4. Kapitel

FRANKRIG

Brevudpluk og dagbogsnotater

 

Kære PJ og Else, 5.12.88

... Nå, men omsider kom vi da af sted. Turen ned gennem England gik over Edinburgh, Carlisle, Hadrians Mur, Lake District, tværs over Penninerne i det nordlige Yorkshire og så ned ad motorvejen. Hertil var det naturligvis fantastisk smukt. Motorvejen ned gennem Leeds, Sheffield, Nottingham (vi så ikke sheriffen) og til Leicester lignede enhver anden motorvejstur. Derefter østpå til Peterborough og sydpå til Cambridge for en times ophold. Og så atter motorvej til London og Dover. Og så farvel Great Britain.

Vi ankom til Frankrig onsdag aften ved sekstiden. Mørke. Ikke længere. Vi fandt den mindste by på kortet i nærheden af Calais. Wisant. Dér overnattede vi. Næste dag over Boulogne og frem til motorvej, og så gik den ellers bare ned gennem Frankrig. Forbi Paris og Lyon, hvor ingen af os kunne holde til mere. Vi kørte fra motorvejen og fandt en bitte by, Belleville, hvor vi overnattede. Fredag fortsatte vi og ankom til St. Martin de Bromes ved femtidem.

Byen er betydelig større end Arisaig (350 indbyggere), og ved indkørslen noterede jeg mig naturligvis straks, at der var et lokalt vandingshul. Vi fik pakket ud, tændt op i komfuret o.s.v., hvorefter jeg storsindet, som jeg jo kan være, inviterede Lene på en enkelt pastis. Klokken var da 8:30.

Oh ve, oh gru! Bistroen var lukket!!! Og det har den været hver aften siden. Der er åbent nogle timer om dagen (undtagen i dag, mandag), men det er lidt af et chok oven på Arisaig. Og hvor fanden skal man så møde lokalbefolkningen? De går heller ikke på gaden. Gaderne er øde, alle huse er tilskoddede, og ved mørkets frembrud er alt slukket og lukket. Ils sont fous, les francais!

Og for øvrigt forstår de alligevel ikke mit velklingende fransk. Det må være en eller anden lokal dialekt, der bruges her. Ingen har endnu spurgt mig, om jeg har set deres tante i haven. Eller om dette er min pen.

Nå, men ellers er her jo naturligvis smukt, og vejret er som tidligere nævnt pragtfuldt. Vi får se.

Bjarne

... Kurs mod Paris, hu hej og vilde dyr på deres betalingsmotorveje. Man bliver i sandhed flået. Vi betalte 150 Franc den første dag, hvor vi nåede til Lyon og kørte fra motorvejen og fandt et hyggeligt, lille hotel i Rhonedalen i en lille by, Belleville. Billigt. 150 for en overnatning og et fortrinligt badeværelse. Vi er efterhånden blevet helt maniske med de bademuligheder, men oven på England er det altså ikke så mærkeligt.

Man ser ikke så meget, når man drøner af sted på motorvejen. Selv om Bjarne kører, er jeg travlt beskæftiget med at gøre ham opmærksom på de farer, der lurer på motorvejen, men landskabet begyndte så småt at ændre karakter, da vi var kommet i nærheden af Lyon. Lidt mere bakket, og de første cypresser begyndte at dukke op, og de første vinmarker.

Lenes dagbog 1.12.88

... Da vi havde handlet i Manosque, var det alligevel begyndt at mørkne.

Efter en for mig nervepirrende tur op ad en meget snoet bjergvej fra Greoux-les-Bains til St. Martin de Bromes nåede vi frem. Det var mørkt. Hvor var huset? Vi havde kun set billeder af det. Vi havde godt nok et kort, men det var lidt svært at finde ud af, når det kom til stykket. Men det lykkedes til sidst.

Lenes dagbog 2.12.88

St. Martin de Bromes.

 

Kære Jens og Benedikte, 5.12.88

... Ellers går tingene lidt bedre. Bortset fra at vi ved ankomsten til huset startede med at sprænge samtlige elektriske anlæg, og bortset fra at byen er fuldstændig og totalt uddød efter klokken syv, og bortset fra at jeg ikke forstår en skid af, hvad de siger til mig, og bortset fra at bistroen ikke har åben om aftenen og slet ikke om mandagen, og bortset fra at her er 22° i solen og 16° i skyggen, og bortset fra at det ovenstående betyder, at jeg måske kan få arbejdet lidt, og bortset fra at banken netop har meddelt mig, at jeg har overtrukket min konto, og bortset fra at turen herned gik ad helvede til, fordi Lene var observatør, men det hjælper fedt, når hun ikke kan kende forskel på venstre og højre, og bortset fra at skiltningen i Frankrig gør, at ingen aner, om det er venstre eller højre eller op eller ned eller ligeud, og bortset fra at vi på et værtshus i Wisant måtte betale 48 Franc for to Calvados'er, og bortset fra at huset er iskoldt, mens det er varmt udenfor, og bortset fra at jeg ustandselig får breve fra Ulrich, der opfordrer til usædelighed og andre perversiteter - ja, så går det såmænd ganske udmærket.

Bjarne

Kære K. Arne, 6.12.88

... nu er vi ankommet til St. Martin de Bromes, og det er lidt af en omvæltning. Vejret er pragtfuldt (22° i solen og 16° i skyggen i dag), byen og landskabet er smukt, men her virker lidt dødt i forhold til det, vi kommer fra. Skønt byen er mere end dobbelt så stor som Arisaig, er gaderne tomme og øde det meste af dagen, baren kun åben nogle timer om formiddagen og nogle timer om eftermiddagen. Efter syv er den lukket. Og hvor møder man så de lokale? Vi har været i både Riez og Greoux. Åbenbart på uheldige tidspunkter. Mandag i Riez: Alt lukket mandag. Tirsdag i Greoux: Alt lukket tirsdag. Så kørte vi tilbage til Riez, og nu var en del af forretningerne åbne. Men alligevel virker det en smule deprimerende med alle disse lukkede skodder, huse der ser døde og ubeboede ud, mennesketomme gyder og smøger, kun torv og hovedgade har en smule liv. Som om livet her kun leves om sommeren...

