2. Kapitel

SKOTLAND

Brevudpluk og Dagbogsnotater

 

... Efter min indkøbstur pakkede jeg rygsækken og vandrede ud på den lille halvø, som vi bor på. Jeg havde kikkert, fuglebog, malergrej o.s.v. med, men aller først ville jeg udforske området, og du milde hvor er der meget. Efter en times tids vandring syntes jeg, at jeg var passende langt hjemmefra og fandt en lille klippeknold med fin udsigt over fjorden, og mirakel! - sæler. Først fik jeg øje på én - som ved første øjekast bare lignede en del af en klippe - indtil den bevægede sig. Senere (ved hjælp af kikkert) viste det sig, at der var flere. Jeg talte seks, alle fuldvoksne tyksakker. Et herligt syn.

Lenes dagbog 11.9.88

... Jeg pakkede min rygsæk for en ny ekspedition. Jeg havde købt kort, og der var en sti, jeg ville vandre ad. Stier er åbenbart et vidt begreb. Jeg kunne i hvert fald ikke finde nogen som helst sti, men frem kom jeg, selv om det tog nogen tid.

Der går nok nogle dage, før jeg er kendt med omgivelserne. Her er herligt og masser af muligheder. Jeg så en flok kobbersnepper. Som regel havde jeg travlt med at se, hvor jeg satte mine fødder.

Lenes dagbog 12.9.88

... Vejret pragtfuldt i dag, men blæsende. Jeg ville ud for at se sæler igen og prøve at vove mig lidt væk fra alfarvej. Her er et temmelig vanskeligt terræn, men hvis man forsøger at følge fårenes veksler, går det ikke helt galt. Jeg forsøgte at følge kystlinien men måtte opgive igen. Det var for knoldet.

Lenes dagbog 13.9.88

 

 

Udsigten fra min arbejdsplads  -  altså ved højvande.

 

.. En virkelig skrap dag. Jeg føler, at mine ben er slidt op til knæene. Jeg havde sat mig for at nå hele vejen rundt om pynten. Det var skrappe sager, men jeg fik min belønning. En utrolig masse sæler lå og fjerede den på nogle små klippeøer et godt stykke ude i fjorden. Det er tilsyneladende deres hvilested - det var lidt af en oplevelse. Roen blev desværre forstyrret af to larmende jetjagere, og de mest nervøse af sælerne plaskede i vandet. Jeg forstod dem godt. Larmen var øredøvende.

Lenes dagbog 14.9.88

... Jeg har hørt/læst, at der skal være oddere i dette område, så jeg ville prøve at undersøge området her omkring. Jeg så desværre ingen, til trods for at jeg brugte mange timer ude i "klipperne". Bjarne arbejder stadig hårdt. Der er stadig ingen post. Efterdønningerne af poststrejken, tror jeg.

Lenes dagbog 20.9.88

... Igen var det jagt på havoddere. Jeg brugte fire timer til at klavre rundt de mest ufremkommelige steder, men jeg har lavet et nyt slogan til mig selv: "Hvor der er får, er der en sti." Det er et sundt og godt slogan.

De viser vej. Jeg har fundet ud af, at de går (naturligvis) den letteste og mest bekvemme vej fra ét punkt til et andet. Man burde skrive en rejsebog, der hedder "I Fårene Fodspor". En guide for alle højlandsvandrere.

Jeg har stadig ikke set nogen oddere.

Lenes dagbog 22.9.88

... Efter morgenmaden (som jeg naturligvis serverede) pakkede jeg sammen til den store og lange tur.

Jeg havde set på kortet, at der var en path rundt omkring det højeste punkt her i området, 503 m. Jeg ville søge derop for at se, om det var muligt at finde en vej og en sti. Højlandet er skræmmende. Det er så voldsomt stort og vildt. Den ene top ligner den anden, og man kan føle sig meget alene og meget lille.

Jeg har fra tidligere vandringer erfaret, at path på et kort er et vidt begreb. Det er sjældent mere end et fodspor sat af får eller lignende.

Jeg vovede forsøget, og mange kilometer gik det udmærket. En ganske udmærket "vej" var der det første lange stykke. Der var ikke noget at tage fejl af. Efter at have åbnet og lukket (det sidste er meget vigtigt) en del led, mødte jeg en farmer i en off road vogn. Jeg snakkede lidt med ham. Af samtalen fremgik det, at han var på vagt overfor nogle "fjollede" mandfolk, som skød dyr med "armbrøst". Han kaldte det en crossbow. Altså krybskytter med andre ord.

Jeg syntes, det lød lidt uhyggeligt.

