6. kapitel

IRLAND

 

Vi travede langsomt op ad bakken.

Aftenen var lun og ude ved Tralee-bugtens munding kunne vi skimte solen gå ned i Atlanterhavet.

Vejret havde endelig vendt. Vore to første måneder i Irland havde været kolde, blæsende og regnfulde, men de sidste par dage havde solen været fremme. Temperaturen var steget pænt, vinden var løjet af, og Irland begyndte her i slutningen af april at leve op til sit navn - Den Grønne Ø.

Jeg havde arbejdet det meste af dagen, mens Lene havde været på sin sædvanlige strandvandring, stadig i håb om at se delfiner.

Sæler var her flere af, og oddere havde hun også set, men ingen delfiner. Jo, en død delfin der lå skyllet op på stranden. Men det talte ikke, mente hun.

Da vi nåede toppen af bakken, var jeg allerede begyndt at slikke mig om munden. Tørsten stiger i samme takt som temperaturen. Og der er ikke noget, der som to færdige kapitler kan få en oversætter til at føle sig flittig og dydig. Og flid og dyd skal jo som bekendt belønnes.

Klokken var næsten halv ti, og der var to timer til sidste udskænkning. Jeg skulle vide at belønne mig selv.

Jeg åbnede døren og lod Lene gå først, noget jeg altid har været en anelse i tvivl om rigtigheden af. Er det ikke mest høfligt, at manden går først ind på en pub?

Under alle omstændigheder var jeg først ved baren. Jeg behøvede dog ikke bestille, for Kathleen stod allerede henne ved hanen med Smithwick og var i gang med at skænke op til os.

Jeg hilste på de øvrige, mens Lene allerede var i fuld samtale med Susan og John nede for enden af baren.

Ovre i hjørnet sad Kathleens mand Peter, pubværten, og spillede kort med sin svigerfar og seks andre. Jeg havde forsøgt at lære spillet, "31", men det var frygtelig indviklet. Både kort og farver har forskellig værdi, alt efter hvilken farve der bliver trumf. Jeg kunne lige forudse, hvad jeg kunne rode mig ud i efter et par pints, så det havde jeg opgivet.

I stedet havde Lene og jeg kastet vor kærlighed på pool-bordet, hvor man for tyve pence fik de femten baller ud - syv stribede og syv ensfarvede og den sorte. Spillet kræver en ganske anden teknik end vort hjemlige billard, men vi syntes selv, vi var kommet ganske godt med. Og vi tabte da også højst hvert andet spil mod de lokale.

I Irland har man en helt anden "billard-kultur" end herhjemme, hvor man går hen og sætter et kryds på tavlen, når man ønsker at spille. Det er så meningen, at spillerne ved bordet skal gøre sig færdige, så de nye kan komme til. Det kan ofte skabe skænderier, da ingen synes at være enige om, hvor længe man må fortsætte, efter at andre har sat kryds. I Irland lægger man tyve pence på kanten af bordet. Første gang vi var ude for det, var Lene og jeg meget høflige og skyndte os at blive færdige. Den nye mand skubbede sine penge ind, fik ballerne ud, lagde dem pænt op og stod så blot og ventede.

Kathleen bag baren i Daly's.

 

Lene og jeg havde sat os hen til baren og havde bestil en ny pint, og vi snakkede lidt om, at det var da underligt, han ikke spillede, når han havde "jaget" os væk.

Efter en fem minutters tid kom han så over og spurgte, hvem af os der havde vundet. Jeg var ikke rigtig med, men det gik omsider op for mig, at han ønskede at vide resultatet af vores sidste spil. Jeg fortalte ham, at det havde jeg skam da vundet. Naturligvis.

"Men, så er det dig, der skal lægge ud," sagde han.

Jeg fik så forklaret, at de tyve pence på kanten betyder, at man udfordrer vinderen af det forrige spil.

Se, jeg er ikke særlig god til hverken pool eller billard, og jeg er ofte blevet opfordret til at spille en "skoma'r" på danske værsthuse. Af og til gør jeg det også, men kun meget sjældent med fremmede. Ikke fordi jeg ikke har råd til at tabe den øl, man som fast regel spiller om. Mere fordi det ene spil har en tilbøjelighed til at drage det næste med sig. Og det samme gælder jo så øllerne. Og er der noget, jeg ikke har brug for, så er det endnu en undskyldning for at drikke en øl.

