GUSTNE GALLERE OG GÆVE GÆLERE

Optegnelser fra et sabbatår.

 

Af Bjarne & Lene Nielsen

 

 

Julen 1991

 

 

GUSTNE GALLERE OG GÆVE GÆLERE

blev oprindelig trykt i 50 eksemplarer og udsendt som julehilsen til vore trofaste korrespondenter under vor landflygtighed.

This "book" is dedicated to Jimmy, Donella, Gordon, Penny, Angela, Gerry, Mr. & Mrs. Lee, Shep, Mr. Foster, Alec, Kenneth, Danielle, Peter, Kathleen, Spot, Pat, Gene, John, Susan, John, Jean, John, Ann, Mike and all the others at Crofter's Rest in Arisaig and at Daly's in Camp without whom our sabbatical would have been far too French.

 

© Bjarne Nielsen 2005

1. Kapitel

AF STED

 

"Jamen, så gør vi da bare det!"

Sætningen faldt med Lenes sædvanlige prompte beslutsomhed en gang i 1975.

Vi var blevet gift i 1974, og Lenes søn, Christian, af tidligere ægteskab, var på det tidspunkt 6 år gammel. Jeg havde adopteret ham, da vi blev gift, men i de år Lene havde været alene med ham, havde hun tegnet og betalt til en livsforsikring, der skulle løbe, til han blev 18. Så han var sikret, hvis hun skulle falde fra, som man så diplomatisk udtrykker den slags ting i forsikringskredse. Når han så blev 18, ville pengene - en efter datidens forhold ganske rimelig sum, der dog som alle den slags summer viste sig at være skrumpet lidt ind i financiel overmodighed, da tidens fylde endelig kom - være til udbetaling og til fri brug.

Lene havde fortalt mig om disse penge, og jeg havde spurgt, hvad hun så havde tænkt sig at gøre med dem.

Der var jo flere muligheder, og det skader ikke at lægge vilde planer, selv om man snakker over ti år frem i tiden.

Det havde hun egentlig ikke overvejet.

Jeg åbnede munden men lukkede den straks igen. Standardreplikken "Kvinder!" lå mig på tungen, men et skarpt bid af de smældende fortænder fik den bidt af, inden den nåede ud.

"Der er jo Christians eventuelle uddannelse," sagde jeg og følte mig endelig både voksen og følsom. En rigtig ægtemand og far.

Lene rystede langsomt men så absolut skeptisk på hovedet.

"Hans farmor har lavet en børneopsparing til ham, som jeg også har sat en lille smule ind på. Og hvis vi lever til den tid, kan vi vel også hjælpe lidt til. Desuden skal han vel heller ikke have det hele forærende."

Atter åbnede jeg munden for straks at lukke den.

Ganske vist var jeg fyldt tredive, men erindringer om halm i træskoene og budpladser som tolvårig, long-john og petroleum til femte sal, alt det kunne vente et par år endnu.

Så åbnede jeg alligevel munden.

"Så ta'r vi sgu jorden rundt. Vi sælger alt, hvad vi ejer og har, og køber en af de her biler med senge og køkken og hele molevitten og kører af sted."

"Jamen, så gør vi da bare det," sagde Lene.

*

Det var som sagt i 1975.

Og nu skrev vi 1988.

Emnet havde naturligvis været oppe at vende i de forløbne år. Altid som noget givet, noget der én gang for alle var besluttet.

Men nu var tiden ved at nærme sig. Christian var blevet 18, og i efteråret havde han på trods af (eller måske i trods mod) at moderen utallige gange havde hevet ham med til diverse såvel gående men især cyklende fredsdemonstrationer og på trods af mine hårrejsende historier om Cirkus Mili alligevel besluttet at forsøge at bestå den danske Nato-autoriserede manddomsprøve.

Han lå ved fodfolket i Vordingborg.

Og samtidig døde vores hund.

Vi var alene.

Vi var frie. Eller så frie man nu kan blive under det kapitalistiske stavnsbånd.

I de mellemliggende år var det lykkedes mig at undslippe folkeskolens åg, men til gengæld havde vi bundet os med hus, og jeg med forretning og forlag. De to sidste ting var nemme, da ingen af dem gav overskud - tværtimod. Der ville være penge at spare ved simpelthen at lægge begge dele død et års tid. Og min egentlige kilde til indtjening var oversættelse, hvilket betyder, at jeg kan arbejde hvor som helst, der er et stik til tekstanlægget.