Det er naturligvis også en kulturkløft. Mens man i engelsktalende lande (og i Danmark, Sverige, Norge, Holland) kan være nogenlunde sikker på, at enhver ved, hvem Humphrey Bogart, John Wayne, Frank Sinatra, John Ford, Raymond Chandler og Shakespeare er, så er der for franskmændene kun Jean Gabin, Alain Delon, Charles Aznavour, Truffaut, Simenon og Moliere. Alt sammen andenrangs. Fattigmandskunst.

Bjarne

Køkken, stue og arbejdsværelse  -  set indefra sovealkoven.

 

... jeg har også fået anskaffet et udmærket kort, så nu må jeg se at få vandret lidt. Vejret har været pragtfuldt. Sol hver eneste dag, og lunt har det også været. I dag, da jeg gik fra Allemagne til St. Martin, blev jeg temmelig svedt. Jeg havde alt for meget kluns på. Men huset er koldt og svært at varme op. Vi bruger kun køkkenet og alkoverummet, men det er helt hyggeligt.

Lenes dagbog 10.12.88

... Vi besluttede os til at kigge lidt på omegnen. Vi trængte til at se lidt vand, og ifølge mit kort skulle der være en sø her i nærheden. Vi kørte af sted på må og få, men de småveje, vi slog ind på, endte ret pludseligt, og søen lå dybt nede foran os. Efter et par forsøg fik vi til sidst øje på en lille by, som lå og puttede sig ved søen. Vi blev enige om, at det måtte være Esperon du Verdon. Og ganske rigtigt, efter rigelige snoninger på vejen endte vi helt nede ved søen, så tæt at det lykkedes Bjarne at få dyppet den ene fod.

En hyggelig by med et par småforretninger og en café, hvor vi indtog en forfriskning. Vi besluttede os til, at hvis vejret stadig var fint, ville vi pakke en madkurv og tage på skovtur (søtur) i morgen.

Lenes dagbog 11.12.88

Søen der blev vores eneste forbindelse med "havet".

 

... 12 dage til jul. Utroligt. Jul er kulde, stearinlys og anden hygge. Vejret var ikke så fint som i går, men alligevel smuttede vi en tur til søen, som for øvrigt er kunstigt lavet, idet man har bygget en kæmpe dæmning...

Vi sad og nød udsigten og en enkelt pils, inden vi vendte hjem. Jeg blev sat af cirka 7 kilometer fra byen og spadserede hjem, idet jeg gik op over bjergene eller højderyggen, som nok er den mest korrekte betegnelse.

Aftenen gik med at banke hinanden i kortspil. Det er som regel ham, der vinder. Irriterende. Han er så selvglad.

Lenes dagbog 12.12.88

... Strålende solskin men lidt køligt. Jeg havde besluttet at prøve den med gult afmærkede rute. Det er en tur langs Colostre floden. Langs med er nok mildt overdrevet. Op ad skråninger og ned igen. På et tidspunkt måtte jeg finde en anden vej. Jeg stod og blafrede på en spids, og der var langt ned. Stejle skråninger til begge sider og absolut ikke noget rækværk. Og jeg der bliver svimmel bare af at stå på en avis. Jeg stod og svajede som et siv for vinden et øjeblik og forsøgte at tage et forsigtigt skridt nedad, men turde ikke - kryster. Måske tør jeg en dag. Jeg fandt en anden rute, en omvej på et par kilometer men mere sikker. En dejlig tur var det, men jeg ser ikke så mange dyr.

Lenes dagbog 13.12.88

Kære Dan og Chili, 18.12.90

... Og ophold i fremmede lande igennem længere tid er jo netop ikke turisme. Men opholder man sig i Frankrig, er man henvist til lavendelmarker, bjerge, små idylliske landsbymarkeder og romernes slumefterladenskaber. Jeg tror ikke, noget andet folkefærd kan være mindre interesseret i andre mennesker. Det skulle da være en kinesisk mandarin, der sidder under et kirsebærtræ og kontemplerer Tao eller Yang eller hvad fanden sådan en nu kontemplerer...

I The Last Englishman skriver obersten (som jeg ikke husker navnet på), at han under krigen var perfekt i rollen som franskmand. Han lod skægget stå i to dage, lod være med at vaske sig i tre, stak et pain under armen og lod lynlåsen stå åben. Så enkelt er det.

Bjarne

Kære Dan, Jens og Ulrich, 26.12.88

ja, så er julen med alle dens strabadser jo overstået. I har ingen anelse om, hvor heldige I er derhjemme. Har I måske nogen sinde forsøgt at købe rødkål i Provence? Ca va pas! som de så rammende siger hernede.

Nå, en enkelt lille bifstik med un peau de salat kan jo også gøre det. Og så en lille avec til kaffen.

Tro dog ikke, vi slap helt!