Så jeg forklarede ham høfligt, at Lene og jeg havde spillet færdig. Men se, i Irland spiller man ikke om andet end æren. Og det vil sige, at her kan man roligt spille med fremmede. Og det vil igen sige, at der foregår en masse socialt omkring pool-bordet, fordi fremmede her mødes og snakker og griner og spiller. Noget der desværre kun sjældent sker i Danmark.

*

Der er faste kortaftener på pubben.

 

I det hele taget må man sige, at Irland er et utrolig socialt land. I hvert fald når man som vi opholder sig ude i provinsen.

Som alle andre lande har Irland naturligvis et turistråd, der har kontorer i alle både større og mindre byer. På disse kontorer kan man så købe kort og bøger og guides og meget andet. Samt fortegnelser over hoteller, bed and breakfasts, guest houses og andre muligheder for overnatning. Det sidste benyttede vi os af ved ankomsten. Vi anskaffede os fortegnelsen over self catering, altså sommerhuse, hytter eller lignende. Og vi kiggede på vores kort og fandt Dingle-halvøen ude på den sydlige vestkyst. Her så godt ud, mente vi. Her var både bjerge og hav og strand og skær og småøer. Og tilsyneladende ikke alt for mange byer tæt ved hinanden. Så vi kørte derop, og stedet levede helt op til vore forventninger. Her var fantastisk smukt. Ikke det Irland vi kendte fra "Den Tavse Mand", men et landskab der egentlig mindede en del om det skotske højland. I hvert fald her i marts måned. Så vi besluttede at slå os ned her for de sidste tre måneder af vort sabbatår.

Altså kørte vi lidt omkring for at finde nogle af de hytter eller huse, der ifølge turistrådets hefte skulle være til leje. Det viste sig at være en anelse vanskeligt. Det var alt for tidligt på sæsonen. De var slet ikke klar til at modtage besøgende endnu. Ja, de fleste var ganske simpelt lukkede for vinteren.

Hvad gør man så? Jo, i første omgang holder man naturligvis et planlægningsmøde. Møder er jo blevet tidens løsen, så Lene og jeg blev enige om et lille møde. Klokken var elleve om formiddagen, og gennem forruden kunne jeg se et smukt hus med udsigt over Tralee-bugten, og foran huset stod et smukt skilt med ordene "The Railway Tavern." Vi blev enige om, at dette sikkert var et udmærket sted for et krisemøde på højt plan.

Pubben var som taget ud af "Den Tavse Mand", men ejeren, the publican, lignede mere en overlevende fra Woodstock, hvis frisør var død ved samme lejlighed.

Vi bestilte to pints af Irlands eneste bitter, den halvmørke øl der i Skotland hedder heavy, i England bitter og på Irland beer. I farve og smag kommer vi nok nærmest herhjemme med en Rød Tuborg. Vi havde begge prøvet Guiness, den tykke, sorte, irske porter fra fad, og den var herlig og langt bedre, end hvad vi herhjemme får på flaske. Men Smithwicks var simpelthen den bedste øl, vi nogen sinde havde smagt. Vi sad oppe ved baren, og jeg tog heftet med hytter til leje samt vores kort frem, og vi begyndte at diskutere problemet.

Værten, Mike O'Neal, var straks interesseret. Om vi ledte efter et sted at bo? Vi forklarede ham, at vi skulle være her i tre måneder og gerne ville leje et hus. "Et øjeblik," sagde han og forsvandt ud til telefonen, som vi kunne høre ringe en fem- seks gange.

Han kom tilbage med uforrettet sag. Han skænkede endnu to pints - på husets regning denne gang - og bad os fortælle eventuelle kunder, at han ville være tilbage om ti minutter. Så for han ud af bagdøren og kørte af sted i sin bil. Otte minutter efter var han tilbage og meddelte os, at vi kunne leje et hus en kilometer længere nede ad vejen. Dagligstue, tre soveværelser, bad og køkken. Prisen var £25 om ugen.

