5. Kapitel
IRLAND
Brevudpluk og Dagbogsnotater
The Emerald Isle 08-03-89
Kære venner,
Så er det værste overstået, sagde han med et suk og kørte bilen om bord på færgen i Roscoff med afgang klokken 22:30 til Cork, Irland.
Lørdag klokken fem (lokaltid) var vi med tre timers forsinkelse på Irland. Vil I tro mig, når jeg fortæller, at vi kørte cirka 100 kilometer, før vi holdt pause og fik den første pint? Det er sandt! Venstrekørslen skulle lige ind i blodet igen, og vi havde fået et par på færgen i løbet af dagen o.s.v. Men i Glengariff holdt vi pause og fik two pints of Smithwick - oh salighed. En af de bedste øl jeg nogen sinde har smagt. Og de har den alle steder herovre.
Overnatning i Kenmare i bunden af Kenmare Bay.
Vi havde ikke udvalgt os noget bestemt sted, men vi var dog enige om, at det skulle være den sydlige del af vestkysten. Ud mod Atlanterhavet.
Efter tre måneder mellem Sydfrankrigs bjerge, hvor man aldrig ser ret meget himmel, hvor begrebet horisont ikke eksisterer, måtte vi ud og have udsyn. Brede og lange horisonter. (Er det denne mangel på konkret horisont og udsyn, der giver franskmændene samme indre karaktermæssige mangler?)
Næste dag ud på halvøen og nordover over Castlemain og ud til Dingle. Derefter hele vejen ind igen til Tralee, hvor vi overnattede.
Mandag morgen gik vi på turistkontoret og fik fortegnelsen over steder med self catering og kørte ud mod Camp og Castlegregory. På en pub i Kilshannig - helt ude på en stormomsust halvø, hvor man kunne spytte fra den ene side til den anden - men kun i medvind - fik vi two pints of Smithwick og lagde kortet og fortegnelsen på bardisken. Straks var fruen i baren der. Om hun kunne hjælpe med noget? Jo, kender De nogle af disse huse? Ja, det dér er udlejet, men jeg kender... Og straks får man to-tre adresser, hvor man kan henvende sig.
Men Lene mente, det måske var lidt for langt ude på den yderste nøgne ø. Lene er vild med naturen, men når naturen bliver vild, får hun lidt kolde fødder.
Dingle halvøen.
Altså indad igen til Camp. Ind på "The Railway Tavern". Og historien gentager sig. Og her var der bid. Bartenderen ringede til tre-fire mennesker (efter at have serveret os two pints of... kan I navnet nu? Smithwick!), kørte personligt ud og snakkede med to andre og kørte omsider foran os ned til det sted, hvor vi nu er havnet. Den slags var jo aldrig sket i La Belle France (det sidste udtales med en snert af hån i stemmen).
Vores "wee Irish cottage".
Her er strand og enge og marker og får og hav og bjerge. Og femten kilometer til Tralee, som er en virkelig storby - i hvert fald for os efter både Skotland og Frankrig. Huset er ikke - og jeg gentager: ikke - a wee Irish cottage. Det er en moderne bungalow med tre soveværelser, en lillebitte dagligstue med åben kamin, badeværelse med bruser og moderne køkken. Så meget for "Den Tavse Mand". Men til gengæld er her altså pubben. Og de andre pubber. Og de minder i høj grad om Innisfree.
Og prisen? £25 om ugen!
Endnu et eksempel: I dag, onsdag, startede vi med at køre til Tralee for at få vasket efter turen. Det blev naturligvis ordnet af damen i vaskeriet. Regning: £2,45. (Irsk £ = 10 kr.) Vi kunne hente det om en time. Indkøb og tid til en pint. Ind på "Rose Tavern", hvor vi var forleden aften et kvarter til en enkelt drink. Før vi nåede at bestille i dag, sagde værten: "Sorry, I still haven't got any Smithwicks." Det er den slags ting, der får én til at føle sig hjemme. Også selv om man så må nøjes med a pint of Harp (lager).
Nu må det være nok for denne gang. Klokken er 20:45, og det er ved at være tid. You know. Tabhair dom dha phionta leanna le do thoil.
Smithwick, you nitwits!
Slaínte!