Vores nabo, Madame Robert, en trind og lettere invalid dame i halvfjerdserne, er yderst venlig og siger næsten hver dag Bon jour, når vi møder hende. Det er gallisk gæstfrihed udover alle grænser! Og lørdag d. 17. december mødte jeg hende, og hun spurgte mig om en hel masse ting meget hurtigt efter hinanden. Som det interesserede og sociale menneske, jeg jo er, som I udmærket ved! forsøgte jeg at svare. Nej, vi havde intet for i eftermiddag. Så kom der atter en masse gallisk (Greek to you!), hvoraf jeg opfattede noget med fete. Den er skide fin, tænkte jeg. Der er fest i St. Martin. Julefrokost. Jeg så for mig sildene og de små skarpe, den lune paté og de varme andebryster. Vi er med, skreg jeg. Nous sommes avec. Vi skulle møde hende klokken to.

Nous le fait (det gjorde vi). Og hvor kom vi hen? Jeg ved godt, jeg ikke burde fortælle dette. Jens og Ulrich og flere andre modbydeligt ondskabsfulde og bagtalende mennesker vil bruge det imod mig i mange år, men sandhedsvidne har jeg sgu altid været: Vi kom med til børnehaveklassens og underskolens juleafslutning. Provencalske danse af treårige børn. Julesange af tiårige. Sketches af tolvårige. Mødre og fædre der optrådte som små franske børn i krinolinekjoler.

Har I grinet færdig?

Nå! Ellers går tingene stille hernede. De lukkede skodders politik står stadig på, skønt jeg forsøger at møve mig ind på hvem som helst, der så meget som vover at sige Bon jour til mig.

Men hvad fanden! Så længe vi har hinanden, ikke? Vi er arbejdsomme og kunstneriske. Lene er begyndt at male mig. Hun er i fuld gang, mens jeg sidder her og skriver. Lige før jeg satte mig til maskinen, sagde hun: "Sid stille, mens jeg øver mig på dig!"

Kan nogen af jer måske huske, hvornår en pige sidst har sagt sådan til jer?

Bjarne

Kære Anette og Erik, 26.12.88

... Jeg ved ikke rigtig. Måske er det noget geografisk. Lene og jeg har været inde på det et par gange. Kan man lide af "geografisk klaustrofobi"? Har I nogen sinde følt kvælningsfornemmelser, når I ikke kunne se hav? Se frit? Se ud?...

Nå, vi sætter den lille båndoptager i gang. "Jeg ser de bøgelyse øer" med Erik Griep. Eller "Land of Hope and Glory."

Bjarne

 

Kære Morten og Merete, 27.12.88

...St. Martin de Bromes ser køn ud på et kort. Landskabet er sikkert smukt. Om sommeren. Vejret er pragtfuldt. Hver dag (og jeg mener hver eneste forbandet én) vågner vi op til blå himmel og solskin. Kan man forestille sig noget mere kedeligt end en himmel, der altid er blå? Og lyser ned på en halvvissen lavendelmark. Er I egentlig klare over, i hvor høj grad den ene halvvisne lavendelmark ligner den næste halvvisne lavendelmark?

I Skotland kunne man da i det mindste snakke om vejret. End ikke det kan man her i Frankrig. Det er altid blå himmel og solskin. Færdig! Intet under franskmændene er indtørrede. En nation af nedgroede negle. Eksistentialisme og franske postkort, det er hvad de har kunnet svinge sig op til...

Fransk kan de naturligvis tale. Det må man dog lade dem. Men de vil ikke tale med os. Jeg har gang på gang fortalt dem, at c'est mon stylo og at ma tante est dans la jardin, men de gider simpelthen ikke høre på mig. Det rager dem!

Som turistmål er Frankrig sikkert ideel om sommeren. Men rejs aldrig hertil for længere tid, end I kan holde hinanden (og kun hinanden) ud. Lene og jeg holder og vi holder og vi holder... Ca va! som de så rammende siger her. Når de altså ind imellem siger noget.

Hvem der sad til en grisefest på Mallorca! Oh, at høre disponent Hansen fortælle sjofle vittigheder! Åh, at se fru Jensen danse flamenco med en lampeskærm på hovedet. Mit kongerige for en latter, sund eller usund.

Bjarne

Kære Claus og Anette, 31.12.88 kl. 20:40

tak for brevet og selv godt nytår.

... Her fejres nytåret i øjeblikket med, at Lene er gået i bad, mens jeg sidder her og tilskriver jer mere eller mindre beåndede ting om dette og hint eller ingenting overhovedet. Middagen var ganske enkelt, og drikkevarerne hernede består af den lokale ordinaire til 6,70 franc pr. liter. Og så en enkelt Calva til kaffen. Så er den skid slået. Og det samme var den juleaften.

Lidt trist?

Nej, egentlig ikke. Som du selv siger, er fest ikke et spørgsmål om dette eller hint. Og Frankrig er ingen fest. Jeg tror nok, vi begge to ville have følt os lidt tåbelige med papirhatte og bordbomber i aften. Eller grangrene og mandelgave for en uge siden. I stedet har vi taget det som ganske almindelige aftener. Helt og aldeles. Og det kan man altså sagtens leve med.

Eller er det uden?

Se, den eksistentialistiske Hamlet-syge har allerede smittet mig. Det er et spørgsmål om at være eller ikke være. Og her er vi ikke. Jo, vi er her jo godt nok, men vi er ikke her, som vi var dér i Arisaig. Eller er det her, vi ikke er, og i Arisaig vi var? Sartre forbarme sig!

Bjarne

... Vi blev enige om at spise til aften på en lille restaurant nede ved Verdon floden. Vi havde været der før for en enkelt pils, og der var en tjener, der talte engelsk, hvilket var et stort plus.

Vi ankom ca. kl. 18:00, og det var værtinden der var på. Hun havde svært ved at forklare os (eller vi havde svært ved at forstå), hvad menuen bestod af, så hun besluttede at ringe efter tjeneren, der kunne engelsk.