Lenes dagbog 25.9.88

 

Kære Jens, 30.9.1988

så er endnu en dag i gang. Der er puttet mønter i the meter, varmen er tændt, kaffen er klar, og fra vinduet kan jeg se tidevandet langsomt trække sig tilbage fra vores lille ø. Om et par timer er den landfast. Her har været blå himmel indtil for ti minutter siden, men et let skydække trækker nu ind fra Muck og Skye. (Det er noget med Azorerne, du ved).

Jeg skal en tur til Mallaig (storbyen) i dag for at hente penge i banken og købe cigaretter. Her i byen forhandles ikke cigaretter uden filter.

Min første postforsendelse er kommet igennem, så jeg brugte hele dagen i går på at besvare breve - især til skattevæsenet. De må være meget glade for os. De kan simpelthen slet ikke undvære os. Vi modtager den ene invitation efter den anden...

Ellers er rutinen sat ind herovre. Vi står ret sent op. Så sætter jeg kaffe over og henter avis - The Scotsman. Efter kaffen går jeg i gang ved tekstanlægget, mens Lene går ud i den store natur for at se på sæler. Det vrimler med dem her i de mange små bugte. Hun har fundet en tre-fire steder, der åbenbart er deres favourite sovepladser. Jeg var med derude en enkelt eftermiddag. De er ret nysgerrige og ikke særlig sky.

Ved halv to-tiden går jeg en tur ned på pubben og får en enkelt pint og en prøvesmagning. Jeg er kommet igennem en del af mærkerne efterhånden. Skulle du tilfældigvis støde på en Glen Albyn eller en Balvenie, kan jeg stærkt anbefale dem...

Når Lene kommer hjem ved fem-tiden, går vi til købmanden (eller slagteren eller fiskemanden, der kommer i bil et par gange om ugen) og køber ind. Det lyder måske lidt underligt, men jeg vil også gerne anbefale mælken herovre. I hvide flasker. Omrystes før brugen.

Efter middagen skriver jeg en time eller to endnu, og så er det tid for pubben.

Bjarne

 

... Vi er begyndt på en ny måned. De sidste par dage har såmænd ikke adskilt sig fra de andre. Vores hverdag er blevet triviel på den måde, at vi føler os godt tilpas, vi arbejder med hver sine ting og slapper af ind imellem. Jeg har dog prøvet den lange tur igen. Jeg syntes, jeg ville derop i godt vejr. Det var ganske dejligt. Denne gang fik jeg set kronhjorte og en kongeørn. Det skete så overrumplende, at jeg ikke fik fundet kikkerten frem, før den næsten var væk igen. En utrolig stor fugl, næsten skræmmende. Jeg må derop igen...

I aften har der igen været levende musik på pubben. Det er virkelig et smørhul, vi har fundet.

Lenes dagbog 2.10.88

 

... Mandag lykkedes det mig endelig at opleve en odder i fuld aktivitet. En oplevelse. Især fordi jeg har brugt så utrolig megen tid på at finde dem.

Jeg tror ikke, Bjarne rigtig kan forstå det, men lige meget - det er en oplevelse.

Jeg sad og glanede på den lille fyr i flere timer og prøvede at følge den diskret. Jeg så, hvordan den fangede sit bytte, fortærede det og dernæst pudsede sig omhyggeligt, og så klar til næste fangst. Utroligt.

Lenes dagbog 10.10.88

 

... På med støvlerne igen. Vejret har være helt suverænt. Høj, klar himmel, lunt, stille - hvad kan man ønske sig mere. Perfekt til iagttagelse. Ikke skyggen af oddere - desværre. Men til gengæld masser af kronhjorte. De er åbenbart i brunst. Der har været en brølen, og jeg ved ikke hvad. Jeg troede faktisk, at det var overstået - vi skriver 11.10. Det skal undersøges.

Lenes dagbog 11.10.88

 

... To oddere i dag. Nu ved jeg, hvor de holder til, og jeg ser frem til at studere dem nærmere.

Lenes dagbog 12.10.88

 

... Ganske vist var det lidt svært at få d'herrer ud for at se på naturen, men det lykkedes. En fin tur til Bonnie Prince Charlie's Cave lykkedes det mig at få dem med på. Ganske vist fandt vi ikke hulen, men en god tur. Bortset fra at vore forsyninger slap op.

En tur til Loch Morrar var vi også på. En af Europas dybeste søer.

Ellers gik tiden med, at Bjarne og Preben skulle hente post (og have en pint på den lokale), Bjarne og Preben skulle til Mallaig (og have en pint på den lokale) o.s.v. Men alt i alt fint fungerende. Jeg fik min vilje, og de fik deres.

Lenes dagbog for efterårsferien 13.-10.10.88

(Hvor vi havde besøg af Lenes kollega Preben.)

