3. Kapitel

SKOTLAND

Ti uger der ikke rystede verden.

 

Når man slår sig ned et vildtfremmed sted, har man altid såvel forudfattede meninger som ideale forhåbninger. Og når man hele sit voksne liv har drømt om at komme til Skotland, og så endelig kommer for at være i så lang tid som tre måneder, synes man, at man har en evighed foran sig.

Det er næsten umuligt at fatte, at tiden snart er gået.

Men vi skriver i dag d. 16. november, og vi har kun små 14 dage tilbage her i Højlandet.

Jeg ved, at mange af mine venner vil spørge: Hvad i .... får man tiden til at gå med i en by med cirka 150 indbyggere og med små 20 kilometer til nærmeste "større" by?

Svaret er ganske enkelt. Der er langt fra tid nok. Mulighederne for vandreture, pubture, køreture samt bekendtskaber er nærmest uendelige. Vi er i Skotland. Ikke i København. Før jeg kom her, hævdede jeg altid, at har man set ét bjerg, har man set dem alle. Nu ved jeg, at det er en fed løgn.

Måske skulle jeg forsøge at beskrive vores dagligdag. For en sådan får man, når man er så godt som "fastboende". Og det endda lynhurtigt. Et menneske må have sin faste tidspunkter at holde sig til, sagde allerede Martin A. Hansen. Og her er visse af tidspunkterne nærmest Gudgivne. For eksempel er posten ikke klar før cirka 12:30. For eksempel har posthuset lukket fra 13:00 til 14:00. For eksempel lukker pubben (officielt) fra 14:30 til 17:00. For eksempel er banken i Mallaig lukket fra 13:00 til 14:00.

Selv den mest tungtbegavede kan se, at der er i hvert fald en enkelt af tiderne, der må prioriteres. Og de andre skal også overholdes. Derved antager ens indkøbsmønster og gåen-i-byen-mønster automatisk ganske faste rammer. Alt planlægges, så det kan kombineres med a quick one.

Efter sen morgenkaffe ved ti-elleve-tiden kan arbejdet gå i gang. Jeg tænder for tekstanlægget, og Lene begynder at iføre sig vandreudstyret.

En daglig avis skal der naturligvis til, om ikke andet så for at vide hvad der kommer i fjernsynet. Men aviserne købes på posthuset, så det kombineres med postafhentning lige før klokken et. Det er nemlig også et godt tidspunkt for a pint of heavy, da en del af de lokale kommer ind på denne tid af samme grund. Som regel er pubben dog sparsomt besat på denne tid. Det drejer sig virkelig om a quick one. Men dog ikke hurtigere end at dagens nyheder og rygter lige kan viderebringes. Og vejret kommenteres. Vejret er den britiske nations foretrukne konversationsemne, og her i en lille fiskerby er det naturligvis også af en vis vigtighed. Lene, der i begyndelsen havde lidt problemer med sproget, lærte først af alt at sige: "It's a lovely day today." Hvilket for den intelligente læser naturligvis fortæller lidt om, hvordan vejret har været her.

Når dagens aktuelle emner er udtømt, går det arbejdende folk tilbage til maskinerne - fiskerbådenes dieselmotorer eller tekstanlægget.

Omkring klokken halv fem eller fem er Lene vendt tilbage fra højlandet eller fra kystvandringen, og efter en ti-femten minutters beskrivelse af de vidundere, hun har mødt - sæler, kronhjorte, oddere, kongeørne samt en masse andre kreaturer, hvis navne jeg ikke lige kan erindre mig - laver vi en indkøbsliste.

Supermarkedet har naturligvis alt, hvad et sådant skal have - og lidt til. Det fungerer også som en slags provianteringshandel for fiskerne. Enhver, der har beboet de britiske øer, vil vide, at engelsk (eventuelle skotske læsere bedes undskylde udtrykket!) føde hovedsagelig består af færdigretter i form af dåser, pulvere eller dybfrosne sager klargjort til mikroovnen. Her i supermarkedet er der dog mulighed for friskslagtede kyllinger - og de smager af betydelig mere end tilsvarende danske, skal jeg hilse og sige - samt naturligvis fisk.