Han kom susende og fortalte, at det var helt forkert at spise på dette tidspunkt, men vi fik da mad, efter han nøje havde fortalt, hvad den bestod af. Bl.a. en fransk julespecialitet. Medisterpølse.

Vi var alene i restauranten, så han havde god tid. Det viste sig naturligvis, at han var belgier...

Lenes dagbog 2.1.89

Kære Bo og Lili, 27.1.89

... Den 7. januar var der jo årsmøde i Sherlock Holmes Klubben, og som nyudnævnt Præsident var jeg nødt til at tage hjem.

Lene gad ikke sidde alene og kukkelure hernede, så vi blev enige om at køre over Haag, hvor vi har bekendte boende. Så ville Lene blive hos dem, mens jeg tog til "de bøgelyse øer" (hold kæft, hvor bliver man nostalgisk af at opholde sig i Frankrig. Jeg går rundt og synger "Er du dus med himlens fugle" det meste af dagen. Det var aldrig sket i Skotland).

Vejen til Haag fra St. Martin de Bromes er lidt indviklet, men naturligvis gjorde jeg den en smule mere indviklet, idet jeg insisterede på at køre over Schweiz. Nu er du garanteret allerede med, Bo, men for dig, Lili, må jeg hellere forklare nærmere. Hjælper det, hvis jeg fortæller, at jeg foreslog overnatning i en lille by i nærheden af Interlaken ved navn Meiringen? Ellers kan Bo fortælle dig hvorfor.

Under alle omstændigheder kom det som lidt af en overraskelse for Lene, da jeg næste formiddag foreslog, at vi tog en lille vandringstur i den smukke natur, inden vi kørte videre. Det er ikke tit, jeg foreslår den slags perversiteter.

Men selvfølgelig mislykkedes det!

Jeg mener, da jeg var i San Francisco, var the little cable cars indstillet på grund af reparation af skinnelegemet.

Da jeg var i Minneapolis, havde Sinatra fået halsbetændelse og aflyst koncerten. (For øvrigt optræder han naturligvis i København, mens vi alle er væk!)

Da jeg var i New York første gang, var Frihedsgudinden dækket af stilladser.

Og i Meiringen havde de naturligvis taget Reichenbach Vandfaldet ind for vinteren. I hvert fald fandt vi det ikke.

Vi fandt et enkelt vejskilt, der viste vej mod Reichenbach, og da vi fulgte det, endte vi på privat område. En masse bygninger og skilte. Jeg tror, det er sådan, de fanger os ind efterhånden. Det var et privat, schweizisk nervesanatorium, og selv om jeg ikke så nogen patienter gå omkring, er jeg helt overbevist om, at halvdelen af patienterne går omkring iført deerstalker og glæder sig til næste seance på divanen hos Dr. Watson...

Nå, jeg kom hjem til mødet, der gik fint. Lene havde et par gode dage i Haag. Og jeg tog Christian med til Haag bagefter. Og vi fik en dag i Amsterdam med sønnen.

Bjarne

... Kl. 10:15 var vi klar og satte kursen mod Grenoble. vejret var smukt, lidt glat hist og pist, men efter Grenoble var vi på motorvej, og så gik det ganske hurtigt mod Schweiz. En lang tur som naturligvis tog længere tid end beregnet. Smuk og vejrmæssigt meget varieret. 20 km fra den schweiziske grænse røg vi ind i en kraftig tåge. Troede vi. I virkeligheden kørte vi ned gennem skyerne. En sælsom oplevelse. Så kørte vi dernede et par timer, og lige så pludseligt op igen. Op over skyerne med den sidste sol.

Lenes dagbog 4.1.89

... Tidligt op igen. Vi havde en hård dag foran os. Vi skulle jo først se vandfaldet. Vi fandt godt nok et skilt. Vi fandt godt nok en bjergbane - den kørte ikke. Vi fandt godt nok en sti - vi gik og gik godt nok, men her slutter eventyret. VI FANDT INTET VANDFALD. Jeg gentager: VI FANDT INTET... Dyb skuffelse. Vi var desværre i tidnød. Vi skulle være i Haag om aftenen (900 km). Men Bjarne blev fotograferet ved siden af SH-statuen i Meiringen. Det var da altid noget.

Ved 11-tiden tog vi så nordpå med kursen mod Haag. En lang, lang tur, afvekslende og spændende. Vi gennemløb alle slags vejr. Snevejr i Meiringen. Tåge - rimfrost - mer tåge og regn, da vi nærmede os Atlanterhavet.

Vi var i Haag ved 22-tiden uden en krone (hollandsk) på lommen, så vi kunne ikke ringe til Else for at få nærmere anvisninger. Vi måtte spørge os for. Endelig fandt vi gaden, men det var det forkerte husnummer. Vi stod uden for nummer 5, som der stod på vores seddel. Ingen reagerede på klokken eller nogen ting. Jeg vrælede: "Else! En hel masse reagerede, men ingen Else.

Ind på et værsthus, og der måtte vi tigge os til en telefonopringning. Nuvel, 2B. Hvordan jeg har fået tvistet det til 5, må guderne vide. Jespers kragetæer, velsagtens Alt endte godt. Og Bjarne var ikke ret meget sur.

Lenes dagbog 5.1.89

... Else havde købt ind til hakkebøffer. Det var også længe siden, jeg havde fået en god, gammeldags hakkebøf. Bjarne ringede senere og sagde, at han ville være fremme ved 20:30 tiden. Mens vi sad og spiste, ankom han og blev bænket ved bordet. Jeg syntes nok, han så lidt mystisk ud. Han blev ved at kigge forbi mig. Jeg vendte hovedet, og ind trådte Christian. Jeg blev noget overrasket og glad. Han havde forandret sig, synes jeg. Langt hår farvet sort og ring i øret...

