, der var opstillet på torvet, og det viste sig at være netop et af de antikmarkeder, jeg havde skrevet op.

   Det gik der så et par timer med.

Der kigges …

… og der ventes.

Så fandt vi vores bus igen og kravlede op på øverste etage.

   Og så begyndte det at regne igen.

   Nå, vi fandt hjem, fik købt lidt ind (øl!), hvorpå vi fandt et sted at spise på Gaudi-gaden, som vi straks omdøbte til Miniramblaen. En lang gade med et lille spor i hver side til varekørsel og en meget bred midterrabat med bænke til alment brug og borde og stole under skyggefulde træer fra de mange udskænkningssteder til tørstige vandrere. Den gik fra vores lokale kirke Sant Pau ned til Gaudi-kirken, en spadseretur på ca. en kilometer, som både Bodil og Olav klarede indtil flere gange.

   Dog med pauser!

   Dagen sluttede med godnatdrinks på den lokale.

   Og så lige en enkelt, da vi kom op i lejligheden.

FREDAG

Det regnede stadig, men nu var det blidere og kun i spredte byger, så vi besluttede at tage turen ad Miniramblaen helt ned til Gaudikirken for i det mindste at have set den udefra.

   Vel undervejs går det op for Olav, at han og Bodil ikke har medbragt paraply. Som den gentleman, han også kan være, erhvervede han sig straks to paraplyer fra en forretning, en til Bodil og en til ham selv.

   På grund af denne tuskhandel  -  samt deres lidt langsommere gangtempo  -  var de gledet lidt i bagud, så den følgende hændelse har vi kun i Bodils version.

   Men som tidligere politiker må hendes ord vel stå til troende!

   En høj, flot, muskuløs australier i t-shirt og med tatoveringer langt op ad armene kom hen til Olav og tilbød at bære hans paraply. ”Hele dagen!”

   Ved ordene hele dagen begyndte Bodil at fnise (sikken fantasi!)

   Olav så uforstående på ham og forklarede den unge mand, at han skam sagtens kunne klare den smule selv.

   ”Where are you from?” spurgte manden.

   “Denmark,” svarede Olav som sandt er (selv om han vel strengt taget ikke kan bryste sig med at være dansker).

   ”Oh, I love Denmark,” sagde man.

   Olav grinede smøret og sagde: ”Oh yes, Danish girls!”

   ”No, No,” sagde manden. ”Not girls.”

   Så faldt Olavs tiøre også.

   Han (Olav) blev senere grebet i at spadsere op og ned ad Miniramblaen medførende paraply i højt solskin og syngende:

   ”Den lille Olav med paraplyen, ham kender alle små mænd i byen…”

   Og om aftenen lige før sengetid spurgte han mig stille:

   ”Tror du ham med paraplyen kommer her?”

Men vi nåede uskadte frem til pladsen ved Gaudi-kirken og fandt et vandingshul med udsigt til samme. Her blev frokosten så indtaget. Paella. Ikke nogen succes, men så var det prøvet.

   På hjemturen måtte vi på grund af regnen stoppe flere gange og gå i ly under de over serveringsbordene udspændte parasoller.

Vores eftermiddagsdrinks blev indtaget hjemme, mens der blev skrevet postkort. For Olavs vedkommende betød det at meddele Asta, hvem hun skulle skrive til på hans vegne.

Om aftenen ville vi prøve at spise i restauranten, der lå ved siden af vores hotel (den modsatte side af vores ”lokale”). Det viste sig dog, at betjeningen var så afvisende og arrogant, at vi straks trak hen til vores egen, hvor vi blev godt betjent og fik udmærket mad til rimelige penge.’

   Godnatdrinks blev indtaget på fortovet foran restauranten, hvorpå folk sivede ganske langsomt op og i seng. De sidste var Karin der ville hjælpe Asta med at afprøve en ny cognac (læs spansk brandy), hun havde fået et godt øje til.