Bjarne
... Om formiddagen kom vores fjernsyn så. Vi er nu endelig installeret. Bjarne har også anskaffet briketter til pejsen, så vi kan få lidt fut i den også. Jeg har købt lidt blomster, for at her skal se lidt beboeligt ud. Det hygger alt sammen. Jeg gik en tur ned til stranden. Det blev en kort en. Vejret er rent ud sagt rædselsfuldt. Bjarne har sat sig for at udforske pubberne her omkring. Han er meget grundig men har skaffet sig oplysninger om dette og hint. Jeg mangler et ordentligt kort. Det, jeg har anskaffet, er ikke godt nok til at gå efter. Jeg må forsøge at få et andet, et mere detaljeret kort, helst med nogle stier på.
Lenes dagbog 8.3.89
Bemærk atter billedet på kaminhylden.
... De sidste par dage har været rutineprægede. Jeg har været lidt ude at gå. Ikke store sager. Jeg må lige vænne mig til de nye omgivelser. Jeg er begyndt at løbe lidt om formiddagen. Jeg bliver for fed af al det øl.
Lenes dagbog 13.3.89
...Vejr eller ikke vejr. I dag skulle jeg ud at gå. Jeg fik Bjarne til at køre mig ud til et sted, hvor der var en udmærket sti. Men det var simpelthen for pløret. Efter cirka 200 meter havde jeg allerede fået to våde sokker, så jeg opgav. I stedet gik jeg rundt om det lille bjerg her i nærheden. Det var såmænd også drøjt nok. Det tog mig cirka 4 timer, men det var en dejlig tur, og vejret var faktisk hæderligt. Tilbage langs med stranden som er fantastisk flot. Bred sandstrand med en hel del fugle, som jeg er i gang med at finde ud af, hvad er for nogle. Skarv er her faktisk, og sandløber, og jeg tror, jeg har set rødben også, men himlen er som regel overskyet, så det kniber med at få farverne klare til en ordentlig bestemmelse.
Lenes dagbog 16.3.89
... Vi nærmer os april. Vejret er meget skiftende, og jeg får ikke gået så meget, som jeg kunne ønske, men det må vel for pokker snart bedres.
I forgårs var dog en undtagelse. Solen skinnede, og det var ret lunt og for en gangs skyld stille. Jeg gik en lang tur på stranden og fik lidt sol på næsen. Jeg så en delfin, men den var desværre død. Jeg har ikke set nogen levende endnu.
I dag var jeg igen på stranden. Det var stille, så jeg kunne se ret langt ud på vandet. Jeg så faktisk en sæl - det var et stort øjeblik. Men nu ved jeg, at de findes i bugten, og hvis vandet er roligt, får jeg nok set nogle flere. Mit største ønske er at se en delfin, men de holder nok til længere ude. Bjarne har hørt, at fiskerne skyder både delfiner og sæler, hvis de ser dem. De påstår, de ødelægger nettene.
Ellers er dagene gået stille. Pubbesøg om aftenen hvor vi får spillet en del pool, også sammen med de lokale.
Lenes dagbog 30.3.89
... Jeg konstaterer til min rædsel, at jeg intet har skrevet de sidste fjorten dage. Det er for dårligt. Vi er nu i midten af april, og vejret er stort set det samme, dog med lidt flere solskinstimer end tidligere.
Jeg har fået mig en lille gå-kammerat, som hedder Spot. Den har kun cirka 15 cm høje ben, men den er en ganske utrættelig vandrer. Vi har jokket omegnen tynd de sidste ti dage. Han er en ganske fornøjelig og underholdende fyr. Meget stædig men sød, men den lystrer lige så dårligt som Bjarne. Den skal have kommandoerne mindst 10 gange, før den måske adlyder. Som regel går vi ned til stranden ad forskellige ruter. På stranden kan jeg slippe ham løs, og så pisker han frem og tilbage, jager fuglene og gør ad bølgerne, så han har ganske travlt. Imens kan jeg så tage det stille og roligt i mit eget tempo...
Han er heller ikke bleg for at jage fårene, men det er nu mest for at gø ad dem. Men her er vi ikke rigtig enige. Fugle, OK, de flyver bare, men fårene bliver skræmte af sådan en støjende, lille tingest, der fiser rundt om benene på dem. Vi har haft nogle diskussioner desangående men uden synlige resultater.