Men der var jo også sket andet i de forløbne år.

Vi var blevet 12 år ældre, for eksempel. Og med såvel alder som tid lykkes det os mennesker at skrabe en del til hobe, som vi kun nødigt skiller os af med.

Her tænker jeg ikke så meget på hus og bil og fast ejendom. Jeg tænker mere på ting som moster Annas gamle chatol, samlingen af tyve gange læste og ret så flossede Wodehouse-bøger, Nordeuropas største samling af Sherlockiana, egetræsbordet fra Lenes barndomshjem, diverse scrapbøger og fotoalbums, hele den masse af erindring og identitet vi slæber med os gennem livet.

Enten for at le og græde over den, eller blot for til stadighed at kunne huske og bevise hvem og hvad vi er.

Altså måtte vi droppe ungdommens glade: "Sælg hele lortet!"

Men som allerede den skotske poet Burns sagde, så går såvel menneskers som mus' bedst lagte planer ofte ud på et glidespor. Og det lykkedes os at glide uden helt at styrte.

En med kyshånd modtaget niece stod og manglede en lejlighed i København et års tid, og den i vore øjne svimlende husleje for en nittenårig klarede hun ved at flytte sammen med to venner.

Lejligheden med inventar var reddet.

Og vi havde noget at komme hjem til. Vi var allerede kommet i den alder, hvor en returbillet luner gevaldigt i baglommen og giver den fornødne sikkerhed.

Og det med bilen - camperen som det hedder på nudansk - gik nok heller ikke. Ungdommens spejderånd var veget for kravet om brusebad og anden pylret komfort. Når man har rundet de fyrre, ser man en anelse tåbelig ud i korte bukser og sportstrømper.

Og desuden var der jo dét med pengene.

Når man ikke sælger hele lortet, har man heller ikke den gennem årene opsparede kapital.

Tante Annas chatol var faktisk penge værd, og det samme gjaldt Sherlock Holmes-samlingen. Men vi nænnede det ikke, da det kom til stykket.

Så var der heldigvis livsforsikringen. Og mit arbejde.

Livsforsikringen viste sig som tidligere nævnt at være skrumpet lidt ind, men den dækkede dog de værste sorte huller samt en ny bil på grænseplader.

Det sidste var nødvendigt, da jeg skulle have mit tekstanlæg med for at kunne arbejde.

Og for at kunne arbejde var vi nødt til at finde nogenlunde blivende sted.

Det sidste udviklede sig til lidt af en diskussion.

Jeg insisterede på engelsktalende lande. Lene insisterede på lidt mere natur - et ret vidt begreb, så vidt jeg forstår noget, der ser kønt ud. Jeg har set det på film og fjernsyn, og det er yderst dekorativt. Men ligefrem selv at befinde mig midt i den - uden en glasvæg mellem os - forekom mig dog en anelse voveligt. Men helt glemt var spejderånden alligevel ikke, så vi blev enige om tre måneder på den skotske vestkyst, tre måneder i Sydfrankrig og endelig tre måneder på Irland.

Tiden var ikke svær at skaffe. Som skolelærer er min kone berettiget til et års orlov - uden løn, naturligvis - og med tilstrækkelig oversættelsesarbejde ville min tid være dækket mere end fuldt ind.

Men er De egentlig klar over, kære læser, hvor mange papirer og attester og dokumenter, vi dagligt omgiver os med? Jeg mener, alle skriver om junk mail, den evindelige strøm af reklamer vi ufrivilligt påføres gennem den af postvæsenet lovbestemte sprække i døren - en indgang til vort privatliv og et smuthul for reklamemillionerne, der afskrives skattemæssigt eller lægges på varerne - eller helst begge dele.

Når man har en lille - og jeg mener virkelig lille - antikvarboghandel som sidejob, så kræver staten (told-, skatte- og diverse andre myndigheder) papirhobe, der må koste adskillige regnskove om måneden, og som kan få den almindelige junk mail til at ligne fødselsdagsposten fra familien til et barnløst, hundredårigt enebarn.