   Den hed ”501”, men om de nåede helt så mange, skal jeg ikke kunne sige. Jeg sov, da de kom op.

LØRDAG

Egentlig havde vi planlagt at besøge det store marked ”El Encants”, men det lykkedes os ikke at finde det. Metroen bragte os ud i nærheden, men vi fandt hverken skilte eller nogen, der kunne hjælpe os.

   I stedet fandt vi et lille vandingshul, hvorefter vi udvalgte en smal gade med masser af forretninger egnet til en spadseretur.

   Desværre viste det sig, at der var en del skobutikker, hvorfor spadsereturen blev noget længere end forventet.

   Det lykkedes dog Karin at indhandle en manglende tekande til vores lejlighed.

   Vel hjemkommen igen begav Karin og jeg os ud på endnu en spadseretur ad Miniramblaen for at finde en irsk pub, der efter sigende skulle ligge i nærheden af Gaudi-kirken.

   Heller ikke dette lykkedes.

Til gengæld lykkedes det mig at spendere 80 Euro på en stok, jeg havde ønsket mig i snart 15 år. Glad og tilfreds med min handel satte jeg mig på et turiststed lige over for Gaudis ufuldendte, mens Karin kiggede videre i de mange souvenirbutikker på torvet omkring kirken.

   Forvænt med priserne i vores mere lokale område blev jeg temmelig forbavset, da tjeneren ville have 7,5 Euro for et glas fadøl.

   Nå, hvor der handles, der spildes.

   Men da Karin hentede mig og insisterede på også at få en øl, fortrak vi til et mere ydmygt kvarter.

   Aftensmaden blev indtaget på Miniramblaen, hvor en lille tjener, der af udseende lignede en tvillingebror til Egon Fischer, irriterede os grundigt ved at sleske for os og konstant skælde sin ungtjener huden fuld.

   Og maden var ikke noget at skrive hjem om!

   Aftendrinks på vores lokale.

SØNDAG

Søndag var fri-for-hinanden dag.

   Bodil valgte en spadseretur i majestætisk ensomhed, Olav og Asta ville se Gaudi-kirken indefra, og Karin og jeg tog metroen til San Antoni-markedet, hvor der om søndagen er bogmarked hele vejen rundt om hallerne.

   Markedet var virkelig stort, og her var alt fra gamle tegneserier og paperbacks til nye og dyre bøger. Men alt var på spansk. Ikke en eneste engelsksproget bog i kasserne.

   Det lykkedes mig dog at finde et par eksemplarer af de gamle Coyote-bøger i originaludgave, så nu kan jeg roligt gå til spansk på aftenskolen.

Da vi var nået halvvejs rundt, blev v enige om at holde en kort pause ved et tilstødende vandingshul. Herfra hørte vi musik, og ved nærmere eftersyn blev vi enige om, at det var synd og skam, at organisten ikke var med os.

   Her sad en vaskeægte lirekassemand og spillede.

   Mod gode ord og en skilling i hatten fik jeg lov at fotografere ham, så Olav i hvert fald kunne se, at vi også havde været kulturelle.

   Han kunne dog straks meddele, at sådan en lirekasse kendte han udmærket. Han havde naturligvis selv haft en magen til en gang!

Om eftermiddagen mødtes vi alle og satte os på hjørnet ved vores egen kirke, hvor vi fordelte vores opmærksomhed mellem skiftevis Sangria og øl.

   Aftensmaden blev indtaget på den lokale, og aftenkaffen udenfor på fortovet, hvor der igen var små muntre tegninger i skummet, og alle skulle så prøve pigernes nyfundne cognac.

   Efter adskillige prøvesmagninger var der bred enighed om, at det var en ganske glimrende drik.

   Resten er tavshed.

MANDAG

I dag skulle vi på det store Encats-marked.

   For ikke at fare vild endnu en gang blev vi enige om at spendere to taxier.