Det var en dejlig overraskelse. Vi tilbragte en hyggelig aften sammen og planlagde at besøge Amsterdam næste dag.

Lenes dagbog 10.1.89

Ved Mesterens fod i Meringen.

 

... Fra stationen i Amsterdam lykkedes det os med usvigelig sikkerhed at finde det frække kvarter, hvor Christian nok fik kigget en gang ekstra. Piger i vinduerne, og der overlades ikke meget til fantasien. Men som sønnen rigtigt sagde: "Herregud, Bellevue om sommeren har lige så mange pigebryster og lår."

Lenes dagbog 11.1.89

... Tilbage til rutinen. Bjarne arbejder, og jeg vandrer, maler, læser o.s.v. Vejret er stadig fint. Det er knap så koldt om natten mere og lunt og solrigt om dagen. Vi har fået en del post eftersendt fra Skotland. En helvedes masse fra skattevæsenet. De er utrættelige. Vi troede, vi havde fået en ordning, men kommunikationen kontorerne imellem lader til at være noget træg. Vi prøver igen.

Lenes dagbog 15.1.89

Kære Kirsten og Thyge, 16.1.89

... Problemet er selvfølgelig først og fremmest sproget. Men lige hvad dette angår, vil jeg nu stadig hævde, at der er væsentlige forskelle. Hvis du på engelsk siger "mig-banan-spise" (me-banana-eat), vil enhver englænder vide, at du ønsker at købe et par bananer til at spise. Og han vil forklare dig, at enten yes, we have no bananas today, eller at de koster en hulens masse pund, eller hvad han nu kan finde på.

Hvis du til en franskmand siger "moi-bananas-manger", så kigger han blot spørgende på dig, ser på uret, ser op på himlen og trækker på skuldrene. I Italien får man efter sigende fingeren. Her i Frankrig får man skuldrene. "Me no understand". Med mindre man kan bruge subjonctif og konjunktiv og ablativ og resten af tiv'erne, og bøjer verberne i alle fem køn og otte tider.

Bjarne

 

... Vi har været på besøg hos Kathrine og Hubert i Aix i dag, men til trods for en beskrivelse af vejen kom vi alligevel forkert ind i byen, hvilket frembragte panikagtige situationer hos ratføreren og kortføreren, som igen tangerede et skænderi blandt ovennævnte. Aix består hovedsagelig af ensrettede gader og meget dårlige gadeskilte, men efter et par næsten skilsmisser og lidt ukorrekt bilkørsel nåede vi frem til adressen, og så havde jeg glemt, hvad efternavnet var. Jeg trykkede på en knap, som viste sig at være den rigtige.

Lenes dagbog 26.1.89

 

... Vi havde aftalt med Bjarne F.A., at han skulle ankomme til Avignon, hvor vi kunne hente ham. Det er en køretur på 100 km, men den videre togforbindelse er lidt dårlig, så det gjorde vi så. Vi benyttede dog lejligheden til at komme så betids, at vi kunne tage et kig på byen. Paveslottet og den slags. Kl.19:29 ankom toget meget præcist. Han var med det berømte TGV-tog. El-tog der kan køre 300 km i timen, det er ret imponerende og velsagtens en oplevelse for en DSB-mand. Han var også helt ekstatisk, da han ankom.

Lenes dagbog 31.1.89

 

... Om aftenen spiste vi på en lille restaurant, som har åbent hele året. Den samme som vi før har spist på. Den belgiske tjener var der desværre ikke, men værten og værtinden samt et temmelig animeret selskab. Værten ville gøre det så godt, så han viste os en svensk pornofilm. Jeg har nu ikke så meget lyst til at kigge på bevægelige kønsdele midt under middagen, men hver sin smag. Bortset fra det en hyggelig aften. Vi fik da snakket lidt med folk på vores ubehjælpsomme fransk, og værten gav en omgang.

Lenes dagbog 1.2.89

.

.. Vi havde planlagt en tur til Gorges du Verdon denne dag. Det er et utroligt smukt og særpræget landskab, men jeg må indrømme, at jeg oplevede det second hand. Højder er mit svage punkt. Jeg bliver svimmel. De få gange, jeg vovede at åbne mine tæt tillukkede øjne, så jeg ned i en slugt dybt, dybt nede. Men flot var det. Jeg må prøve en gang til. Vi tilbragte en ganske dejlig dag i højderne og var sent hjemme. Madlavning, opvask og andet optog vore sind. Vi spillede også Trivial Pursuit, men jeg tror ikke, Bjarne F.A. synes, det er så morsomt, som vi gør.

Lenes dagbog 2.2.89

 

... Denne dag gik turen til Marseilles...

Byen er ikke noget særligt, i hvert fald ikke kyststrækningen i byen, så vi besluttede at tage vestover til Rhones udløb. Der skulle være et meget specielt landskab kaldet "kamarken" eller noget lignende. I begyndelsen var der utrolig megen industri, hvilket ødelagde landskabet, men da vi kørte lidt længere ud, blev det betydelig bedre. Det er store sandbanker med lidt lav kratbevoksning og store flade vandområder. Vi havde det held at se flamingoer, hvilket i hvert fald for mit vedkommende var en oplevelse.

Lenes dagbog 3.2.89

... De sidste dage er gået stille og roligt, og vi er tilbage i den vante gænge. Christian fyldte 21 i søndags. Jeg ringede til ham og havde ikke ventet at få fat på ham, men han var sørme hjemme. Han har været til optagelsesprøve på Århus Teaterskole, så vi er meget spændt på resultatet...

Bjarne har fået en ny bog til oversættelse, som han håber på at blive færdig med, inden vi bryder op herfra. Vi trænger også til nogle penge.

