7. Kapitel

HJEMME IGEN

 

Nu er der gået næsten et år, siden vi kom hjem, og erfaringerne har nået at bundfalde sig. Både Lene og jeg er kommet tilbage i den dagligdag, vi forlod.

Hjemkomsten var naturligvis barsk. Man er nærmest euforisk. Jeg husker, vi ankom til Nansensgade en lørdag ved 12-tiden. Vi stillede kufferten fra os og tog en øl. Så kiggede vi på hinanden en ti minutters tid uden at sige ret meget.

Et kort rast i Næstved på hjemturen.

 

Så gik jeg ned og købte et par kasser øl, rugbrød, fedt, leverpostej og spegepølse.

Og Lene gik i gang ved telefonen.

Nu måtte vi se mennesker.

Og i løbet af eftermiddagen og aftenen tror jeg, det lykkedes os at tromme tredive eller fyrre mennesker sammen for at få sagt goddag til Danmark igen.

*

Vi kom hjem 1. juni, og jeg kunne naturligvis straks gå i gang med mit arbejde. Men Lene havde en hel lang sommerferie foran sig.

Og det var med velberådet hu.

Vi havde snakket meget om det, og vi var enige om, at det ville være rart for Lene med et par måneder til at finde sig selv, før Folkeskolen krævede sit.

Det viste sig at være helt forkert.

Lene gik rundt om sig selv hele sommerferien og kunne ikke rigtig komme i gang med noget som helst. Alt virkede en anelse dødt oven på de ni måneders udlændighed. Og ferien blev ikke nydt, den blev snarere en tvungen lediggang, hvor hun ikke kunne komme tilbage i en rytme, der gav mening. Et vacuum - lige som de to-tre sidste dage af en ferie.

Det havde nok været langt bedre at vende tilbage 1. august med kun en uge til skoleåret og den egentlige dagligdag.

*

Mange af vore venner har sukkende misundt os vores sabbatår, hvilket jeg naturligvis udmærket forstår - og sætter pris på.

"Hvordan gjorde I?" spørger de,

Og jeg bliver dem som regel svar skyldig.

Et par af betingelserne var naturligvis Lenes tidligere omtalte livsforsikring samt vore jobs. Lene kunne som skolelærer tage et års orlov og vende tilbage til sin stilling. Det er jo ikke alle, der kan det. Og jeg kunne arbejde hvor som helst, der var installeret elektricitet. Det er heller ikke mange, der er så priviligerede.

Og så kunne vi oven i købet have vores lejlighed stående, så vi havde returbilletten sikret.

Det sidste ville de fleste dog nok kunne klare.

Men pengenge? spørger mange. Er det ikke dyrt sådan at rejse rundt?

Vi har ikke ført nogen form for regnskab, men ifølge Lene var udgifterne til husholdning sådan cirka halverede. Og huslejen har jeg tidligere nævnt. I Skotland £50 om ugen (ca. kr. 725,-) og i Irland £25 om ugen (ca. kr. 250,-). Frankrig regner jeg ikke med, da vi havde lejet huset af danske bekendte, så det var så absolut favørpris.

I hvert fald viste det sig, at vi klarede os rimeligt for de penge, jeg kunne tjene. Noget vi bestemt ikke kan herhjemme. Her er Lene nødt til at arbejde.

*

Men før man kaster sig ud i et sabbatår, skal man nok gøre sig et par ting klart.

Først og fremmest skal man ikke betragte det som en ferie. Jeg tror, de færreste ville kunne dase ved en strand et helt år.

Hvis man af det forgående skulle have fået det indtryk, at det meste af vores tid gik med at drikke øl og spille pool på pubberne, kan man godt tro om igen. Jeg fik faktisk oversat næsten en bog pr. måned, hvilket er min normale kvota. Og Lene var i snit ude at vandre fire til fem timer om dagen.

Og disse to ting var betingelserne for, at vi overlevede.

Man kommer utrolig tæt på hinanden, når man er ude i den store verden i så lang tid og "kun" har hinanden. Det er næsten som et helt nyt ægteskab. Herhjemme har der altid været børn, arbejde, hund, hus, venner, familie og meget andet.

På et sabbatår er der kun "du og jeg".

Og hvis "du og jeg" hænger over hinanden et helt år, bliver begge rablende sindssyge.

Derfor var mit arbejde en velsignelse. Og derfor var Lenes beslutning om at være ude i naturen ideel. Vi var væk fra hinanden i hvert fald fire-fem timer om dagen.

Og vi havde begge noget at fortælle hinanden bagefter. Jeg kunne brokke mig over en oversættelse, der voldte knuder - eller det modsatte. Og Lene kunne fortælle mig om, hvad hun havde set og oplevet i dag.