 

Kære Claus og Anette, 24.10.88

... Selv var jeg i Glasgow i den netop overståede weekend. Lene og jeg har haft besøg hele efterårsferien af Lenes kollega Preben. Det lykkedes ganske vist Lene at få ham lokket med en tur ud i den store natur, men det var helt tydeligt, at han foretrak min form for spadsereture. Rundt om pool bordet på den lokale, hvor jeg endelig fik lidt kvalificeret modstand. Lene banker konsekvent kun den sorte eller hvide i hul. Det må være noget med at få det overstået, så vi kan få en pint til.

Preben har gamle venner i Glasgow, så han ville tilbringe den sidste weekend dér. Lene havde ikke lyst til at tage med, men jeg har jo altid interesseret mig for ruiner og slum, så jeg valgte et par dage i vor fælles ven Mr. Flanders' fødeby. Du kan godt ved lejlighed fortælle ham, at han roligt kan vende tilbage. Ethvert spor af hans teenage-års hooliganism er blevet fjernet. Byen er lys og indbydende, ren og venlig...

I sidste uge fik jeg en glimrende definition af mit job. En af de lokale fiskere skulle præsentere mig for en anden: "This is Bieurrrrn. He's from Denmark. He's a translator. Anything you say, he can turn into shit!"

Ak ja, lokalviddet blomstrer.

Bjarne

 

 

Kære Morten og Merete, 5.11.88

...Her ved verdens ende har vi dog også et vist tidspres. Man skal ustandselig se på klokken (2:05 p.m.) for at sikre sig, om man er indenfor eller udenfor åbningstiderne. Og så denne jagen når man opdager, at der om fem minutter vil blive blinket med lyset som tegn på sidste udskænkning. Ud i bilen, start, tredive i timen henad grusvejen, fyrre i timen gennem "byen", og en forpustet finger eller to i vejret når man træder ind gennem døren, hvorefter bartenderen m/k automatisk trækker i håndtaget med heavy.

 

Arisaig bugten.

 

Ellers er her yderst fredeligt. I øjeblikket driver havgusen og tågen ind fra Skye og Rhum (og sikkert også fra de Ydre Hebrider og Azorerne), mens tidevandet følger den, som en hund følger sin herre (hvis han ellers har en godbid i lommen). Gennem vinduet kan jeg se, at vandet nu er ved at nå op over det lille skær lige uden for, og snart må sælerne flytte sig. De ligger dovent og strækker sig og ligner nærmest rugbrød, der har ligget for længe fremme på køkkenbordet. Sagde jeg rugbrød? Åh nej! Må jeg godt bande lidt? Leverpostej! Brun sovs! Stegt flæsk!...

Lene har forladt mig et par timer for at vandre i højlandets majestætiske ensomhed. Det gør hun tre-fire-fem timer hver dag. Gad vide om hun har en affære med en eller anden fårehyrde eller krybskytte. Hun påstår, hun ser på kronhjorte og sæler og oddere og kongeørne! Jeg har set den slags i Zoo, og det tog sgu ikke flere timer. På den anden side giver det mig nogle uforstyrrede timer til arbejde, brevskrivning samt - (2:15 p.m.), nå, jeg må løbe. Jeg har jo andet og vigtigere at beskæftige mig med and at sidde her og sludre.

Bjarne

Kære Erik og Anette, 6.11.88

...Dagene går med - for mit vedkommende arbejde og arbejde - og for Lenes vedkommende med lange traveture i det barske højlands majestætiske ensomhed eller mellem bugter og vige langs kysten. Hver dag skal jeg høre om alt, hvad hun har set. Kronhjorte, kongeørne, sæler og oddere og en masse andre væsener, hvis navne jeg ikke i øjeblikket erindrer. Det lykkedes hende en enkelt gang at hive mig med ud. Hun insisterede på, at jeg gik med en "lille" tur ad en "sti" for at se nogle sæler. "Lille" viste sig at betyde en ti-femten kilometer, og "sti" viste sig at betyde dyreveksel. Selv fårene gik udenom den for ikke at få våde hove. Og hvorfor jeg skulle slæbes ud for at se sæler, ved jeg ikke. Jeg kan næsten hver dag se dem gennem vinduet her fra skrivemaskinen, hvor de ligger på de små skær lige uden for huset og dovner, mens jeg knokler løs. Dumme dyr!

Efterårsferien er ikke helt gået hen over hovedet på os, for vi havde besøg af Lenes kollega Preben. Han har rejst Skotland tyndt gennem adskillige år og har endog været her i Arisaig tidligere. Alligevel insisterede Lene på at vise ham naturen. Atter en "lille" tur. Den blev på en tyve-tredive kilometer gennem mose og mudder (Preben i lærredssko!) til Bonnie Prince Charlie's Cave, som vi naturligvis ikke fandt. Vi fandt en sok til Preben, et par vabler til mig og en ubændig tørst til os alle. Og naturligvis var det godt planlagt. Vi var hjemme præcis to minutter over halv tre!