Og alle disse ting skulle helst ordnes, inden vi tog af sted. Men det var umuligt. Vi var nødt til at tage noget af det med os. Momsregnskab, toldpapirer, Weidekamp og hans pumpestok, to store arkivkasser fulde af ting, der skulle ordnes fra det store udland. Nå, det fik gå, som det nu bedst kunne.

En god ven lovede at eftersende posten cirka en gang om ugen - tak og lov for ham! - så papirer, husleje, moms, told, skatter, forsikringer, telefon, gas, vand, lys og hvad ved jeg kunne ordnes hen ad vejen.

Vi fik mange gode råd fra venner og bekendte. Det bedste var dog fra nogle gamle venner, der havde bekendte, der havde et hus i Sydfrankrig. Det kunne vi måske leje. Så var vi sikret ophold i den periode. Vi mødte disse mennesker, der yderst venligt og til en leje, der var ovenud rimelig, lod os benytte deres hus i Provence fra december til marts. Skotland og Irland ville vi selv klare på stedet. Personligt var jeg meget taknemmelig for at få det franske arrangeret hjemmefra. Rent sprogligt er jeg ingen ørn til fransk, og mit ordforråd dækker kun de mest nødvendige restaurantbestillinger (to øl, tre øl, fire øl, derefter bliver det med fingrene), så lejeaftaler med en sydfransk bonde havde nok oversteget mine evner. En af os var sikkert blevet gruelig snydt.

Vi havde naturligvis snakket om at henvende os til et bureau herhjemme for på forhånd at leje noget i Skotland og Irland, men vi gik fra det. Vi ville gerne se byen, "føle" den, før vi besluttede os. Et fotografi kan se meget idyllisk ud, men man kan risikere at komme til at bo yderst idyllisk midt i Skotlands svar på Glostrups industrikvarter.

*

Dagen nærmede sig. Vi skulle af sted. Mange af vore venner spurgte bekymret, om vi nu kunne have det hele med? Det hele hvad? Jeg skulle naturligvis have mit tekstanlæg og lidt kontorsager med, men hvad fanden var det ellers, de snakkede om? Tøj?

Enhver globetrotter (eller handelsrejsende mellem Korsør og Nyborg) ved udmærket, hvordan man pakker. Enhver spejder ved det. Hvad var problemet? Jo, vi skulle jo være væk et helt år. Jeg forsøgte spagfærdigt at forklare dem, at det ikke var noget problem. Havde de da aldrig prøvet at pakke til en måneds ferie? Jo, det havde de, men et helt, langt år var da noget ganske andet.

Naturligvis er det ikke det. En måned eller et år - bagagen er næsten den samme. Hvem af os har rene underbukser og sokker til et helt år? Vi har i hvert fald ikke. Og smoking og jakkesæt og lange rober lod vi også blive hjemme. Egentlig pakkede vi som til en tre-fire uger på landet.

Men visse småting er naturligvis praktiske at huske. De mange ting, der ikke bruges hver dag, men som ofte i løbet af et år kan gøre dagliglivet betydelig lettere - især undervejs i bilen. Skrivemateriel, kuverter, saks, nål og tråd, tape, lommekniv, en skruetrækker, snor, køkkenrulle og så videre. Men skulle man endelig have glemt noget af den slags, kan det købes. Det er ingen herregård, så man behøver ikke gå i panik over den slags.

*

Endelig kom vi af sted. Troede knap selv på det, men befandt os tirsdag den 6. september 1988 i egen bil på vej tværs gennem Danmark med kurs mod Esbjerg.

Turen til Skotland gik fint. Esbjerg-Newcastle blev tilbagelagt på en blikstille Nordsø. Det meste af tiden tilbragte vi naturligvis i det på båden dertil indrettede vandingshul.

Vores plan var egentlig at tilbringe en tre-fire dage i Edinburgh, men jeg ville gerne i gang med arbejdet, så vi blev enige om at køre direkte til Skotlands vestkyst for at finde "blivende sted" og så gemme Edinburgh til en slags "ferie" i næste måned.

Vi følte os ikke ligefrem velkomne, da vi kørte fra borde i Newcastle. Men det var måske ikke kun myndighedernes skyld. Når man melder fra i det danske folkeregister og rejser udenlands et års tid, er der vist nok mulighed for at undgå at betale skat i Danmark. I stedet kan man betale den betydeligt mindre skat i England, Frankrig og Irland, hvor vi havde tænkt at opholde os. Imidlertid havde papirarbejdet for blot at slippe ud af landet været så overvældende, at jeg slet ikke kunne forestille mig, hvad det ville betyde af papirnusseri at slippe med en billigere skat. Jeg opgav - ikke af samfundsbevidste, fædrelandskærlige grunde - af ren og skær dovenskab.