Og den slags kræver jo kun en god og venligt indstillet lytter. Lene behøver ikke gå særlig meget op i mine oversættelsesproblemer eller det modsatte. Og Lene ved udmærket, at hverken sæler eller oddere er det store sus for mig.

Men den personlige interesse, der jo som regel er blandt ægtefolk, gør, at man hører på hinanden. Ikke fordi den andens interesser interesserer én, men fordi man er interesseret i hinanden.

Jeg tillader mig derfor (eller vi gør) at hævde, at et sabbatår skal bruges, det skal ikke tilbringes.

Man skal have ting at gøre. Naturligvis helst ting man ikke kunne gøre derhjemme (det sidste betød ikke så meget for mig, for jeg kan faktisk ganske godt lide at oversætte), men i hvert fald skal en del af ens nye hverdag være helliget ting, man gør af interesse - og meget gerne hver for sig.

*

Et par banale erfaringer.

Som det vil ses af billedmaterialet til denne bog, var der én ting, vi savnede - eller rettere Lene savnede: Et ordentligt kamera. Et kamera med zoom. Sæler og oddere og kronhjorte er sky og lader ikke fotografen med det almindelige kamera komme tæt nok på. En ganske banal forglemmelse, men den har ærgret os lige siden. Havde vi ofret et par tusinde eller tre på et ordentligt kamera, havde Lenes udbytte været langt større.

Dagbogen er væsentlig. Allerede nu kun et år efter er erindringerne ved at blive tågede. De ni måneder skrumper støt og roligt ind, og om et par år er der ikke meget mere tilbage end en almindelig skolesommerferie. Og allerede nu ærgrer Lene sig over, at hun ikke skrev langt mere ned. Indtryk der kunne være blevet til udtryk og nu ikke længere kan genfanges.

Selv om man kaster sig ud i det fremmede, har man dog sine rødder et eller andet sted derhjemme. Ikke fordi vi på noget tidspunkt savnede Danmark. Jeg er selv indfødt Københavner og stillede mig meget tvivlende til, om jeg kunne undvære "byens lys" næsten et år. Det gik aldeles fremragende. Men man savner familie og venner. Men på en helt speciel måde. Man savner dem her, ude i det fremmede, man savner at dele sin indtryk og oplevelser med dem. Hvorfor er den eller den her ikke lige netop i dette øjeblik? Hvorfor ser den eller den ikke lige præcis det, jeg ser?

Og her kommer erstatningen ind. Det velsignede postvæsen. Jeg er stor tilhænger af Mr. Bells opfindelse, og normalt griber jeg hellere telefonen end pennen. Til daglig sidder jeg tilstrækkelig længe ved skrivemaskinen. Og telefonen er så nem. Ringe op, sige hej, give en besked, stillet et spørgsmål, få svar, hej igen. Nemt og praktisk. Og billigt.

Det sidste bliver det jo unægtelig ikke, når man befinder sig udenlands. Men man opdager også, at der er en masse, man ikke kan fortælle over en telefon. Det skal fortælles ansigt til ansigt, eller det skal skrives ned i en stund, hvor man har rimelig ro.

På den måde indviklede vi os i en for os overordentlig omfangsrig korrespondance, og det bedste ved breve er jo, at de ofte bliver besvaret. Det blev meget hurtigt sådan, at dagens højdepunkt var turen til posthuset for at høre, om der skulle være brev til "Poste restante". Og skuffelsen var stor, når der intet var. Selv skattevæsenets breve var dog breve.

*

Skulle nogen spørge mig om et par gode råd, før de planlægger deres sabbatår, kan jeg gøre det meget kort.

Lad være med at lege turister. Det kan man ikke så længe. Sørg for at have noget at lave, I virkelig gerne vil. Noget I kan få tiden til at gå med. Og jeg mener ikke bare for at slå den ihjel.

Lad være med at flintre og fare rundt. Giv hvert sted rimelig tid. Giv jer tid til at falde til, tid til at lære lokalbefolkningen at kende, tid til at "kede" jer. Forsøg at "slå rødder" på stedet, bliv en del af stedets dagligdag. Den er som regel det mest spændende.

Lad være med at styrte rundt efter oplevelser og ting, I vil se. Find steder, hvor ting og oplevelser kommer til jer.

Vær omhyggelige med at føre dagbog.

Tag til lande, hvor I behersker sproget. Fingersprog kan være charmerende i en uge eller to, men man har behov for samtaler.

Vær ikke udelukkende afhængige af hinanden. Skab jer hver jeres hverdag. Og brug så det deraf følgende overskud på hinanden.

Kort sagt, lad som om I er hjemme!

Danmark, august 1990

Vores rejseruter.

Flere hjemtursbilleder?

Klik på Hjemme igen.

Fortsæt til kapitel 8: Efterskrift  -  ti år efter.