Men lyksaligheden over alle lyksaligheder i supermarkedet er og bliver mælken. På flaske. Gennemsigtig flaske. Og den smager lige sådan. Lene behøver ikke fløde til kaffen. Hun tager toppen af mælken. Åh, herlige nostalgi!

Når middagen er indkøbt, er det atter tid for en lille hurtig. På dette tidspunkt er det dog begyndt at blive farligt. Omkring klokken seks kommer de sidste fiskere fra havnen, og snakken har en tendens til at begynde at gå, hvorved tørre pletter i halsen breder sig med en smitsomhed som pesten. Desuden er det her i landet dårlig tone at gå til baren og købe en pint til sig selv. Man køber til bordet, subsidiært baren. Og man spørger ikke folk, om de vil have mere. Man bestiller bare, og inden man ser sig om, sidder man pludselig med en tre-fire fulde glas foran sig. Og så er man inde i omgangene. Så skal man sørge for selv at få givet tilsvarende. Og så går der kludder i regnskabet (det føres jo ikke åbenlyst, det foregår pr. intuition), og ingen kan alligevel nå at drikke så meget øl, og så begynder de små skarpe i form af whisky at komme på bordet, og så er man mere eller mindre fortabt.

Måske skulle jeg her fortælle lidt om vores local, "The Crofter's Rest". Den hører til hotellet, og baren betjener også hotellets lounge, hvor man kan spise, og hvor der er tæppe på gulvet. Det er der udpræget ikke i the public bar. Et nøgent lokale, ingen udsmykning på væggene bortset fra et par små forkølede opslag om den lokale pool-turnering samt en reklame for det orkester, der skal spille næste søndag. Seks borde med bænke ud mod væggene og stole ind mod midten. Og så en lang bar. Lyset kommer direkte ovenfra fra en lysekrone med nøgne pærer, hvoraf et par stykker altid synes at være gået, fordi de dansende sidste søndag slog dem i stykker. Man vil kunne forstå, at det ligger så langt fra den amerikanske turists ideale pubbillede som overhovedet muligt. Her er kun det allermest nødvendige, ingen plyds og ingen krummelurer. Henrik V. Ringsted ville sandsynligvis ikke have anet, hvad han skulle stille op her, og Steen Eiler Rasmussen og professor Elling ville være gået hovedrystende bort. Måske ville jeg selv i bundløs naivitet have gjort det samme, hvis ikke "The Crofter's Rest" havde været Arisaigs eneste mulighed. Men det var den heldigvis. Og som enhver god dansk værtshusgænger ved, så er det ikke barens indretning, der gør stedet. Det er ene og alene kunder og betjening. Og her ville "Crofter's Rest" være kommet ind på en fornem plads på såvel Ringsteds som Friis Møllers top-ti liste.

Bag baren står Gordon og Penny. Og når de er indisponerede Carol eller Angela. De aller fleste kunder er naturligvis stamkunder, hvilket betyder, at der bliver skænket op i samme øjeblik, man træder ind over dørtærsklen. Nogle gange inden, idet vinduet fra baren har udsigt til bugten og havnen, så man kan se, hvem der er på vej. Visse eftermiddage kan man føle sig hensat til Wodehouse's univers. Mange af dem, der kommer ind, kender man kun af udseende - og af drikkevaner. Her kommer en stout, her en Grouse og her en pint of heavy.

Naturligvis er baren desuden forsynet med såvel jukebox som spillemaskine samt fjernsyn - og alle tre ting får som regel lov at køre i højtalerne på hinanden. Hvilket gør, at ingen kan opfatte noget af noget som helst. Men det synes bare at forhøje stemningen. Så råber man en anelse højere.

Op ad en trappe bagtil kommer man til baglokalet, hvor pool bordet står. Tyve pence for at få ballerne ud. Der bliver spillet en del, og hver lørdag er der turnering med pubberne i de omliggende byer Morrar og Mallaig.