Derfor havde jeg besluttet ved indrejsen i England at svare "ferie", når de spurgte mig, hvad formålet med mit ophold var. Og det spørger de altid om. Så da vi blev spurgt, svarede jeg som planlagt: "Ferie." Et undrende udtryk bredte sig over tolderens ansigt. "Tre måneder?" sagde han med dyb mistænksomhed. Og jeg må indrømme, at jeg ikke havde noget svar på rede hånd. Tre måneders ferie er nok lige i overkanten. Selv for os.

Og så kastede han et blik på bilens nummerplader, og så var helvede løs. Om jeg var klar over, at der ikke var betalt afgift på den bil? Jeg forsøgte spagfærdigt at forklare ham, at det var den eneste grund til, at jeg havde haft råd til den, men det gjorde ikke noget større indtryk. Jeg fik et langt foredrag om, hvilke grufulde straffe jeg ville være hjemfalden til, hvis jeg opholdt mig over seks måneder i England med bilen - eller hvis jeg solgte den videre under mit ophold. Jeg gjorde mit bedste for at overbevise ham om, at jeg kun skulle være her tre måneder, samt at jeg ikke havde til hensigt at sælge bilen. Han så meget tvivlende ud. Og så bad han om at få den tømt.

Ja, tømt!

Nå, Lene steg ud, og vi gik i gang. Da vi nåede ned til tekstanlægget og fik hevet skrivemaskinen ud og afdækket skærmen, tænkte jeg: "Nu siger du et eller andet. Et eller andet der kan forklare, bortforklare, hvad som helst." "Jeg er skribent", sagde jeg kvikt. "Jeg håber på at skrive artikler og oversætte tekster, mens jeg er her." Hans ansigt lyste op. "Forfatter?" spurgte han. "En slags," sagde jeg ubeskedent. Og så var sagen klaret. Så kunne vi pakke sammen igen.

Nu sidder der måske en og anden forfatter og tror, at dette er en kompliment til standen, men jeg tror egentlig ikke, det skulle opfattes sådan. Nærmere noget i retning af: "Nå, han er smågal men ganske ufarlig."

Under alle omstændigheder fik vi lov at pakke vognen igen og køre med en sidste advarsel om ikke at sælge den.

Vi var i England. Vores sabbatår var begyndt for alvor.

*

Hjemmefra havde vi fået adressen på et godt sted at overnatte, et "slot med malt whisky på servanten og sækkepibemusik fra gårdspladsen om morgenen", og det ville vi naturligvis gerne prøve. Det skulle være en slags bed and breakfast, og muligvis kunne man snakke sig til rette om en rimelig pris for tre måneders ophold.

Nu skal det her bemærkes, at vejene herovre er en smule særprægede i forhold til de danske. Vi havde naturligvis anskaffet os et ordentligt kort, der viste os såvel "store" veje, "almindelige" veje og "mindre" veje. Her i Skotland skal man gøre sig klart, at en "stor" vej betyder to-sporet. En "almindelig" vej er delvis to-sporet, delvis en-sporet med vigepladser, mens en "mindre" vej nærmest svarer til stierne gennem Fælledparken, dog ikke helt så velholdte.

Men dette fandt vi først efterhånden ud af. Vi begav os mod området Argyll, nærmere bestemt byerne Ardfern og Lungha. Og efter en meget smuk tur op langs Loch Lomond og derefter vestover fandt vi det også til sidst. Men det var for enden af mindst fem kilometer opblødt mudder - nærmest en dyreveksel - så vi opgav. Turen hver dag for at proviantere ville gøre det af med en hvilken som helst bil - selv en Landrover - for slet ikke at tale om aftenturen til pubben. Efter to pints ville jeg aldrig finde hjem.

Så vi fandt i stedet den nærmeste by med turistkontor, Oban. Her købte vi en bog med self catering, altså sommerhuse, campingvogne og lignende til leje, steder med eget køkken og helst også bad. Og efter middagen fandt vi et rimelig roligt sted, hvor vi kunne kigge i bogen og finde muligheder og strege dem ind. Og da jeg havde hentet forsyninger ved baren, gik vi i gang.