Sjovt nok satte Preben langt større pris på de små, civiliserede spadsereture, som jeg tog ham med på. Rundt om pool bordet på pubben. Det fremmer koncentrationsevnen, træner boldøjet og opøver et vist konversationstalent. Og tørsten er ikke noget problem. Se, det kalder jeg sport!

Urqhuart Castle ved Loch Ness.

 

I den forløbne uge har vi været på en to-dages udflugt langs Loch Ness, forbi Urquhart Castle (kendt fra Billy Wilder's Sherlock Holmes Privatliv) til Inverness. Lene så naturligvis Nessie, men i trøstesløs fantasiforladthed hævdede hun, at det var en laks, der sprang. Men vi ved bedre, ikke?

Bjarne

... Torsdag d. 3/11 tog vi en tur til Inverness. Vi ville gerne se byen og naturligvis også Loch Ness i håb om at få et glimt af uhyret. Det fik vi nu ikke, selv om Bjarne påstår, at den laks, jeg så springe, måtte være Nessie. Rent vrøvl, men han har nu heller ikke forstand på de dele. Undervejs gjorde vi ophold for at glo på nogle ruiner, Urquhart Castle, som efter Bjarnes udsagn skulle være det slot, hvor man havde optaget en eller anden Sherlock Holmes-film. Mange "slotte" i Skotland er ofte bare en samling murbrokker lidt dekorativt kastet oven på hinanden, men i dette tilfælde var der dog lidt flere murbrokker.

... Inverness er en stor, larmende by med megen trafik. Den er i virkeligheden nok ikke større end Næstved, men oven på Arisaig virker den overvældende. Forretninger - ja, selv en Marks & Spencer findes her. Jeg fik trukket Bjarne ind i denne forretning, men kortvarigt. Hans suk, stønnen og sære ansigtstrækninger klarer jeg ikke så længe ad gangen.

Lenes dagbog 6.11.88

Kære PJ og Else, 5.12.88

... Problemet har naturligvis været, at på trods af Arisaigs lidenhed (150 indbyggere, højt regnet) har vi haft frygtelig travlt. Lenes vandreture er for så vidt faldet nogenlunde sammen med mine arbejdstimer - men alligevel. Postafhentning var kl. 12:30, og det var jo alligevel lige ved siden af pubben. Jeg mener, hvorfor ikke slå to fluer o.s.v.? Og efter den første måned begyndte den slags at blive farligt. Ganske vist lukkede pubben officielt mellem 2:30 og 5:00, men det betød blot, at der ikke kunne komme nye gæster ind. De tilstedeværende fik lov at blive siddende. Ser I problemet? Har I nogen sinde været i Skotland?

Forstår I, her køber man sig ikke en pint of heavy, her køber man til bordet, subsidiært (nævn eventuelt for Bo Tao, at jeg kender den slags ord) hele baren. Det er ikke bare god, det er almindelig tone. Og sidder man en fire-fem mand og småsnakker om vejr og vind (og det optager 90% af al konversation her i landet), kan man hurtigt risikere at sidde med tre eller fire halvliters glas foran sig. Og man skal naturligvis selv følge med i omgangene og passe sin egen round, og på den måde kan det komme til at tage tid. Ser I, man spørger ikke, om folk vil have mere at drikke. Man bestiller bare og sætter det foran dem. Og jeg er endnu aldrig gået fra en pint!

Den slags socialt samvær har naturligvis skabt en del småproblemer i det lille skotske hjem. Som når jeg f.eks. lovede at købe ind inden halv seks. Hvilket jeg naturligvis gjorde. Middagsmaden i hus. Men så skulle jeg jo lige hen på pubben for a quick one, for de havde jo åbnet igen her klokken fem. Og det var sjovt nok netop tiden, hvor fiskerne kom ind, og så gik snakken, og den ene pint tog den næste. I har hørt om sildestimer, ikke? Nu har I også hørt om pint-stimer. Og Lene syntes abso-bloody-lutely ikke, det var morsomt, at jeg først kom hjem med middagsmaden klokken 9:20. Kvinder kan være så underlige.

Bjarne

... "MIN HUND SHEP" er fuldstændig fjollet med at gå tur. Når han ser, jeg har rygsæk på, fiser han af sted. De første gange afkortede jeg mine ture. Jeg ved ikke, hvordan han har det med alle de får, der er alle vegne. Men nu har jeg et system, der virker. Han går med en mile eller to, og så kommanderer jeg ham hjem. "Go home!" (der er en af de sætninger, jeg kan til fuldkommenhed). Shep kigger og resignerer - og går hjem. Perfekt.

Lenes dagbog medio oktober 88

 

 

Shep.

 

Fortsæt til kapitel 3: Skotland. Ti uger der ikke rystede verden