I mellemtiden har Bjarne haft fødselsdag. Den fejrede vi på Tralee Bay Hotel, som ligger cirka 6 kilometer herfra. Det var såmænd rimelig godt bortset fra kaffen, som var aldeles udrikkelig, men hvad? Her i landet drikker man fortrinsvis pulverkaffe, til trods for at man får ganske udmærkede kaffebønner. Aftenen endte som sædvanlig på den lokale, hvor der blev givet adskillige omgang p.g.a. fødselsdagen. Det var en fødselsdag efter Bjarnes hoved. Han har det fint hængende op ad en bardisk med en pint i den ene hånd og en cig i den anden og med væddeløbsavisen slået op foran sig. Det spilleri er nu ikke så dumt. Sidste uge vandt han næsten £20, så det var godt nok.
Lenes dagbog 15.4.89
Spot på stranden ved Camp.
... I dag tog Bjarne og jeg på en lille sightseeing ud til Brandon Point og rundt i bugten. Det lykkedes mig at få en sæl i kikkerten, og Bjarne havde også fornøjelsen af at se en sæl. Jeg ser stadig efter delfiner, men endnu er det ikke lykkedes. Vi havde en glimrende tur. Vejret havde klaret op i løbet af formiddagen, men det var koldt og ikke velegnet til stillestående iagttagelse længere tid ad gangen. Vi besøgte pubben i Castlegregory på hjemvejen og havde som på alle pubber her i landet en sludder med bartenderen.
Om aftenen... gik vi på pub som sædvanlig for at spille pool. Bjarne og Pat spillede mod Peter og mig, og vi vandt da 3-0 over hustlerne. Jeg puttede den sorte i hul i to spil og var temmelig stolt af mig selv. En god afslappet dag.
Lenes dagbog 16.4.89
... Jeg afleverede Spot på pubben og hentede Bjarne. Det er efterhånden blevet en fast skik.
Resten af dagen gik med madlavning og tv-kiggeri. Vi endte på pubben som sædvanlig, hvor Bjarne og Pat ønskede revanchekamp. Peter og jeg tabte 2-4.
Lenes dagbog 18.4.89
Kære Preben og Mette, 19.4.89
... I går aftes missede Lene en oplagte bal og udstødte et langt og inderligt Shi-i-i-it! Der blev dødelig tavshed på pubben. Det havde man ligegodt aldrig hørt en dame sige før. Eller også havde man bare aldrig set nogen misse så oplagt en bal.
Hvad ved jeg?
Som I kan forstå af ovenstående passer vi vores træning så godt som hver eneste aften, og vi klarer os helt pænt blandt de lokale. Ingen bli'r sure, når de skal være makkere med os. Bortset fra at Lene hævder, at hun får ondt i ryggen af at poole!
Sport er jo ellers så sundt, siges det. Jeg har også fattet interesse for væddeløb. Nej, Preben, jeg er ikke begyndt at rende selv. Hestene render. Pruh, pruh, ikke? The gee-gees, you know! På lørdag laver jeg for eksempel en yankee. To vindere og to placeringer, og så spiller jeg dem each way. Det burde gi' til et par omgange.
Bjarne
Kære Jens og Benedikte, 20.4.89
... Af jeres færøske hilsen kan jeg se, at vi befinder os i samme landskabsmaleri. Lene fortæller mig, at foråret nu er kommet til Irland, og fra vinduet i pubben kan jeg se de små gimmerlam boltre sig i mark og vang. Et indtagende syn der nok kan give en mand tørst - men det kan kolde hjerter vel ej forstå.
Mens Lene går lange ture langs Atlanterhavets tungthenglidende dønninger sammen med Spot (nej, det er ikke en irsk fårehyrde men pubværtsparrets hund, hun låner til samme formål), tærsker jeg løs i tangenterne og forsøger at få en slags dansk ud af Ross Macdonalds røvkedelige engelsk. Som Chandler en gang sagde: Den mand kunne ikke genkende en metafor, om den så sprang op og bed ham i benet. Eksempel: Hun stod lyttende, som en kvinde der hører fodtrin på en kirkegård. Eller: Hans blik blev fjernt, som var han blevet slået i hovedet af fortiden.
Jeg mener, hvor selvhøjtidelig og kedelig kan man tillade sig at være?