*

Næste morgen startede vi hos den lokale ejendomsmægler for at høre, om han skulle have nogen ideer. Vi fik at vide, at alt var udsolgt, da den engelske højsæson varede indtil 1. oktober. Det lød jo ikke opmuntrende. Men vi havde fundet en del steder i vores håndbog, så vi lod os ikke slå ud. Fulde af optimisme kørte vi nordpå.

De første par steder var håbløse - dels på grund af vejforholdene (hvis der overhovedet var nogen vej, Vi fandt et par steder på kortet, der tilsyneladende slet ikke stod i nogen form for forbindelse med omverdenen), dels fordi byerne så for kedelige ud - de var ikke "skotske" nok, hvad det så end betyder.

Under alle omstændigheder fik vi et indtryk af det skotske højland. Her falder man ikke i søvn ved rattet. Venstrekørslen er ikke noget problem. Men vejene zigzagger ustandselig, terrænet går op og ned som en rutchebane, og jeg tror ikke jeg brugte fjerde gear mere end sammenlagt en halv time den dag.

Hen på eftermiddagen nåede vi på vores liste til en lille by - Arisaig - hvor der skulle være sommerhuse til leje. Om ikke andet kunne vi tage en bed and breakfast. Vi ankom ved sekstiden og kørte direkte til byens hotel/restaurant/lounge/public bar, hvor vi fik noget at spise i loungen. Jeg forsøgte at ringe til de annoncerede steder, men det ene sted blev der ikke svaret, og det andet sted var optaget indtil 1. oktober. Altså måtte det blive B&B. Mens Lene drak kaffe med dertil hørende malt whisky (baren i loungen havde mindst 100 forskellige malt whiskyer på lager!), sikrede jeg os husly for natten.

Vores lille hjørne af Skotland.

 

Da vi efter middagen havde installeret os på vort værelse, var klokken kun halv ni, og jeg foreslog, at vi gik tilbage til baren. Forslaget blev enstemmigt vedtaget. Vi benyttede atter loungen, hvor vi havde spist. Ved ni-tiden begyndte stemmerne inde fra the public bar at stige, og snart efter var der musik - levende. Jeg foreslog, at vi skiftede opholdssted, men det var Lene ikke meget for. Vi sad jo så behageligt. Og man skulle ud af døren og rundt om huset for at komme ind på pubben. Jeg insisterede. Og ganske rigtigt var der levende musik, stuvende fuldt og høj stemning. Jeg var allerede ved at blive klar over, at det var her, vi skulle bo.

Et kvarter i elleve skyndte jeg mig som erfaren pubkravler op til baren (det tog ca. 10 minutter at mase sig igennem til den) for at få the last order. Ingen andre syntes at have særlig travlt, og det viste sig da også, at der var åben til næsten klokken et. Den slags tager man åbenbart ikke så tungt her.

*

Ved morgenmaden bad jeg om hjælp hos familien, vi boede hos. Kendte de mon et af de steder, hvor der blev lejet hytter/huse ud? Jo, manden kendte det godt nok, men han så bestemt ikke begejstret ud. En af hans venner havde en gang booket sig ind for to uger men var kun blevet i to dage. Det lød jo ikke opmuntrende. Vi forklarede ham situationen, og han havde straks en idé. I et hus ca. en halv kilometer uden for byen boede nogle ældre mennesker, og han mente, at de lejede halvdelen af deres hus ud. Vi gik ud for at høre, men der var naturligvis ingen hjemme. Lenes optimisme var efterhånden på vej ned mod nulpunktet, men den gamle havde selvfølgelig fuld check på sagerne. Vi kørte så en kysttur ud ad den vej, vi gerne skulle komme til at bo på. Vejen var omtrent så bred som en havegang i en mindre kolonihave. Får og høns og køer går frit på vejene, og de gi'r åbenbart fanden i såvel bilister som almindelig vigepligt. End ikke venstrekørslen overholder de. Det er bare med at vente. Nå, vi nåede da ud for enden af vejen og sad og fik en lille medbragt, mens Lene kiggede sig omkring. Fugleliv og så videre var rigt. Hun var meget ivrig efter at bo her.