Vi har snakket med Jesper og Lillemor. De vil ankomme hertil enten lørdag nat eller i løbet af søndagen.

Lenes dagbog 9.2.89

Camargue. De små røde klatter i baggrunden er flamingoer.

 

... Bjarne oversætter stadig på livet løs. Dobbelt ration for at kunne holde fri den uge, familien Gervin er her.

Lenes dagbog 10.2.89

... Tiden gik, og der dukkede stadig ingen Gervin'er op. Da klokken blev 15, blev Bjarne og jeg enige om, at de nok var blevet forsinkede i sidste øjeblik, og i det samme rullede vognen forbi. Lillemor, Jesper samt Pernille, Mikkel og Mette.

PS: Bjarne og Jesper, de fulderikker, skulle sæ'fø'li på mandetur til Allemagne efter cigaretter på "Café des Alpes".

PPS: Den nærmeste café i det hele taget. Vores lokale er lukket p.g.a. SKATTEGÆLD. Ejeren sidder i fængsel.

Lenes dagbog 11.2.89

... Efter alle de sædvanlige morgenritualer (morgenmad, badning o.s.v.) var vi klar ved 11-tiden til at tage af sted. I guder, hvor er det langsommeligt at vente på 3 unge mennesker. Børsten, vasken, dit og dat. Pakke proviant sammen, få overtøj på o.s.v. En 1-klasse kunne ha' gjort det på under den halve tid. Jeg tror, jeg stod med jakke på en halv time. Men pyt. Af sted kom vi dog til sidst.

Det var en god tur. Blot var vejret ikke så smukt og solrigt, som det ellers har været, men det betød ikke så meget. Det var lunt nok, og turen giver sved på panden under alle omstændigheder. Lillemor var noget træt. Jeg havde prøvet turen før og kendte strabadserne, men vi kom da igennem. Mikkel og Pernille tog den stejle tur ned. Mette ville have været med, men hun lider også af højdeskræk ligesom jeg og havde desforuden ikke ordentlige sko på, så vi tre tog den lidt mindre svimlende omvej.

Lenes dagbog 13.2.89

... Gervins havde planlagt en tur til Nice samt lidt af Middelhavskysten. Bjarne og jeg foretrak at blive hjemme. Familien drog af sted ved 11-tiden. De sædvanlige morgenritualer. Badning, børstning og sætten hår. Påklædning o.s.v. Det er utroligt, hvor længe de unge mennesker er om at komme ud af døren. Puslen og nuslen i én uendelighed. De sidste toiletbesøg, det sidste strøg med børsterne, diskussion om hvilken hårudsmykning man nu skal putte i håret, sløjfe eller spænde? Hvilken øjenskygge o.s.v., o.s.v. Mere puslen og nuslen. Efter et par timer var familien klar til at indtage Middelhavskysten, og Bjarne og jeg nappede en kop kaffe ekstra på sengekanten, mens vi fik ordnet vores nervesystem...

PS: Jeg ringede til Christian om aftenen. Han havde bestået 2. del af optagelsesprøven. Nu skal han starte på Århus Teaterskole her til august, så der bliver en del praktiske ting, der skal ordnes.

Lenes dagbog 15.2.89

 

Solen og en flaske medbragt vin nydes på boule-pladsen i St. Martin de Bromes.

 

... I dag skulle Birte og Eivind og Kathrine komme på besøg...

Om formiddagen gik Lillemor og jeg en lang tur i det smukke solskinsvejr. Ungerne tog en tur til søen, og Jesper og Bjarne havde fået pålagt at gøre gildekælderen ryddelig og sørge for de sidste indkøb...

Cirka 15:30 ankom de, og vi tilbragte et par fornøjelige timer sammen. Ved halv syvtiden drog de af, og Bjarne og jeg havde aftalt at aflægge Eivind og Birte et besøg i deres lejede lejlighed i Nice den følgende onsdag.

Da vi havde vinket farvel gik vi tilbage og fortsatte festlighederne. Ungerne var i pragtfuldt humør, de sang og underholdt...

Det blev sent den aften. Der skulle snakkes og synges... Efterhånden sivede familien i seng, men klokken blev dog tre, inden der faldt ro over lejren.

Lenes dagbog 16.2.89

... Vi havde planlagt en tur til Gorges du Verdon. En tur jeg godt kunne have undværet, men jeg tog dog med. Det er jo flot, og jeg håbede, at jeg ville være mindre klam i hænderne, når jeg så det anden gang - men nej! Vi tog dog ikke så langt. Allerede ved første udsigtspunkt vendte vi om. Eller skulle jeg kalde det "nedsigtspunkt"? Jeg er heldigvis ikke den eneste, der lider af højdeskræk.

Lenes dagbog 17.2.89

... Tidligt op. Det var et helt skuespil at gøre hele familien klar. De almindelige morgenritualer. Badning, børsten og regeren, dernæst at få hele familiens bagage samlet. De havde mer med til en uge, end Bjarne og jeg har tilsammen, og vi skal dog være væk næsten et helt år.

Efter et par timer lykkedes det dog at få alle ud af døren på én gang. Dernæst fulgte skænderierne om, hvem der skulle sidde hvor på bagsædet. Alle ville sidde ved vinduet. Lillemor vandt over Mette. De rullede ud af byen med Pernille ved rattet. En festlig og fornøjelig uge var slut. Det var gået forbløffende godt. Bjarne og jeg vendte tilbage til vores tosomhed, og det var lidt tomt.

Lenes dagbog 18.2.89

... I dag skulle vi til Nice for at besøge Eivind og Birte. Vi startede i god tid. Vi besluttede at tage den snørklede "genvej" derned. Det var en flot tur. Jeg havde den glæde at se mandeltræerne så småt i blomstring. Foråret er kraftigt på vej hernede...

