EFTERSKRIFT - TIÅR EFTER!

 

 

 

Det er lidt mærkeligt at se denne bog igen.

Jeg opdagede, at jeg kun havde et enkelt særdeles laset eksemplar tilbage selv, og med al den nye teknik, der nu er til rådighed, var det jo en indlysende tanke at lave en ti stykker mere -- -denne gang med farvebilleder.

Men så læser man jo teksten igen - og kigger endnu en gang på billederne.

Og tænker tilbage.

Jeg kan se, jeg havde ret i én ting: De ni måneder er virkelig skrumpet ind. Hvor har man dog glemt meget. Og det er ikke kun Altzheimer-Light.

*

Men hvad kom det hele så til at, betyde?

Tjah - i hvert fald blev vores fremtidige ferier bestemt. De skulle ikke gå til Frankrig! "Det er fransk, det er frygteligt!" blev Lenes valgsprog.

Og Skotland var for farlig. Jimmy og Donella og de øvrige på "Crofter's Rest" i Arisaig var lige lovlig tørstige. Og Lene var på en eller anden måde overbevist om, at de slet ikke ville være der. Og måske var Mr. Lee blevet syg igen. Eller Shep var død. Nej, Skotland fik lov at hvile i fred som et andet Brigadoon.

Men jeg snød. Nogle år senere tog jeg et par dage, til Arisaig sammen med Preben for at se, om alt stadig var, som det plejede. Det viste sig, at Lene havde haft en smule ret. Vi så kun enkelte af "de gamle", men Mr. og Mrs. Lee og Shep levede i bedste velgående, så Lene indvilgede i at overveje en tur til Skotland.

Desværre blev den aldrig til noget.

Til gengæld blev Irland besøgt flittigt, og Camp blev et "home away from home" for os begge. Og vi var så heldige, at vi fik flere af vore venner med derover, Erik og Anette var med i fjorten dage en sommer, og kort før Lene blev syg, lykkedes det os, at få Lone og Jens med derover en uges tid.

Og som jeg har nævnt tidligere, så er det en stor glæde at vise sine venner, hvad man er så begejstret for. Også selv om de måske ikke deler denne begejstring. Så ved de i hvert fald af selvsyn, hvad vi fablede om.

*

Den vigtigste konsekvens af vores sabbatår blev imidlertid vores beslutning om at flytte på landet. Uden opholdene i Arisaig og Camp var jeg aldrig gået med til det. Men jeg havde oplevet, at jeg - måske ikke sagtens, men i hvert fald rimeligt - kunne undvære storbyen, og nu godt ti år efter kan ikke ti vilde heste hente mig tilbage.

Jeg skal ikke forsøge at beskrive "landlivets velsignelser" - det er en helt anden historie. Men livet uden storbyens fristelser viste sig at være ganske udholdeligt.

Heldigvis nåede jeg både at vise og fortælle Lene, at vores beslutning var den rigtige.

Til gengæld er Irland trådt. en smule i baggrunden. Men det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen. Selv om minderne måske er stærke, så er de heldigvis også gode.

Og gode minder kan man ikke leve på - dem skal man leve med.

Strandhuse, oktober 2001.