Af Bo Tao Michaëlis
Fra Politiken den 23. oktober 1993.
I OTA-Solgryns 60 jubilæumsår har Bo Tao Michaëlis genlæst havregrynsfabrikkens små røde, et nationalt folkebibliotek som i hvert fald ikke har skadet modstandskampen under besættelsen.
Jeg tror de er her ovre. Her i kassen. Råber man febrilsk og sætter jagten ind. Under gammelt børnetøj, et telt der en gang fik sin vanddåb på Bornholm en regnfuld sommer. Bag ski fra den gang der endnu var hvid jul i Danmark eller barndommens legetøjstog, et strygejern uden damp, sovedyr i stabler - og så finder man dem:
Pulterkammerets kantareller - en samling små bøger, slidte af børnefingre, læst og elsket igennem generationer. Årsag til en pjækkedag fra skolen, lindring for en dårlig hals og ofte - alt for ofte - læst under dynen til lyset fra en lommelygte - OTA-bøgerne!
Sig navnet og en verden træder frem i farveladefarverne fra Oscar Knudsens illustrationer. Af æventyr fra fjerne lande, eller fra danske herregårde, dyrefabler, rejsebeskrivelser og historier om raske drenge og piger som pludselig blev hverdagshelte i deres egen historie. Geografi på anekdoter og verdenshistorie som glansbilleder. Cæsar den gang han endnu ikke var blevet kejser, Napoleon før Waterloo, Dickens før romanerne, Edison før glødelampen. Da de store var små.
Klumperne i grøden
OTA-bøgerne kom i årene fra 1924 til 1942. I atten år var de samleobjekter for yngli9nge som morgen efter morgen åd sig igennem Ota Solgryn forvandlet til grågrumset grød. Havregrød, lind, sveden eller klumpet, udnævnt til verdens sundeste morgenmad. Først kom grynene i grønne æsker, siden i de rød-hvide, som signaliserede at denne morgenmad var det nærmeste man kom til at spise selve Dannebrog. Og altså med den mentale smørklump at havde man samlet femten kuponer, fik man en lille bog med vidunderlige historier. Sidenhen gik bøgerne i arv, til min generation som var barn i 50erne. Fra forældre som havde et overbærende smil tilovers for disse bøger fra en barndom under 30ernes depression.
Min historielærer brugte dem hånligt som eksempel på en særlig overfladisk og sensationel historieopfattelse. Dansklæreren anså dem for mælkebøtter o dansk litteraturs pæne plæne af store værker. Og litterært vurderet var deres stil en spøjs blanding af Morten Korch-realisme og turistbrochureprosa. I en tid hvor Danmark var indelukket i sin egen økonomiske elendighed og kun de rigeste kom ud at rejse, anskueliggjorde bøgerne den vide verden i pittoreske glimt af snik-sank og konkret viden.
”De er raske og tapre folk, men har også store tanker om sig selv, og de er temmelig selvkloge og mistænksomme” - hed det for eksempel i 1933 som indledning til en fortælling fra Jugoslavien. En typisk generalisering. Ikke enestående i en tid hvor selv skolens officielle geografibog kolporterede den sandhed, at finner stikker med knive og at der skal fire jøder til at narre en græker. Og set lidt i det tragiske bakspejl med den ulykkelige, blodige og meningsløse borgerkrig i Jugoslavien er man vel næsten på nippet til at give karakteristikken lidt ret?
Solgryn over regnbuen
Man kan nok diskutere bøgernes lødighed, men ikke deres betydning for dansk kultur. Så forskellige forfattere såsom Ebbe Kløvedal Reich og Svend Åge Madsen har ladet sig påvirke af disse fortællinger, forfattet af bl.a. Torry Gredsted - ham med Paw-bøgerne - Ada Hensel og P. Falk Rønne. Palle Lauring og Erik Kjersgaard og deres Danmarkshistorie(r) kan heller ikke sige sig fri for at lægge sig tæt op af OTA-bogtraditionen.
En folkelig krønikeskriver, en sensationel historieopfattelse, et forsøg på at sætte system i historien ved hjælp af små episoder, fortalt i jævnt sprog og med en pointeret happy ending. Typisk for underholdningen i Mellemkrigstiden var der i OTA-historien altid sol over regnbuen, også når det så mørkest ud. Selv stakkels Jeanne d’Arc får en forsinket belønning i 30ernes OTA-bog. For nok blev hun brændt som heks af englænderne, ”men for nogle år siden gjorde Paven i Rom hende til Helgeninde”.
Man forbinder OTA-bøgerne med en vis nationalisme. Og der var mange danske herregårde i OTA-landskabet. De var naturligvis hjemsøgt af grå damer og hovedløse herremænd, som gik igen og skabte tempererede gys. Men der var også mange strenge, men ædle grever og baroner, som lod nåde gå for ret over for vilde drenge og piger der pågreb krybskytter og afslørede smuglere. Danske konger var altid gode nok på den royale bund, fra kynikeren Valdemar Atterdag til klumpedumpen Christian IV. Vi er faktisk ikke så langt væk fra Karen Blixens mytiske herregårdskultur. Ikke så langt væk fra forestillingen om en menneskelig feudalisme og en mild enevælde som den altid lever i ouverturen fra ”Elverhøj”.