Vi tog turen langs med Middelhavet fra St. Rafael til Nice. En imponerende tur. Stærkt trafikeret til trods for at det er onsdag og så absolut ikke i turistsæsonen. Men flot var det. Nogle gange kørte vi højt oppe, andre gange helt nede. Jeg var ikke klar over, at der var så bjergrigt så tæt ved kysten. Jeg nød at se de blomstrende mimoser. Kæmpebuske, knaldgule.

Da vi nærmede os Nice, blev trafikken ganske tæt, men Boulevarden var bred, så det gled stille og roligt. Men så skulle vi finde stedet. Jeg troede, det var ligetil, men langt fra. Birte havde ikke givet os grundig nok besked, og Nice er ikke så ligetil at forvilde sig ind i, når man ikke er stedkendt. Vi myldrede frem og tilbage ad Boulevard Anglaise og ledte efter et springvand, de ifølge min skitse skulle bo i nærheden af. Intet af den slags. Tordenvejr i førerkabinen. Jeg holdt klogeligt min kæft, klog af skade. Til sidst fandt vi et parkeringshus, plantede bilen og ilede ind på en café. Nu skulle vi have en lille én. Fra baren blev vi dirigeret i den rigtige retning, og ved hjælp af en flink politimand fandt vi endelig Maison Danoise. Vi tilbragte en meget hyggelig og fornøjelig aften. Ude at spise og senere snakken og grinen hjemme.

Lenes dagbog 22.2.89

... De sidste par dage har været regnfulde, men det betyder ikke noget for os. Vi er gået i gang med forberedelserne til opbrud mandag d. 27.2. Eller måske tirsdag. Irland kalder. Vi håber på, at når det dårlige vejr er nået til Sydfrankrig, er foråret i fuld gang i Irland.

Lenes dagbog 26.2.89

... Vi har lagt St. Martin de Bromes bag os og er på vej mod Irland. Vi vil bruge et par dage i Normandiet. De sidste par dage er gået med at vaske og pakke o.s.v., og Bjarne fik sin oversættelse færdig til tiden. Det holdt hårdt, men det gik.

Lenes dagbog 28.2.89

 

... Vi kørte mod den lille kystby Roscoffe, der ligger på nordsiden af Normandiet. Ifølge vores kort skulle der sejle en færge til Cork på Irland, men ifølge Jens' oplysninger var det tvivlsomt. Vi tog chancen... og heldet følger de tossede. Ifølge den nye sejlplan afgik færgen til Cork første gang i sæsonen den næste dag.

Lenes dagbog 2.3.89

Vores første glimt af havet (Atlanterhavet) i Frankrig.

 

... Nu havde vi en hel dag, vi skulle have brugt. Færgen gik først klokken 22:30. Vi besluttede os til at tage en tur langs den nordlige kyst. Vi skulle kigge lidt på det store hav. Det kunne vi ikke få nok af. Vinden var stadig kraftig, så havet rørte på sig. Det var en utrolig flot tur. Middelhavet kan godt gå hjem og lægge sig.

Lenes dagbog 3.3.89

 

The Emerald Isle 08-03-89

Kære venner,

Så er det overstået. Først går man så gruelig meget igennem, som en gammel digter sagde. Og så kommer man alligevel til Irland til sidst.

Tre måneder i Frankrig var en træls affære.

Lad os med det samme moderere. Det er så moderne. Kategoriske udtalelser bliver jo alligevel aldrig taget alvorligt. Så derfor vil jeg ikke blot hævde, at Frankrig er noget lort.

Lad mig i stedet sige, at Frankrig er langt fra godt.

Hvad er der så galt, vil den intelligente læser med det samme spørge. Og har jeg andet end intelligente læsere? Ja, jeg spørger bare.

Lad os tage det punkt for punkt startende med

Punkt 1.

De taler fransk og kun fransk.

Og det er helt rigtigt. Ama'r! De taler fransk, og de gør det godt. Men de forstår sgu ikke fransk. Ikke mit franske i hvert fald (nej, nej, Ulrich, ikke den slags fransk!). Man spørger om et eller andet og glemmer måske en konjunktiv eller bøjer et uregelmæssigt verbum regelmæssigt. Og så forstår de det ikke. Så trækker de på deres små skuldre (hvis de har et pain under armen kun på den ene skulder) og ser småhoverende på én. Ha! Han skal sgu ikke tro, han kan komme her! Hvis spørgsmålet er så enkelt, at jeg får hvert eneste ord rigtigt (eks: Ou est la toilette?), så svarer de høfligt med en masse uforståeligt. Og siger man så: Pardon. Je n'ais pas compris, så gentager de svaret med akkurat samme ord - men denne gang i dobbelt hastighed. For at være sikre på, at man heller ikke denne gang forstår en skid.

Og ingen (jo, nede i Nice var der et par enkelte i turistbranchen) forstår engelsk, ja end ikke tysk.

Og frankmændene hævder at have verdens bedste uddannelsessystem. Sprog underviser de i hvert fald ikke i.

Punkt 2.

De er venlige og meget, meget høflige. Bon jour, monsieur. Bon jour, Madame. Hele tiden. Au revoir, monsieur. Au revoir, Madame. Merci. Men ikke mere. De er selvtilstrækkelige, aflukkede, blottede for nysgerrighed og interesse for fremmede. Dette er sikkert noget, man især mærker efter tre måneder i Skotland. (Og efter tre dage i Irland bliver det endnu mere tydeligt. Men mere om det senere.) Som turist i en uge eller to er den slags naturligvis mere eller mindre underordnet. Så kan man nøjes med at betragte dem som "de indfødte", og så er de da meget charmerende.