Vi takkede naturligvis og spurgte, om vi til gengæld kunne give en genstand som tak for hans hjælpsomhed. "Nej tak, det er for tidligt på dagen for mig. Hvis jeg begynder allerede nu, må jeg lukke klokken seks."

Han begyndte at forklare os vejen ned til huset men opgav hurtigt. "I følger bare efter mig," sagde han og gik ud og startede vognen igen. Vi fulgte ham og kørte en kilometer længere ned. Han pegede ind på et hus med en stor grund, hvorpå der var opført fire feriehuse. Så vinkede han, vendte bilen og kørte tilbage for at passe sin pub.

Så jeg mener, hvis Irland virkelig skal spare på et eller andet, kunne man passende nedlægge turistkontorerne og i stedet give pubejerne en skilling for at passe jobbet. De gør det alligevel - og bedre end de professionelle.

*

Således endte vi i landsbyen Camp på Dingle-halvøen - midtvejs mellem "storbyen" Tralee og ferie- og fiskerbyen Dingle. Og her fik vi både revideret og bekræftet vore romantiske drømme om Den Grønne Ø. Drømme der mestendels stammede fra "Den Tavse Mand" samt irske sange af mere eller mindre revolutionær tilsnit.

Irland er ikke den idyl, vi havde troet. Men Irland er alligevel på sin egen moderne måde romantikkens sidste udpost i Europa. Landskabet gør naturligvis sit. Her er smukt. Men et landskab lever kun i den forstand, dets befolkning lever på og af det. Og det er irerne, der gør Irland til noget særligt. Og på vores ni måneder lange, omflakkende tilværelse mellem Skotland, Sydfrankrig og endelig Irland har vi ikke mødt større åbenhed, venlighed og tolerance. Det sidste er nok den største overraskelse. Vi havde fra begyndelsen aftalt, at vi ikke ville bringe hverken Nordirland eller religion på bane, men det gjorde irerne selv - og med stor interesse og åbenhed. Og families og venners frygt for, hvordan det dog skulle gå i det "borgerkrigshærgede" Irland blev gjort grundigt til skamme. I republikken Irland er der intet overhovedet at mærke. Irere lever fredeligt sammen med englændere, protestanter og katolikker giver hinanden omgange på pubberne, og IRA-tilhængere giver gerne et godt tip på hestene eller hundene videre til Maggie Thatcher-tilhængere. Jeg har nærmest en fornemmelse af, at de alle har taget Wodehouse's ord til sig om, at politik ikke er for gentlemen.

Når man bor tre måneder på et fremmed sted, er man hverken turist eller fastboende. Men på Irland bliver man behandlet som det bedste af begge dele. Og hjælpsomheden er næsten grænseløs.

Vi fandt hurtigt en rytme. Jeg fik sat mit tekstbehandlingsanlæg op og gik i gang med arbejdet, og Lene begyndte at udforske området. Af og til kørte vi lidt rundt på Dingle-halvøen for at se de mange seværdigheder og få et lidt større indtryk af området.

Som tidligere fortalt var der en kilometer til Mike's "Railway Tavern", og jeg er ikke den store fodsportsmand. Og kun fem hundrede meter fra os lå to andre pubbber, "Ashe's" og "Daly's". Dem valgte vi til vore aftenture. "Ashe's" var så langt den smukkeste. Endnu smukkere end "Railway Tavern". Et gammelt bindingsværkshus fra syttenhundred-tallet med stor åben pejs, hvor der altid var tændt op. Herligt.

Men så en af de første eftermiddage var jeg oppe hos vores købmand, der lå lige ved siden af, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte prøve det hele, hvorefter jeg gik ind på "Daly's" for at få en enkelt pint. Den var hverken smuk eller gammel - nærmest lidt skrabet halvtredserstil - men allerede efter en halv time var jeg klar over, at det var her, vi skulle komme. Det var her de lokale kom ind efter arbejdstid, fårehyrderne med deres hunde, bønderne, tørvegraverne, de der arbejdede inde i Tralee. Det var her snakken gik og rygterne spredtes, det var her man kom om aftenen for at spille pool eller darts (meget sjældent) eller kort, og det var her man af og til kunne høre folk bryde ud i sang. Det sidste er for mig stadig noget af det mest fascinerende ved både Skotland og Irland - dels at så mange kan synge, men endnu mere at alle gør det, hvad enten de kan eller ej. Selv jeg fik lov at optræde. Med bifald. Hvilket vil være en stor overraskelse for mine venner, der har hørt min "stemmepragt".