Ellers går fritiden som tidligere meddelt med lidt pints, lidt pool og lidt spil på heste. Samt skrivning af klagebreve til skattevæsenet.
Lokalbefolkningen er fantastisk hjælpsomme og venlige. Forleden var vi oppe på en gård, fordi Lene absolut skulle se gedekid og gimmerlam og hvad ved jeg. Og kære er de jo, de små. Og vi har lovning på at overvære en shearing of the sheep. Alt sammen erfaringer der nok skal komme os til nytte i vort videre virke. Vidste du for eksempel, at mælken fra en enkelt ged herovre kan indbringe så meget som £6 om dagen? Nej, det tænkte jeg nok.
Under besøget blev vi for øvrigt udstyret med sutteflasker og sendt ud i køkkenet, hvor fruen havde tre små lam (væddere) gående. De skulle håndfodres. Bagefter blev vi meget bestemt sendt ind i stadsstuen med en kop the, mens Jean og John blev ude i køkkenet sammen med naboen, der lige var ankommet. Lene og jeg drak i al uskyldighed vore the, men efterhånden syntes jeg, det var lidt underligt, de andre ikke kom ind til os. Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet, og Lene rejste sig og fulgte efter. Et enkelt blik derud, og jeg vendte mig lynhurtigt og fik sendt Lene ind i stuen igen.
Henover en af stolene lå et af de små lam. John havde fat i bagbenene, som han holdt vidst adspredt, mens Jean holdt hoved og forben. Og imens var naboen i fuld gang med at - - - Jeg lover dig, jeg havde ondt i nosserne flere dage efter.
Bjarne
... Det er begyndt at blive lidt lunere. Det var også på tide. Det har været hundekoldt de sidste mange dage. Solen er dog ikke rigtig fremme. Om morgenen var det fint, men det varede ikke længe, så kom skyerne susende.
Spot og jeg gik helt ud til Castlegregory. Det er cirka 5 miles hver vej, så vi var godt trætte, da vi nåede hjem. Selv Spot måtte ligge lidt foran kaminen på pubben. Han er ellers utrættelig. Vi fik ikke set hverken sæler eller delfiner, men jeg tror, jeg så en islom, men den skulle faktisk ikke være her ifølge bogen, men den kan være på tilfældig visit, eller også er det en helt anden fugl, men den lignede godt nok. Det er svært at bestemme de pokkers fugle. De befinder sig som regel for langt væk.
Sluttede på Daly's hvor Bjarne bankede mig i pool 3-1. Vi fik ringet til Per for at ønske ham til lykke med de 50.
Jeg prøvede at få fat i Christian. Ingen hjemme.
Lenes dagbog 29.4.89
... Vejret lunt og mildt med lidt støvregn. Det tog dog ikke fornøjelsen fra vores tur på stranden. Vi tog turen helt ud til Castlegregory. Under over alle undere. Jeg så en odder. Den var ret tæt på land, med en stor fisk i flaben. Spot opdagede den ikke. Han havde travlt med at slås med bølgerne. Hans evigt tilbagevendende fornøjelse. Jeg forsøgte at dysse ham ned ved hjælp af hundekiks, hvilket lykkedes delvist. Jeg kunne iagttage odderen på ret nært hold, men den turde dog ikke gå på land for at æde sin fisk, så jeg hev Spot den modsatte vej for at give den fred.
På tilbagevejen blev vi overrasket af tidevandet, så det var umuligt at forcere floden. Den var pludselig meget dyb, så vi blev nødt til at gå en omvej, og en omvej på 3 kilometer er meget, når man stadig har 6 kilometer hjem.
Lenes dagbog 3.5.89
... Tidlig op i dag. Vi skulle nå en bus i Tralee kl. 8:35, som skulle køre os til Dublin...
Vi havde nu en seks timers buskørsel tværs over Irland, og jo længere østpå vi kom, jo fladere blev landskabet, grønnere og mere mildt. Irland er faktisk meget grønt. Jeg kan nu godt lide det vestlige landskab. Modsætningerne er mangfoldige, og havet er vidunderligt...
Vi strøg ned på den nærmeste pub og fik et glas øl. Den smagte virkelig godt. Man får en sund og naturlig tørst efter en lang rejse. På pubben var man travlt beskæftiget med at spille på heste, og da det var overstået, spillede man ihærdigt videre på deltagerne i en quiz - de irere.