Deres bilkørsel og parkering for eksempel. Hvor herlig sydlandsk, ikke? Jo, men fandeme ikke når man skal bo hernede.

Vi kender alle fra film den muntre gadefejer (f.eks. i Mon Oncle), der står med sin lille riskost og snakker med de forbipasserende. I løbet af dagen får han måske taget en fem eller seks strøg med kosten. Hvor er det dejligt! Folk har så god tid. Vi når det nok. Pjat og svindel! Sæt ham ind bag rattet i en bil, og så skal I se, hvor pressé (fortravlet, for de ikke franskkyndige) han er. Så kan det fandeme ikke gå hurtigt nok., Uden om alt og alle. I sving (hvor der naturligvis holder et par biler parkeret) og på smalle bjergveje. Fremad! Hurtigt! Det gælder liv og død! Og viger man ikke straks ud til siden, får man horn og lygter og finger.

Punkt 3.

Endnu et punkt der ikke gælder turister. Det er næsten umuligt at købe ind hernede. Det lyder måske utroligt, men det er ikke desto mindre sandt. I "vores" by havde vi to købmænd (den ene med slagtervarer, udmærkede) og en bager. Købmændene havde åben hver dag undtagen mandag. Naturligvis holder de begge lukket samme dag. Ellers bliver det for indviklet for dem. Og så er der middagslukket fra ca. 12 til ca. 4. Nå, det kan man lære. Bageren havde været så fremsynet, at han havde sat sine åbningstider op på døren - noget af et unikt syn i Frankrig, hvor ingen bryder sig om at skilte med, hvor lidt de laver. (Apropos skiltning, restauranter har for vane at sætte skiltet Ouvert ud og tænde lyset, når de lukker. Når der derimod er åbent, vil man som regel udefra se et mørkt lokale og skiltet Fermé i døren). Nå, bageren skulle have åben fra 8 til 12 og fra 18 til 19. Fint. Hvis han altså så havde det. Åbent, mener jeg. Men masser af eftermiddage kom man derop og så en lukket dør med et skilt, hvor der stod: "Ikke mere brød i dag." På fransk, naturligvis. Ingen franskmand ville kunne skrive et skilt på dansk (se pkt. 1). Ærgerligt, tænker man så og starter bilen og kører de seksten kilometer til nærmeste by med bager, Riez. Der er to af dem. Den ene holder vinterlukket fra 15. januar til 15. marts. Og den anden har et lille skilt hængende, hvor der står: "Ikke mere brød i dag." Atter på fransk (se tidligere kommentar). Herligt land. Landet hvor alle går rundt med et brød under armen. Ja, det er de sgu nødt til, for bagerne har aldrig noget. I sin kvide og sult går man så ind på en af caféerne i Riez og beder om en af de Aat Daags, de reklamerer med. Je regrette, pas du pain. Det er fransk, det er frygteligt.

Er der da slet intet godt at sige om Frankrig? Jo, naturligvis. Der er jo ganske nydeligt. Bjergene, oliventræerne, lavendelmarkerne, den blå himmel og det gnistrende solskin, der i tre måneder gav os temperaturer på mellem 20 og 30° fra cirka tolv middag til fem eller seks aften. Pragtfuldt for Lene, der vandrede rundt blandt syngende fårehyrder og barske rævejægere. Men mindre pragtfuldt for mig der sad i et koldt hus (17°) og arbejdede.

Og aftenerne der var tænkt tilbragt i hyggeligt samvær på den lokale café. Lukket. Seddel i vinduet fra Magistratens Tredie Afdeling, eller hvad den nu hedder hernede. Værten tre måneder i spjældet og bøde på 10.000 franc for skattesvindel. Denne seddel skal sidde i vinduet, så længe afsoning finder sted! Så slemme er de sgu da ikke derhjemme endnu. Vel? Nærmeste udskænkningssted seks kilometer væk, og det lukkede ved otte-ni tiden.

Hvad har vi da fået tiden til at gå med?

Arbejde. Jeg har lavet mindst dobbelt så meget i Frankrig, som jeg fik lavet i Skotland. Det skal siges til Frankrigs ros.

Vi har lagt tomandskabale, en udmærket beskæftigelse, hvis blot ikke Lene blev så forfærdelig sur, når jeg vinder.

Vi har haft besøgende hernede et par gange. Vi havde også et enkelt besøg i Skotland, men - undskyld, Preben, forstå mig ret! - det var ikke en livsnødvendighed. Det var det sgu nærmest hernede. Bjarne F.A., der kom en uge i begyndelsen af februar, og svoger og moster med hele Cirkus Gervin i midten af februar reddede på det nærmeste vore liv.

I forbindelse med besøget kom vi lidt ud at køre og kigge. Gorges du Verdon er imponerende, skønt vi aldrig kom hele vejen igennem på grund af Lenes vertigo. Mustier St. Marie, den lille bjergby lige inden gorgen er smuk. En tur til Marseille og Camargue var lidt af en skuffelse, indtil jeg fik øje på nogle røde dimser ude i vandet og spurgte Lene, hvad det var for nogle fugle. "Guuuuud! Det er flamingoer!" Straks var hele turen reddet.

Og en hyggelig tur til Aix en Provence for at besøge Lenes kusine Kathrine. Aix er en meget smuk by.

En tur til Nice for at besøge Lenes onkel og tante kom som en behagelig afslutning, der ligefrem fik et til at sige, at Frankrig måske ikke var helt så slem, som vi troede.

Bjarne

Flere billeder fra Frankrig?

Klik Frankrig 1 eller Frankrig 2

Fortsæt til kapitel 5: Irland. Brevudpluk og dagbogsnotater.