Så "Daly's" blev hurtigt vores stamværtshus - vores local. Og vi blev ærlig talt forkælet. På grund af årstiden var vi de eneste turister, så værterne, Peter og Kathleen Daly, præsenterede os for alle, og alle var yderst venlige og interesserede. Vi fik aldrig lov at stå alene i et hjørne, som man som oftest gør på franske cafeer. Og alle vore praktiske spørgsmål og problemer blev besvarede og løst på "Daly's". Et ekstra varmeapparat lånte vi, bøger om området, ja sågar penge en fredag, hvor jeg ikke havde nået at komme i banken i Tralee.

Forledt blev man også. En lørdag eftermiddag kom jeg op for at få bare en enkelt pint, og i baren stod Pat og John og snakkede med Peter. Ovre i hjørnet gik fjernsynet - naturligvis! - og det var tydeligt, at de snakkede om de galopløb, der blev transmitteret. Da de så begyndte at finde aviser og væddeløbsblade frem, var jeg klar over, hvad der foregik. Peter havde fast konto hos en bookmaker, og de spillede alle tre via Peter, der konstant rendte til telefonen. Jeg spurgte høfligt interesseret, om de havde held med sig, og jeg blev straks draget ind i diskussionen om, hvorvidt "Saratogan" eller "Danehill" ville vinde tredje løb over fem furlongs på tung bane. Mit kendskab til heste indskrænker sig til, at jeg ved, hvordan de ser ud, og at man kan ride på dem. Alligevel lod jeg mig lokke. Og der gik ikke fem minutter, før jeg havde sat et pund "hver vej" på Saratogan. Som tabte. Selvfølgelig!

Men så måtte det jo gå bedre næste gang, ikke? Og så var jeg fortabt. Nå, det blev ikke så slemt. For sjov førte jeg bog over udgifter og indtægter i de tre måneder, og jeg endte da med at have vundet £3 og 60 pence mere, end jeg havde spillet for. Ganske flot klaret af en amatør, når jeg selv skal sige det. Og ingen andre vil jo.

 

*

 

Området var som sagt meget smukt. Lene gik sine lange ture på fire eller fem timer hver eneste dag. Da hun en aften på pubben nævnte, at det ville være rart at have en hund med på turene, stillede Peter og Kathleen naturligvis deres lille uægte Jack Russell terrier, Spot, til rådighed. Og de sidste to måneder sad den trofast uden for pubben hver formiddag ved elleve-tiden og ventede på at komme på strandvandring. De havde dog deres interne diskussioner om, hvorvidt Spot måtte jage får og små lam, et spørgsmål de langt fra var enige om.

Jeg ville dog også gerne se lidt. Og lige vest for Dingle-halvøen - ud for det vestligste punkt i Europa, Slea Head - lå Blasket øerne. De er ikke længere beboede. De blev evakueret i 1958. Men indtil da havde der lever mennesker herude, ikke mange, befolkningen har aldrig været oppe over de 150, og ved evakueringen var der ikke mere end tyve-tredive stykker tilbage.

Det specielle ved øerne er nok deres litterære blomstring. De tre berømteste bøger fra Blasket er Maurice O'Sullivans charmerende Twenty Years A'Groving om hans år fra han var seks til cirka femogtyve, som han tilbragte på Great Blasket. Dernæst er der Peg Sayers erindringer Peg. Hun var over halvfjerds, da hun skrev dem, og de tegner et noget andet og sikkert mere realistisk billede af livet på øerne. Peg kom først til Great Blasket, da hun som næsten trediveårig blev gift derovre. Og den sidste er Tomás O Criomthains The Islandman. Tom var også en gammel mand, da han skrev sine erindringer om livet på den lille ø i det barske Atlanterhav. Men Tom boede der fra fødsel til død, så hans billede af øen er igen et lidt andet. De tre bøger supplerer hinanden fantastisk, og jeg havde lånt dem alle af Kathleen. Både Lene og jeg havde læst dem og var blevet fascinerede af øernes historie. Vi måtte ud og se dem.