Kl. 19:30 fes Bjarne til koncert med Frank Sinatra, og jeg faldt omkuld med en bog, chips og en sodavand. Klokken var næsten midnat, inden Bjarne var hjemme igen. Helt euforisk efter oplevelsen.
Lenes dagbog 4.5.89
... Opvågnen til en dejlig varm solskinsdag. 20° - virkelig sommervarmt. Morgenkaffe på vores lille terrasse iført næsten ingen ting.
Bjarne tog til Tralee for at høre om flybillet til Christian.
Lenes dagbog 6.5.89
Endelig blev det solskin i baghaven.
... Pænt vejr. Bjarne tog ret tidligt til Tralee for at ordne det sidste med Christians flybillet. Jeg hentede Spot som sædvanlig...
Vi gav os god tid. Spot fandt en kokasse, han skulle rulle sig i, så jeg måtte hive ham i åen for at få den værste stank væk. Det passede ham absolut ikke, men jeg havde nu fat i den lange ende af snøren. Vi har vores små diskussioner ind imellem.
Jeg mødtes med Bjarne senere på eftermiddagen. Han har købt billet til Christian, så nu kan vi se frem til en uge sammen sidst på måneden.
Lenes dagbog 8.5.89
... De sidste par dage har vejret været nogenlunde. I går lørdags klarede det lidt op om formiddagen, så Spot og jeg havde en fin tur til stranden. Jeg så to sæler på én gang, hvilket er første gang her. Senere så jeg en, der bumsede rundt. Den jagtede en fisk. Fisk kan springe for livet. Vi var en tur nede ved det sted, hvor jeg sidst så en odder, men der var ikke nogen i denne omgang.
Lenes dagbog 15.5.89
... De sidste dage har været lidt af et mareridt. Vi tog til Tralee for at hæve lidt penge. Oh ve! Bjarnes kort var lukket, så vi måtte tilbage for at hente mine sidste rejsechecks for at få lidt kontanter. Dernæst måtte Bjarne i gang emd at undersøge hvorfor. En masse telefonopringninger til Gud og hvermand. Grunden var selvfølgelig overtræk - et forlag havde ikke indsat de 25.000, de havde lovet for meget længe siden. Alt i orden nu, sådan da...
Typisk - knap 3 uger igen, og så sker sådan noget. Besvær og mange 50-pencer.
Lenes dagbog 18.5.89
... Så skulle vi blot have tiden til at gå til kl. 22:30.
Vi fik spist lidt, og endelig var det tid at tage af sted. Vi ankom i god tid blot for at konstatere, at toget var temmelig meget forsinket. Ærgerligt, men endelig kom det futtende medbringende sønnen. Herligt...
Vi kunne lige nå omkring Daly's for at præsentere ham og indvi ham i pool-spillets mysterier. Senere sad vi og sludrede til sent.
Lenes dagbog 22.5.89
Christian får kvalificeret undervisning i pool.
... Dagene med Christian er gået hurtigt, og vi har haft nogle fornøjelige dage. Christian savnede byen lidt og kedede sig nok ind imellem. Der er ikke nogen jævnaldrende her.
Vi var ude i Dingle Harbour for at se delfinen. Det lykkedes minsandten. En vældig stor fyr og meget nysgerrig. Den fulgtes med båden et godt stykke, og ind imellem sprang den. Det gik så hurtigt, at vi ikke fik taget nogen billeder...
Søndag tog Bjarne og jeg til Blasket Island. Christian havde ikke lyst til at tage med. Han ville hellere blive hjemme og tage solbad i haven. Vi havde beregnet os god tid men var alligevel lige ved at komme for sent til båden. Jeg så rygfinnen af en delfin på turen. Det var dejligt. Vejret var strålende, så vi vadede hele øen rundt...
Vi droppede ind på en pub i Dunquin. Her taltes kun gælisk, noget der er ret usædvanligt. Det er meget sjovt at høre men komplet uforståeligt...
Mandag var Christians sidste dag. Vi afsluttede med et par spil på pubben, og han sagde farvel til Kathleen og Peter. Vi fulgte ham til toget... Vi tog afsked med sønnen, og han dampede af. Bjarnes og mit ophold er snart slut også.
Alt får desværre en ende.
Lenes dagbog 28.5.89
Fortsæt til kapitel 6: Irland