I en tid med arbejdsløshed og krise har OTA-bøgerne et anstrøg af social nostalgi. Men påfaldende nok er der just ikke tale om skjult ideologisk propaganda for tidens totalitære løsninger, der også gerne sang om gamle dage.
OTA-bøgerne er fuld af fattige mennesker og dårlige tider. Man dyrker nok eneren og det enestående, men i neddæmpede gevandter. Der blæser en brise af kristen spejderånd gennem de fleste af fortællingerne. Oven i købet med en antropologisk nysgerrighed og tolerance over for andre folkeslag og religioner. Fortællingerne har mange ædle vilde, trofaste farvede og kloge asiater - men det er mere epokens klicheer end dens racisme der taler fra bøgernes sider.
OTA-bøgerne var reelt set en af de første bogklubber her i landet. Udgivet som kommerciel reklame er de imidlertid uden det markedsførte skrigeri, som kendetegner den slags salgsfremkaldende produkter i dag. Valdemar blev ikke stor fordi han fik havregrød i sin del af Middelalderen. Norden blev ikke samlet fordi Dronning Margrethe var en flink pige og spiste grøden op.
Huguenotternes holocaust
Læseren spiste grød - og der blev spist rigtig meget grød i 30erne - men bøgerne var derimod yderst grødløse. Man skal naturligvis ikke gøre OTA-bøgerne bedre end de er, men deres helte og heltegerninger er skildret uden pomp og omstændigheder, uden smagløs patos eller ha-stemt overmenneskelighed.
I 30erne har en OTA-bog i serien gennem verdenshistorien i små fortællinger en episode der handler om massakren på de franske protestanter på Barholomæusnatten i Paris med følgende indledning: ”Det blev til et forfærdeligt Blodbad, men det lykkedes dog ikke at udrydde Huguenotterne ved dette lumske Overfald”.
Læg mærke til ordet ”lumske”. Og så er allerede selve historien en klar afstandtagen fra dette folkemord, der var afstedkommet på grund af fanatisme og magtbrynde. Det er en triviel fortælling, om en dreng fra den katolske almue som næstekærligt redder en protestantisk fyrstesøn midt i holocausten. En nat som foregik en gang i det mørke1500-tal, men tre år senere kan de unge havregrødslæser se historien gentage sig så infamt, at det giver OTA-historien et skær af det djævelsk visionære.
For er Krystalnatten i 1936, hvor de tyske jøder ”lumsk” bliver overfaldet, ikke en ny Bartholomæusnat? Og var der nogle som næstekærligt hjalp de forfulgte? Hvor var OTA-heltene den nat, da lysene gik ud i Tyskland?
Illustration af Oscar Knudsen til
Taarnvægterens Søn. En Fortælling fra Religionskrigenes Tid.
Ota-Bog Den glade Miguel og andre Fortællinger, 1935.
Havregrødens beredskab
Jeg ved ikke hvorfor OTA-bøgerne holdt op med at komme netop i 1942. Var det tidens knaphed på pair, som satte en stopper for de små bøger? Eller var der andre dybere og mere komplicerede årsager til at der ikke kom flere historier om den gang de store var små? Tidsånden var til opportun tavshed og nærsynet samarbejdspolitik, ikke til historier om hverdagshelte og drengestreger der trodser enhver realitetssans og/eller realpolitik.
Det er en kendt sag at frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun i sine sidste breve citerer fra Sokrates’ Forsvarstale. Han har været en god elev i oldtidskundskab, og Sokrates’ ord lærer ham at dø.
Men hvem lærte ham at leve? Læser man alle Malthe-Bruuns udgivne breve, fra han som ung sømand personligt stifter bekendtskab med nazismen på sine ture til Tyskland og siden går aktivt og fatalt ind i den danske modstandsbevægelse, er der en anden skrift som melder sig.
Dén fra OTA-bøgerne, en naiv ’havregrødsoptimisme’, en simpel og sentimental eksistentialisme, og en tyrkertro på at det nytter at gå til modstand. Fordi selv det mindste skridt bliver stort, når man træder ind i historien. Var OTA-bøgerne på den måde bag den rød-hvide dannebrogsnationalisme og drengebogsromantik så i virkeligheden en form for beredskabslitteratur, som fik konsekvenser, da besættelsen kom? Disse små banale bøger stod endda i hjem, hvor man ellers ikke læste bøger eller havde råd til boglig uddannelse. Og kan have været en del af den mentale oprustning som bliver farlig for de officielle myndigheder midtvej i 40erne.
Da den sidste OTA-bog kom i 42, gik historien ud af bøgerne og ind i virkeligheden. Og visse læsere blev selv helte - med og uden happy ending som i bøgerne.
Måske en overfortolkning, i hvert fald en smuk tanke - den kunne såmænd stå i en OTA-bog.