Beehive hut med Great Blasket i baggrunden.

 

Og det blev en oplevelse. Turen fra Camp går ad den gamle vej ud mod Castlegregory, hvor man drejer sydpå ind over halvøen via Connor Pass, der stiger op i små tusind meters højde, og herfra har man udsigt til både Tralee-bugten mod nord og Dingle-bugten mod syd.

Et par kilometer efter Slea Head ligger Dunquin, hvor der er en ganske lille havn. Herfra kan man af de lokale fiskere blive fragtet over til Great Blasket.

Det var hertil indbyggerne fra Blasket i sin tid ankom søndag morgen i deres kanoer for at gå til messe i Dunquin.

Vi kom over ved elleve-tiden i strålende solskin, og på trods af min modvilje mod at bevæge mig alt for meget til fods gennemtravede vi øen i fire timer.

Husene ligger her stadig, og enkelte er endnu beboede om sommeren. Det drejer sig om fårehyrder, der stadig sender deres får ud for at sommergræsse på de frodige marker på øerne. Rundt i landskabet ligger de såkaldte beehive huts, små runde bikubelignende stenhytter, hvor hyrderne sov. Eller hele familier boede.

Tågen kom rullende ned fra bjergtoppen.

 

For enden af stien, der går rundt om halvdelen af øen, ligger bjerget Cro, der er 961 meter højt. Her ville jeg op for at få et glimt (og et billede) af den vestligste af Blasket øerne, Tearacht, der vistnok nu ejes af den irske præsident og bruges som sommerbolig.

Men på Cro kom tågen drivende ind fra Atlanterhavet, så jeg ikke kunne se en hånd for mig, og jeg måtte i en fart komme nedad igen, inden jeg for vild eller trådte galt på stien, der gik ude langs klippekanten. Og ti-femten meter længere nede opdagede jeg, at det ikke var tåge men simpelthen skydækket, jeg var kommet op i.

Det er ganske tankevækkende at gå rundt her og kigge på et område, der for kun halvtreds-tres år siden kunne brødføde en befolkning på cirka hundrede mennesker. Og dog, brødføde er måske ikke det rette ord, for befolkningen hørte til de fattigste i Irland, og derfor var udvandringen endnu større her end andre steder, og derfor tyndede det ud i befolkningen. Til gengæld holdt de tilbageblevne fast ved det gæliske sprog, og alle tre ovennævnte bøger er naturligvis oprindelig skrevet på gælisk. Og de holdt fast ved en leveform, der nu er så godt som uddød. Tom O Criomthain slutter The Islandman med at sige: "Jeg har gjort mit bedste for at aflægge en korrekt beretning om de mennesker, jeg har kendt, så man vil huske os, når vi er gået over i evigheden... Der vil ikke komme folk som os igen."

Blasket Islands set fra den lille "havn".

 

Og nu er vi så tilbage i Danmark, hjemme i dagliglivet igen. Det er svært at komme i gang efter næsten et år. Og tilsyneladende er der intet sket, mens vi var væk. Af en eller anden grund forventer man altid, at der må være sket sensationer og revolutioner, når man har været væk fra byen i længere tid. Men den ligner sig selv. Og det samme gør aviserne.

Og skulle vi vende tilbage til Irland om et år eller to, kunne vi sikkert gå ind på "Daly's" en lørdag eftermiddag, og Peter og Pat og John ville stadig stå og diskutere tredje eller fjerde løb, og klokken fem præcis ville Mike komme ind for at få sin pint og sin whisky. Og det ville endog ske på trods af alle revolutioner. For pubben i Irland er fredhellig. Heldigvis.

Danmark, juni 1989

Oprindelig trykt i Aktuelt

 

Flere billeder fra Irland?

Klik Irland Camp eller Irland Blasket eller Irland Daly's.

Fortsæt til kapitel 7: Hjemme igen