Søndag aften er der levende musik. Som regel to eller tre mand der spiller skotsk og irsk folkemusik samt lidt country & western. Så er pubben stuvende fuld, ældre og yngre mellem hinanden, fædre og sønner, svigermødre og sønner, døtre og bedstemødre. Der synges og danses, og øl og whisky langes over disken i uendelige strømme. Og tilsyneladende er alle glade. I de tre måneder har vi endnu ikke oplevet så meget som optræk til ballade. Hvis nogen bliver for munter, kommer Penny ned og fører kærligt men håndfast vedkommende udenfor. Nogle ville måske mene, at det var den mandlige bartender Gordons job, men for erfarne værtshusgæster kommer det ikke som en overraskelse, at kvinder er bedst til den slags.

*

Vores daglige rutine brydes naturligvis ind imellem. Der er to ting, vi ikke kan få i Arisaig: penge fra banken og cigaretter uden filter. Den nærmeste bank er i Mallaig, der ligger cirka 15 kilometer nordpå ad snoede bjergveje. Og her kan man også få rigtige cigaretter. Det lykkedes ganske vist at få pubben til at indkøbe nogle kartoner, men de kunne ikke rigtig følge med vort forbrug. Og vi skulle jo alligevel ind og hente penge i banken.

 

Kystvejen ud ad Rhue  -  ved lavvande.

 

Ellers har byen egentlig, hvad vi behøver. Postkontor med middagslukning fra 1 til 2. En købmand der har åben hver dag (også søndag), og hvor man kan få så godt som alt. Dog mangler der måske lidt friske madvarer, men til gengæld kommer slagterbilen to gange om ugen og fiskemanden en enkelt. Og endelig er der både slagter og fiskehandler i Mallaig. Og endelig er de fleste lokale fiskere, og vi er blevet tilbudt hummere og laks og muslinger, og jeg ved ikke hvad. Problemet var, at vi ikke anede, hvad vi skulle stille op med alt det havfoder.

*

Arisaig ligger som sagt og putter sig i bunden af en bugt. Nordpå går halvøen ud mod Silver Sands, en strandstrækning med masser af campingpladser, der må være et paradis om sommeren - og sikkert frygtelig overrendt.

Sydpå går halvøen Rhue ud, der er mere eller mindre øde. Kyststrækningen bugter sig i vige og bugter og små indsøer, når tidevandet har trukket sig tilbage. Det var her, Lene gik de fleste ture. Og det var her i disse mange bugter fulde af småøer og skær, at sælerne holdt til. De lå i solen og strakte sig med hoved og hale i vejret som et stykke rugbrød, der har ligget for længe fremme. Af og til tog de en kort svømmetur, og Lene hævder, at de var yderst nysgerrige. Når hun gik langs kysten, kunne de forlade deres hvilested og svømme med hende et godt stykke vej for at se, hvad hun skulle. I højlandet bag kysten var der kronhjorte, og i småfloderne og vigene var der oddere. De sidste tog det lang tid at finde. Lene var ude fire eller fem dage på jagt efter dem, før det omsider lykkedes hende at få øje på en. Og i luften hang der falke og musvåger og kongeørne.

Bag byen tårnede Kinloid sig op, et mægtigt højlandsterræn på en fire-fem hundrede meter. Turen bag om byen, op over Kinloid og ned igen seks kilometer ude på den anden side af byen tog fem-seks timer, og Lene tog den et par gange. En af de sidste dage måtte hun fortælle et par af de lokale om turen. Gerry, som ellers var meget glad for at gå ture, havde endnu aldrig vovet sig ud på den.

*

Som sagt formede vores hverdag sig hurtigt ret "trivielt" i den betydning, at vi fik rimelig faste vaner. De mange pubbesøg gjorde naturligvis, at vi efterhånden lærte det meste af byens befolkning at kende. Under alle omstændigheder bevirkede det, at alle i byen vidste, hvem vi var. Og det er vigtigt for danskere, der søger udenlands. Når danskere taler dansk sammen, lyder det for udlændinge meget ofte som tysk, og det er ikke nogen anbefaling. Hverken i Skotland, England, Holland eller Frankrig. Man skal så hurtigt som overhovedet muligt få flettet sin nationalitet ind i samtalen. Dansk! Det er slet ikke dårligt ude i den store verden.

Folk hilste på os på vejen og vinkede ad bilen, når vi kørte forbi. Hundene kom rendende for at slikke vore hænder, og selv kattene smøg sig om vore ben.