   De viste sig at være forbløffende enige om såvel ruten som prisen, og vi blev sat af lige ud for hovedindgangen.

   Det var både loppemarked og tuskemarked. Mest det sidste. Og der var faktisk meget få ting, det var værd at kigge nærmere på. Og så var der mange mennesker! Alt for mange.

 Efter en halv times tid rådslog vi og fandt et lille listigt sted, hvor vi kunne puste ud over en øl.

   Bodil skulle kun have en lille øl, og for at gøre det helt tydeligt viste hun tjeneren med to fingre, hvor lille!

   Han tog hende på ordet.

Så tog vi endnu en tørn på en lille times tid, hvorefter vi vendte snuden mod hjemlige strande.

   Efter en smule indkøb (øl og gin samt lidt pålæg) spiste vi aftensmad i lejligheden.

   Da alle var trætte, gik vi tidligt i seng.

   Dog spadserede undertegnede en kort aftentur for dog lige at få en stille godnatdrink.

TIRSDAG

Vejret var overskyet, og det var nærmest en anelse køligt.

   Efter morgenmaden, der hurtigt var blevet en rutinesag, hvor Bodil stod først op og lavede kaffe og dækkede bord, serverede kaffe på sengen for undertegnede, så jeg kunne ligge og læse og ryge, mens det øvrige selskab frådsede i croissanter og andet, blev vi enige om, at vejret ikke egnede sig til meget andet end lidt shopping. Alle skulle jo have et eller andet med hjem til en eller anden. Mest Karin.

   Bodil var træt og ville hvile om formiddagen, og Olav (og dermed Asta) fulgte hendes eksempel.

Der dækkes bord …

…der serveres kaffe …

… der spises.

Karin og jeg gik en tur ad Miniramblaen ned til Gaudi-kirken, hvor det lykkedes os at finde småting til Karins børn og børnebørn.

   Det var aftalt, at vi så over middag skulle møde Olav og Asta ved den irske pub, som vi havde fundet aftenen før, hvor der desværre var lukket.

   Det var der også i dag (og de følgende!).

   I stedet satte vi os så på Miniramblaen, hvor vi fandt et sted, der serverede den bedste Sangria, vi endnu havde smagt. Her stødte Bodil så til os, så vi kom ikke videre den eftermiddag.

   Til gengæld gav værten os opskriften på den gode Sangria: Rødvin, cognac, cointreau, danskvand og masser af appelsin- og citronskiver. Omrøres med isklumper. Enkelt og velsmagende.

Faktisk startede Karin og jeg med at sidde indenfor, fordi vi skulle forrette vores nødtørft.

Af ren og skær høflighed bestilte vi en kop kaffe. Bemærk venligt, at jeg på det venstre billede er ganske blottet for såvel øl som cigaret!

Aftensmaden blev spist hjemme, og aftenkaffen med tilhørende 501 blev indtaget på fortovet foran den lokale.

   Så kunne folk sive, når de blev trætte.

   Og så fik vi spurgt værten, hvor man kunne købe ”501”. Ak, han mente, den kun blev solgt til restauranter og barer. Den var ikke i almindelig handel. Men han kunne godt forsøge at nå at bestille 3 flasker til os.

   Tak!

ONSDAG

Det var sidste ”hele” dag, så den planlagte bådtur skulle foretages nu.

   Olav og Asta ville gerne se byens katedral (hvor vi havde siddet den første eftermiddag), men denne gang indvendig.

   Vi aftalte derfor at mødes over middag ved Columbus-statuen for enden af Ramblaen helt nede ved havnen.

   Under over alle undere  -  alle var der til tiden, og vi fik straks øje på hinanden.

   Den korte bådtur viste sig dog at være lidt af en skuffelse, idet den næsten udelukkende gik til industrihaven, og har man set ét containerskib, har man set dem alle.