Trafikpropper af denne art er usædvanlige  -  normalt er det får, der står i vejen.

 

På tilbagevejen var vi inde for at se, om der var kommet nogen hjem. Det var der. Men vores trængsler var endnu ikke omme. Manden vidste ikke noget. Det var konen, der stod for den slags. "Kom tilbage senere". Huset var muligvis allerede lejet ud. Lenes humør havde nu nået nulpunktet, så der var kun ét at gøre. Og det gjorde jeg så. Da vi havde fået tyllet et par pints i os på pubben, vendte vi tilbage. Og naturligvis - "Hvad sagde farmand, Lene?" - var huset ledigt. Prisen var £80 om ugen. Plus el. Jeg spurgte, hvad hun skulle have for ti uger. Hun spurgte, hvad jeg havde tænkt mig. Sådan gik det lidt frem og tilbage, indtil jeg forsigtigt (og med mulighed for at prutte lidt) sagde £500 for hele perioden. Det var hun åbenbart yderst tilfreds med (Satans!). Hun fik £50 på hånden, og vi aftalte, at indflytningen skulle finde sted søndag eftermiddag.

Aftenen tilbragte vi på - ja!

*

Søndag d. 11. september var der indflytning. Det mest spændende var naturligvis, om jeg kunne få tekstanlægget tilsluttet, så det virkede. Det lykkedes. Et converterstik til £2 var nok. Og søndag klokken tolv kunne vi sætte os med en McEwans Export foran kaminen (naturligvis elektrisk med lyserødt lys og bevægelig flammeffekt opsat foran den rigtige) og slappe af i "vores eget hus". Herlig fornemmelse.

Lene fik malet vores hus.

 

Huset er udmærket. To soveværelser ovenpå, en stue, et lille køkken og et badeværelse. Ingen bruser. Alt går på el - til 50 pence pr. gang. Det ser ud til, at det bliver mellem £1 og £1,50 om dagen med varmt vand og opvarmning. Det sidste er nødvendigt. Her er ret køligt indenfor. Huset er naturligvis ikke isoleret, men til gengæld er vinduerne nye og nogenlunde tætte. Et sjældent syn i Storbrittanien. Fjernsynet kostede naturligvis også ekstra. £2 om ugen. Det ofrede jeg dog gerne. Her er kun tre kanaler, men det er rigeligt. Den skotske (en ITV kanal) har engelske og amerikanske serier og film det meste af tiden. Desuden er der BBC 1 og BBC 2.

 

Lenes første opgave, når vi kom et nyt sted hen, var at sætte billedet af Christian op.

 

Nu er rutinen gået i gang. Jeg har skrevet et par timer hver formiddag. Lene går ture, hvilket der er uanede muligheder for. Stier, fjorde, halvøer, skove, bjerge. Alt hvad hjertet kan begære. Selve byen er meget lille. Den består af en købmand, et postkontor, en restaurant, og så hotellet med restaurant og pub. Men hvad mere har man brug for? Købmanden har tilsyneladende alt, hvad vi skal bruge (undtagen cigaretter uden filter. Det ryger man åbenbart ikke her. Jeg måtte helt til Mallaig, ca. 13 kilometer, for at få fat i et karton Senior Service i dag), og to gange om ugen kommer den kørende slagter, og fiskemanden er her en gang om ugen. Og så er der jo endelig "storbyen" Mallaig kun 13 kilometer (men på grund af vejene en halv times kørsel) herfra.

Arbejdet er gået godt i gang, og alt fungerer. Lidt vrøvl med det varme vand på badeværelset viste sig at skyldes, at jeg havde glemt at slå kontakten til. Lokalbefolkningen er yderst venlig men endnu lidt tilbageholdende. Lene går ture og kigger på sæler, der åbenbart holder til i flokkevis på de små skær her i bugten. Hun er også begyndt at male lidt. Endlig har hun fået til opgave at føre "logbogen". Lidt fjernsyn om aftenen er heller ikke at kimse ad, og da Lene jo gerne ser, at jeg også får lidt luft, spadserer vi til pubben (en halv kilometer) hver aften.

Medio september 1988

 

Vores hus med Arisaig i baggrunden.

 

Fortsæt til kapitel 2: Skotland. Brevudpluk og dagbogsnotater.