*

Og hvad oplevede vi så? Natur! Højlandet, der kun kan beskrives med klichéen majestætisk. Andet er der faktisk ikke at sige. Et bjerglandskab der er blødt i konturerne, højder vi ikke kender hjemme, men højder der alligevel ikke har noget med "bjerge" at gøre, ikke med de norske fjelde eller Alperne eller lignende. Bløde bakker på fem hundred til tusind meters højde, græsklædte med klippefremspring hist og her, lyng og får. Alle vegne får. Hvide totter på stejle skråninger, og her i Arisaig-området næsten altid på baggrund af vand - et eller andet sted lå Atlanterhavet i baggrunden, om ikke andet så i form af en dyb fjord eller en vig.

Dyrelivet skal jeg personligt ikke udtale mig om, det er Lenes afdeling. Men fra min skrivemaskine kunne jeg næsten hver dag gennem vinduet se sælerne sole sig på de små skær, der dukkede op i bugten ved ebbe. Og jeg kan sige, at Lene som regel fik fire-fem-seks timer til at gå med at vandre omkring på vores halvø. Uden at få nok.

Det var svært at komme så tæt på sælerne, at man kunne fotografere dem. heldigvis malede Lene en.

 

Hvad jeg oplevede var nok først og fremmest kultur. Taget i videste betydning, naturligvis. Ikke i form af kirker, museer eller gamle slotte, men i form af omgang med de mennesker, der bor i området, lever af området, lever på området. Og det foregik naturligvis på pubben, the local.

Jeg skal her lade glemslens nådige slør sænke sig over de sene aftener på pubben, hvor jeg ved fire-tiden om morgenen blev opfordret til at stemme i med Did you ever go across the sea to Ireland, og jeg skal heller ikke komme nærmere ind på, da Mr. Foster købte tolv poser chips og gik ned på havnen, hvor han strøede chips ud hele vejen op til pubben og ind i baren, hvorefter svanerne kom guffende ind i lokalet til stor moro/gene for de øvrige gæster.

Ejheller skal nævnes, da Kenneth... eller da Jimmy... eller da Gordon... eller den aften hvor Penny...

Diskretion en æressag.

Måske kan jeg nævne en lokal skik. Dip charges. I et halvliters glas med øl (a pint) nedsænkes et glas (a schooner) med Drambui. Virkningen af flere på hinanden følgende dip charges overlader jeg til læserens egen fantasi.

*

Hvis jeg endelig skal opsummere, må jeg nok sige, at Arisaig for os var en flig af Himmerig, a garden of Eden som vi også sang. Dette sidste er skrevet efter en lille uge i Frankrig, og jeg tror ikke, jeg nok kan understrege betydningen af at "tale sproget". Gåseøjnene skyldes naturligvis, at der er tale om to ting. I Skotland mødte vi ikke andet end åbenhed, venlighed, hjælpsomhed, gavmildhed, vid, samt en enestående vilje til at forsøge at forstå "turisterne" og at gøre deres ophold så behageligt som muligt.

Efter en uge i Frankrig må jeg sige, at vi her møder venlighed og hjælpsomhed - men viljen til at forsøge at forstå vort ubehjælpsomme fransk mangler. På baren står man alene. Ingen taler til én, ingen nysgerrighed, intet forsøg på at inddrage "de fremmede". Franskmændene er sig selv nok. Det skyldes naturligvis til en vis grad sproget, men ikke bare. Der er noget over de franske byers tilskoddede vinduer, der siger noget om mentaliteten.

*

PS: Efter tre måneders daglige eftermiddagsbesøg på "The Crofter's Rest", hvor jeg altid sagde til Penny, at jeg bare var inde for a quick one, blev jeg ved det afskedsgilde, som pubben arrangerede for os, oplyst om, at hvis jeg virkelig var interesseret, og hvis Lene ikke havde noget imod det, ville Penny da godt give mig a quick one. Ak ja, sproget er sgu væsentligt.

 

Trykt i Sydsvenskan 4/12-1988 og i Politiken 15/4-1989

 

.

Illustration af Jørn Villumsen fra Politiken.

Flere billeder fra Skotland?

Klik Skotland 1 og/eller Skotland 2.

Fortsæt til kapitel 4: Frankrig. Brevudpluk og dagbogsnotater.