   Selv om de er imponerende store (9 dæk/etager over vandlinjen!) set fra et lille fartøj.

   Vi fik dog set byen fra vandsiden.

 Efter en drink på torvet for at fejre vores overståede farer på havet, ville Bodil, Olav og Asta hjem. Søluften havde åbenbart virket trættende.

   Karin og jeg tog en spadseretur op ad Ramblaen, men mylderet og gedemarkedet blev snart for meget. Vi søgte ned ad de små, ydmyge smøger, hvor butikkerne lå tæt, og hvor solen kun sjældent nåede ned.

   Efter passende tid (ca. et kvarter!) blev Karin tørstig. Jeg så mig om og fik straks øje på tre (3!) irske pubber.

   Desværre viste det sig umuligt at mase sig ind i nogen af dem, da der åbenbart var fodbold på storskærmene. Det var måske Irland der spillede mod Spanien?

   I stedet fandt vi et køligt sted og drak en kande Sangria.

En kort indkøbstur ved hjemkomsten afslørede, at vores lokale supermarked havde ”501” på tilbud: den første flaske kostede 7.50 Euro, og der var så 50% rabat på flaske nummer to. Alle fik travlt med at handle.

Vi måtte så forklare værten på den lokale, at han godt kunne afbestille igen. Det var helt i orden. ”No problemas!”

Vores sidste aftensmåltid blev naturligvis indtaget på den lokale med aftenkaffen udenfor på fortovet.

TORSDAG

Efter morgenmadsritualet var der almindelig kuffertpakning med de traditionelle udbrud.

   ”Er der nogen, der har plads til en ekstra flaske cognac?”

   Alt lykkedes, da Karin og Bodil havde siddet på samtlige kufferter.

   Vi fik anbragt vores bagage og kunne forlade lejligheden.

   Formiddagen blev så tilbragt delvis på den lokale og delvis på Miniramblaen, hvor vi drak Sangria på det gode sted.

Olavs tilbøjeligheder dukker op de mest uventede steder!

”Karin, du tabte noget på jorden!”

”Hov, der knipsede apparatet vist. Gad vide, hvad der kom på?”

 Vi havde aftalt med vores asiatiske chauffør, at han skulle hente os klokken 16. Man er altid en kende nervøs ved den slags aftaler.

   Det havde vi ikke nødig. Klokken halv fire, hvor vi netop havde bestilt det sidste glas øl, parkerede han ret overfor os, hvor vi sad på fortovet foran den lokale.

   Vi troede, han så ville sidde og vente til klokken fire, så jeg gik høfligt over og spurgte, om han kunne drikke et glas øl eller en kop kaffe. Men det behagede ikke herren. I stedet opsøgte han åbenbart en kaffestue for taxichauffører. Til gengæld var han tilbage præcis klokken fire, så vi kunne køre.

   Vi var derfor i lufthavnen i god tid, fik afleveret vores bagage, hvorefter jeg insisterede på en sidste cigaret, før vi gik ind gennem ”security”.

 I mellemtiden fandt vi ud af, at flyet var en time forsinket.

   Oh ve, oh skræk! Endnu længere ventetid!

   I min nød fandt jeg en lufthavnsansat, der kunne en smule engelsk og fik ham forklaret mit problem.

   ”No problemas!”

   Inde i ”den toldfri” var der rygeområde. En kæmpe udendørs terrasse. Og der var masser af barer, så man kunne tage sin drink med ud og nyde den i nikotint selskab.

  Den ene times forsinkelse blev til to, men klokken cirka 21 lettede vi og ankom så til Kastrup omkring midnat.

   Hjemturen blev således sen, men ved to-tiden var alle efter sigende i seng. Med eller uden drinks.

Der kigges på sko … og der ventes!

Vores ”lokale” …

… hvor der blev spist …

… og drukket”

Ikke fordi, Olav fandt skam også en forretning, han ikke kunne modstå.